Uventet sammenstød

[Amina Syerske]

Serena Løveklo

Amina kiggede ud af sit lille vindue fra værelset på kroen, det så mørkt ud. Det var der ikke meget at gøre ved, hun havde stadig ikke lyst til at være i kroen, når Amos kom ind om aftenen, og hun gad ikke rigtig bruge mere tid på værelset. Det var begrænset, hvor spændende det var i længden.
Hun greb derfor sin kappe, svang den over skuldrene og kaldte på Iggy. Så gik det ned af trappen og smuttede for en sikkerheds skyld ud af bagdøren.

Amina blev dog noget overrasket, da det sekunder senere gik op for hende at hun ikke var alene i baggården. Af alle man kunne støde ind i mødte hun Serena. Hun sank en klump for hun gik tættere på "Hvad laver du herude?" Det var nok egentlig et dumt spørgsmål, men hun følte sig lidt taget på sengen.

[Serena Løveklo]

Tusmørket var for alvor ved at sænke sig, men Serena fortsatte med vanlig dedikation sine øvelser. Hun behøvede ikke meget lys for at gøre hvad hun gjorde. Hver dag uden undtagelse tærskede hun sig selv igennem den række øvelser for smidighed og rutine Amos havde givet hende for snart længe siden. De var staidg vigtige hvis hun ville holde sig i form. Det mørke hår var samlet i en stram fletning der dansede hen over hendes ryg, mens hun førte sine yamaniske daggerter i en indviklet serie stød og parader.

Hun stoppede midt i en bevægelse da en stemme brød hendes koncentration. Den ene daggert pegede mod pigen, og hendes bryst hævede og sænkede sig i en hurtig, men kontrolleret rytme "Hvad ser det ud til?" svarede hun retorisk og en smule mere spidst end det måske var meningen. Hun hadede at blive forstyrret. Hun rettede sig helt op og lod hænderne med hver sin daggert falde ned langs siderne.

[Amina Syerske]

Det var ret imponerende at se Serena træne. Amina blev overrasket over, hvilken ynde og smidighed hun udviste. Hun fik dettilat se så let ud.
Amina kunne ikke heltlade være med at trække på smilebåndet ved Serenas spørgsmål "træner, vil jeg mener. Du overraskede mig. Jeg plejer ikke møde nogen herude." sagde hun så. Hun var måske gået senere end hun plejede, for normaltvis var baggården tom når hun gik igennem den.
Hun tog hætten ned så hendes hoved blev bedre synligt, med de nye fletninger. Det kunne anes på hende at hun stadig var påvirket af en trykket stemning.

[Serena Løveklo]

Et lille fnys undslap Serena da Amina påpegede det åbenlyse "Men det gjorde du så i dag.. hvis du vil snige dig uset ud, får du problemer. Her er altid øjne og ører." det var ikke en trusset, men bare en konstatering. Der var ingen der kom og gik på Duen uden Amos vidende. Hun samlede daggerterne i den samme hånd og strøg en svedfugtig hårlok væk fra panden mens hendes blik vandrede vurderende fra Aminas fødder op til hendes ansigt "Hvor har du så travlt med at komme hen?"

[Amina Syerske]

Hun havde sikkert ret i at Amos vidste hvem der kom og gik, men hun var ligeglad. Han kunne gøre som han ville. Hun kiggede op på Serena "det var ikke for at snige mig ind på nogen" fik hun det dækket med. Så trak hun på skuldrene "jeg er ikke på vej nogen steder hen" hun var nærmere på vej væk. Det ville hun dog ikke sige.

[Serena Løveklo]

Hun lukkede lange, slanke fingre om fletningen og trak den frem over den ene skulder med endnu et lille fnys "Du kunne have narret mig.." konstaterede hun tørt og så sigende på Amina. Tydeligvis troede hun ikke på pigen "Du kan ikke undgå ham for evigt.." fortsatte hun så og skiftede igen den ene daggert over i den frie hånd, så hun nu igen havde en i hver hånd "Du kan prøve, men det løser ingenting."

[Amina Syerske]

Amina kiggede på hende med et tomt blik i øjnene. Det glade væsen der før havde været, havde hun gemt væk. Det var det bedste løsning, at tage afstand til det hele og beskytte sig selv mod en ny omgang af samme skuffe. Hun var blevet klar over at det hele nok var fortjent, men hun havde virkelig manglet en der ville lytte til hende, og når det ikke var der, så måtte hun jo bare beskytte sig selv fremad rettet. Og selvfølgelig skulle Serena nu også træde i tingene. Hun trak bare på skuldrene og svarede "Jeg undgår ham ikke. Jeg gider bare ikke se ham mere end højst nødvendigt." Det gjorde ondt i brystet at sige det, men hun formåede at holde den del for sig selv. Serena kunne sikkert alligevel ikke forstå hende og hvis der var den mindste chance for at hu sladrede, skulle det være helt sikkert at Amina ikke måtte sige for meget.

[Serena Løveklo]

Serena vendte sig halvt væk og himlede med øjnene. Hvis nu tøsen ikke altid skulle være så stædig ville alting måske gå meget lettere "Piben har sandelig fået en anden lyd end da du kom.." nøjedes hun med at konstatere, uden helt at kunne lade være at prikke lidt til pigen. Hun troede ikke på hendes ord var andet end et forsvar. Hun kendte hende godt nok, også selvom Amina ikke troede hun gjorde "Hvis du virkelig ønskede det, så ville jeg ikke tro du stadig var her, Amina." fortsatte hun og brugte for en sjælden gangs skyld pigens navn for at understrege alvoren.

