Fremtidsdrømme og ønsker

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Et lille barnesmil og Julia smilede blidt tilbage, strøg fingeren over sin søns sarte kind. Endelig havde hun fået lov til at være helt alene med dem uden helbredere eller andre forstyrrelser. Bare hende og de små vidundere, hun og Adrian havde skabt i ren kærlighed. Hun smilede, mens hun åbnede mindet.

Tiden sammen med børnene havde det med bare at forsvinde, mens hun sad og betragtede dem og solen var allerede på vej ned mod havet, da hun endelig rejste sig. Med et hjerte let på lykke bevægede hun sig op mod det værelse, der var blevet Adrians arbejdsværelse. Hun glædede sig allerede til at se ham igen.

En let melodi fra hendes knoer mod døren annoncerede hendes ankommen, før hun uden videre åbnede døren og hurtigt fik tilbagelagt afstanden mellem hende og Adrian. "Heeeeej," kvidrede hun, nærmest i en lille sang.

[Adrian af Dunlath]

Adrian stod og studerede den lille samling på tre malerier, som han efterhånden havde fået lavet af Legans kystlinje. Han skulle finde en måde at holde liv i dem i længere tid. Det ville være godt, hvis han kunne demonstrere et eller andet form for fremskridt for Niklaus, når han engang skulle mødes med baronen igen.
Da der blev banket på, brummede han bare lidt. Den kvidrende stemme fik ham dog til at løsrive sig fra maleriet for at vende sig mod Julia. ”Min søde Julia.” Han indfangede hende i sine arme og kyssede hende kort på de fine, bløde læber. Så trak han hovedet lidt tilbage. ”Du lader til at være frisk i dag?” Hun var heldigvis kommet sig godt efter fødslen. Gudinden være lovet.

[Julietta af Dunlath]

Alt var som det plejede igen, da hun gled ind i hans arme. Hendes mave havde lagt sig helt igen og var så godt som tilbage til før fødsel, bortset fra et par enkelte hvide linjer rundt omkring. I starten havde hun grædt og grædt over dem, men så længe Adrian stadig syntes, hun var smuk, kunne hun godt leve med striberne.

Kysset blev gengældt. "Jeg er bare lykkelig," svarede hun med et smil og lagde læberne mod hans igen. Det var så kært, hvordan han havde passet på hende de sidste par uger, men nu var det også tre uger siden fødslen og hun følte sig fint tilpas. Hun var næsten holdt op med at bløde, også. "Er du?" Hun kyssede ham endnu engang.

[Adrian af Dunlath]

Han lo. ”Det var da godt.” Nu hvor der var to børn i deres familie, ville det være noget skidt, hvis hun begyndte at blive ulykkelig. Han strøg et par af hendes vildfarne lokker tilbage. Han vidste stadigvæk ikke helt, hvad han skulle stille op med spørgsmål om lykke. ”Det er jeg,” svarede han derfor blot med et ubekymret smil. Hun blev uden tvivl oprørt, hvis han indrømmede, at han stadig forsøgte at finde sig til rette i dette nye liv, der krævede mere og mere ansvar fra ham. Det bekymrede ham at skulle være ansvarlig. Når han så fejlede, gik tingene bare endnu mere galt end før. ”Hvordan har børnene det? Har du siddet og stirret på dem hele dagen?” spurgte han drillende.

[Julietta af Dunlath]

Smilet voksede, hvis det da overhovedet var en mulighed på det tidspunkt. Det glædede hende sådan, at hun havde været i stand til at gøre ham lige så lykkelig, som han gjorde hende og hun trykkede næsetippen ind mod hans hals, kyssede samme sarte hud et øjeblik efter.

Spørgsmålet fik en let rødmen frem over hendes kinder. Hun vidste godt, Adrian slet ikke brugte lige så meget tid med dem, men det irriterede hende ikke. Så længe han stadig var hendes. "De er så smukke," forklarede hun, stadig med rosa kinder og så op på ham, fejede blidt en krøllet lok fra hans pande, før hendes hånd lagde sig over hans bryst. "Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med at se på dem."

[Adrian af Dunlath]

”Det er de. De er lige så perfekte som deres mor.” Han knugede hende ind til sig og nød følelsen af hendes krop, der atter var skrumpet og tilbage ved sin gamle størrelse. Han foretrak hende ærlig talt sådan her. ”Men jeg er glad for, at du elsker dem. Du måtte også så grueligt meget igennem for dem.” Han kyssede hende i håret. Det var godt, at hun lod til at føle sig som en mor. Før fødslen havde hun ikke rigtig virket til at forholde sig til det nye kapitel i hendes liv.

[Julietta af Dunlath]

"Adrian," fnes hun forlegent og syntes slet ikke, hun kunne tage hele æren for det. Tvillingernes perfektion var lige så meget ham. Hun nikkede. "Hvordan kan man andet?" svarede hun og smilede op til ham, før hun igen søgte ind til hans hals, kyssede ham i små, fjerlette berøringer. Det var virkelig fantastisk, hvordan de havde fuldendt hendes liv.

