Forårsfornemmelser

[Nathan af Dunlath]

Takaeda Yamanoshi
01. april 528

En brise søgte over græsset, hev i siderne på hans bog og Nathan var ikke sen til at sætte en beslutsom pegefinger over, så papiret stoppede med at blafre sådan. Ikke at en smule vind kunne kvæle hans optimisme. Næ nej! Det var forår nu, så tæt på sommer. Det kunne kun blive godt.

Blikket gled videre ned over siden, før det gik op for ham, at det egentlig var ved at være længe siden, han reelt set havde læst og ikke bare ladet øjnene vandre målløst over ordene. Derfor sænkede han bogen, så den hvilede mod knæene. Øjnene fandt i stedet den brune hoppe, der var grunden til, han overhovedet sad og nød solskinnet på netop denne plet græs. Minna. Hun havde fulgt ham fra det kolde nord og til den farverige hovedstad.

[Takaeda Yamanoshi]

Det var en perfekt dag til at lade hestene være ude i folden, og Takaeda ville ønske, at hun kunne være nået herned tidligere for at lukke både Shin og Shosin ud. Desværre havde andre ting optaget hende det meste af morgenen og formiddagen, så solen stod allerede højt, da hun endelig havde tid til at tage herned.
Hun var dog ikke længe om at få begge heste ud af deres båse og ud i solskinnet. Begge heste var på højde med hende over skuldrene, så når hun sådan gik med begge to, kunne hun godt komme til at se ekstremt lille ud.
Hun standsede ved den første fold med plads i og åbnede denne. Hun pillede grimerne af begge heste og hang dem på indhegningen.
"Saa, ikée min'na."
Hun gav dem begge et blidt puf ved nakken, lige der hvor skuldrene begyndte, så de blev gennet ind i folden. Hun lukkede med det samme lågen efter dem, inden hun lænede sig op ad hegnet for at betragte dem lidt.

Dagens påklædning var som sådan ikke det store og vilde. Den grønne kåbe/kimono (dette var nok mest et definitionsspørgsmål, men Takaeda havde erfaret, at man i Tortall oftest bare kaldte det en kåbe) gjorde det på ingen måde åbenlyst, at hun var adelig. At hun så heller ikke havde sit sværd og kun sin dolk med, gjorde det endnu sværere at regne ud. Det var egentlig noget, hun havde det ganske fint med. Hun kunne ikke lide at skilte med, at hun var heldigt født. Det lå ikke rigtigt til hende at være den arrogante type. Hun blev dog genkendt på ansigtet af og til. Det kunne ikke undgås, når hun en gang imellem befandt sig på slottet.

Uden egentlig at tænke over det, var hun begyndt at nynne en melodi. Ikke at hun havde den bedste sangstemme, men den kunne da være værre.
En lyd fik hende dog til at dreje hovedet. En mand sad ikke så langt derfra, og det så ud som om, han lige havde hævet blikket. Om det var på grund af hendes nynnen eller en anden grund var ikke til at sige, men hun havde slet ikke bemærket ham. For alle tilfældes skyld lod hun hatten falde tilbage og hlnge på ryggen i en snor, der var fastgjort til en lille ring af læder på kåben, så det blege ansigt blev fuldt synligt.
"Undskyld hvis jeg forstyrrede din læsning. Jeg havde ikke set Dem, så jeg troede, jeg var alene."
Det var tydeligt at høre på hendes accent, at hun ikke var Tortallaner, og havde man en lille smule viden om det, var det ikke svært at regne ud, at hun var fra Yamani-øerne.

//Jeg beklager lige min mega dårlige japanske stavning

[Nathan af Dunlath]

Så snart han havde sænket bogen, hørte han det. Først lige så let og så en smule mere sikkert. Jo, det var da bestemt en, der nynnede eller noget i den dur. Han vendte hovedet og stivnede let på sin plads, da det gik op for ham, at han ikke var alene. Ikke bare ikke var alene, der var faktisk en kvinde til stede. Hvor distræt havde han været? Og hvor længe havde hun stået der?

Han mærkede farven stige til kinderne og smilede fåret til hende, da hun lod hatten falde. Alle hendes træk skreg yamaniøerne. Selvbevidst rømmede han sig og kløede sig en smule på kinden. "Øh, det er fint," svarede han, kun en anelse usikkert. "Jeg.. Ja.. De ved... Læste bare." Ja, det var jo åbenlyst. Hun havde endda selv pointeret det. Han hævede en hånd. "Nathan," introducerede han derfor sig selv for at jage den akavede stemning lidt på afstand.

