Endelig hjemme igen

[Nora af Stacine]

Hale af Josdirk

Det var ikke mere end et par uger siden, hun havde fået besked om Hales planlagte tilbagevenden til Corus og hun havde hvirvlet omkring i flere dage for at gøre alt helt perfekt til hans hjemkomst. En forpustet tjenestepige fortalte hende, at Hale var blevet set ved den nærliggende stald, hvor de havde deres heste stående. Så var det nu.

Småløbende fortsatte hun hen til døren, der blev åbnet, netop som hun nåede hen til den. I et mere behersket tempo fortsatte hun ned af trapperne, netop som hun så Hale ikke mere end et par meter fra huset. Synet fik hende til at stoppe, et varmt smil på hendes læber, mens hun hævede den ene hånd i en hilsen.

[Hale af Josdirk]

Det havde været et langt ridt den sidste dag, fordi han ikke ønskede at tilbringe endnu en nat i en fremmed seng. Turen til Legan havde været udbytterig, men også langvarig og han havde glædet sig til at komme hjem.

Han var træt og trængte til at side ned, som han stavrede det sidste stykke hen mod Josdirk's byhus. Inden han nåede så langt, kom Nora dog til syne og hans smil matchede hendes i bredde, som han fandt energien til at småløbe hen til hende og tage hende i sine arme. "Nora. Hvor er det dejligt at se dig."

[Nora af Stacine]

Han så så udmattet ud, konstaterede hun for sig selv, da han nåede tættere på, men inden det kunne nå at påvirke hendes smil, satte han i løb og hun løb ham selv i møde det sidste stykke, trykkede sig glædesstrålende ind i hans favn. "I lige måde," hviskede hun ind mod hans skulder og knugede ham af alle sine kræfter.

De stod der i et par lange øjeblikke, før hun endelig trak sig lidt ud fra ham, kyssede begge hans kinder og lagde så hænderne på hver side af hans ansigt. "Velkommen tilbage."

[Hale af Josdirk]

Fornemmelsen af hende i sine arme igen var så vant, at han omgående følte sig hjemme igen og hans skuldre faldt til et afslappet stadie, mens han sukkede tilfreds. "Tak." Hans stemme var dybfølt og han indsnusede duften af hendes hår. "Du dufter præcis lige så fantastisk som altid," sagde han drillende, inden han trak sig lidt tilbage og så op mod huset. "Kom, lad os gå indenfor."

[Nora af Stacine]

Hun smilede bredt ind mod hans skulder, før hun igen så på ham. "Tak." Hun nikkede og tog hans arm, før de sammen gik op mod huset. De seneste måneder havde været hårde og det var skønt at vide, at de igen var sammen. Nu havde hun endelig sin støtte hos sig.

"Jeg håber, rejsen gik uden problemer?" spurgte hun, stadig smilende, mens en tjener blev sendt af sted til at forberede mad, en til bad og en til at bære husets herres ejendele op.

[Hale af Josdirk]

Han slap sit tag om hende og byttede det ud med en arm om hendes ryg, mens de gik op til hoveddøren. "Den gik såmænd fint. Jeg havde bare så travlt med at komme hjem, at jeg er bange for, at Svarte er blevet udmattet mere end normalt." Han lo lidt og var glad for, at han i det mindste havde givet hesten et ordentligt foder, da han satte den i stald. "Men jeg glædede mig bare til at komme hjem til dig igen. Hvordan har du haft det?"

[Nora af Stacine]

"Jeg kan desværre ikke sige, jeg beklager, selvom jeg da håber, at han kommer sig," svarede hun ømt, mens hun fulgte ham ind i stuen. Mens mad og bad blev forberedt, ville de lige kunne få lidt tid sammen. "Jeg har savnet dig," svarede hun ærligt og tog hans hånd, mens hun tog plads i sofaen, guidede ham lidt hen mod at sætte sig ved hendes side i den. "Men jeg har holdt mig beskæftiget, talt med Enkegrevinden af Maloris Tinde."

[Hale af Josdirk]

Han lod hende tage sin hånd og smilede tilpas, da han satte sig ned ved siden af hende. "Jeg har også savnet dig," svarede han mildt, inden han lagde armen omkring hendes skuldre, lænede sig tilbage mod ryglænet og trak hende med sig. "Jeg havde såmænd ikke forventet andet," svarede han, mens han kyssede hende i håret. "Er I kommet frem til noget nyt?"

