Mod nye destinationer

[Lachren af Meron]

Tatiana af Vårfos

Selvom det var hen på eftermiddagen, lå tågen stadig over havnebyen Caynn. Den var ikke ligeså tæt og tyk som den havde været tidligere på dagen, men vedholdende nok til, at afgangen til skibet der skulle sejle et større følge mod Yamani-øerne, stadig lå fortøjret i havnen.

Forsinkelsen var ikke faldet i så god jord, men herskabet tog det med yamanisk ro og var nu indlogeret ved bekendte i byen. Lachren var dog ikke helt så utilfreds. Det havde måske kun været knap to dages rejse fra Corus til Caynn, men han følte allerede friheden, den oplivende energi der kom ved at være på farten igen. Han, og resten af de riddere der havde meldt sig til at eskortere kongens yamaniske familie hele vejen tilbage til deres hjem, havde indlogeret sig på en af havnens bedre kroer - ikke langt fra herskabets logi - hvor der allerede var tilstrækkeligt med vagter. Det gav dem selv en helt aften fri og ingen havde beklaget sig højlydt over det.

Han fyldte hænderne med vand i det slidte vaskefad på sit værelse og plaskede det i hovedet, gispede over det kolde vand og rakte ud efter håndklædet for at tørre sit ansigt og blive færdig med at klæde om før han gik ned for at spise. Klæde om var måske så meget sagt, men en ren skjorte efter to dage på farten var tiltrængt.

[Tatiana af Vårfos]

Endelig var de kommet af sted. Hun kunne næsten ikke tro det. Ikke mere end et par dage efter, var hun blevet spurgt, om hun ville eskortere en del af familien tilbage til yamaniøerne. Det kunne ikke have været bedre!

Fingrene blev trukket igennem det halvfiltrede hår, mens hun satte sig op i sengen igen. "Jeg har ikke lyst til at forlade værelset," klagede hun og betragtede ham. Det var umuligt ikke at blive lidt varm i kinderne, som han stod der og dryppede lidt. Hun bed sig i underlæben for at tilbageholde en flabet bemærkning, før hun skubbede sig ud til kanten af sengen.

[Lachren af Meron]

Han vendte sig ikke om, men løftede hovedet og fangede hendes blik i det lille, plettede spejl der hang på væggen over vaskefadet "Jeg kommer ikke herop med mad til dig hvis det er det du fisker efter." hans blik spillede flabet til hende, før han tørrede det sidste vand af ansigt og overkrop og lagde håndklædet fra sig på kanten af servanten "Men hvis du stadig ligger her når jeg kommer op igen, så kommer du ikke herfra før i morgen tidlig." fortsatte han, mens han gik de få skridt tilbage til sengen og bøjede sig ned over hende med et ligeså flabet smil.

[Tatiana af Vårfos]

Hun grinede og sendte ham et flabet blink, selvom det overhovedet ikke var det, hun havde været ude efter. Det havde bare været den sikreste måde at fortælle ham, at hun havde nydt hvert øjeblik med ham indtil videre.

"Så jeg skal bare ligge herinde som din lille midnatsbid?" Hun løftede et bryn og skubbede sig ud på kanten af sengen, så hun kunne tage sine støvler på igen. "Glem det. Hvis du skal ned og have det sjovt, skal jeg også." Smilet blev skævt, drilsk som det så ofte var i hans nærvær.

[Lachren af Meron]

Han rettede sig op igen og gik et skridt til siden da hun rejste sig op "Natmad lyder ikke som nogen dårlig idé.." han bøjede sig efter saddeltasken der stod ved siden af sengen, og trak en krøllet, men ren, skjorte op fra den, mens han, ikke særlig diskret, slugte hende med øjnene. Han fnøs muntert, slap skjorten med den ene hånd og gav hende et let klap bagi "Jeg ved ikke med dig, men jeg er sulten som en bjørn. Al den friske luft..." det flabede smil blottede hans fortænder, før han trak skjorten over hovedet i en smidig bevægelse.

[Tatiana af Vårfos]

Tatiana rystede overbærende på hovedet og trak sin skjorte, der var endt halvt ud over sengen, over hovedet. Hun havde lige nået at vaske sig lidt, før hun var gået ind til Lachren.. Selvom man jo godt kunne argumentere for, at det var spildt nu. "Pf... Friske luft," mumlede hun med et underholdt fnys og daskede legende ud efter ham efter det rappe klask bagi. Det havde haft god lyd på, konstaterede hun tilfreds for sig selv.

[Lachren af Meron]

Han undveg halvhjertet hendes dask, men det forstærkede kun det flabede smil der både spillede på hans læber og i hans blik "Hvad? Den giver appetit. Det troede jeg du vidste." forsvarede han sig uden forsøg på at virke uskyldig, men langt friere om hjertet, end han havde været i lang tid. Bare det at være væk fra Corus.. væk fra alle der kendte dem, næsten i hvert fald. Selvfølgelig sad der en flok nedenunder, men de var kolleger. Venner, ikke familie - eller.. kommende familie. Impulsivt indfangede han hende med begge arme og trak hende med ryggen først ind mod brystet på sig selv "Hvor travlt har vi? Før de andre når at drikke alt det gode øl." brummede han, selvom de allerede havde trukket tiden en hel del.

