Ventetid

[Kian Falkeblik]

Elisia af Bugtvig
Den 25. marts 528 M.T.

Hele situationen var ærlig talt noget frustrerende. At skulle vente et år på at holde Elisia var ikke videre tiltalende, men Kian vidste trods alt godt, at hendes ridder havde tage hele hændelsen i teltet noget pænere end de fleste andre adelige ville have gjort. Faktisk var det nok et mirakel, at de ikke var blevet skilt fuldstændig fra hinanden.
Det ændrede bare ikke på, at han hadede den nuværende situation, hvor han knapt nok kunne slippe af sted med at kysse Elisia uden at høre en belærende brummen i baggrunden. Han overvejede jævnligt at rejse væk, indtil Elisia var blevet ridder. Bare så han ikke kunne blive fristet over evne.
I sidste ende gjorde han dog det stik modsatte. Når Elisia kommenterede på hans værelse eller Nedre By, spurgte han til gengæld lidt ind til Højager. Siden Gavin altid var der, kunne han ikke bare spørge, hvor Trebond-boligen lå, så han måtte nøjes med blot at lære lidt om det generelle område og en smule om boligens udseende.
Han havde kun en smule personligt kendskab Højager, så han brugte et par dage på at overvåge området omkring distriktet for at regne ud, hvor Trebond-boligen var. Fordelen ved at være en slyngel var, at man tit faldt i et med baggrunden, og det var forholdsvis let at holde lidt øje med Elisia og Gavin på afstand – og godt og grundigt skjult blandt andre borgere, der begav sig omkring i distriktet, der grænsede op til Højager. Kian passede dog på med ikke at følge efter dem. Riddere var nu engang noget mere observante end almindelige folk, så han kunne ikke risikere at blive for åbenlys eller at holde øje med dem for længe.
Om nætterne brugte han tid på at lære drabanternes vagtplaner for at finde et tidspunkt, hvor det ville være sikkert at snige sig forbi. Da han endelig fandt et godt tidspunkt, begyndte han at snige sig ind i Højager om natten for at udforske området lidt nærmere.
Han brugte et par nætter på det, indtil han var sikker på, at han havde fundet et godt tidsrum og en god rute at følge. Endelig lykkedes det ham også at finde den rigtige bolig, hvor han nu skulle lære disse vagters vagtplaner for at regne ud, hvordan han kunne snige sig hen til huset.
Det tog ham en uges tid at føle sig helt sikker på vagternes skema, og så vovede han endelig pelsen og sneg sig tættere på.
Elisia havde fortalt, at hun boede på et kammer nu, og at det ikke var lige så stort eller havde nær så god udsigt som hendes forrige. Så hun måtte bo i stueetagen. Sikkert ikke særlig langt fra tjenestefolkenes værelser og køkkenet.
Tjenestefolk var heldigvis ikke verdens mest stille folk, så han havde forholdsvis let ved at regne det ud, når han sneg sig forbi et vindue, der hørte til dem. Der var snak, godt humør og ... visse lyde, som han vidste af erfaring ikke kom fra Elisia.
Vinduerne hvor der var helt stille inde bagved var noget mere risikable, da han var tvunget til at kigge ind. Han var nødt til at kigge forsigtigt ind, men samtidig gøre det hurtigt. Da han endelig fandt Elisias værelse, bankede han ikke på, men skyndte sig i stedet at forlade boligen og Højager igen. Han havde ikke mere tid til at stå og vente på, at hun åbnede vinduet.
Han gav det et par dage, før han igen sneg sig helt hen til Trebond-boligen og endelig bankede på den rude, der tilhørte Elisia. Taktfast i en bestemt rytme, så hun ikke ville være i tvivl om, at det var en person, der gjorde det.

[Elisia af Bugtvig]

Endnu en bog blev lukket med et frustreret suk. Hun kunne simpelthen ikke finde det, hun ledte efter, men måske... I løbet af ingen tid kom hun på fødderne igen og rev en tyk, støvet bog ned fra hylden, der var blevet sat op til hendes bøger. Efter diskussionen med Arlen om, hvordan Tortalls grænser havde gået gennem tiden, havde hun siddet med næsen begravet i den ene bog efter den anden. Noget måtte hun jo kunne finde om det. Fingeren fulgte de tætskrevne ord på siden.

