Så er der snart afgang

[Alexander af Viksø]

Niklaus af Legan

Alexander havde hygget sig mere eller mindre de sidste par dage. Dagene var faldet til ro på borgen og selvom Niklaus havde travlt, så var det ikke ligefrem kedeligt, nu hvor der var så mange mennesker omkring dem.

Som han havde gjort næsten hver nat de sidste mange uger, bevægede han sig ned af gangen i mørket for at banke lavmælt på Niklaus' dør.

[Niklaus af Legan]

Endelig, endelig, endelig var mørket faldet på og der gik heldigvis ikke længe, før det lille bank, der altid fulgte med natten, nåede hans ører. Hastigt kom han på benene og bevægede sig hen til døren, som straks blev åbnet.

Smilet var skævt, da han vendte blikket mod Alexander og trak ham ind til et ømt kys som hilsen. Det var rart endelig at kunne have ham i sine arme igen, selvom de havde været tætte så sent den morgen. "Du er smuk igen i nat," sagde han ømt, da han igen slap hans læber.

[Alexander af Viksø]

Han havde aldrig prøvet at være sammen med Nik så ofte, som han havde nu og han elskede det. Det betød også, at den desperation, som han normalt var opfyldt af, når han endelig kunne være sammen med sin elskede, efterhånden var trådt lidt i baggrunden og nu hvor han gled ind i Nik's arme, var der en helt ny ro, som han pressede sine læber mod hans. "Jeg har savnet dig," svarede han med en varm stemme i stedet for at undslå sig komplimenten, som han havde mest lyst til. Det vidste han godt, at han ikke fik lov til, når det handlede om Nik.

[Niklaus af Legan]

"Og jeg dig," svarede han med et skævt smil og kyssede ham på næsen, før han trak ham længere ind i lokalet. "Mangler du noget?" Ømheden fyldte hans stemme på samme måde som berøringen, da han i en blid bevægelse strejfede Alexanders ansigt for at feje en blød lok væk. Hånden faldt igen ned langs hans side.

[Alexander af Viksø]

Han smilede og gik lidt rundt i rummet uden helt at vide, hvad han skulle gøre af sig selv. I tiden før dette besøg, ville de allerede være på vej mod sengen nu, men nu, hvor tidspresset var løftet, havde de tid til at tale sammen inden og det var stadig lidt akavet for ham, selvom han forsøgte at skjule det. "Jeg har fået, hvad jeg kunne rumme," svarede han med et lille grin. "Din kokkepige er ét af de dygtigste mennesker, jeg kender."

[Niklaus af Legan]

Det glædede ham til ubeskrivelighed at høre, at Alexander var glad og tilfreds i Legan hos ham. Det var præcis sådan, det skulle være. "Godt," svarede han derfor varmt og slog sig ned i lænestolen, klappede lidt på sit skød som en tavs invitation. "Har du været oppe forbi den nye Dunlath-familie?" spurgte han og havde det stadig lidt underligt med, at det var ham, der havde underholdt Adrian under fødslen.

[Alexander af Viksø]

Han slappede lidt af og gik hen til Nik med et lille smil. Han kyssede ham endnu en gang, inden han lod sig glide ned og satte sig på Nik's skød, som han havde foreslået. "Jeg var deroppe ganske kort ja. Der er et par søde unger. Det er de fleste selvfølgelig i din alder." Han lagde hovedet til hvile på Nik's skulder og mærkede allerede den lille smule kendt uro i kroppen.

[Niklaus af Legan]

Armene smøg sig straks om ham, trak ham tættere ind til sig, mens han lagde et kys mod Alexanders hår. "Ja, det er de vel," svarede han uden rigtig at have sat sig så meget ind i det. Børn sagde ham ikke det store. Kun at han fik et par stykker, der kunne sikre Legan fremadrettet. "Og de har det bedre?" Den tidlige fødsel havde været hård ved alle fire, så vidt han havde forstået. De havde endda stadig to helbredere tilknyttet til hver tid.

[Alexander af Viksø]

Han nikkede let og trak så på skuldrene. "Det tror jeg da. Jeg ved trods alt ikke meget om den slags. Men de havde i hvert fald lunger begge to," fortalte han i en nogenlunde diplomatisk udlægning af, hvor meget de to børn havde skreget, da han var på besøg.

[Niklaus af Legan]

"Det er da meget fint," konstaterede han og kunne dermed placere det på hylden med ting, han ikke gad bekymre sig mere for lige nu. I stedet studerede han Alexander mere indgående. "Er alt i orden?" spurgte han blidt og lagde en finger under hans hage, så han kunne lægge endnu et kys mod hans læber.

[Alexander af Viksø]

Han strakte sig let og fik til stadighed en smule rødme i kinderne, som Nik lagde en finger under hans hage og trak hans hage op. Han nød den bløde følelse af hans læber og sukkede mildt. "Hvorfor skulle alt ikke være i orden?" spurgte han i stedet for at svare. Han havde det sjældent bedre, end når han var sammen med Nik på denne måde.

[Niklaus af Legan]

Det undgik ikke hans opmærksomhed, at Alexander virkede modvillig til at svare, men samtidig kunne han heller ikke begrunde det med sin underlige, uplacerbare fornemmelse, så han trak blot på skuldrene. Emnet blev lagt, selvom han stadig ikke kunne ryste følelsen af sig. "Jeg vil blot sikre mig, at du altid har det mere end bare i orden, så hvis der skulle være noget, der generede dig, kunne du altid tale med mig om det," forklarede han.

[Alexander af Viksø]

Han smilede og moslede rundt på sig selv, så han kom til at sidde overskrævs på Nik's lår i stedet for. "Jeg har det altid godt, når jeg er med dig," svarede han sandfærdigt. "Det eneste jeg har brug for er dig... Og så din udelte kærlighed og affektion..." Det sidste blev sagt i en drillende tone, som næsten kunne henlægge det til spøg. Men når det kom til stykket, var det nok mere sandhed, end man lige skulle tro, men han begravede spøgen under insisterende kys.

[Niklaus af Legan]

Smilet voksede og blev både skævt og drenget, mens Alexander fik moslet sig rundt på hans skød. Han var simpelthen så perfekt og bedårende. "Den har du altid," lovede han ham mellem to kys og så ingen grund til at stoppe ham i at udtrykke sin kærlighed. "Der vil aldrig være nogen anden end dig." Han strammede ubevidst grebet om ham, som prøvede hænderne at understrege ordenes alvor.

[Alexander af Viksø]

Han stønnede lavmælt, da Niklaus' arme strammedes om hans krop. "Det er alt, jeg har behov for at vide," svarede han tilfreds og viklede sine arme om halsen på Nik. "Det har været så vidunderligt at være hernede sammen med dig. Det er synd, det snart skal til at ende." Han strakte sig lidt og nappede Niklaus i øret med sine tænder.