Lidt om smerte

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg
27. marts 528

Efter at være blevet tilset af helbrederen, var hun ikke blevet i Naxen-huset længe. Hun vidste udmærket godt, hun blev nødt til at komme hjem, før Larkin opdagede, at hun var væk. Derfor bad hun også helbrederen eskortere hende hjem og instruerede hende grundigt i historien. Hun havde sendt bud efter hende og det hele var foregået i Stenbjergs hus. Intet om Naxen.

Huset var mørkt og stille, da hun listede sig ind ad tjenesteindgangen og hun åndede lettet op. Hvis Larkin havde opdaget noget, ville han vel have sat himmel og hav i bevægelse? Det satsede hun i hvert fald på. Kappen blev hængt på plads, før hun tilbød helbrederen at gå ned i køkkenet, så hun kunne få noget at varme sig på.

På listetæer bevægede hun sig videre. Op ad trappen, gennem huset. Hun stoppede først foran Larkins dør. Der stod hun til gengæld også i nogen tid, stirrede bare på det mørke træ og samlede sig mod. Væggene syntes næsten at trække sig tættere om hende. Endelig blev hånden knyttet med en dyb indånding. Så bankede hun. "Larkin?" Hun kunne næsten ikke genkende sin stemme.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin åbnede øjnene ved lyden af sit navn. For en stund lå han blot i sengen og lyttede, før han indså, at der virkelig var nogen, der kaldte på ham. Efter lidt længere tid genkendte han endelig Myrillas stemme og satte sig modvilligt op. Tankerne var slørede af den ellers tunge søvn, og han gabte en smule, imens han gik over for at åbne døren for sin hustru. ”Hvad er der?” Han lod hende komme ind på værelset og kørte hånden gennem håret et par gange for at rette det ud.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var godt nok længe, hun fik lov at stå der, vurderede hun, da der endelig lød skridt inde fra bag døren. Kort efter blev den åbnet og hun trådte ind i lokalet, prøvede ikke at føle sig alt for modløs over hans ikke direkte venlige tilgang. Blikket gled rundt. Intet havde ændret sig, siden hun flyttede ud, men hun havde heller ikke forventet andet.

"Vi bliver nødt til at tale sammen," startede hun alvorsfuldt og lagde hænderne over sine overarme. "Byder du på en skænk?" Hun vendte de grønne øjne tilbage til hans blå.

[Larkin af Stenbjerg]

”Myrilla, det er midt om natten,” sukkede han, men gik så alligevel over for at finde lidt vin til dem. Siden hun forstyrrede ham på det her tidspunkt, var det vel vigtigt. Han dumpede ned at sidde i en stol og skænkede op til dem i to glas. Endnu et gab blev undertrykt, før han stillede flasken fra sig. ”Hvad handler det her så om?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Normalt var hun nok blevet hidsig, men nu mærkede hun et stik af... sorg, måtte det vel næsten være? Hun svarede dog ikke, da han allerede bevægede sig over og hentede vinen. Hun tog plads i den ene stol og fulgte ham end blikket, prøvede at finde ud af, hvad hun skulle sige, men hendes hoved føltes tomt og tavst lige som hendes indre.

Spørgsmålet blev lige med det første overhørt, mens hun tog glasset og tog en væsentligt større tår, end hun normalt gjorde sig i. Hendes fingre rystede let, da hun trak pegefingeren over glassets kant, fulgte den med blikket. "Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget og du bliver nødt til at lade mig tale uden afbrydelser eller noget." Hun hævede kun blikket for at sende ham et alvorligt blik. Så vendte hun igen tilbage til sin fingers vandring over glasset.

"Jeg... Jeg har mistet barnet og.... jeg ved du sikkert har en masse at sige og.... Reaktioner." Stemmen døde ud, tynget af den truende gråd i halsen. Hun rømmede sig og hævede blikket, mødte hans. "Jeg skal nok lytte til det og tage ansvaret, men... Ikke lige nu." Gråden havde gjort hendes øjne blanke.

[Larkin af Stenbjerg]

Han rynkede på brynene. Hvad i alverden var dog det for en forespørgsel? Han sagde dog ikke noget og lod hende sige, hvad hun ville sige.
Hun havde mistet barnet. Igen.
Han iagttog hende, imens hun lod til at kæmpe med sine følelser. De blanke øjne gjorde ham ærlig talt noget ukomfortabel. Han drak lidt af sit glas og ventede på, at hun fik talt færdig. Det begyndte at bekymre ham. Ingen fra Naxen lod til at producere børn. Måske skulle han begynde at overveje, hvilke andre muligheder der var tilgængelige for at få et arving til Stenbjerg.

[Myrilla af Stenbjerg]

Selvom hun havde overvejet scenariet flere gange hos Vania og på vejen hjem, havde dette slet ikke været en mulighed. I hendes tanker havde han enten skældt ud, belært hende eller rent faktisk, nok mindst sandsynligt, trøstet hende. Der skete intet. Øjnene var stadig store og blanke, mens hun så på ham, håbede han ville gøre et eller andet. Bare et eller andet, der kunne sætte en stopper for hendes ulykke.

