Misset træning

[Arlen af Masbo]

Tristen af Piratklippen

Mor og far arbejdede stadig på at finde en ny ridderherre til ham. Arlen rullede lidt med skuldrene og slog igen mod træningsdukken med en stav. Han var efterhånden ret bekymret for, at han ville blive rusten. Han missede alt for meget arbejdet, som det så ud lige nu. Han hamrede spidsen af staven mod dukkens hoved og sænkede den så igen. ”Forbandet ...” Han sukkede for sig selv. De fleste riddere, der ønskede en væbner, havde allerede fået en. Han var muligvis nødt til at vente til sensommeren, hvor ridderne begyndte at vælge væbnere igen ... Han skar en grimasse ved tanken og slog staven mod dukkens hoved igen. Forbandet, forbandet, forbandet!

[Tristen af Piratklippen]

Tristen havde netop sagt farvel til Caspian og stillet ham med lidt havre i stalden, nu var han på vej ud for at træne lidt. Egentlig mest for hyggens skyld.
Han stoppede dog lidt derfra, da han så en væbner i gang med at flå en træningsdukke halvt fordærvet. Han overvejede bare at gå og så komme tilbage senere. Han drejede om, men da han hørte væbneren råbe kunne han alligevel ikke bare lade ham svede. Han vendte igen rundt og gik over mod væbneren. "er alt iorden?" han kiggede venligt men bekymrende på ham.

[Arlen af Masbo]

Han sukkede for sig selv og lod staven hvile hen over sin skulder, imens han skumlede lidt over sin situation. Indtil han hørte en stemme og drejede hovedet. Tristen af Piratklippen. ”Længe siden sidst,” hilste han smilende. Han havde ikke set Tristen siden deres tid som pager, men det var vel uundgåeligt, at de ville støde på hinanden igen her. ”Tja, fint er måske en overdrivelse,” svarede han så med en lettere ærgerlig mine, før han så fremtvang et smil igen. ”Tillykke med skjoldet. Elisia fortalte mig, at du klarede dig gennem Prøvelsen.”

[Tristen af Piratklippen]

Da Tristen kom helt tæt på genkendte han Arlen, selvom det var evigheder siden de havde set hinanden. De havde været gode venner den gang, så Tristen smilede over gensynet. "alt for længe. Hvad plager dig gamle ven?" Det var tydeligt at høre at Arlen var helt mede i kulkælderen. Til lykønskningen nikkede han taknemmeligt "Tak. Det er godt nok rart at det et overstået"

[Arlen af Masbo]

Han smilede svagt. ”Ah, så du er en af de få, der ikke har hørt det endnu? Min ridderherre er død.” Det var ikke særlig rart at sige det højt, og han rømmede sig lidt, før han kunne nå at blive helt emotionelt. Han havde allerede flæbet rigeligt i Frølund – og på noget af hjemrejsen. ”Ja, det kan jeg forestille mig.” Det var nok rart at få Prøvelsen overstået og komme levende ud på den anden side. Så behøvede man ikke bekymre sig mere om det.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen slog blikket ned, det havde han ikke hørt endnu. "jeg kondolerer kammerat." han tænkte på hvor trist han selv ville blive, hvis det var hans ridderherre, der døde. Det ville være tomt, også selvom han ikke længere var væbner. "Hvad gør du så nu?" tanken slog ham pludselig. Det kunne ikke være nemt at få en ny ridderherre med så lidt tid tilbage.

[Arlen af Masbo]

Han viftede bare lidt med hånden. Ikke rigtig glad for at dvæle for meget ved emnet. Det var noget lettere at forholde sig til spørgsmålet. ”Tja, mine forældre leder efter en ny ridder, der vil tage mig ind, men ja ... De fleste riddere foretrækker nok en væbner, så de kan have helt fra starten og selv forme.” Han trak på skuldrene. ”Så vidt jeg forstår, har de tænkt sig at spørge folk i familien.” Det ville nok være der, de kunne finde en. En fremmed ridder var nok ikke videre interesseret i at tage ham. Han havde kun et år tilbage, og han var ikke stærk alliance eller sådan noget. Han var dybt ubetydelig, når det kom til det politiske spil i adelen.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen forstod med det samme, at det ikke var noget Arlen ville tale om, og valgte derfor ikke at sige mere omkring ridderherren. I stedet lyttede han til vanskelighederne ved at finde en ny. Selvfølgelig håbede familien på hurtigt at finde en, men der var nok også sandhed i hvad hans forældre sagde. Der var ikke meget Tristen kunne gøre, og så dog alligevel. "Altså jeg har ingen væbner endnu og får det nok ikke før til sommer, så hvis du har lyst kan vi da træne sammen ind til du finder en ridderherre?" Det var det mindste han kunne tilbyde og det ville bestemt ikke skade nogen af dem.

