At fange en mand

[Katrina af Legan]

Gareth af Trebond

Nu havde hun besøgt universitetet en del gange. Hun havde etableret, at det var ganske normalt for hende at komme her, så det burde ikke virke alarmerende. Nu gjaldt det om at få en samtale i gang med Gareth. En samtale der foregik tilfældigt og ikke til en eller anden formel festlighed. Hun skulle vise ham, at hun var et charmerende selskab, som han havde desperat brug for at omgås! Og udenfor de store fester.
Katrina bed sig i kinden og skævede nervøst op og ned ad gangen. Det var virkelig svært at vinde en mand over, når hun hele sit liv havde fået besked på at holde sig fra dem. Åh, hvorfor kunne Gareths familie ikke bare have været ligesom hendes egen? Så kunne Niklaus og grevinden af Trebond bare have aftalt en forlovelse, og så var hun fri for alt det her.
Gareth dukkede op i den anden ende af gangen, så hun tog en dyb indånding og smilede så imødekommende, da først manden kom tættere på. ”Goddag, Gareth. Hvordan går det med studierne?” spurgte hun og rejste sig fra bænken.

[Gareth af Trebond]

Det var en fantastisk dag allerede. Solen skinnede, han havde planer med drengene om aftenen og alt var egentlig helt perfekt. Desuden var han færdig på universitetet for i dag. Han svingede rundt om hjørnet og satte ned af gangen.

Først da Katrina rejste sig fra bænken, faldt hans blik på hende og et skævt smil tog plads på hans læber. Ja, hvorfor ikke? "Jamen en god dag til dig også, Katrina," hilste han ubekymret og stoppede foran hende. "En fornøjelse at se dig her."

[Katrina af Legan]

Godt, han talte til hende! ... Hvad så nu? Hun smilede op til ham. Selvom han ikke var ridder, var han heldigvis stadig høj og tiltalende. ”Jeg har været henne for at besøge et par veninder på litteraturstudiet,” forklarede hun glad. Hvad skulle hun så gøre nu? Hvad talte man med en mand om? Især når man ikke stod i en eller anden formel situation ... Hun iagttog næsten afventende Gareth. Måske vidste han, hvad man burde tale om? Men hvis han fandt ud af, at hun var her for at tale med ham, ville han måske tage benene på nakken og stikke af ... ”... Og dine studier?” spurgte hun derfor til sidst. Det var det eneste emne, som hun kunne komme på. Det måtte i hvert fald være det sikreste.

[Gareth af Trebond]

Han nikkede til hendes svar og forventede noget mere, men det lod til at gå lidt i stå derefter. Det morede ham, at hun ikke lod til at vide, hvad hun skulle stille op med sig selv i situationen, men han viste det ikke. Det ville sikkert kun gøre hende mere forfjamsket. I stedet stod han og smilede til hende, som var tavsheden det mest naturlige i verden.

"Åhr, jeg vil så nødigt kede dig," grinede han og bød hende sin arm. "Skal vi ikke i stedet søge ud i solen? Medmindre selvfølgelig du stadig har erinder her?"

[Katrina af Legan]

Til hendes lettelse var Gareth som sædvanligt ganske snaksalig. Hun nikkede til hans forslag og tog hans udstrakte arm for at følge med ham ud. Hvis han så lige i samme omgang kunne bemærke, hvor perfekt hun passede ved hans arm, ville det være skønt. Hun sørgede derfor for at holde ryggen rank og gå lige så fint ved hans side. ”Foråret lader virkelig til at være undervejs nu,” bemærkede hun smilende. ”Får du tid til sollyset med alt det arbejde?” spurgte hun så drillende. Han brugte nok en del tid med at læse og studere.

[Gareth af Trebond]

"Det er skønt," kommenterede han og sendte hende et drenget smil ved drillerierne. Nå, så den mere tilbageholdne af de to Legan-pigerne kunne altså også? "Ikke ti vilde professorer kunne holde mig væk fra solen." Han blinkede kækt ned til hende og vendte så blikket mod trapperne, de var nået til. Det ville være kønt, hvis han lige tog den på halen.

"Hvad med dig, komtesse? Får du nydt solen mellem al broderingen og syningen?" drillede han. Nu hun selv havde startet, så han ingen grund til at give lidt igen.

[Katrina af Legan]

”Man skulle tro, at I drenge voksede fra alt den der energi, I render rundt med som børn.” Hun smilede overbærende af ham. Han virkede jo til at have uanede mængder af energi!
Imens de gik ned at trappen, var hun omhyggelig med lige præcis at løfte nok op i skørtet til, at hun ikke risikerede at snuble i det. Ved hans bemærkning fnøs hun og prikkede han i siden med albuen. ”Så! En ordentlig komtesse skal passe på sin kulør.” Hvis hun hele tiden vadede rundt udenfor risikerede hun at blive for mørk i huden, og den slags passede sig kun for bønder. ”... Men man kan godt slippe af sted med at sidde udenfor og brodere eller sy i ny og næ, hvis man skulle have lyst,” indskød hun dog alligevel med et svagt smil.