[Larkin af Stenbjerg]

Hun sagde ikke mere. Han gættede derfor på, at hun var færdig, og at han så godt måtte sige noget nu. ”Det er ikke unaturligt at opleve flere aborter,” sagde han så med en vis ærgrelse i stemmen. Det var ikke unormalt, men stadig uheldigt. De stirrende blanke øjne gjorde ham nervøs. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med det og forsøgte at komme på et eller andet rationelt, der kunne give ham et holdepunkt i samtalen. ”Du lader ikke til at bløde? Har du allerede set helbrederen?” Hvis hun først begyndte at græde, ville han ikke ane, hvad han skulle gøre ...

[Myrilla af Stenbjerg]

Han lød mere som helbrederen end hendes husbond, men i det mindste var der ikke længere den ubehageligt trykkende stilhed. "Ja, jeg ville være sikker på, at alt var i orden, når jeg kom her." Der var ingen grund til at fortælle ham, hvad hun ellers havde fået af nyheder. Han var sikkert allerede kritisk nok i forvejen, selvom ham da ydede hende den venlighed at maskere det lidt. Hun åbnede munden igen for at sige noget uden at have gjort sig klar, hvad hun egentlig ville sige. Derfor lukkede hun den igen, tog i stedet en tår af vinen.

[Larkin af Stenbjerg]

"Javel.” Det undrede ham, at hun ikke havde sendt bud efter ham. Det gjorde hun da sidste gang. Måske følte hun bare ikke behov for det, når nu det var anden gang? Måske var hun ikke nær så bange og oprevet som sidste gang?
Tavsheden bredte sig igen, og han drak lidt mere vin. Usikker på hvad han burde gøre nu. Situationen føltes underligt akavet. Han lod det dog ikke vise sig på sit ansigt og fastholdt sin neutrale mine. ”Er der noget, som du har brug for? Jeg går ud fra, at helbrederen ønsker, at du får noget hvile de næste par dage?” Sådan havde det i hvert fald været sidste gang.

[Myrilla af Stenbjerg]

"Jeg talte med helbrederen og hun mente, årsagen lå i nogle af de ingredienser, der blev brugt til middagen," sagde hun roligt og var der løgn at finde i hendes ord, fremgik det i hvert fald ikke af hendes mine. Det var underligt. Det virkede næsten som de gange, hun havde fortalt om sin forskning til nogle af de lærde over på universitetet. Hele tiden den der distance. For bare et år siden havde hendes forventninger til fremtiden set helt anderledes ud. Hun sukkede lydløst.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede lidt. ”Så du ønsker, at jeg finder den skyldige?” Var det sådan noget, hun havde brug for? Ja, det var vel vigtigt at få ordnet, så de ikke risikerede den slags uheld igen. ”Jeg taler med kokken i morgen tidlig.” Det gik ikke, at hun rendte rundt og blev forgiftet. Han måtte hellere lige høre helbrederne, hvilke ingredienser der var tale om. Det var jo muligt, at kokken ikke vidste, at de var giftige for en gravid kvinde. ”Og så sender jeg besked til universitetet om, at du tager en orlov igen ... eller vil du foretrække at gøre det selv?” Han tømte de sidste dråber fra glasset.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun rystede på hovedet. "Nej, det er ikke det, jeg ønsker, jeg..." Et suk blev kvalt. "Jeg tænkte bare, du ville vide det." Hans næste ord ville under normale omstændigheder nok have fået hende til at blive rasende, men nu rystede hun igen bare på hovedet. "Nej. Jeg fortsætter på universitetet," fortalte hun roligt og tømte selv sit glas. Hun følte sig helt idiotisk nu. Selv tanken om, at hun havde troet, han kunne finde trøst, venlighed og ømhed i sit indre, virkede helt tåbelig

[Larkin af Stenbjerg]

Han løftede et øjenbryn af hende, men nikkede så. Det var godt at vide, hvad der var sket, så de kunne gøre noget ved det. At hun ikke ville stoppe ved universitetet fik dog brynet til at søge op ad igen. ”Vi har en aftale, Myrilla,” sagde han roligt. Hun kunne studere, når han havde sin arving.

[Myrilla af Stenbjerg]

"Det var ikke den oprindelige aftale, Larkin," mindede hun ham om, stadig uden at hidse sig op eller ændre tonefaldet fra det fattede, hun havde lagt for dagen. Så var de slet ikke kommet så langt uden gnidninger. Han havde snydt hende, ændret tingene uden hendes accept. "Og mine studier komme ikke til at påvirke noget, bortset fra min livskvalitet." Hun måtte sig selv fra at ty til en modbydelig kommentar, der i stedet blev skubbet tilbage i baghovedet,