Hjemvendt

[Arlen af Masbo]

Elisia af Bugtvig

Arlen lænede sig mod muren, imens han iagttog væbnere og riddere træne. Normalt ville han have været ivrig efter at slutte sig til dem og få samlet op på alle de ting, der var sket i Corus på det seneste. For en gangs skyld var han dog ikke særlig interesseret i selskab.
At være tilbage i Corus uden sin ridderherre var unaturligt. Mor og far var ved at kigge efter en ny ridderherre, men der ville nok gå lidt tid, før nogen blev fundet. Det ville blive underligt at skulle følge en ny ridder ... Han sukkede og bankede hovedet en enkel gang tilbage mod muren.

[Elisia af Bugtvig]

Sværdenes metal ramte hinanden og sendte straks et smertefuldt jag gennem hendes side, mens hun prøvede at danse i en bue væk fra angrebene. Det var forfærdeligt, at det stadig gik sådan ud over hendes præstation og midvinter syntes pludseligt meget tæt på. Hun sukkede frustreret og gav hånden til den anden væbner, før hun bevægede sig ud til siden af pladsen.

Et velkendt ansigt fangede hendes blik og hun styrede automatisk hen mod Arlen. "Du ser glad ud," kommenterede hun mat og lænede sig op ad muren ved hans side.

[Arlen af Masbo]

Han smilede svagt ved bemærkningen og skævede til veninden, da hun sluttede sig til ham. ”Du ser frisk ud,” svarede han igen og krydsede armene. Han havde hørt noget om, at hun var ude for et uheld under en turnering. ”Burde du ikke snart være oppe på dupperne igen,” provokerede han lidt, men vendte så blikket ud mod træningspladsen igen.

[Elisia af Bugtvig]

Hun skulede til ham og lagde armene over kors, mens hun så ud mod de flittige væbnere. Hun burde være derude, blive hurtigere og mere adræt. "Jo, sådan en kappet muskel plejer normalt kun at tage et par dage, jeg er bare lavet af porcelæn," kommenterede hun tørt. Hun havde været væbner længe nok til at vide, at det var et mandsdomineret område, hvor også piger måtte være lidt hårde i filten af og til. Derfor tog hun heller ikke hans provokation personligt.

[Arlen af Masbo]

Han grinede lidt af hendes svar. ”Du sagde det, ikke mig.” Vejret var stadig køligt, selvom foråret endelig lod til at være på vej. Efter udstationeringen i Frølund så han frem lidt varmere vejr ... ”Hvordan går det med dig? Svinger ridder Gavin pisken nu, hvor der kun er et års tid tilbage?” Om et år ville de forhåbentlig begge to være riddere.

[Elisia af Bugtvig]

Hun trak på skuldrene og sukkede tungt. Hun havde brugt alt for meget tid på at tænke over alt kaosset med Gavin, selvom hun jo godt vidste, det ikke var det, han refererede til. Det kunne det umuligt være. "Ja, der er ingen hvile for sidsteårs væbnere," grinede hun og trak en løs tot tilbage i fletningen. Den hoppede op igen omgående. "Hvad med dig? Hvordan har du det?" Hun havde ikke lyst til at spørge ind til det, der var sket i Frølund.

[Arlen af Masbo]

”Det er en byrde vi alle må bære, lader det til, men så kan vi i det mindste lide sammen,” lo han og nikkede som hilsen til et par forbipasserende riddere. Det lod til, at en del folk opholdt sig oftere heroppe. Måske for at holde lidt øje med situationen? ”... Det går.” Han trak på skuldrene. Vidste ikke helt, hvad han burde svare. ”Forhåbentlig kan jeg stadig nå at blive klar til Midvinter.” Hvis der gik for lang tid, før han fik en ny ridderherre, ville han nok ikke nå at blive ordentlig forberedt.

[Elisia af Bugtvig]

Hun fnøs i morskab og nikkede lidt til ham, før hun også gav de forbipasserende riddere et nik. Det var altid lidt et sats, om de gik ind for kvindelige riddere eller ej, men det skulle ikke forhindre hende i at hilse.