Blikket blev straks vendt mod vinduet, da en banken lød. Straks begyndte tankerne at køre. Grene? Umuligt, det måtte være en menneskeskabt rytme. Gil? Lalia? Hun prøvede at se silhuetten, men mørket og gardinerne, der var trukket for, gjorde det besværligt. Langsomt kom hun derfor på benene og trak en trøje, hun havde lånt af Arlen, over hovedet. Den gik hende næsten til midt på låret og dækkede derfor fint, selvom hun kun var i natkjole. Det var i hvert fald hendes vurdering.

Langsomt trak hun gardinet til side og brynene søgte op i panden. Kian!? Hun tøvede ganske kort, før hun så fik åbnet vinduet nok til, at han kunne komme ind. Hvad i alverden lavede han der? Gavin ville blive rasende, hvis han fandt ud af det! "Hvad laver du her?" hviskede hun og ilede hen til døren, der hurtigt blev låst, før hun yderligere skubbede et tæppe under, så lyden af deres stemmer ville blive dæmpet.

[Kian Falkeblik]

Det tog ærlig talt mere tid, end han brød sig om. Skulle han smutte? Måske sov hun? Før han nåede at flytte sig, åbnede vinduet, og han smuttede straks indenfor og lukkede vinduet omhyggeligt bag sig, imens Elisia tog sig af at sikre døren. Han sørgede for at gardinet dækkede vinduet ordentligt og vendte sig så mod Elisia med et skævt smil. Uden at svare hende trak han hende ind til sig og kyssede hende. Det var alt for lang tid siden, at han havde fået muligheden for det, så han gad ikke spilde tiden på at snakke.

[Elisia af Bugtvig]

Mens hun rettede sig op efter at have stoppet tæppet ind under dørsprækken, betragtede hun sin løsning. Jo, det ville vel fungere udmærket. Hun gav et lille nik og vendte så blikket mod Kian, der stadig ikke havde givet hende et svar. Nu hun så hans skæve smil, var det jo egentlig også svar nok i sig selv og hun gjorde ingen indvendinger, men søgte blot ind til ham og gengældte kysset. Det var utroligt, hvor meget hun havde savnet det med tanke på, hun for et år siden aldrig nogensinde havde prøvet det.

[Kian Falkeblik]

Hun skældte heldigvis ikke ud, så de fordybede sig uden videre i hinanden. Kian trak hende forsigtigt med over og ned på sengen, så han kunne trække dynen op over dem. Det kunne forhåbentlig dæmpe lyden yderligere. Så snart de lå i mørket under dynen genoptog han kysset med hende og knugede hende ind til sig. Det var fristende at tage det videre. Så langt de kunne gå. Det var dog ikke nogen god idé, så han holdt sig ved kyssene og at stryge hende over ryggen.

[Elisia af Bugtvig]

Den irriterende stemme var ikke sen til at melde sig og så snart Kian fik puffet hende ned i sengen, kom den til live i de korte øjeblikkes pause. Hun burde sige noget, minde ham om Gavins regler, men det var svært at kæmpe mod kroppen, der så inderligt længtedes efter hans berøringer og kys. Et ben slyngede sig rundt om ham, trak ham tættere, mens hun sukkede tungt mod hans læber. Nejnejnej. Hendes tænder nappede legesygt i hans underlæbe og hun tillod sig selv endnu et kys, før hun trak hovedet lidt tilbage igen.

[Kian Falkeblik]

Han strøg fingrene ind under hendes trøje, der underligt nok var alt for lang til hende. Så trak hun sig fra kysset, og han hvilede panden mod hendes. ”Nu skal du ikke sige noget dumt,” hviskede han. ”Som for eksempel at jeg ikke burde være her.” For det burde han selvfølgelig ikke. De burde nok respektere hendes ridderherres ordrer, men Kian var dårlig til bare at følge ordrer. Især når det holdt ham fra hans egne interesser.

