Et øjebliks frihed

[Illunie af Condia]

Jonathan af Condia

Illunie trak grenen til side. Med årene var hun ganske vist blevet ældre, mere ansvarsbevidst, men det havde ikke forhindret hende i fra tid til anden alligevel at søge ned til det sted, hvor Jonathan havde kysset hende første gang. Hun fulgte stien i rolige skridt, rev kjolen fri af nogle grene på vejen. Det havde været nemmere dengang. Hendes kjoler havde været tyndere, som de jo var i Carthak. Et let smil lagde sig over hendes læber.

Endelig var hun fremme. Den lille lund ved floden. Smilet voksede, mens hun bevægede sig mellem ferskentræerne, hvor de havde siddet første gang. Hånden fandt stammen. Det var det, han havde knækket en gren af til hende dengang og selvom han sidenhen havde overøst hende med gaver, var det stadig den, hun satte mest pris på. Den var blevet sat i vand, da de var kommet hjem og på en måde havde den dannet rodnet. Nu stod den som et fint lille ferskentræ i deres soveværelse. Langsomt gled hun ned at sidde ved foden af træet.

[Jonathan af Condia]

Fritid var ikke ligefrem noget der hang på træerne for Jonathan disse dage. Der var mere at se til end han nogensinde ville have kunnet forestille sig - og det endda selvom han var vokset op vidende, hvad der lå i kortene for ham. Én ting var dog at vide det. En ganske anden var at stå midt i det, og siden ingen var tættere på at finde ud af hvor Herredømmets Juvel var, eller hvem der havde taget den, var presset kun større.

Han stod dog aldrig alene. Han var omgivet af gode rådgivere, men ingen af dem nåede Illunie til sokkeholderne, selvom det var en ganske anden form for støtte hun gav ham. Der var derfor også et øjebliks skuffelse da han lukkede sig ind i deres private gemakker, kun for at finde ud af hun ikke var der. Roald passede sit og pigerne havde lektioner med deres lærere. Da han fik at vide dronningen ville gå en tur i haverne, forsvandt skuffelsen dog og han besluttede at følge hendes eksempel. Han trængte til at tale med hende.

Han var ikke reelt overrasket, da han ikke fandt hende i haven. Han kendte hende godt og var ganske sikker på hvor hun så ville være. Så han satte kursen mod staldene, næsten uforstyrret. Der var ikke mange mennesker lige nu, fordi pagernes træning også var i gang på træningspladsen og mens han smøg sig ind mellem de tætte grene ned mod floden, lagde roen sig omkring ham som en gammel, velkommen ven.

Han stoppede et lille stykke fra skikkelsen ved ferskentræet og betragtede hende med et varmt smil på læberne.

[Illunie af Condia]

Flodens klukken, solen mod hendes ansigt og den lette brise, der med jævne mellemrum fik kæmpet sig gennem ferskentræerne og kærtegnede hendes ansigt, bragte hende en ro, hun ikke havde følt længe. På mange måder var det det sted i Corus, der mindede hende mest om sit hjem uden hun kunne placere årsagen.

Hun hørte godt lyden af skridt komme nærmere, men hun sad længe bare og så ned på stien, før hun endelig vendte blikket mod sin husbond. Der var ingen overraskelse over at se ham i hendes ansigt, blot et blidt smil. "Ash-sham," hilste hun med et tonefald varmere end solen i hendes hjemland.

[Jonathan af Condia]

Der var ingen skrupler ved at stå sådan og betragte hende. Han vidste hun allerede havde mærket hans tilstedeværelse, eller hørt den, men alligevel lod hun ham få de få stjålne øjeblikke til at betragte hende.. til for GUderne måtte vide det hvilket gang, at indpreste sig hendes profil. Han blev aldrig helt træt af at betragtede hende og som årene gik, ændredes hendes ansigt sig ganske lidt, men forblev på samme tid stadig det samme.

