Alt er forandret

[Julietta af Dunlath]

Leonora af Legan

En klemt lyd forlod hende, da kjolens snører blev strammet om den stadig lidt runde mave og tjenestepigen sendte hende et undskyldende blik. Det var over en uge siden, Julia havde været i stand til at forlade værelset og hun var nået tidspunktet, hvor hun ikke kunne blive derinde længere. Hun måtte ud, trække friskere luft, se himlen og mærke luften. Hun måtte leve.

Endelig var håret sat og kjolen på og med en hjælpende hånd, kom hun på benene. Børnene havde hun lige været sammen med, så hun ville godt kunne gå udenfor bare i en times tid. Hun tog skitsebogen under armen og forlod værelset med en tjenestepige i hælene.

[Leonora af Legan]

Leonora savnede efterhånden Corus mere og mere. Det var dog rart at hun havde fået set mere til Hale på det sidste. Alligevel kedede hun sig en smule. Eller måske var det ikke kedsomhed, måske var det tanken om, at hendes før bedste veninde netop havde født to børn, og hun var usikker på om Julia ville se hende. Derfor forsøgte hun så vidt muligt hele tiden at have noget andet at tænke på, men uden held.

Endnu engang var hun på vej hen ad gangen for at besøge hende. Bare tvivlen ikke igen ville overmande hende og få hende til at vende op. Hun kom nærmere skridt for skridt og lige som hun tøvede så hun nogen komme gående imod sig. Var det?? "Julia?! Hvad laver du her?" Hendes stemme lød overrasket men glad.

[Julietta af Dunlath]

Selvom hun prøvede at gå så let og elegant som altid, var hendes skridt noget mere forsøgende og kroppen bar tydeligt præg af udmattelsen, det havde været at føde. Derfor så hun heller ikke Leonora, før det pludselige udbrud fik hende til at se hen på hende. Et øjeblik så hun helt overasket ud. Hvad hun lavede der? Jamen.. "Jeg... Jeg var på vej udenfor," forsøgte hun sig prøvende og så spørgende på Leonora for at se, om det var det svar, hun havde forventet.

[Leonora af Legan]

Leonora småløb hen til Julia og tog prøvende fat i hendes skitsebog, så hun ikke selv behøvede at bære den, ligesom hun kædede sin arm ind i Julias, så de kunne følges, hvorend Julia var på vej hen. "Burde du ikke hvile dig og komme til kræfter?" Spurgte Leonora bekymret og smilede til sin veninde. Nok havde de ikke set hinanden længe og nok var deres sidse møde endt meget brat, men Leonora var glad for at gå her sammen med sin veninde og se hende igen. "Hvad vil du udenfor?" spurgt hun så glad, selvom svaret nok egentlig var indlysende.

[Julietta af Dunlath]

Skitsebogen forsvandt ud af hendes greb, før hun kunne nå at stoppe det, men det var egentlig også i orden. Det betød vel, at tingene stadig var normale mellem dem? Hun håbede det. "Jeg har det egentlig fint nok nu," desuden havde hun jo også hvilet sig i flere dage nu og udenfor-heden virkede så langt væk. "Egentlig bare ud." Hun smilede til veninden og hankede sig lidt tættere ind til hende, mens de gik. "Vil du med?" De blå øjne så afventende på hende.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede, som Julia gav slip på skitsebogen. Så kiggede hun på sin veninde "Det er jeg glad for. Det lød til at være noget af en omgang du var igennem" glæden i hendes stemme lød muligvis lidt påtvunget, skønt den var oprigtig. Sagden var blot den, at Leonora havde svært ved helt at håndtere, om hun burde sige noget omkring deres sidste møde eller lade det gå i glemmebogen. Egentlig var hun bare glad for igen at gå sammen med veninden. Hun smilede mere oprigtig da hun svarede på Julias invitation. "Meget gerne. Jeg... Har savnet dig" fik hun så alligevel sagt. Kortvarrigt tog hun sig selv i at håbe, at Julia ikke misforstod hende, men den tanke skubbede hun hurtigt fra sig igen.

[Julietta af Dunlath]

Hun nikkede langsomt. Ja, det var en forfærdelig omgang, hun var blevet smidt igennem, men heldigvis var det overstået nu. De var kommet helskindede igennem og ville aldrig ende der igen. "Jeg har også savnet dig," svarede hun roligt og fangede venindens blik. Der var tavst lidt, så stoppede hun, trak vejret dybt ind. "Jeg vil gerne sige undskyld for det, der skete sidste gang," begyndte hun og trak en lys lok om bag øret. "Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Måske det var hele graviditeten." Smilet blev skævt.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede nervøst på Julia, da hun pludselig stoppede, havde hun nu fået det skidt igen? Nej, hun havde bare valgt at tage hul på samtalen fra sidst. Leonora kiggede på hende længe, hun tænkte det godt igennem før hun sagde noget. Hun ville så nødig ødelægge det igen. "Søde Julia jeg... hør jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg beskylder ikke dig for det." startede hun ud. "Jeg holder meget af dig som min veninde, men ikke mere end det. Jeg ville ikke afvise dig sidst, men mit hjerte ligger hos Hale." Hun vidste ikke helt og det var godt eller skidt det hun fik sagt, men hun havde behov for at sige det.

