Bare han vil lytte i dag

[Leonora af Legan]

Niklaus af Legan
De var kommet tilbage i Corus. Det var godt at være i mere vante omgivelser igen, men der var stadig noget der trykkede Leonora. Hun havde flere gange på turen hjem forsøgt at tale med Niklaus men uden at få det gjort.
Nu havde hun dog besluttet sig for at tiden var inde, til at få styr på tingene og komme videre. Leonora vaslede ned til Niklaus's arbejdsværelse, hvor hun forsigtigt med blid hånd bankede på døren "Niklaus? Må jeg komme ind?" Hun var god klar over at han enten ville tillade det, eller blive sur over at hun frostyrede ham. Hun håbede dog mest på det første.

[Niklaus af Legan]

Hovedet faldt lidt bagover og gjorde plads for en dyb, tung snorken, mens Nik søgte dybere ind i en drømmeløs søvn, der mindede mere om en koma. En lyd trængte ind, han ignorerede den. Det fortsatte. En lys stemme. Den var irriterende. Snorket blev dybere og han vågnede med et spjæt. Ved Mithros...?

"Ja," brummede han og hans stemme lød helt forkert. Han trak fingrene over ansigtet og igennem håret, før han rettede blikket mod døren i stedet for at fokusere på tårnene af dokumenter foran ham.

[Leonora af Legan]

Leonora åbnede blidt døren og trådte indenfor. Lige da hun var kommet ind i værelset, stod hun blot og kiggede. Så tog hun et par skridt nærmere sin bror. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, så der gik betænkningstid, før hun til sidst åbnede munden "Niklaus jeg... jeg er ked af det der skete i Legan. Jeg tænkte mig ikke om" fik hun så startet ud. Derpå overvejede hun på ny hvad hun så skulle sige. "Det var ikke min mening at glemme en anstandsdame, jeg havde bare andre ting i hovedet" bare han nu ikke ville blive sur igen. Hun vidste han ikke var tilfreds med, når hun glemte at tænke, og dette her kunne være gået virkelig galt. "men jeg over dig, der skete ikke noget mellem os" fik hun tilføjet som det sidste.

[Niklaus af Legan]

Det tog hende godt nok noget tid, før hun kom i gang og længe sad han bare og stirrede træt op på hende, afventede årsagen til, at hun havde forstyrret hans.. Knap så produktive arbejde. Brynene samledes på midten, da hun endelig begyndte at tale og han sad bare i tavshed og lyttede, til hun lod til at være færdig.

"Vær venlig at tage plads," brummede han udmattet og hævede en hånd for at gøre tegn mod stolen på den anden side af skrivebordet. "Når man skal ind og undskylde for ting, tager man plads," fortsatte han at belære hende og trak fingrene gennem håret igen. Hvordan i alverden var hun nogensinde kommet igennem klosterskolen? Måske han burde tale med Katrina om, at hun måtte tage lillesøsteren lidt under vingen. Han sukkede tungt.

Hænderne blev hævet. "Det handler ikke om, hvad du kan love eller ikke love, men hvad hoffet vil tænke og hvad jeg i forlængelse af det er nødsaget til at gøre, hvis snakken skulle begynde at gå." Han orkede simpelthen ikke skulle til at bevise hendes jomfruelighed for hele hoffet, hvis sladderen skulle begynde. Ikke at han ville have et valg. "Der er blevet lagt meget arbejde i den her aftale, så jeg vil have, du gør dit absolut bedste, Leonora. Det kan ikke være op til mig alt sammen."

[Leonora af Legan]

Leonora satte sig i den anviste stol. Hun nåede lige at tænke, at det da ville have være uhøfligt af hende bare at sætte sig ude først at få det tilbudt, men det var hun alligevel klog nok til ikke at tage op nu.
Hun satte sig i stolen overfor sin bror og kiggede så på ham "Undskyld, at jeg glemte en anstandsdame. Jeg havde bare en masse i hovedet. Jeg ved godt det ikke er en god grund dog." Så snart hun var færdig kiggede hun ned i sit skød, bange for hvad Niklaus ville sige, flov over hvad hun havde gjort. Hans kommentar omkring hoffet skræmte hende, og hun kiggede straks op på ham igen. "Hvad hvis nogen har hørt noget.. andet, og fortæller det videre?" Hun tænkte selvfølgelig igen på episode med Julia. Det havde hun fortalt Alexander, men kunne hun egentlig stole på ham, når han sagde han ikke ville sige noget videre. "Du stoler på Alexander, gør du ikke?"

[Niklaus af Legan]

"Nej, det er ikke en god grund," konstaterede han strengt og så på toppen af hendes hoved, nu hendes ansigt var vendt ned i skam. Det var nok meget godt. Så lod det til, hun havde lært lidt af det. "Men bare rolig, jeg har fundet én til dig, så den fejl ikke kommer til at gentage sig." Og han havde ladet kvinden vide, hvor vigtigt det var, at absolut intet skete.