Det varme smil blottede hans tænder da hun drejede hovedet og så på ham. Hun var smuk i solskinnet. Balsam for hans overbebyrdede indre "Kunt mushhadanaan liqarhat aleaynin, Zainab..# svarede han hende på carthakist og skubbede sig først da fri fra den træstamme han havde lænet sig op ad, gik det sidste stykke hen til hende og gled ned ved siden af hende i græsset.

[Illunie af Condia]

Hendes smil blev kun bredere ved hans ord, hvor platte det end måtte være. Bare det, at det var ham, der sagde dem, gjorde dem helt perfekte. Hun fulgte ham med blikket, da han endelig tilbagelagde afstanden mellem dem og kom ned ved hendes side. Sådan blev hun siddende lidt, før hun lænede sig frem og strøg fingrene gennem hans halvlange hår. De fandt hvile for en stund på hans skæggede kind. "Det er dejligt at se dig her."

[Jonathan af Condia]

Hans blik hvilede på et ubestemt punkt ude over floden der glitrede fredsommeligt i solen. Så gled hans øjne i mens Illunies fingre gled gennem hans hår og et tungt, træt suk fik hans skuldre til at falde selvom han ikke selv havde været bevidst om de var krøbet op hvor de sad. Hvis han havde tænkt nærmere, ville han nok have erkendt, at de netop var anspændt optrukket det meste af tiden ”Jeg kan ikke blive længe..” brummede han i en beklagende tone og lænede kinden ind mod hendes hånd uden at åbne øjnene.

[Illunie af Condia]

Det glædede hende tydeligt, at hun og deres lille sted kunne bringe ham en eller anden form for ro i hans overbebyrdede sind. Starten som konge og dronning havde været hårdere end de havde forudset. "Vi har ikke behov for længe," svarede hun blidt og strøg hans kind med sin tommelfinger. Nok var de royale, men hvor de modsat så mange andre havde så meget, var der andre ting, de ikke havde råd til. Som frihed og tid. Tomlen fulgte hans mørke bryn og sådan sad de lidt i tavshed. Så trængte ordene sig alligevel på. "Jeg er med barn."

[Jonathan af Condia]

Øjnene forblev lukkede mens han sugede til sig af hendes nærhed, flodens rolige klukken når den løb over stenene og mellem grenene der hang lang nok ned. Der var ingen steder som lige her, der fyldte ham mere med ro. Han smilede svagt over hendes ord, men sagde ikke noget. Stilheden var velkommen og sammen med hende blev den sjældent trykkende eller ubehagelig.

Da hun brød den, gik der adskillige sekunder før han reagerede. Han hørte hvad hun sagde, men forståelsen kom først lidt efter. Han åbnede øjnene og løftede hovedet for at kunne se på hende. I de brune øjne spillede både overraskelse, tvivl og varme mens de flakkede mellem hendes "Men.." begyndte han uforstående "Du har jo.. vi har da ikke..?" fortsatte han, ukarakteristisk mundlam.

[Illunie af Condia]

Efter første gang hun havde fortalt ham, hun bar hans barn, havde hun aldrig været nervøs, når hun overbragte ham nyheden. Det gjaldt også nu, selvom hun alligevel ikke helt vidste, hvad hun skulle forvente. Han lod hende sidde i uvished lidt længere end hun brød sig om. Hånden lagde sig over hans og gav den et blidt klem. "Jeg har ikke båret den, siden..." Hun havde ikke lyst til at forbinde deres ufødte barn med hans mors død, selvom det jo ikke var langt fra.

[Jonathan af Condia]

Forvirringen blev afløst af gryende forståelse ret hurtigt og mentalt bandede han over sig selv. Hvordan havde han i den grad kunnet skubbe noget så alvorligt som at skabe et nyt liv i baggrunden. Hans blik flakkede igen før han slog det helt ned og følte et stik af varme i sine kinder ”Jeg har tankerne alt for mange andre steder for tiden..” mumlede han, allermest for sig selv, løftede hovedet igen og smilede svagt og prøvende til hende ”Om forladelse.. det er en vidunderlig nyhed midt i alt det her.” fortsatte han, og mente det, selvom en lille, gnavende stemme i hans baghovede nådesløst pointerede hvor upraktisk et spædbarn ville være lige nu. Der var trods alt mange måneder til Illunie ville skulle føde. Alting var forhåbentligt faldet på plads og havde løst sig til den tid. Han lænede sig frem og plantede et let kys mod hendes læber mens han gav hendes hånd et lille klem.