[Arlen af Masbo]

Arlen smilede skævt. Det var bestemt et fristende tilbud at få ... ”Har du nu også tid til træning? Jeg hører, at du er blevet forlovet,” bemærkede han drillende. Elisia havde fortalt, at et par i omgangskredsen var blevet bundet en dame om anklen allerede. ”Lykønskninger er vel på sin plads.”

[Tristen af Piratklippen]

Om han havde tid til træning?! Han tog sig tid til træning. Lidt luft fra forlovelse og sure kvinder, der ikke var til at forstå. Det ville nok i sidste ende gavne alle bedst. "Det er korrekt." Det var tydeligt at høre han ikke var tilfreds. "Men det skal ikke afholde mig fra at træne. Det nægter jeg simpelthen. Jeg tager imod din lykønskning, men sagt mellem os er hun en rigtig strigle!" Så var det sagt. Tristen var så træt af at have fået sit liv ødelagt, og han gad det ærligt talt ikke. Foråret var på vej. Det var nu han skulle have været ud på eventyr, ud og se verdenen, som han ellers var blevet lovet. Men nææh nej, nu var han forlovet.

[Arlen af Masbo]

”I så fald takker jeg gerne ja til noget træning,” accepterede Arlen, men måtte så grine, da Tristen brokkede sig over sin forlovede. ”Hun er ikke lige din type?” spurgte han drillende. Det var godt nok rart ikke at være i kammeratens sko. Det var vist ulempen ved at være fra lensoverhovedets familie: Tvungen ægteskabsalliance. ”Så er det jo godt, at du kan komme lidt væk fra byen af og til. Komme op og slå dine aggressioner ud på nogle røverbander og sådan.”

[Tristen af Piratklippen]

Det var jo ikke direkte fordi hun ikke var hans type. Hun var meget sød i små bider eller på afstand, han kunne bare ikke holde ud at tale med hende længere tid ad gangen. "tja, jeg ved ikke om jeg har været uheldig med hende her, eller om det bare er fordi jeg generelt er dårlig til det med kvinder, men hun og jeg er virkelig kommet dårlig fra start." han var egentlig ikke særlig glad og kunne ikke forestille sig at blive det. Ikke fordi han ville brokke sig, han havde bare svært ved at se hvordan det skulle kunne blive bedre.
"så.. Hvor langt er du i din træning? Hvad mangler du?" han spurgte mester at skifte emne.

[Arlen af Masbo]

Han smilede skævt. ”Kvinder kan være mystiske, men mon ikke du nok skal finde en måde at greje hende,” sagde han opmuntrende og dunkede kammeratligt Tristen i ryggen. Fyren var måske ikke den bedste til at omgås kvinder, men nu havde han jo så hele sit liv til at lære det. Ved spørgsmålet trak han på skuldrene. ”Det ved jeg ikke ... Jeg aner ikke, hvad man laver i det sidste år. Jeg har haft daglig træning i det hele – sværd, stav, bue, alt det der.” Udover træningen havde der jo så bare været de almindelige pligter, som væbnere lavede for deres ridderherre. Den slags kunne der dog ikke gøres for meget ved lige nu. ”Lige nu vil jeg bare gerne holde mine færdigheder ved lige,” vurderede han så.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen var ikke sikker på om han nogensinde lærte at greje hende. Egentlig havde han slet ikke lyst, faktisk gad han ikke bruge mere tid på hende. Hun kunne komme når hun engang gad ham. Ja, Sådan måtte det være, sagde han til sig selv.
Tristen tænkte på sin egen væbnertid. Det sidste stykke tid havde de gjort meget for at han fik trænet, blev selvstændig og ja så havde han øvet sig på det med kvinder. Han vidste ikke helt hvordan han skulle gribe dette her an, men det var jo en god træning for ham også til når han til sommer måske skulle have sig en væbner. "Godt, Vi træner sværd, stav, bue, lanse og des lige hver dag. Hvordan lyder det?" Det var måske lidt i overkanten, men det var sådan han havde gjort det.

[Arlen af Masbo]

Han nikkede lidt. ”Det lyder fint med mig. Jeg har ikke noget bedre at lave.” Han skubbede tanken om ridderherren til side, før den fik lov til virkelig at rodfæste sig igen. ”Var du med i turneringen? Jeg hørte, at Elisia kom til skade.” Hun havde ikke virket videre tilfreds med det, hvilket hun vel ikke kunne bebrejdes. Hendes modstander snød jo. ”Jeg ville ønske, jeg kunne have deltaget.” Det var ulempen ved Frølund. Der var ikke særlig mange turneringer deroppe.