[Takaeda Yamanoshi]

Takaeda kunne ikke lade være med at smile over mandens forlegenhed og den halvt akavede stilhed, der kom i kølvandet på hans svar. Hun fik følelsen af, at han måske ikke helt var vant til, at have samtaler med det modsatte køn.
Hans præsentation af sig selv fejlede dog intet, og hun besvarede hans hans hævede hånd med et let buk. "Takaeda" lød svaret med et lettere voksende smil.

"Hvad læser De, hvis jeg må være så fræk at være nysgerrig?"
Hendes klang i stemmen understregede, at hun var nysgerrig. Hun var som sådan ikke den store bogorm, men hun nød da af og til en god bog. Det hjalp måske også en smule på mandens rødmen, at hun forsøgte at holde samtalen så normal som muligt.

[Nathan af Dunlath]

"Takaeda," gentog han og prøvede at få klangen af hendes navn ind ved første gang som muligt. Det var ikke helt så let, som hun fik det til at lyde, men han var da ikke helt ved siden af.

Spørgsmålet blev først besvaret med et forvirret blik, før han så ned på bogen i sin hånd og hævede den lidt. "Um, det er en filosofisk diskussion om, hvad der bevæger mennesket til at handle," svarede han og ville øjeblikketligt ønske, han havde løjet. Det lød simpelthen så tørt, som noget kunne lyde. Eller.. Det regnede han i hvert fald med. Han fandt det jo spændende.

[Takaeda Yamanoshi]

Takaeda kunne ikke lade være med at fnise en smule over hans forsøg. Hun forsøgte dog at skjule det så meget som muligt. Hun kunne dog ikke lade være med at drille ham en smule: "Ta-kae-da" udpenslede hun for, at han bedre kunne få det rigtigt. Hun kunne dog ikke udelade den drillende tone i stemmen.

Ved svaret på hendes spørgsmål, var det tydeligt, at hun lige tog sig et øjeblik for at gentage ordene i hovedet. Hun havde ikke ligefrem forventet noget så komplekst. Ikke at hun antog at mænd var for firkantede (eller jo, det gjorde hun faktisk lidt) til at læse filosofi, men om hvad der fik mennesket til at handle? Det virkede dybt. Selvom det var tydeligt, at svaret kom bag på hende, var det mindst lige så tydeligt, at hendes nysgerrighed var blevet vakt.
"Jeg håber ikke, at jeg trænger mig mere på end højst nødvendigt, men hvad er så filosofien bag menneskers handlinger?" røg det ud af hende, inden hun egentlig havde tænkt sig over et passende spørgsmål. Hun rødmede ikke rigtigt, men hendes kinder blev alligevel mindre blege end før over, at hun bare sådan spurgte løs uden at tænke det mindste over, om Nathan faktisk gerne ville være i fred.

[Nathan af Dunlath]

Nu begyndte han også at føle sig en lille smule fugtig på ryggen ved hendes irettesættelser. Det var altså så typisk kvinder! Han nikkede hurtigt og var egentlig ganske lettet over, at hun skiftede emne, selvom han ikke håndterede det så glidende, som han kunne have håbet.

"Um, altså.." Han kløede sig lidt i nakken, "Den konkluderer ikke som sådan noget. Ikke endnu, i hvert fald." Bogen blev lukket sammen og han kiggede vurderende på den, før han fortsatte. "Jeg tror mere, den prøver at belyse de forskellige indgangsvinkler, man kan have. Det er ganske interessant."

[Takaeda Yamanoshi]

Hun prøvede ikke at gøre ham utilpas. Hendes drilleri havde indtil nu haft den modsatte effekt. Hun blev derfor enig med sig selv om at holde op, og egentlig bare holde sig på den høflige side.

Selvom hun ikke var den store filosof, fandt hun alligevel emnet interessant. Hun var dog stadig pinligt bevidst om, at hun stadig ikke havde sikret sig, om han egentlig bare ville være alene. Det kunne hun dog nå at rette op på igen.
"De må undskylde, hvis jeg trænger mig på. Vil De hellere være ladt i fred?" Hendes stemmeføring var en anelse usikker, for hun ville vitterlig ikke trænge sig på. Hun gjorde samtidig sit bedste for at være så høflig som overhovedet muligt.

