Venner

[Elisia af Bugtvig]

Gilbert af Meagmarsk
24. marts 528

Den første dag havde været hård. Hendes mave havde føltes som et stort, tomt hul, der truede med at æde hende op indefra, men efter det første døgn var hun kommet efter det. Dette år handlede om at hun skulle blive en god ridder og opfylde sin drøm, intet måtte være vigtigere end det. Ligesom hun havde lovet Kian.

Derfor havde hun intensiveret sin træning og selv i sin fritid var hun oftest at finde på træningspladsen. Hurtigt snurrende i et præcist hug, det var sådan hun var mest sig selv. Ikke længe efter var hun udmattet, men ikke nok til at tage hjem endnu og hun søgte ud i siden af træningspladsen med et dybt suk. En væbner fangede hendes opmærksomhed og nyheden, han havde, fik et stort smil frem på hendes læber. Gil var tilbage.

Det tog hende ikke længe at komme på benene og straks efter var hun i løb mod Højager. Hun havde glædet sig til at se ham igen. Hun stoppede ved Trebond. Måske hun burde vaske sig først. Det var heldigvis hurtigt klaret og hun skiftede til rent tøj, før hun var afsted igen. Ikke længe efter var hun foran Legans hus. Hurtigt bankede hun på og blev lukket ind, hvor hun spurgte en tjener efter væbnere. Allerhelst ville hun dog gerne bare selv finde ham, men det var nok bedst at vente. 

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil sad på sin seng og så på det rod, som alt hans oppakning skabte i rummet. Han skulle virkelig have det ryddet på plads ... Med et suk rejste han sig og gik i gang med at lægge tøj på plads og rydde op. Det var kedsommeligt arbejde, men det skulle jo ordnes. I det mindste havde han fået en hviledag, siden de var kommet sent hjem den forrige i aften.
En tjener stak hovedet ind og fortalte ham, at der var besøg til ham. Han havde fået ryddet det meste op, så det var vel kun rimeligt, at han gav sig selv et lille hvil. Han skyndte sig ud i hallen, hvor Elisia stod og blomstrede. ”Hej!” hilste han smilende og kom over for at hilse på hende. Det var efterhånden længe siden, at de havde set hinanden. ”Skal vi gå om i haven? Vejret er ret godt, og mit værelse roder lidt, såh ...” Han kløede sig forlegent i nakken.

[Elisia af Bugtvig]

Hun stod og hang lidt i hallen, før Gil endelig dukkede op og hun kunne lyse op i et smil. Wow, det havde hun ikke gjort i et par dage. Hun trak vejret dybt ind og koncentrerede sig om ikke at tænke på Kian. "Hej," gengældte hun hals hilsen.

"Klart," hun trak på skuldrene og ventede på, han havde fået overtøj på, så det kunne smutte ud. Solen skinnede, så det var egentlig ganske varmt, når ikke det lige blæste. "Det er længe siden. Jeg er ved at dø efter at høre. Hvordan var Legan?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han trak en kappe på og fulgte Elisia om i haven, så de kunne finde et sted at sidde. Der var alt for meget aktivitet i huset til, at de kunne være i fred der. Folk havde travlt med at pakke ud efter rejsen. ”Det var skønt. Der er virkelig dejligt dernede,” fortalte han smilende. ”Jeg fik dog ikke så meget tid til rigtig at udforske byen før de sidste par ugers tid.” Niklaus havde virkelig svunget pisken en overgang, men det var enten gået over igen, eller også havde Gil endelig fundet en rytme, der virkede for ham.

[Elisia af Bugtvig]

"Var der varmt?" spurgte hun med en længselsfuld iver, mens hun forestillede sig varmen i hendes eget hjem. Hun rynkede brynene og trak benene op under hagen, da de endelig havde fundet et sted at sidde. "Havde I travlt?" Sådan var det jo typisk, når væbnerne fik lidt mere at lave.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt. ”Det var det. I hvert fald i forhold til Meagmarsk.” Det var virkelig et helt andet klima syd på ... Han slog sig ned på en bænk ved et lille træ, så de kunne sidde lidt i læ for vinden. ”Ja, der var en del at tage sig af. Niklaus skulle jo have styr på en masse, du ved?” Baronen skulle have sat sig ordentligt ind i tingene og sådan noget. Der var sikkert en masse, som man skulle ordne, når man overtog en titel. ”Jeg må indrømme ...” Han tøvede lidt og skævede til Elisia. ”Jeg var ved at drukne i det på et tidspunkt ... Jeg kunne ikke følge med ...” Han slog skyldbetynget blikket ned. Han skammede sig over, at han ikke kunne klare det bedre. Det var ikke meningen, at han skulle bukke under.