Så trak hun sig lidt tilbage fra hans hals, så hun igen kunne finde hans blå øjne med sine. "Jeg kom faktisk herind for at tale med dig om noget," forsøgte hun sig forsigtigt, studerede hans træk for at se, om nu var det rigtige tidspunkt. Hun vidste godt, hvordan mænd kunne være, når de blev forstyrret.

[Adrian af Dunlath]

Da hun lagde op til en længere snak, slap han hende og viste hende med ud på altanen, så de kunne sætte sig på et par stole derude. Julia nød jo varmen. ”Hvad så?” spurgte han og lænede sig tilbage. Hun virkede lidt nervøs i det, men forhåbentlig var der ikke tale om en eller anden alvorlig bekymring.

[Julietta af Dunlath]

Hun fulgte ham ud på altanen og mærkede straks, hvordan Legans varme sol gav hende et ekstra skud energi. Tanken om Dunlaths kulde fik hende til at skutte sig på refleks, før hun tog plads. Hun vendte ansigtet mod solen, nød den lidt, mens Adrian kom ned at sidde, før hun igen vente blik og opmærksomhed mod ham. "Jeg har tænkt lidt over... når nu vi skal rejse..." Hun tøvede, næsten bange for at fortsætte. "Er vi nødt til at tage til Dunlath?"

[Adrian af Dunlath]

Han burde nok have gættet, at hun gik og overvejede den slags. Hun var jo ikke ellevild med Dunlath. Adrian sukkede svagt. ”Julia, det er bedre at tage til Dunlath. Desuden er foråret sikkert på vej deroppe, så når vi ankommer, vil det ikke være helt så koldt,” forsøgte han at opmuntre hende. Corus ville give alverdens problemer for hende.

[Julietta af Dunlath]

Sukket alene var jo svar nok og hun så ned på sine hænder, der lå foldet i skødet. Der var ikke noget værre end at blive afvist, især ikke af ham. "Ja, selvfølgelig," skyndte hun sig derfor at føje sig, stadig med blikket stift rettet mod hænderne. Hun var bange for, at hun ville begynde at græde, hvis først hun så op på ham og hun havde ikke lyst til at gøre ham utilpas. "Du har ret. Undskyld, jeg spurgte."

[Adrian af Dunlath]

Selvfølgelig skulle det ikke være så let. Så snart han holdt fast på at tage til Dunlath, blev Julia tydeligvis noget ærgerlig – hvis ikke decideret ulykkelig. Hun var måske en mor nu, men hun var stadig ung og næsten så uskyldig, som da han mødte hende for første gang. ”Julia, hvis vi tager til Corus nu, kan du ikke undgå rygterne. Så snart hoffet hører om fødslen, regner de ud, at vi lå sammen før håndfæstningen.” Han trak på skuldrene. For ham at se var der ikke noget galt i at nyde hinanden før ægteskab, men ved hoffet var den slags ildeset – især når der så blev født to beviser på det nogle måneder senere. ”Jeg tænker bare, at Dunlath vil være mere behageligt for dig.” Selvom han godt nok også selv ønskede at rejse til Corus i stedet.

[Julietta af Dunlath]

Alene måden, han talte på, fik hende til at se endnu mere tynget ud. Det mindede alt for meget om den måde, Roland eller hendes mor havde belært hende på. Hun trak på skuldrene, stadig uden at se op på ham. "Ja, selvfølgelig," svarede hun og nikkede for sig selv. Selvfølgelig havde han ret og som hans hustru måtte hun bare affinde sig med beslutningen. "Bare... glem, jeg nævnte det." Endelig hævede hun blikket og tvang et smil frem.

[Adrian af Dunlath]

Adrian fornemmede, at hun ikke var tilfreds med det hele, men i Corus ville hun nok blive ulykkelig igen. "Jeg vil også gerne til Corus, men det er bedst at vente. Så du ikke behøver opleve, at folk hvisker bag din ryg." Han kunne nok ikke sige noget, der ville gøre hende glad for at vende tilbage til Dunlath. "Jeg vil bare gerne have, at du er lykkelig ..."

[Julietta af Dunlath]

Så han ville også til Corus? Jamen hvad var det så, der stopped dem? Svaret kom, før hun nåede at spørge og hun så ned på sine hænder igen. Selvfølgelig brød hun sig jo ikke om sladder, men... Dunlath var bare så langt væk. "Men ville du være lykkelig i Dunlath?" forsøgte hun sig og skævede nervøst op på ham. Samtalen gjorde hende ilde til mode og hun kunne stadig mærke gråden i halsen. Øjnene var blanke. "Du behøver ikke altid tænke på mig."