[Nathan af Dunlath]

"Nejnej," skyndte han sig at forsikre hende om vurderede lidt, før han så bankede på græsset ved sin side som en tavs invitation. Hun skulle i hvert fald føle sig velkommen, selvom han ikke var helt overbevist om, at han vidste, hvad han skulle sige til hende. "Jeg plejede at bo sammen med mine fætre, så der er.. Foruroligende stille alle andre steder." Han grinte lidt for sig selv, før det gik op for hende, at hun nok ikke ville kunne forstå det morsomme i det. "De er temmelig.. Højrøstede," forklarede han derfor.

[Takaeda Yamanoshi]

Hun løsnede snoren til hatten og hang denne på hegnet sammen med grimerne, inden hun gjorde ham selskab. Hun satte sig først ved siden af ham i skrædderstilling, inden hun kom i tanke om, at det egentlig ikke var kotume, så hun endte med at sidde med let bøjede ben med fødderne plantet fladt i græsset.

Hun smilede over hans latter. Hun havde forstået hentydningen, men alligevel nikkede hun, da han uddybede.
Ligesom ham var hun egentlig heller ikke sikker på, hvad næste samtaleemne egentlig skulle være, men hvem var nogensinde død af lidt improvisering?
"Har De siddet her længe? For jeg så Dem ikke, før jeg havde gennet hestene i folden. De er god til ikke at tiltrække opmærksomhed." Med smilet og den høflige stemmeføring kunne det næsten lyde som om, hun egentlig gav ham en kompliment. I virkeligheden var det bare en observation.

[Nathan af Dunlath]

Til at starte med fulgte han hendes bevægelser med blikket, men efter lidt tid begyndte det også at virke meget nærgående og han trak derfor blikket til sig, vendte det ned mod bogen. Nu fortrød han, at han havde lukket den.

Ubevidst flyttede han sig lidt væk fra hende, da hun tog plads ved siden af ham. Bare for at være på den sikre side. Han så sig omkring, men kunne ikke umiddelbart se en anstandsdame, så hun måtte vel være en form for soldat. Eller borgerlig, selvfølgelig, men.. Det var ikke så tit, han så borgerlige, der var kommet så langt fra.

"Øh, det er mit speciale, ja," grinede han fåret og smilede til hende, mens han pillede lidt ved en løs tråd i sine bukser. "Sådan er det med os studerende."

[Takaeda Yamanoshi]

Hun var som sådan ikke blufærdig, men hun kunne alligevel ikke lade med at føle sig en smule... værdsat? (hun manglede lidt et bedre ord til situationen) af at han sænkede blikket, og hendes smil voksede en smule, men gled samtidig over i et lidt mere skævt et.

Hun tog sig som sådan ikke af, at han rykkede lidt væk fra hende. Hun var bekendt med traditionerne, og de havde trods alt lige mødt hinanden. Han havde ikke fortalt sit efternavn, så hun kunne ikke vide, om han egentlig var adelig eller ej. Udover dette var hun stadig bevidst om, at intet ved hendes påklædning skreg, at hun var adelig. Hun kunne ligeså godt tilhøre "pøblen" (hun hadede det ord) lige nu, men det var samtidig med fuldt overlæg.

Hun kunne ikke helt lade være med at grine over hans svar. Han var ganske morsom, når det kom til stykket.
"Er det noget man kan lære? Sådan at være komplet uset men uden at gemme sig?" Selvom der var et drillende glimt i hendes blik, var stemmeføringen lidt anderledes; det kunne næsten lyde som om, at hun gerne ville lære det og ikke bare lavede sjov.

[Nathan af Dunlath]

Hun overraskede ham ved at grine lige pludselig og han kunne ikke selv lade være at grine lidt, godt nok begrænset til en hakkende pusten ind og ud af næsen, da hun gjorde det. Det skete ikke så tit. "Der må jo være et sted, hvor spioner lærer deres kram," tænkte han højt og trak på skuldrene uden helt at have bemærket spøgen i hendes stemme. "Nogen af os er vel bare født med det." Smilet var tilbage på hans læber.

[Takaeda Yamanoshi]

Igen kunne hun ikke holde en latter tilbage. Dette var dog mere en fnisen, men han lød til at tage hendes spøg så seriøst. Hun nikkede dog til det. "De har vel ret. Selvom det nu mere var spøg end noget andet" svarede hun smilende ligeså meget for at understrege, at hun ikke tog sig af, at han havde svaret i fuld alvor.
Da hun ikke længere kunne finde et samtaleemne, lagde hun hovedet tilbage mod træet for egentlig bare at nyde solskinnet.