Et mørkt, tykt bryn hævedes i skepsis. "Hvad mener du?" spurgte han, allerede nervøs for, hvad hun nu havde rodet sig ud i. Det andet spørgsmål gjorde ham kun mere forvirret. Hvordan havde det noget med Alexander at gøre? "Ja, jeg stoler på ham. Han er loyal over for vores familie. Hvad har du gjort, Leonora" Det var tydeligt, der var grænser for hans tålmodighed.

[Leonora af Legan]

Det var tydeligt at høre at han ikke var tilfreds med hende. Af samme årsag besluttede Leonora sig også for at smide alle kortene på bordet. En gang og så var det ude af verden. Så kunne Hun arbejde videre med ren tavle og gøre tingene rigtig. Hun var blevet forlovet, hun var blevet ældre, nu var det også tid til at vise sin broder at hun faktisk ikke var nogen skam for familien.
Det var godt at vide at Alexander var loyal for familien. Det var da altid en støtte og godt det så var ham. hun var rendt ind i.
Hun var dog sikker på at hun allerede havde fortalt Niklaus om den episode, men det havde været under uheldige kår, så det var noget meget godt at tage den en gang til stille og roligt. "Godt, men du må ikke afbryde mig, uanset hvad du tænker, så lad mig tale færdig." Bad hun sin bror inden hun startede. "I Legan var der en dag, hvor Julia og jeg drak te. Den ene samtale t den anden og pludselig gik det hele ud af en vej, jeg ikke var tryk ved." Hun kunne dog ikke få sig selv til at fortælle hvilken. "Det endte med at Julia løb grædende i den ene retning, og jeg i den anden. Jeg løb så lige i armene på Alexander, som spurgte hvad der var sket. og jeg fortalte det så. Julia... " Det var svært at fortælle det til Niklaus. Leonora tog en dyb indånding "Julia var meget kærlig og sagde så pludselig at hun elskede mig, men altså på en måde så det virkede som mere end bare venskabeligt... Det var det der gjorde vi gik hver til sit. Jeg tale med Alexander om det og han fortalte mig at den slags faktisk fandtes i vores samfund, og det er også meget fint, Kærlighed er jo kærlighed, men som jeg også sagde til ham. Jeg elsker Hale." Så holdt hun inde, var der mere hun burde have med?

[Niklaus af Legan]

Allerede startskuddet til hendes fortælling var katastrofal og han lagde armene over kors med en skeptisk mine og dyb fold i panden. Det kunne han ikke love, men heldigvis ventede hun heller ikke på hans svar, før hun begyndte at plapre. Brynene samledes, mens hun fortalte videre. En drejning, hun ikke var tryg ved? Hvad i alverden var der dog sket?

Længe sad han bare og stirrede på søsteren. Alexander havde.. Hvad? Julietta havde.. Hvad!? Med et arrigt brøl kom han på benene, væltede skrivebordet ud til siden. Det gav et ordentligt brag, efterfulgt af lyden af de mange dokumenter og breve, der hvirvlede til alle sider og til sidst faldt til gulvet. VAR ALLE I DENNE FORBANDEDE VERDEN DA HELT FRA DEN!? Hans skuldre, hænder, alt rystede.

"STOP med dit forbandede kærlighedspis!" beordrede han arrigt uden at kunne bekymre sig om bord og dokumenter, der nu lå hulter til bulter på gulvet. "Du skal giftes med Hale og så er jeg ellers rivruskeravende ligeglad med resten af dit forpulede lort, Leonora!" Udmattet sank han ned i stolen igen, udelukkende for at indse at hans glas med whisky havde været på bordet. Det måtte være Adrians skyld. Han var næsten ikke i tvivl om det. Hvorfor ved den forbandende kaoskælling havde han også ladet den snothvalp blive i Legan?

[Leonora af Legan]

Leonora fløj op af forskrækkelse, da Niklaus pludselig væltede borde. Hun havde netop håbet på at han faktisk ville lytte til hende, nu de var under rolige omstændigheder. Men selvfølgelig ville han ikke det. Han lyttede aldrig! Tog kun ordene for hvad han hørte.
Da han begyndte at råbe blev det nok for Leonora. Hvis han var ligeglad fint! hvis han ikke ville lytte fint! Så gad hun da heller ikke sige noget til ham længere. pludselig kunne hun ikke vente med at skulle bo et andet sted.
Tårerne pressede på og hendes øjne blev blanke "Du forstår ingenting af det! bare glem jeg kom. Jeg bliver gift med Hale, det har der ikke været tvivl om." derpå gik hun hen mod døren. Ikke om hun gad være der mere.

[Niklaus af Legan]

Og selvfølgelig begyndte hun også at tude. Suk. Bare hun kunne være lidt mere som sin søster, så ville ingen af de problemer være opstået i første omgang. "Hvordan er det, du taler til mig?" brummede han, men det meste af gassen var gået af ballonen, så det kom ikke længere ud i et kraftigt brøl som det andet.

Døren lukkede efter hende og han greb ud efter den første og bedste bog og kylede efter den lukkede dør. Den faldt til jorden med et tungt 'thump'. "Og tag din anstandsdame med fremover!" Han var ikke sikker på, hun hørte det, men det kunne vel også være godt det samme. Med et tungt suk begravede han ansigtet i hænderne.

afsluttet