Drømme om fortidens frihed

[Selmira Skæbneseer]

Kian Falkeblik

Udstødt, uvelkommen, sendt i eksil. Selmas liv var virkelig blevet vendt på hovedet de sidste par uger og måneder. Vitor var gået i gang med at lægge sine planer, men alligevel følte hun sig rodløs og forvirret. Derfor havde hun fået en pige fra byen, der gerne ville tjene et kobberstykke, til at levere en besked til Kian.

Nu sad hun her, stirrede tomt ud over vandet i kanten af havnen, hvor der var lidt færre mennesker. Uden markeringen om øjnene og med hætten trukket godt om hovedet forventede hun ikke at blive genkendt.

[Kian Falkeblik]

Han gemte den lille lap væk i en lomme, imens han vandrede ned til havnen. Det var rart at høre fra Selma, selvom han ikke havde forventet det. Hun og Vitor lod til at være gået under jorden, og han havde ikke hørt nogen nævnelse af dem i en rum tid efterhånden. Så det var godt at vide, at Selma var i live.
Det tog ikke lang tid at finde hende henne ved havnekanten, hvor hun sad og nød udsigten. ”Så du kommer trods alt lidt ud?” Han satte sig ned ved siden af hende og sendte hende et skævt smil. Hun så rask nok ud. ”Længe siden sidst ...”

[Selmira Skæbneseer]

Først da en velkendt stemme nåede hende, så hun væk fra vandet og op på Kians smilende ansigt. Synet alene fyldte hende med en glæde og tryghed, livet ikke havde undet hende de sidste par uger. "Det hænder," svarede hun med et skævt smil, der dog fremstod noget mat under trætheden i hendes stemme.

Hun trak på skuldrene og trak en lok bag øret, mens han satte sig ved hendes side. I en glidende bevægelse lænede hun sig op af ham, lagde hovedert på hans skulder. "Jeg har savnet dig."

[Kian Falkeblik]

Han hvilede hovedet mod hendes og sukkede let. Det var en velkendt følelse, som han nok havde savnet mere, end han ville indrømme. Det var hårdt at give slip ... ”Selvfølgelig har du det,” sagde han i første omgang og lod sætningen hænge lidt, før han smilende tilføjede: ”Jeg har også savnet dig.” Han savnede hende altid.

[Selmira Skæbneseer]

Det sitrede i hendes mundvige ved hans flabede kommentar. Det var præcis dén Kian, hun havde savnet og manglet. Blidt lagde hun hånden i hans, mens hun fortsat så ud mod havet. Et skib var på vej væk og et sekund fyldtes hele hendes krop af trangen til at være på det, bare tage af sted med ham og lægge det hele bag sig. "Det blev aldrig rigtig det samme igen, efter vi kom til Corus," sukkede hun og så op på ham, så godt hun nu kunne fra sin position "Vel?". Hun vendte blikket tilbage mod vandet.

[Kian Falkeblik]

Han rystede lidt på hovedet. ”Det gjorde det ikke, nej.” Selma rendte jo ud og gav sig til at forelske sig! Derfra gik det bare ned ad bakke! Han sukkede og klappede hende lidt på hætten. Ting ændrede sig desværre altid. ”Vi kunne altid hoppe på et skib til Carthak,” spøgte han med et skævt smil. Han savnede rejserne og de fjerne egne.

[Selmira Skæbneseer]

Hans hånd føltes underligt fjern gennem stoffet og hun slog hætten ned, så han kunne nå hende hoved og det tykke hår. "Og det ville din lille frøken ikke have noget imod?" spurgte hun med et lydløst grin og pillede ved en løs tråd i bukserne. Det føltes så rart at tænke, at det var det eneste, der holdt dem tilbage. At tingene stadig var normale.

