For tidligt

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Det var kun tale om dage, inden de skulle forlade Legan og alt var efterhånden klar til afrejse. Nu manglede hun egentlig kun at tale med Leonora. Julia sukkede lavt for sig selv. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan hun skulle gribe det an, men noget måtte hun jo gøre.

Derfor var hun også kommet i tøjet og kastede et sidste blik i spejlet for at sikre sig, at alt sad i orden. Der var nogle totter hist og her, men det kunne hun altså ikke bekymre sig om. Blikket bevægede sig ned på fødderne. Følelsen havde været underlig, som at tisse uden at vide, man gjorde det og de små stofsko var blevet fugtige. Vent... "Find Adrian!" råbte hun ud til den nærmeste tjenestepige, der straks fløj af sted.

[Adrian af Dunlath]

Adrian stod og nød havudsigten lidt. Han havde været i gang med at pakke sit malegrej og bøger sammen og holdt nu en lille pause. Det blev rart at komme hjem igen, men han kom nu til at savne den her udsigt ... en smule.
Døren fløj op uden så meget som et enkelt bank, og Adrian vendte forvirret tilbage til værelset, hvor en tjenestepige fortalte, at hans hustru havde brug for ham. Hendes tone afslørede uden problemer, hvad der foregik, så han sendte hende af sted efter helbrederen og dernæst til Niklaus for at informere ham om, hvad der foregik. Det var trods alt hans hjem, så han burde nok høre om disse ting.
Efter at have sendt tjenestepigen af sted skyndte han sig ned til deres værelser og fandt Julia. ”Julia?” Han kom over til hende og tog hendes hånd. ”Hvordan har du det? Er det nu?” spurgte han bekymret. Fuldstændig uden nogen idé om, hvad han burde stille op. Fødsler var ikke ligefrem noget, som en junker blev fortalt meget om!

[Julietta af Dunlath]

Et lille jag gennem maven, som helbrederen havde forklaret, blev kaldt en ve, fik hende til at lægge hånden mod den og se hen mod døren. Hvornår i alverden kom Adrian? Hun kunne ikke klare det her alene!

Heldigvis måtte hun ikke vente forfærdeligt længe og hun smilede bredt, søgte straks hen til ham. "Jeg.. Jeg ved det ikke.. Det... Der var bare vådt pludseligt," hun rødmede og så ned. Selvom hun havde brug for ham, ønskede hun jo ikke, at han så hende på den måde.

[Adrian af Dunlath]

Vådt?! Hvordan vådt?! Blod-vådt?! Han så hurtigt rundt, men der var heldigvis ikke spor af store blodpøle. ”Det ... Det er jo også ganske normalt, ikke?” Det anede han godt nok ikke selv, men han gik da ud fra, at Julia vidste, hvad der foregik. Hun havde trods alt talt med helbrederen om disse ting. ”Har du det fint med at stå? Vil du ned at ligge?” Hvad skulle han lige forestille at gøre?! Måske var der noget, som hun ikke måtte gøre, men hvad nu hvis han ved uheld fik hende til at gøre det? Panikken sad allerede i ham, og han kæmpede indædt for ikke at lade den skinne igennem. Hvis han først gik i panik, ville hun uden tvivl straks følge trop, og det kunne umuligt være en god ting.

[Julietta af Dunlath]

Hun nikkede forsigtigt og prøvede at huske, hvad helbrederen havde sagt. "Jo, det mener jeg," svarede hun og trak på skuldrene til det næste spørgsmål. Lige nu havde hun det faktisk udmærket. "Jeg ved det ikke helt. Helbrederen har ikke fortalt, hvad der er bedst." Hun fandt et smil frem til ham, prøvede virkelig ikke at vise ham, hvor bange hun var for det, der skulle til at ske nu. Det ville ikke være retfærdigt over for ham, hvis også han skulle bekymre sig om hende.

[Adrian af Dunlath]

”Så venter vi bare til hun kommer,” sagde han og strøg hende over håret. Var det ikke først i maj, hun skulle føde? Hvorfor i alverden skete det nu? Tanken gjorde ham kun endnu mere nervøs. Hvad nu hvis der var noget i vejen? Kunne det her være et dårligt tegn? Han lænede sig frem og kyssede hende på kinden. ”Du skal bare fokusere på at slappe. Du kommer til at klare det fint,” lovede han hende uden helt at have noget til at bakke sig op i den holdning. Heldigvis kom helbrederen ind, så han kunne overlade Julia til hende for en stund.