"Selvfølgelig bliver du det," konstaterede hun optimistisk og sendte ham et skævt smil. "Hvis det hjælper, kan vi tage en omgang, mens jeg stadig er på halvt blus, så du kan have en chance for at vinde." Hun blinkede drilsk til ham.

[Arlen af Masbo]

Han nikkede. Taknemlig for Elisias optimisme. Han havde lidt svært ved selv at være optimist for tiden. Det blev sikkert bedre, men lige nu sørgede han stadig. ”Nah, jeg ville hade at komme til at knække dig midt over. Din ridderherre ville blive vred,” fnøs han underholdt. I virkeligheden havde han ikke rigtig lyst til at være ude på træningspladsen og blive sendt alverdens medlidende blikke. Det var bedre at stå herover og være lidt ude af centrum, indtil han følte sig bedre tilpas. ”Jeg har hørt, at kroningsugen var spændende?”

[Elisia af Bugtvig]

Hun fnøs, men var egentlig glad for, at han ikke havde taget imod tilbuddet. Træningen havde allerede udmattet hende og hun vidste, hun måtte give skaden lidt hvile, før hun gik i gang igen. Ikke at det gjorde hende mindre utålmodig.

"Ja, det er alt, folk taler om for tiden," prustede hun og var ærligt lidt træt af alle bekymringerne. Det var en tække eventyr, der var i vente, sådan ville hun hellere se på det. Desuden var hun Merete optaget af prøvelserne, der ventede hende til midvinter.

[Arlen af Masbo]

Hun fortsatte ikke rigtig, så han prikkede lidt til hendes arm med albuen. ”Mhm?” brummede han opfordrende. Han havde ikke været der, så han var ret nysgerrig efter, hvad der var sket. ”Så hvad skete der?” spurgte han utålmodigt for at få mere ud af hende. Hun var en arving, så hun måtte da have været til stede ved festerne?

[Elisia af Bugtvig]

Hun kvalte et opgivende suk sammen med trangen til at bede ham spørge om hvad som helst ud over kroningsugen. Det var jo også alt sammen meget spændende. "Jeg ved det ikke," hun trak på skuldrene og skævede hen til ham. "Det var vildt underligt. Det ene øjeblik står alle og hygger sig og fester og det næste øjeblik, står der en skikkelse midt i det hele. Der var gisp og råb," fortalte hun og rystede lidt på hovedet ved tanken. Alene det at genfortælle episoden havde fået hårene til at rejse sig på hendes arme. "Min bedstemor tog mig hjem efter det."

[Arlen af Masbo]

Han lyttede nysgerrigt, men smilede til sidst lidt over tilføjelsen. ”Hun har stadig svært ved at acceptere dit valg?” Det lød til, at bedstemoderen ikke ville have, at Elisia blev rodet ud i problemer ved festlighederne. Det kunne selvfølgelig også bare skyldes hendes skade. ”Du er nu heldig. Selv hvis jeg havde været i Corus, kunne jeg ikke komme med til festen,” sukkede han så. Han ville ellers elske at være med til sådan en stor, kongelig fest fyldt med musik og dans og godt humør.

[Elisia af Bugtvig]

Hovedet blev vippet lidt fra side til side, før hun igen trak på skuldrene. "Jeg ville ikke sige, det er svært, men.." Hun trak lidt på det. "Hun er da ikke ovenud lykkelig." Smilet blev skævt igen. "Du kunne da være kommet der med mig. Jeg har endnu ikke en forlovet, så du kan da bare lege bejler." Det burde da ikke være så svært.

[Arlen af Masbo]

Hm, så var det måske ikke helt så slemt, som han forestillede sig. Det måtte nu være hårdt at skulle leve med utilfredshed fra noget af familien. Hans egen var heldigvis ret progressiv, når det kom til kvindelige riddere. Han grinede ved forslaget. ”Det kunne jeg selvfølgelig, men så ville vi vel risikere, at dine bedsteforældre begyndte at få ideer i hovedet,” drillede han. Han ville forfærdelig gerne undgå den slags fnidder. Hvis han kunne slippe af sted med at være ugift hele sit liv, ville det passe ham fint.