Snart tid, nå!

[Niklaus af Legan]

Gilbert af Meagmarsk

Det var gået fra dage til uger siden, at de burde være taget af sted, men hver gang han havde besluttet sig for en ny afrejsedato, var der dukket noget op. Havde det ikke været noget med Legan, havde det været noget med Leonora eller Alexander eller sidst, men bestemt ikke mindst, Julietta, der pludselig var gået i gang med at føde over en måned for tidligt. Men nu måtte det altså være tid!

Med beslutsomme skridt søgte han derfor mod Gils værelse. Måske det også var meget godt, hvis de to lige fik talt lidt sammen, før de tog tilbage mod hovedstaden. Selvom.. Tid ville de jo have nok af. Han knyttede hånden og bankede knoerne let over trædøren.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil sad på sin seng og læste i en af de bøger, som Alexander havde udvalgt til ham. Det var vel rigtig nok, at de ikke var helt så forfærdelige som de tørre bøger, han skulle læse på væbnerskolen. Han så op, da der blev banket på og smed bogen til side på sengen, før han sprang op og rendte over for at åbne. Han gik ikke ud fra, at det var Jamie, siden ridderen havde tendens til bare at vade ind, som det passede ham. Derfor kom det heller ikke bag på ham, at det var Niklaus, der stod ude i gangen. ”Godaften,” hilste han smilende og trådte til siden, så Niklaus kunne komme ind, hvis han ville. ”Er der noget jeg skal ordne?” Han gik umiddelbart ud fra, at Niklaus kom for at give ham en eller anden opgave.

[Niklaus af Legan]

Døren blev åbnet og væbnerens hilsen besvaret med et let nik, før han søgte ind i rummet og lod blikket glide rundt, før han tog plads på en stol. Benene blev næsten omgående lagt over kors, mens han betragtede Gil. "Nej, jeg kom for at tale med dig," svarede han roligt med et forsigtigt smil om læberne. Han nikkede over mod bogen, der stadig lå åben på sengen. "Forstyrrer jeg?" Smilet blev drilsk. Det var ikke ofte, han så Gil med snuden i bøgerne.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han lukkede døren efter Niklaus. ”Javel.” Han gik over og satte sig på sin seng, imens baronen tog stolen. Da bogen blev peget ud, blev han lidt varm i kinderne og skyndte sig at gemme den væk under sin dyne, som Niklaus ikke kunne nå at se, at det var en eventyrbog. Jamie havde allerede prikket lidt til om for det valg. ”Selvfølgelig ikke,” surmulede han lidt og satte sig i skrædderstilling på sengen.

[Niklaus af Legan]

Han hævede et bryn over den voldsomme reaktion og kunne undgå at blive bare en smule nysgerrig over det. Hvad var det for en bog, han absolut ikke måtte se? Han lagde ansigtet tilbage i neutrale folder med et afmålt smil til. "Jeg har tænkt på, at vi burde tage tilbage til hovedstaden snart og jeg vil bede dig gøre klar til afrejse om en uge," fortalte han roligt. "I den forbindelse..." Han kvalte et suk. "Er det selvfølgelig at forvente, at vi skruer en smule ned for din træning. Det skal jo også føles rart at være her, ikke?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede smilende. ”Selvfølgelig.” Tilbage til Corus! Måske kom Jamie til at rejse med dem? Uanset hvad ville de være i samme by igen! Da Niklaus fortsatte, blev han dog straks en tand mistænksom. ”Hvad har du hørt? Har Jamie sladret? Det har han, har han ikke?” Han skar en grimasse ved tanken. Jamie var sikkert ude på at hævne sig lidt for hans tidligere fejltrin. ”Det var altså ikke så slemt, som han påstår! Desuden sover vi bare sammen for tiden, så jeg har fået det meget bedre,” lovede han. Utrolig nok var det meget lettere at følge med, når man tog sig bedre tid til at få sovet. Og det føltes virkelig godt at sove i Jamies arme. "Jeg kan sagtens følge med," lovede han igen og nikkede bestemt. Det gik ikke, at Niklaus fik et indtryk af, at han ikke kunne klare sine opgaver.

[Niklaus af Legan]

Brynene blev hævet i overraskelse over Gils reaktion. Væbneren vidste, at han ikke brød sig om hans omgang med Ridder James, så det irriterede ham, at netop han blev trukket ind i samtalen. Også selvom Gil havde ramt hovedet på sømmet. ”Der er ikke nogen, der har sladret,” brummede han bestemt og rystede på hovedet og stoppede, mens knægten fortsatte. De sov sammen… De sov sammen!? Under hans tag! Kæben spændtes hårdt og hånden blev knyttet.

”Gil, jeg gider slet ikke diskutere det her med dig!” Tonen var hård og bestemt, før han fik lagt bånd på sig selv igen, rømmede sig selvbevidst og fortsatte en kende blidere. ”Jeg synes bare, du skulle have mulighed for at se dig omkring og måske nyde Legan, mens du er her.” Helst uden James.

[Gilbert af Meagmarsk]

Som altid var Jamie et ømt emne, så han holdt mund, da først Niklaus snappede af ham. Han havde egentlig håbet, at ridderherren blev mindre vred, men det lod ikke til at være tilfældet. Han troede ellers, at Niklaus ville mene, at det var en god ting, at han holdt den mere ’usømmelige’ omgang med Jamie på et minimum. Af en eller anden grund ville ridderherren dog ikke tale om Jamie mere, selvom han selv havde presset Gil til at fortælle om ham i starten. Gil var lidt forvirret over det, men det var næppe smart at spørge ind til det. Hvis Jamie ikke havde sladret, var det uanset hvad kun godt, så han nikkede forsigtigt til Niklaus’ opfordring. ”Det vil jeg gøre.” Det ville nok være en god idé at udforske havnebyen lidt. Se hvordan handlen foregik og sådan noget ...

[Niklaus af Legan]

"Udmærket," han nikkede og var ganske lettet over, at Gil ikke kom med flere indvendinger denne gang. Det havde han virkkelig ikke overskud til med alt det andet, der foregik omkring ham for tiden. "Kom," opfordrede han i et mere venligt tonefald og smilede til væbneren, før han rejste sig fra sin plads på stolen. "Lad os tage en tur ned gennem byen." Det var måske meget godt, hvis de også fik brugt noget tid sammen, der ikke kun var træning.

afsluttet