[Julietta af Dunlath]

Som altid var Leonora simpelthen så sød og forstående, og Julia var ikke sen til at lysne op i et afslappet smil. Der var noget ved fødslen af tvillingerne, der havde fået hele den episode til at se noget så ligegyldig ud nu. "Og mit ligger hos Adrian," konkluderede hun med en selvfølgelig, der aldrig havde været tydeligere. "Jeg elsker dig som veninde, Leonora." Hun gav venindens hånd et klem. "Og lad os nu komme udenfor." Hun var ved at sprænges efter at mærke vinden igen.

[Leonora af Legan]

Det var godt at høre Julia bekræfte sin kærlighed til Adrian. Det måtte da betyde det ikke havde været helt så skidt. Det var desuden også ganske rart at høre, at Julia stadig holdte af hende som ven. Hun smilede derfor til hende "Ja lad os gå ud."

Da de kom udenfor, kiggede Leonora alligevel på Julia, der var noget hun alligevel ikke helt kunne lade ligge. "Og den gang du kyssede mig?" Det kunne da ikke være graviditeten, kunne det?

[Julietta af Dunlath]

Endelig kom de udenfor. Brisen mod ansigtet var noget helt andet end hun havde fået gennem det åbne vindue på værelset og hun trak luften dybt ned i lungerne, nød det bare et øjeblik. Og så var Leonoras spørgsmål der ellers også til at hive hende tilbage til virkeligheden. Hun så over på veninden med store øjne og blinkede tungt et par gange, før hun trak veninden lidt tættere, så de kunne kommunikere i en lavmælt hvisken. "Jeg ved det ikke, Leo, jeg lover det.. Det skal nok aldrig ske igen, men.. Du må love mig, du ikke siger det til nogen."

[Leonora af Legan]

De var venner og det ville de altid være, var Leonora efterhånden sikker på. De havde været så mange ting igennem og stadig vandt venskabet sig ind på dem. Hun kiggede dog ned, for hun havde jo sagt noget. Hun var nødt til at være ærlig omkring det. "Jeg har fortalt det til nogen." Startede hun ud. Så kiggede hun op på hende igen. "Alexander stødte ind i mig, da jeg var på vej væk fra stuen den dag... sidst. Han så jeg græd og lod mig snakke med ham om det. Jeg tror ikke han siger noget." Så blev hun stille lidt, sank en enkel gang, før hun så fortsatte "og Niklaus.. Eller jeg tror faktisk ikke rigtig han lyttede. Har du fortalt noget til nogen?" spurgte hun så. Julia måtte da også have haft behovet for at blive trøstet?

[Julietta af Dunlath]

Hun stivnede ved Leonoras bekendelse, men tvang sig selv til at slappe af. Det skulle nok gå i sidste ende, det havde Adrian jo også sagt. Hvem ville de tro på? Hun nikkede, mens Leonora remsede op, hvem hun havde fortalt det til. Efter samtalen med Alexander, vidste hun jo godt, at han vidste det og... Ja, hvis han vidste det, ville Niklaus jo sikkert også vide det. "Jeg er ikke sur," skyndte hun sig at forsikre veninden og trak så på skuldrene. "Jeg har kun talt med Adrian og Alexander om det."

[Leonora af Legan]

Så de havde altså begge sagt det til Alexander? Det var alligevel lidt utroligt. Julia havde også valgt at fortælle det til Adrian, bare det nu ikke fik betydning. "Nu blev han forhåbentlig ikke alt for vred, gjorde han? Adrian mener jeg" Leonora kiggede nervøst på Julia. De havde trods alt barn sammen nu.

[Julietta af Dunlath]

Brynene rynkedes. Alexander vred? Hun kunne næsten ikke forestille sig det. Derfor var forklaringen også meget god og hun lyste straks op. Nu det værste var overstået, satte hun i bevægelse igen og trak veninden mod borgens have. "Nej, på ingen måde. Adrian er.... Noget helt specielt," smilet voksede lidt bare ved at tale om ham og hun trak en vildfarne lok bag øret. "Han er aldrig rigtigt sur på mig, ligesom jeg heller aldrig rigtigt er helt sur på ham."