[Tatiana af Vårfos]

"Ja, det er al den friske luft," trak hun den længere ud med et skævt smil om læberne, "Sleeet ikke at have redet i flere timer og derefter... Blive redet lidt." Selvom de kun lige havde fået tøjet på, kunne hun slet ikke vente med at få det af ham igen og hun gav en kælen lyd fra sig, da han trak hende tæt. Hun gjorde et blidt vrid med kroppen ind mod ham, fik skubbet bagpartiet over hans skød i en legende bevægelse. "Det ved jeg ikke, det kan jo være, de også er blevet påvirkede af al den friske luft."

[Lachren af Meron]

Et lydløst ulvegrin krusede sig på hans ansigt og selvom hun ikke ville kunne se det, var det ligeså tydeligt i hans lavmælte stemme "Jeg har altid haft en svaghed for udholdende, små hopper." drillede han og strammede så grebet om hende med en anstrengt lyd da hendes bagdel gned mod hans, lidt mere end almindeligt, følsomme skridt "Hvem ved.." hans stemme var en smule hæs, mens han plantede et dovent kys mod hendes hals og så slap hende igen "Er du klar? Ellers ender det med at være dig der bliver min aftensmad." hans blik spillede igen, med på samme tid knurrede hans mave insisterende.

[Tatiana af Vårfos]

Hun var slet ikke klar til, at han slap hende endnu, men i det mindste kunne hun trøste sig med, at de ville have som minimum tre måneders tid sammen, før de igen måtte skilles i Corus. Hun drejede omkring på hælen og lagde hænderne mod hans brystkasse. "Er det et løfte eller en trussel?" Blikket spillede klart op til lej, men lyden af hans rumlende mave fik hendes til at slutte sig til og hun lagde den ene arm over den med en hovedrysten. "Kom."

[Lachren af Meron]

Han nåede alligevel ikke længere end til tanken da hun lagde hænderne mod hans bryst. Selvom han var mæt på én måde, betød det ikke han havde fået nok "Halv af hver.." brummede han med et tadig spillende blik før han gav efter for impulserne, bøjede sig og fangede hendes læber med sine et langt øjeblik "Mhmm.. mad.. han rettede sig op og trådte et skridt bagud denne gang, greb sin slidte vest og trak den over skjorten.

Han åbnede døren ud til gangen på klem og den lyden nede fra krostuen blev straks mere tydelige. En lokkende, munter blanding af stemmer, latter og krus der stødte mod hinanden. Han så til begge sider, men ingen var på vej i hverken den ene eller den anden retning "Fri bane lige nu." proklamerede han og lukkede døren helt op for at lade hende gå først ud.

[Tatiana af Vårfos]

Så snart Lachren åbnede døren og lyden af krostuen nåede hende, gav det et stik af afsavn direkte i maven. Nu var det slut med tæthed og kys og hud mod hud. Hun holdt sig dog stadig positiv udadtil og sendte ham et skævt smil på vejen, før hun trådte ud på gangen. Blikket blev vendt afventende mod ham og hun strejfede hans hånd, før de sammen søgte ned mod krostuen.

Der var som altid liv og glade dage og det tog dem ikke længe, før de fik slået sig ned med resten af følget. Tilsyneladende dybt optaget af en lille sludder med sin nye sidemand, lod hun foden stryge legesygt op ad Lachrens ben.

[Lachren af Meron]

De var en god flok og det krævede lidt møven at få lavet to pladser mere, men det var trods alt ikke umuligt. Den muntre snak opslugte dem hurtigt sammen med selskabet og de tallerkener der blev skubbet hen foran dem. En god stuvning var aldrig at fornægte og allerede efter de to første mundfulde, faldt hans slunkne mave til ro.

Han havde netop brækket et stykke brød af den humpel han havde og stoppet stykket i munden, da en fod gled op ad hans ben. Hans mundvige sitrede afslørende, selvom det måske kun var overfor én person i selskabet det ville være netop afslørende og mens han tyggede drejede han hovedet og sendte Tatiana et diskret blik, mens han puffede let til hendes fod under bordet. Han trak ikke benet til sig. Tværtimod havde han nu flyttet det tættere på hende, mens han fyldte sin ske med stuvning igen.

[Tatiana af Vårfos]

Selvom det kun var ud af øjenkrogen, hun betragtede Lachren, opfangede hun den lille ændring i hans smil og hun kunne ikke lade være selv at smile lidt, selvom samtalen måske ikke opfordrede til det. Derfor blev smilet skjult bag en bid brød. Foden gled i en legende bevægelse op ad indersiden på hans ben, mens han bevægede sig tættere på og gjorde det lettere for hende at nå. Støvlesnuden var nået indersiden af hans knæ, strøg langs hans inderlår.

[Lachren af Meron]

Han måtte bide sig selv i kinden for ikke at komme til at smile afslørende bredt. Hvor diskret det end var, var det hele afslørende nok hvis nogen opdagede det. Så han proppede et stykke brød mere i munden og fortsatte sin samtale med sin sidemand, mere end bare en smule distraheret, selvom han skjulte det godt.

Da hendes fod nåede hans inderlår, rykkede han dog mærkbart på sig og rakte en hånd ned under bordet. Han lukkede den omkring hendes fod uden at se på hende hen over bordet og undskyldte sig til sidemanden, med en kommentar om heste og lopper.