[Gareth af Trebond]

Han grinede med en hovedrysten og brugte armen, han alligevel havde tæt på hende, til at puffe hende blidt i siden. "Hey hov, tror du, Hendes Majestæt Dronningen går op i den slags?" spurgte han med et drenget grin og begyndte helt per automatik at gå ned mod byen. Det ville være hyggeligt med et tur forbi markedspladsen eller parken i det her vejr. Desuden var det hende, der havde opsøgt ham, så hun havde vel næppe noget imod det.

[Katrina af Legan]

Ved bemærkningen blev Katrina knaldrød i hovedet. ”Det var ikke sådan ment!” udbrød hun forskrækket. ”Det gælder selvfølgelig ikke for dronningen. Vi andre ser blot ikke nær så kønne ud, når vi tager for meget farve.” Dronningen var trods alt født sådan. Hendes farve skyldtes ikke alt for meget tid ude i marken eller sådan noget. Katrina skumlede lidt og skulede op til Gareth. Hvorfor satte han hende også i sådan en situation? Han vidste da godt, hvordan en ordentlig tortallansk komtesse burde se ud.

[Gareth af Trebond]

Det var svært at holde en latter tilbage, da hun blev rød fra hårgrænsen til hagen, faktisk også lidt ned af halsen. Sådan var det med adelens kvinder og lige så vel som det fra tid til anden kunne være lidt irriterende, var det nu egentlig ganske fint til Katrina. Det fik hende til at se mindst lige så uberørt ud, som en komtesse burde.

Han stoppede sine tanker fra at tage endnu et krumspring og fokuserede i stedet på hendes lille monolog om farve. "Der er ingen grund til at tage sådan på vej, Komtesse," drillede han og trak på skuldrene, "Og jeg ved ikke, om jeg er enig. Du er nu helt fin med lidt.. Farve." Han blinkede til hende og lovede sig selv, at så ville han også holde der.

[Katrina af Legan]

Hun skulede stadig lidt, men blev så rød i kinderne igen ved hans bemærkning. Hun rømmede sig lidt og så beslutsomt væk. Nu skulle hun altså passe på, at han ikke begyndte at gøre alverdens antaster. ”Måske. Vi fra Legan kan trods alt ikke undgå at få en smule kulør ...” Hun var desværre ikke helt så mælkehvid, som mange af hendes veninder. De sydlige lener var ikke ligefrem fyldt med komtesser, der havde porcelænshud. Tit kunne man dog hjælpes lidt på vej med den rigtige sminke.

[Gareth af Trebond]

Nå, så var det måske også blevet lidt meget for hende. Han trak mentalt på skuldrene og noterede sig det bare for fremtiden. Man blev jo hurtigt lidt for vant til at snakke med de søde, borgerlige piger, der var lidt mere... Fleksibelt anlagt. "Spøg til side, så synes jeg virkelig, Deres kulør er ganske fin, Katrina," forsikrede han hende oprigtigt, selvom han holdt blikket på vejen imens.

[Katrina af Legan]

Den forræderiske varm meldte sig atter i kinderne. Katrina kiggede forsigtigt op på ham med et lille smil spillende i mundvigene. ”Tak, det er pænt sagt.” Det var godt. Det betød, at han fandt hende køn, og det måtte vel utvivlsomt kunne virke til hendes fordel? Udseende kunne gøre meget, når det kom til at fange en mands interesse. ”... Hvor er vi på vej hen?” spurgte hun så nysgerrigt. Hun var jo egentlig blot fulgt med ham uden videre, men hun burde nok lige finde ud af, hvad han havde af planer.

[Gareth af Trebond]

Han trak halvhjertet på skuldrene og kommenterede ikke mere på det emne. Det virkede i forvejen som om han var gået lidt for vidt og han ønskede ikke, hun skulle gå og få alle mulige fikse ideer. Eller føle sig stødt, hvilket jo desværre også var en mulighed. "Tja, lige nu er vi på vej ned til Højager, så jeg kunne sagtens følge dig hjem, men.. Jeg havde også overvejet at fortsætte og tage ned forbi markedspladsen," svarede han med et skævt smil, "Hvis altså du vil gøre mig selskab?"

[Katrina af Legan]

Hun vurderede tilbuddet lidt. Hun havde jo ikke en anstandsdame hos sig, men nu hvor de var ude i det åbne, burde det ikke være et problem. ”Gerne. Det er ved at være lidt tid siden, at jeg sidst har været dernede,” sagde hun smilende og glædede sig over, at emnet blev flyttet væk fra hendes hud. Hun kastede et blik op på den solrige himmel, der mindede hende om Legan. Desværre blev den ikke suppleret af bølgerne fra havet. ”Har du nogen fornemmelse af, hvordan det går med at finde Juvelen?” spurgte hun.