En ven i nød

[Myrilla af Stenbjerg]

Vania af Naxen
27. marts 528

Natten lå som et tungt tæppe over hovedstaden og havde lullet de fleste i dyb søvn allerede. Det var dog ikke alle steder, folk lå trygt i deres senge og på trods af tidspunktet, ilede Myrilla gennem gaderne mod Naxens hus. Hun blev nødt til at tale med nogen, søge tilflugt hos nogen og frem for at banke på sin husbonds dør, stod hun nu og bankede på døren ind til et af hendes barndomshjem.

Med rystende fingre trak hun kappen tættere om sig. Under den havde hun kun en kåbe og en tynd natkjole, men der havde ikke været tid til at skifte. "Hent hertuginden" beordrede hun en tjener, der stirrede lidt forvirret på hende, hvilket kun fik hende til at tilføje et irriteret og bestemt "Nu!"

[Vania af Naxen]

Vania havde sovet mere end et par timer, da en tjenestepige pludselig vækkkede hende - stille, men alligevel lettere panisk. "Deres Højhed. Hurtigt. Hertuginden af Stenbjerg ønsker at se Dem. Det lader til at haste." Vania glippede et par gange med øjnene og rystede så på hovedet for at klare det. Hun kastede et blik over på Murray, som ikke lod til at have lagt mærke til noget, men sov sødeligt videre og så rejste hun sig op af fra sengen og lod tjenestepigen hjælpe sig den kåbe på, som blev fundet frem. Minutter senere hastede hun langs gangene mod den lille stue, hvor Myrilla var blevet vist ind.

[Myrilla af Stenbjerg]

En anden tjenestepige, der lod til også at være blevet vækket af postyret, førte hende ind i en stue og selvom hun fik tilbuddet om at lægge overtøjet, beholdt hun det på. Det ville kun skabe mere sladder, hvis hun lod dem se hendes påklædning - eller nærmere mangel på samme.

Heldigvis varede det ikke længe, før Vania kom til syne og Myrilla tog et par hastige skridt frem mod hende, før hun stoppede lidt fra sit mål, ventede til alle andre end hun og svigerinden var tilbage i stuen. Hendes øjne var blanke og ansigtet blegt, næsten lysende i den mørke stue. "Det er sket.... igen." Stemmen knækkede.

[Vania af Naxen]

Vania kom ind i stuen og kunne med det samme se, at der var noget galt. Et par bestemte blikket til tjenestefolkene og de forføjede sig ud af døren. Hun følte dog ikke behov for at sikre sig, at de faktisk var gået. Det troede hun ikke, at de ville tillade sig.

Hun nåede ikke at sige noget, inden Myrilla selv havde sagt noget og et skarpt jag gik gennem hjertet på hende, da hun hørte, hvad der var sket. "Åh nej. Myrilla. Sæt dig her." Hun trak en stol lidt frem og forventede tydeligvis, at Myrilla ville sætte sig der. "Er det.. Lige sket?" forhørte hun sig roligt, i en tone som gav vidne om den smerte, hun følte på svigerindens vegne.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle håndtere det hele, så hun tumlede bare hen til stolen og lod sig synke ned på den. "Ja, her for et par timer siden," fortalte hun med spæd stemme og så lige frem på bordet, frem for at se på svigerinden. Hvordan kunne hun? "Jeg kom så snart..." Så snart, hun kunne gå igen uden at det blødte for meget. Hendes blik flakkede.

[Vania af Naxen]

Vania sendte en enkelt nervøs tanke til betrækket på stolen, inden hun bestemt skubbede den slags tåbeligheder i baggrunden. "Jamen Myrilla," hendes stemme udtrykte både chok og smerte, som hun satte sig på en stol ved siden af veninden og lagde en beroligende hånd over hendes. "Er du blevet tilset af en helbreder?" Det måtte være dét, der havde førsteprioritet lige nu.

[Myrilla af Stenbjerg]

Intet kunne være længere væk fra hendes tanker end stolebetræk og helbredere, og hun lukkede hånden om Vanias, så op på hende med uro i blikket. "Nej, jeg kunne ikke risikere at..." Hun tav og fugtede sine læber med tungespidsen. Det krævede en smule omtanke at fortsætte, men endelig fandt hun ord til det. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle ham det, Vania." Alt i hendes blik og det dæmpede toneleje fortalte, at det var Larkin, hun talte om.