[Elisia af Bugtvig]

Hun skar en grimasse og bed en arrig kommentar i sig. Hvorfor skulle han dog bruge ordet dumt? "Det er ikke dumt at være fornuftig," mumlede hun og havde ikke lyst til at se ham i øjnene. Hun hadede, at han havde sat hende i den situation. At hun nu måtte vælge mellem ham og Gavin igen. Alligevel kunne hun ikke få sig selv at søge væk fra hans berøring.

[Kian Falkeblik]

Han holdt et grin tilbage og nøjedes med at smile. ”Måske ikke.” Han nussede hende på panden med næsen og indsnusede hendes duft. Det her var lige, hvad han havde haft brug for. Selvom de ikke kunne lave særlig meget, og han nok snart skulle smutte igen. Det gik ikke at friste skæbnen, og hvis han blev fanget her, ville Elisia få alvorlige problemer. ”Jeg kan godt smutte igen. Jeg ville bare lige ... ja, du ved ...” hviskede han og strøg hende over kinden.

[Elisia af Bugtvig]

Paraderne smeltede hurtigere end sne på en solskinsdag, da hans næse strøg over hendes pande og hun puttede sig tæt ind til ham igen, begravede næsen mod hans hals. Selvom hun ikke var villig til at indrømme det, havde hun virkelig savnet det, ham, dem. "Det er fint nok," svarede hun og trak sig langt nok væk til, at hun kunne se ham. Hun kyssede ham hurtigt. "Er du.. Du ved, har du det fint med det hele?" Hun tyggede sammen om sin underlæbe.

[Kian Falkeblik]

Han sukkede svagt og rystede på hovedet. ”Slet ikke. Du bliver bare endnu mere uimodståelig, når jeg ikke må røre dig,” svarede han hviskende. Som enhver anden slyngel havde han virkelig svært ved at modstå fristelser, og når hun blev dinglet foran ham, og han ikke måtte røre hende? Det var en fristelse, som det var næsten umuligt at ignorere. ”Men det er bedre end at blive arresteret, eller at du bliver slæbt til grænsen ...” Eller at hendes forældre fik det at vide.

[Elisia af Bugtvig]

Sukket, hans rysten på hovedet. Nervøsiteten byggede sig op i hendes mave. Måske det ikke var det værd? Hans svar fik et bredt smil frem og der fulgte endda en lille, overrasket latter med. Selvfølgelig var det ikke en ideel situation, men hun kunne ikke skjule sin glæde over, at han på trods af al modstanden syntes hun var uimodståelig. "Jeg siger bare, jeg godt ville kunne forstå, hvis du ikke gad eller sådan," fortsatte hun i et forsøg på at lyde henkastet og afslappet med situationen.

[Kian Falkeblik]

Han nikkede til hendes ord og strøg hende blidt over håret imens. Det var svært ikke at være irriteret over situationen, men han var trods alt selv ude om det. Han skulle have holdt sig fra hendes telt den dag. ”Jeg har overvejet at rejse,” indrømmede han så lavmælt. ”Bare et års tid. Indtil du er blevet ridder. Så jeg ikke bliver fristet til at gøre ting som ...” Han smilede opgivende. ”Ja, ting som det her, vel.” Idiotiske ting der fik dem begge i problemer.

[Elisia af Bugtvig]

Trygheden lagde sig over hende på trods af samtaleemnet og hun følte sig helt dum over at tro, at hun ville kunne undvære ham i op til et år, mens hun stadig var væbner. "Altså du er jo fri til at rejse," forsøgte hun sig i samme afslappede tonefald, selvom tonen var blevet lidt tykkere nu af den truende gråd, der heldigvis endnu ikke var nået til hendes øjne. Det sad bare som en nivende smerte i næsen.

[Kian Falkeblik]

Han fortsatte med at nusse hende i håret. Det var endnu mere tyk og filtret end normalt, syntes han. ”Ville du bryde dig om at jeg rejste?” spurgte han i stedet. Det lå stadig i hans tanker at rejse. Det her var alt for risikabelt, og hvis han blev i Corus, frygtede han, at han ville blive ved med at besøge hende. Det kunne umuligt ende godt, hvis han gjorde det gennem et helt år.