[Illunie af Condia]

Hun så, hvordan skammen straks farvede hans kinder mørke, og hun gav hans kind et let klem. Der var ingen grund til at skamme sig over det. De havde haft mere end rigeligt at tænke på det sidste stykke tid. Blidt tyssede hun på ham. "Det er ingen bekymring, ash-sham," beroligede hun ham blidt. Det her barn var et produkt af ren kærlighed og intet andet. Det ville blive en solstråle midt i al sorgen og alle bekymringerne.

Kysset blev gengældt og hun fandt efterfølgende hans blik med oceaner af ro i de mørke øjne. "Jeg er glad for, du er glad," mumlede hun og lænede panden mod hans, strøg hans næsetip med sin.

[Jonathan af Condia]

Hans smil vandt mere sikkerhed da hun ikke gjorde et stort nummer ud af hans momentære glemsomhed. Ikke fordi han ville have forventet sådan noget fra hende, men tanken var der alligevel et sekund eller to.

Kysset efterlod ham med en varm fornemmelse i kroppen, der fik skuldrene til at falde lidt igen, eller måske var det denne gang mere mentalt det skete end fysisk "Jeg har dig.." brummede han og rykkede sig lidt rundt, så han kunne lægge begge arme omkring hende og mere eller mindre trække hende på skødet "Hvordan skulle jeg så ikke kunne være glad.." fortsatte han og sukkede tungt, men denne gang tilfredst "Hvornår?" spurgte han simpelt og var allerede begyndt at regne frem i hovedet.

[Illunie af Condia]

Som barn havde hun altid hadet at sidde på skødet. Hun havde altid følt sig så lille, så uselvstændig, men hos Jonathan var det noget helt andet. Hun vidste godt, at han ikke så hende som nogen af de ting, men som en ligeværdig. En partner. Smilefolden om hendes næsefløje blev mere udtalt, mens mundvigene igen søgte opad. "Helbrederne mente, vi vil få en lille søn eller datter til oktober," fortalte hun med tydeligt smil i stemmen og brugte med vilje ikke prins eller prinsesse. De havde pause nu, et lille hvil.

[Jonathan af Condia]

Forventningen og varmen i Illunies stemme var smittende og bekymringerne gled i baggrunden for at give plads til hans egen boblende forventning "Oktober.." gentog han, mens han strøg hende ømt over lænden. Han havde alle dage ønsket sig en stor familie. Børn til at omgive sig, når dagen kom og Den Sorte Gud rakte ud efter ham - og omkring sig alle dagene indtil da. Hvorfor så bekymre sig? De var unge endnu, nok til flere børn og det ville sende et godt signal til folket.. håbede han. Bekymringerne kunne umuligt blive ved at hobe sig op. Det måtte vende før eller siden.

Med nyfunden optimisme var der ikke langt til smil og han pressede et impulsivt kys mod hendes mørke hår "En dreng.. så har vi balance i flokken." brummede han, næsten muntert.

[Illunie af Condia]

Selv hvis hun ikke havde set optimismen tage plads i hans ansigt, havde hun hørt den på hans stemme og hun mærkede, hvordan varmen spredte sig i hende. Snart ville hun være mor til fire, fem hvis man talte Zoia med, hvilket hun havde en tendens til. Hun trykkede sig ind til ham og lod tomlen stryge over hans kraveben i et blidt kærtegn.

"Så er det en dreng, vi vil få," lovede hun ham, selvom hun ikke reel havde nogen indflydelse over det. Alligevel havde hun en tendens til at få tingene, som hun ville have dem og hun så ingen grund til, at det skulle blive anderledes denne gang.