[Kian Falkeblik]

Han kom til at grine lidt. ”Jo, det ville hun. Hun ville blive noget så arrig.” Elisia ville uden tvivl ikke tage det pænt, hvis han bare rejste sin vej. Han lagde armen om hendes skuldre for at skjule hendes hoved lidt fra resten af omgivelserne. ”Men måske ville det være en god idé alligevel. Hendes ridder opdagede os, så nu kan vi knapt nok holde i hånd, uden at han står og hvæser fra tilskuerpladserne.” Han himlede med øjnene ved tanken. Måske ville det være en god idé at rejse og først komme tilbage, når Elisia var blevet ridder.

[Selmira Skæbneseer]

"Han hvad?" Hun trak sig tilbage, så hun kunne se rigtigt på ham. Åh, så dum kunne han da ikke være! Selvom det ikke overraskede hende. Han havde også fejet benenene fuldkommen væk under hende, da hun havde været på omtrent samme alder som hans nye fascination. "Du kan da ikke mene, du vil fortsætte med at se hende," invendte hun roligt, men med en indtrængende bøn i stemmen. Det kunne gå så grueligt galt.

[Kian Falkeblik]

Hendes udbrud fik et skuldertræk som svar. Det var ikke så slemt, som det kunne have været. Han var for eksempel ikke blevet arresteret eller sådan noget. ”Tjo, det er egentlig planen,” svarede han afslappet med blikket hvilende mod horisonten langt ude bag de blå bølger. ”Desuden løber du da også risikoer med dit eget forhold.” Selmas ønske om at blive med Vitor havde gjort hende til en fjende af halvdelen af slynglerne i byen. ”Vi tiltrækkes vist begge af fare.”

[Selmira Skæbneseer]

Hun kunne ikke helt beslutte sig for, om hun ville sige ham imod eller bare lade den ligge, så efter en langtrukken tavshed i kølvandet på hans svar trak hun endelig på skuldrene og lagde hovedet tilbage på hans skulder igen. "Det er vist ikke noget nyt," mumlede hun og hånden fandt hvile på hans ben, hvor hun lige så forsigtigt begyndte at kærtegne ham. "Måske vi bare burde.. Lade være." Ordene forlod hende som en direkte tanketråd mere end et forslag.

[Kian Falkeblik]

Han knugede lidt om hende. ”Måske du burde,” svarede han og nussede hende lidt i håret med spidsen af næsen. ”Jeg overvejer stadig.” At rejse væk til Carthak var måske lige i overkanten, men han havde virkelig behov for at komme af sted igen. Komme ud af Corus lidt og rejse.

[Selmira Skæbneseer]

En arm smøg sig om hans liv, da han trak hende tættere og hun vippede benene ind over hans. "Hvorfor gør vi det her?" mumlede hun, halvt ind mod hans brystkasse, halvt ud til havet med et fjernt blik, der fortalte, at vi måske mere var et jeg. "Vi har fået mange andre tilbud. Tilbud om en bedre tilværelse." Hun kunne have fulgt forældrenes plan eller Kians plan om at tage videre, men på en eller anden måde, var hun blevet rodet ind i en kold krig mellem tyve og mordere.

[Kian Falkeblik]

Imens hun talte nussede han hende lidt mere og lagde begge arme om hende. Holdt hende tæt ind til sig og hvilede ansigtet mod hendes hår. ”Fordi vi er idioter?” foreslog han, selvom han havde det på fornemmelsen, at hun ikke snakkede om ham, men bare om hende selv. ”Det er vel et simpelt svar, Selma. Kærlighed og eventyr kan gøre en skør.” Historien var vist fyldt med netop den slags problemer – kærlighed og eventyr.

[Selmira Skæbneseer]

Hun grinede og knugede sig tættere ind til ham. Det var lige præcis det, hun havde brug for og hun havde ikke i sinde at slippe ham lige foreløbigt. Det sved lidt i øjenkrogen og hun blinkede det hurtigt væk, så hun kunne hæve hovedet nok til at se på ham igen. "Du har nok ret," hun forsøgte sig med et smil. "Hvad laver du egentlig for tiden? Det er evigheder siden."