[Amina Syerske]

Hun blev overrasket da Serena valgte at bruge hendes navn "så bare fordi jeg ikke gider snakke med ham længere, tror du jeg vil rejse?" der var flere aspekter af den sag. Men jo noget af det var da også, at hun håbede en dag at han ville snakke til hende igen. Men selvfølgelig tog Serena hans parti. Ingen ville vælge at tage hendes. Det var trods alt hende der havde begået fejlene.
Hun kiggede op på Serene "og hvad så hvis piben har fået en anden lyd? Måske lyder den bedre nu?det var ham der ville at jeg holdte lav profil. Det gør jeg så" man kunne ane frustrationen i hendes stemme og af en eller anden grund undgik hun at nævne Amos ved navn.

[Serena Løveklo]

Serena trak på skuldrene, komplet bevidst om, at hun stak til alle Aminas ømme punkter, men hun var ved at blive grundigt træt af stemningen som den var nu. Uanset hvor lav profil pigen mente hun holdt, var ingen blinde og det påvirkede alle i større eller mindre grad ”Så.. er det dit valg.. og i høj grad dig der vælger at tolke den ordre sådan.” hun gjorde en lille pause og begyndte at strække ud mens hun fortsatte ”Hvis du mener alting bliver bedre af at gå og ligne en hund der har fået et rap over snuden.. så er det ved Kyprioth dit valg. Held og lykke med det.” hun bøjede sig dybt ned over sit ene ben og så samtidig op på Amina.

[Amina Syerske]

Okay selvom Serena var virkelig træls, kunne Amina godt se, der var mere logik bag hendes ord end sine egne. Det var ikke meget hun havde opnået ved at undgå tingene. "Han er bare så irriterende!" Fløj det pludselig ud af hende, hvorefter en hånd fløj op for munden. Skønt hun synes han var irriterende var han trods alt tyvenes konge, og den rette til dette også. "Desuden ligner jeg ikke nogen hund. Jeg kan bare ikke..." Startede hun ud, men fik aldrig sætningen gjort færdig. Hun kunne ikke bare fortælle det til Serena.

[Serena Løveklo]

Serena hævede et øjenbryn og vidste ikke helt om hun skulle være fornærmet på Amos’s vegne, eller om hun skulle begynde at le ”Du synes han er irriterende…?” spurgte hun mens hun rettede sig op, en vantro, næsten underholdt undertone i hendes stemme. Hun fnøs med en lille hovedrysten, men der var ikke rigtigt noget intimiderende i hendes kropssprog ”Jo du gør..” konstaterede hun ganske simpelt og uden overhovedet at betænke sig ”Du går og hænger med mulen… når du ikke bliver trodsig som nu.” hun satte hænderne på hofterne og lagde hovedet lidt på sned ”Hvad kan du ikke?”

[Amina Syerske]

Amina dumpede ned på en kasse, og kiggede så på sin hånd. der var den, den ring hun havde fået af Amos i vinters. Det var svært at håndtere det hele og hun kunne ikke styre sig selv. Desuden havde Serena jo ret! Hun hang nok lidt med mulen. "Ikke noget... Det er bare noget rod det hele" Startede hun så ud. Så kiggede hun op på Serena, der stod der med hænderne på hofterne. Amina fik ikke lov at slippe det var tydeligt! Hun kunne ligeså godt bare få det sagt som det var. "Det var jo ikke min mening noget af det. Jeg har virkelig svigtet hans tillid til mig. Jeg har gjort så meget for at vinde lidt accept fra ham, og så ødelægger jeg det for mig selv." Godt nok snakkede de stadig sammen når de trænede, men det var ikke det samme længere som før. Amina blev sur på sig selv igen over det hele. Hvordan kunne hun være så dum! "Hvorfor skulle jeg også sige de ting jeg gjorde?" Hun forventede ikke at få svar, det skulle bare ud.

[Serena Løveklo]

Serena blev stående med hænderne på hofterne, vægten mest på det ene ben og et indgående blik, der fulgte skiftet i Aminas mimik og kropssprog ”Det siger du ikke..” nøjedes hun med at konstatere, ganske roligt og uden spot.

Hun flyttede sig ikke, men blev stadig stående, mens pigen endelig lukkede lidt op ”Ja, du gjorde.. og ord er det sværeste at tage tilbage..” hun forsøgte ikke at trøste, eller forsikre hende om alting nok skulle blive godt. Det kunne hun ikke og det hele var sandt. Amina havde trådt godt og grundigt i mudderet, men at hun nu selv erkendte det, var et glimrende sted at starte i Serenas optik. Det viste trods alt at pigen måske ikke længere var helt så meget barn.

[Amina Syerske]

Amina blev siddende på kassen. Det var måske ikke helt høfligt, når nu Serena stod op, men hun var bange for om hun overhovedet kunne stå hvis hun prøvede. Det gjorde ondt at sige tingene højt, men samtidig var det også rart endelig at få det ud. "Jeg ved det godt. Jeg vil bare gerne gøre det godt igen. Vise ham at jeg ikke er så skødesløs, som det ser ud til. Vise ham at han kan stole på mig" hun tavs igen. Hun nussede Iggy bag øret, da han pludselig slikkede hende på kinden. "og så... Det er bare bedst at jeg ikke knytter mig til ham. Derfor holder jeg mig på afstand" hvis hun ikke snakkede med ham, kunne hun ikke knytte bånd igen og så ville dette ikke ske igen.