[Elisia af Bugtvig]

Hun betragtede ham, mens han talte. Derfor nikkede hun også bare, selvom hun tvivlede på, at nogen af dem reelt set vidste, præcis hvor svært det var at overtage rollen som lensherre. Brynene samledes ved hans ord. "Måske..." Hun sukkede. "Måske fandt Ridder Niklaus ud af... Det?" Hun hævede brynene i en sigende mine. Gavin havde også skruet helt op for træningen, da han havde fundet ud af, at hun var forelsket.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det? Han rystede på hovedet. ”Niklaus har ikke noget imod mine ... præferencer. Da han fandt ud af det, var han meget forstående.” Hovedsaligt fordi han også selv kunne lide mænd, men det kunne Gil nu ikke drømme om at afsløre for andre. ”Det var først senere, at han begyndte at give mig flere pligter. Sikkert fordi han selv havde en masse arbejde i en periode.” Han sukkede svagt. ”Det var bare ærgerligt, for jeg kunne ikke være sammen med ... ja, du ved nok ... Jeg var alt for træt.” Han skar en grimasse. ”Han var ikke særlig vild med bare at ligge og ... tja, ligge.” Men Jamie havde gjort det alligevel, og det varmede Gil at vide, at manden var villig til at lægge sine egne lyster til side og bare være der for ham.

[Elisia af Bugtvig]

Brynene løftedes, men hun ville ikke kommentere på det. Hun prøvede jo også selv at være forstående over for hans præferencer. I det mindste var det jo ikke ham, der havde fundet en slyngel. "Men du klarede dig igennem det," svarede hun derfor og en tør stemme i hendes baghoved undrede sig over, hvornår hun var blevet så optimistisk omkring det hele.

"Men han gjorde det, ikke?" Hun smilede prøvende. Kian havde ikke engang fået lov til at ligge hos hende, men det skulle hun ikke tænke på nu. Nu burde hun koncentrere sig om Gil og hans forhold med ridderen. Selvom hun ikke stadig helt forstod det.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede lidt. ”Men jeg tror, at min stolthed fik et solidt knæk.” Han skar en grimasse ved tanken. Det var ikke særlig rart at føle sig utilstrækkelig. Da hun spurgte ind til ridderen, nikkede han dog smilende. ”Det gjorde han bestemt,” svarede han glad. ”Det er virkelig rart bare at sove sammen af og til.” Det var kommet bag på ham, hvor behageligt det var bare at ligge og slappe af sammen, uden at lave noget særligt.
Nå, men nu havde han vist også kværnet løs lidt. ”Hvad med dig? Så vidt jeg har forstået, er der sket en masse her i Corus?” Som for eksempel at Herredømmet Juvel var blevet stjålet.

[Elisia af Bugtvig]

"Gil, du er en god væbner og du bliver en god ridder en dag," forsikrede hun ham alvorsfuldt med et let smil om læberne. Han var stadig kun femten år, så han havde rigeligt med tid til at få alle opgaverne ind på rygraden.

Hun trak på skuldrene. "Ja, det var ret vildt med kroningen og det hele," hun smilede og lagde armene om sine ben.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han smilede taknemligt. ”Havde du også svært ved det i starten?” spurgte han – næsten håbefuldt. Hvis det var en almindelig ting, var der måske ikke grund til at bekymre sig så meget.
’Ret vildt’ virkede som en underdrivelse. ”Ved du, om de har fundet ud af noget endnu?” Hun havde trods alt været i Corus gennem det hele, så måske havde hun hørt et eller andet.

[Elisia af Bugtvig]

Hun tænkte tilbage og nikkede så. "Ja, selvfølgelig. Det tror jeg, vi alle sammen har." Måske nogen mere end andre. Elisia var trods alt af hunkøn i et temmelig mandsdomineret erhverv.

"Nah, i hvert fald ikke, hvad jeg har fået at vide." Det irriterede hende med alle hemmelighederne, når de nu var væbnere og måske kunne hjælpe til, men Gavin havde lært hende, at ridderfaget krævede lige så meget tålmodighed som handlemod. "Der har været bekymrende sladder om Hans Majestæt Kongen," fortalte hun videre, "Han har set lidt... Træt ud." Det var vel at forvente.

[Gilbert af Meagmarsk]

Hm ... Gil bed sig lidt i underlæben, imens Elisia fortalte. ”Virkelig? Tja, det er vel, hvad man kan forvente, når han har fået sådan en hård start ...” Forhåbentlig var kongen bare træt, men det var ikke til at sige, om der måske var noget andet galt. Hvad nu hvis tyveriet af juvelen gjorde noget ved regenten? Nej, det var nok bare træthed. ”Farfar sidder i Rådet, men han fortæller mig ikke om sådan nogle ting.” Han sukkede for sig selv. Selvom han var fra en hertugfamilie, fik han ikke at vide, hvad der foregik i Kongens Råd. Det var lidt frustrerende, når det sikkert var dem i Rådet, der vidste mest om, hvad der foregik.

[Elisia af Bugtvig]

"Mine bedsteforældre taler heller ikke med mig om sådan noget," hun lød opgivende. Det var meningen, de skulle være landets fremtid, så de voksne måtte gerne fortælle dem ting, nå! "Men ja, det er underligt. Folk er stadig nervøse, men det er lidt blevet en del af hverdagen." Det var sikkert en del af taktikken. Hvis ikke de talte mere om det offentligt, før de havde noget reelt at sige, ville folket sikkert være roligere.