[Julietta af Dunlath]

Som en kælen kat søgte hun hans kærtegn og trykkede sig tæt ind til ham. Det skulle nok gå, forsikrede hun sig selv. Hvis barnet ville ud nu, var det jo sikkert fordi, det var klar. Hun så hen på døren, da den gik op og jordemoderen kom ind. Kvinden havde set til hende de sidste mange uger, mens de havde været i Legan og hun følte sig i trygge hænder.

Det tog tæt på en time at få Julia ud af tøjet, i en mere behagelig natkjole og hen i sengen. Alle gardiner blev trukket fra, så solen rigtig kunne få lov at skinne ind og et vindue blev åbnet for frisk luft. Jordmoderen satte sig over på den anden side af sengen, så Adrian kunne få lov til at komme til. "Vi bliver ikke i stand til at tage af sted i morgen," undskyldte hun og så beklagende op på ham, trak en lys lok om bag øret. "Undskyld."

[Adrian af Dunlath]

Han lod Julia og jordemoderen om at få styr på tingene og holdt sig blot i baggrunden. Det var ærlig talt rart at overlade tingene til en person, der faktisk havde forstand på det her. Da Julia først lå i sengen, trak Adrian en stol hen og satte sig ved hendes side. ”Det går nok,” svarede han. ”Jeg vil hellere have, at du føder her end undervejs til Dunlath.” Tænk hvis de var taget af sted for nogle dage siden? Så ville hun skulle føde i et telt ved siden af en eller vej.

[Julietta af Dunlath]

"Ja, på en eller anden beskidt beværtning," eller endnu værre - et telt et eller andet sted i naturen. Hun rakte frem og tog hans hånd, smilede blidt op til ham. Inden længe ville de have et lille barn, et lille fysisk bevis på deres kærlighed. At de ville være forældre, havde hun ikke tænkt så meget over.

[Adrian af Dunlath]

Han grinede lidt. ”Ja, jeg kan forestille mig en del sure miner over at skulle føde sådan et sted,” bemærkede han med et skævt smil. Julia var noget fintfølende ind i mellem. Men det var jo også normalt for en komtesse. ”Jeg har også sendt besked til Niklaus, så han ved, hvad der foregår.” Ikke at han regnede med, at manden ville kigge forbi. Han virkede ikke som typen til at ville kigge ind på det her tidspunkt.

[Julietta af Dunlath]

Julia tilsluttede sig hans latter med en lys en og gav hans hånd et klem. "Så længe du er der," endte hun så alligevel med at konkludere, for det var jo i sidste ende det eneste, der virkelig betød noget.

"Virkelig?" spurgte hun overrasket og smilede så alligevel. Det glædede hende, at de begge lod til at gøre en indsats på at få et bedre forhold til hinanden. "Du har tænkt på alt."

[Adrian af Dunlath]

Han rystede smilende på hovedet. ”Jeg tror nu bare, at det ville betyde, at det ville være mig, du brokkede dig til,” drillede han og gav hendes hånd et klem. Umiddelbart virkede hun heldigvis sund og rask lige nu. Det var måske en overvældende situation, men hun virkede ikke helt slået ud af den. Det måtte være en god ting? ”Tja, det er trods alt hans hus, så han bør vel få at vide, at der er en kvinde, der er ved at føde i et af hans værelser,” svarede han smilende.

[Julietta af Dunlath]

Hun fnes af hans drillerier og rystede lidt på hovedet af ham. Lige nu var det slet ikke så skræmmende, som hun havde forventet og hun gjorde sit bedste ud af ikke at tænke for meget på, hvor tidligt det var. Det sneg sig dog alligevel ind i hendes smil som et lille snert af usikkerhed, mens hun så ned på deres hænder. "Jeg er bange," indrømmede hun alligevel, mens den anden hånd lagde sig over maven.

[Adrian af Dunlath]

Hendes frygt prikkede til hans egen, og han klemte lidt mere om hendes hånd. Han måtte ikke knække under presset nu. ”Det skal nok gå fint, Julia,” lovede han igen og kiggede så i jordemoderens retning. ”Ikke sandt?” Det var hende, der havde styr på det her, så han nøjedes med den opmuntrende bemærkning og lod så ellers jordemoderen om at forsikre Julia. Selv hvis sandheden måske var en anden.

[Julietta af Dunlath]

Adrians forsikringer blegnede lidt ved siden af jordemoderens omsorgsfulde miner, der fortalte hende om alle de risici, der var forbundet med den tidlige fødsel. Grebet om hans hånd strammedes, mens kvinden fortalte og selvom der kom massere opmuntrende ord, følte hun stadig nervøsitetens hårde greb om maven. "Vi klarer den," istemte hun med spæd stemme og nikkede lidt for at samle noget mod.