[Nora af Stacine]

Hun smilede bredt. Han lugtede af vejen og en lang tur hjem, men hun var bare så glad for at have ham hjemme igen. Derfor lænede hun sig også bare ind til ham og lænede hovedet ind mod hans brystkasse. "Hun vil betragte mig som mulig alliance til Grev Julian," fortalte hun med et tilfreds suk og lagde den ene hånd på hans knæ, kærtegnede ham blidt. "Det lader til at gå den helt rigtige vej. Hvordan gik det i Legan?" Hun var stadig en kende skeptisk over for Leonora, men så længe medgiften var en så betragtelig sum, kunne hun ikke rigtig se bort fra det.

[Hale af Josdirk]

Han kom med en beundrende lyd og kyssede hende i håret igen, mens hans frie hånd nussede hende lidt på kinden. "Du har sandelig da haft travlt," svarede han så muntert og sukkede. "Jamen det gik både godt og skidt. Det første lange stykke tid, ignorerede hun mig mere eller mindre, men jeg brugte tiden på at smigre mig lidt ind på den nye Baron. Til sidst fik jeg dog talt med hende og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at hun er mere end almindeligt betaget af mig. Det passer ganske glimrende ind i vores planer."

[Nora af Stacine]

"Selvfølgelig," pointerede hun og skævede op over sin skulder for at sende ham et skævt smil, før hun igen fandt tilbage på plads. Hun rynkede lidt på brynene. Hvorfor i alverden havde pigebarnet ignoreret ham? Hale var det bedste, hun eller nogen anden komtesse kunne håbe på - i hvert fald når det kom til person. Desuden var han stadig arving.

Betagelsen gav et underligt stik i maven og hun rømmede sig lidt, prøvede at skubbe den væk. "Det lyder da perfekt," hendes stemme var ikke længere lige så varm, men hun prøvede også at huske sig på, hvad han havde sagt, da hun havde nævnt sine bekymringer for ham. "Jeg kunne ikke forestille mig, hvorfor hun skulle have det på nogen anden måde."

[Hale af Josdirk]

Han bemærkede den lille ændring i hendes stemme og kunne ikke lade være med at tænke på den samtale, de havde haft et par måneder tilbage. "Nora. Du skal ikke være ked af det. Det er jo en god ting, at hun er betaget af mig. Det giver os en stærkere position. Det betyder ikke, at jeg gengælder hendes følelser." Han strøg hende over kinden og ned på halsen, mens han talte. Sidst de talte om emnet, var det ganske tydeligt, at Nora følte sig usikker og måske en smule jaloux over for denne nye tilføjelse til hans liv. Og han ville gerne berolige hende. "Du er stadig den vigtigste kvinde i mit liv," sagde han så drillende og løftede hendes ansigt op, så han kunne kysse hende på panden.

[Nora af Stacine]

Hun vendte sig igen og lyste op i et oprigtigt smil. "Jeg ved det godt," forsikrede hun ham og sank så sammen igen med en let hovedrysten over sig selv. Det var virkelig for dumt, når hun jo sådan ønskede det allerbedste for ham, hvilket bestemt kunne være en naiv pige med en stor bunke penge. "Det er sikkert bare afsavnet, der har leget med min sunde fornuft." Hun skubbede sig op, så hun kunne læne panden mod hans for en kort bemærkning.

[Hale af Josdirk]

Han smilede til hende og strøg hende over kinden igen. Han var glad, da hun uden videre kunne lægge det fra sig igen og han flyttede sin pande fra hendes og lagde i stedet sin kind mod hendes i en blid gestus. Armen om hendes ryg, holdt hende roligt, så hun ikke skulle anstrenge sig for at sidde sådan. "Så er det jo godt, at jeg er hjemme igen nu. Der går forhåbentlig et stykke tid nu, inden en af os skal rejse igen."

[Nora af Stacine]

Det var det bedste ved Hale. Uanset hvad der så skete mellem dem, så var han forstående og alt gik tilbage til normalen, når de igen var sammen. "Det lyder godt," sukkede hun tilfreds, før hun trak sig lidt tilbage igen, netop som en tjener trådte ind i lokalet for at annoncere, at der nu var forberedt et bad til Hale. "Du burde set at blive vasket, så skal jeg nok sørge for, at der er mad klar, når du er færdig," lovede hun ham blidt.