[Vania af Naxen]

Vania var allerede i tankerne ved at udtænke, hvilken helbreder, de skulle kontakte, for at være sikker på vedkommendes diskretion. Men Myrilla's næste ord fik stoppet hende og Vania mærkede, hvordan hendes indre krøllede sig sammen i frygt på venindens vegne. Hvad kunne der være mellem dem, hvis Myrilla ikke turde fortælle ham om sin ulykke??

"Myrilla," hendes tone var alvorlig, som hendes fingre nu fandt omkring Myrilla's i en næsten beskyttende gestus. "Hva... Hvorfor kan du ikke fortælle ham det?" Hun havde haft en fornemmelse, inden de blev gift, men Myrilla's adfærd og Murray havde overbevist hende om, at hun blot havde set syner. Nu var hun pludselig i tvivl igen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Den alvorlige tone, Vania fandt frem, fik hende til at se væk. Hun havde ikke lyst til at blive konfronteret med alle de spørgsmål nu, når hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvad hun skulle svare. Hun vidste jo ikke præcis, hvorfor hun ikke kunne fortælle ham det, men hun havde anelser og nervøsitet, der også havde rod i deres nuværende soveværelsessituation.

"Jeg frygter, han vil få mig til at stoppe ved mine studier," forklarede hun, selvom det kun var en del af grunden og hun så op på svigerinden igen. Det ville føles forkert at fortælle mere. Hun skyldte i det mindste Larkin sin loyalitet i kraft af deres ægteskab.

[Vania af Naxen]

Myrilla så væk og gemte sig bag det lange hår, hvilket fik knuden i hendes mave til at vokse sig større. Da svaret endelig kom, var hun ikke helt overbevist, men på den anden side, så kunne hun heller ikke tillade sig at drage svigerindens ord i tvivl. "Er det... Er det den eneste grund?" spurgte hun alligevel lavmælt og gav Myrilla's hånd et let klem. "Jeg håber, du ved, at jeg aldrig vil fortælle nogen, hvad du fortæller mig i fortrolighed."

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla sendte hende et skarpt blik ved spørgsmålet. Hun ville ikke sidde og lade sig udspørge på den måde. Så hellere være alene med problemerne. "Det er den eneste grund," forsikrede hun hende derfor og gav også hendes hånd et klem. "Vi har det ikke just.. Perfekt for tiden, men..." Hun tog en dyb indånding og nikkede. "Det er den eneste grund."

[Vania af Naxen]

Vania hørte den skarpe klang og trak følehornene til sig. Dette betød dog ikke, at hun var overbevist. Nærmest tværtimod. Men der var bare ikke meget, hun kunne gøre for at hjælpe veninden, hvis hun ikke selv ønskede hjælpen. "Jeg tror dig," løj hun roligt og gav Myrilla's hånd et lille klem igen. "Men... Du er altså nødt til at blive tilset af en helbreder. Jeg kan få én hertil... Vi skal naturligvis nok sikre os én, som er diskret." De havde allerede selv kontakt til én, som tydeligvis forstod at holde mund. Hun måtte kunne hjælpe Myrilla også.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun nikkede. Selvfølgelig var det en nødvendighed, men der var andre ting, der betød mere lige nu. Ikke at det ikke kunne vente, men.. "Vania," tonefald og blik var indtrængende, da hun så op på sin svigerinde igen, hånden stadig om hendes. "Jeg kom ikke her for en helbreder, men for dit råd..." Hun trak vejret dybt ind og lod det ud igen i et dybt suk. "Men du må gerne sende efter en." Så kunne de jo altid tale, mens de ventede.

[Vania af Naxen]

Et foruroliget glimt gled over Vania's øjne, da Myrilla bad om råd. Vania havde ikke mange gode råd at komme med, når det handlede om undfangelse og fødsler og et lille stik gik gennem hendes hjerte, men hun skubbede det hurtigt fra sig. I stedet nikkede hun bestemt og gik ud af lokalet for at finde en tjenestepige, som hun kunne sende i løb til helbrederen.

Da det var sket, kom hun tilbage til Myrilla igen og satte sig ved hendes side. "Hun er her snart," sagde hun beroligende og sank så en lille klump, inden hun fortsatte. "Hvis jeg kan råde dig på nogen måde, så vil jeg gøre det."

[Myrilla af Stenbjerg]

Det tog ikke længe, før Vania igen var ved hendes side og hun gruede allerede for de svar, helbrederen ville give. Det var dog ikke det, hun skulle fokusere på nu. Nu var tiden til at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere det. "Larkin.." Hun tøvede og så ned mod sine hænder, mens hun overvejede, hvordan det bedst blev sagt. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle ham det. Eller hvad jeg skal fortælle ham."