Dagen i dag

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath
Den 23. januar 528 M.T.

Efter samtalen med Niklaus gik Adrian ind på værelset igen. Han sukkede kort for sig selv, men der var ikke rigtig tid til at tænke for meget på Niklaus’ aggressive opførsel. I stedet fik han hentet til tjenestepige til at tage de brugte glas og bringe noget aftensmad op. Julia kom nok snart tilbage, så maden kunne lige så godt være undervejs. Han åbnede vinduerne, så gardinerne blafrede en smule og nød for en stund udsigten.
Lidt senere vendte to tjenestepiger tilbage med maden og stillede an med det på bordet, hvorefter Adrian hundsede dem ud og skænkede lidt vin op i to glas.

[Julietta af Dunlath]

Tiden i Legan havde startet med at være et tiltrængt afbræk med sjov og venner, men var endt på en helt anden måde. Det meste af tiden tilbragte hun alene, selvfølgelig med anstandsdame og yderligere en vagt, når hun tog uden for lensborgen.

Med tegnegrejet skubbet godt ind under armen, åbnede hun døren til deres nye værelse. Hun følte sig udmattet på trods af, at hun havde sovet til middag, men ifølge helbrederen var der også kun lidt over to måneder til, at hun skulle føde. Ikke at hun rigtigt kunne forholde sig til det ud over at vide, at det var det, der skyldte hendes træthed.

Tingene blev lagt på plads og det var først der, hun rigtigt fik tid til at se sig omkring i værelset. Synet lagde en let rosa farve over hendes kinder. Der så perfekt ud og billedet blev kun endnu smukkere af, at han stod og så så smuk ud med en let brise fra de åbne vinduer i sine lyse krøller. "Hej," hilste hun, pludselig genert, og bevægede sig over til ham.

[Adrian af Dunlath]

Han havde netop stillet karaflen fra sig, da Julia kom ind. ”Hej,” grinede han, da hun var noget stille i det lige pludselig. ”Er du træt?” spurgte han og kom over for kysse hendes fine læber lige så blidt i en øm hilsen. Så trådte han tilbage til bordet ... og kom så i tanke om, at Julia da vist ikke drak vin for tiden. Han hældte vinen fra hendes glas over i sit eget og hældte saft op til hende i stedet. ”Jeg tænkte, at vi skulle fejre dagen for vores første møde.” Han rakte hende glasset og nippede selv til sit eget.

[Julietta af Dunlath]

At glide ind i hans arme var som to puslespilsbrikker, der bare faldt i hak, og hun gengældte kysset. Så snart hans læber havde forladt hendes, blev mundvigene også trukket opad i et lykkeligt smil. Tænk, at hun fik mulighed for at leve resten af sine dage med ham. Det virkede for godt til at være sandt og hun lagde endnu et lille kys på hans læber.

Hendes blik fulgte ham og studerede bordet igen. Det havde han gjort for hende. Hun fandt de blå øjne, en undren i hendes egne. "Dagen for..." Læberne dannede et fint, lille 'o'. Var det virkelig et år? Det måtte det være. Et år. "Åh, Adrian, du er så sød," kvidrede hun og smilet søgte nu helt op mod ørerne. Glasset tog hun imod, men stillede straks fra sig på bordet igen, så hun kunne søge ind i hans favn og kysse ham igen.

[Adrian af Dunlath]

Han strakte armen lidt ud for at passe på sit glas, så han ikke risikerede at spilde på hende, da hun fløj i favnen på ham igen. ”Rolig nu,” grinede han og tog imod hendes kys. Det føltes stadigvæk lidt underligt, når nu hun var begyndt at bule lidt, men han nød nærheden. Han trak sig lidt tilbage fra kysset og hjalp hende i stedet ned at sidde ved bordet. ”Har du haft en god dag?” spurgte han og satte sig selv på sin plads for at tage hul på middagen.

[Julietta af Dunlath]

En rødmen indtog hendes kinder. Ja, det var også sandt, hun blev nødt til at tage den lidt med ro, men han gjorde hende bare så lykkelig. Hun lod sig hjælpe ned på stolen og fejede en vildfaren lok væk fra ansigtet, før hun smilede hen til ham. "Ja, den har været udmærket," fortalte hun med et lille smil om læberne og trak på skuldrene. Det havde været lidt ensomt, men ud over det var det sandt. "Og du?"

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede lidt til hendes ord, imens han tog noget mad over på sin tallerken. ”Tja ... Jeg har talt med Niklaus. Han er villig til at lade os blive her lidt længere, så jeg kan lave flere malerier af kystlinjen,” fortalte han med et skævt smil. Det burde give lidt ekstra glæde. Julia lod jo til at foretrække det varmere klima. ”Han viste mig et lokale, som kan blive lavet om til et arbejdsværelse. Vi er velkomne til at komme herned igen efter fødslen.” Det gik han i hvert fald ud fra, når nu Niklaus havde sagt, at han kunne gøre, hvad der passede ham.

[Julietta af Dunlath]

Efter han havde taget lidt mad, fulgte hun hans eksempel. Hendes far havde kaldt hende en spurv, da hun var lille, som hun altid sad og nippede til maden, men efter graviditeten var hendes appetit vokset betydeligt. "Jeg vidste, folk ville kunne se dit talent," kvidrede hun lykkeligt og skubbede lidt rundt til maden med sin gaffel først.

"Det lyder da fantastisk, men..." Den dårlige samvittighed stak lidt til hende og hendes øjne blev fugtige. "Det kan jeg da ikke sige ja til." Hendes stemme var spinkel.

[Adrian af Dunlath]

Han smilede til hende, men lod være med at kommentere på det. Der var stadigvæk en del arbejde foran ham, hvis han ville opnå et ordentligt resultat. Da Julia i stedet blev ked af det, blev han noget forvirret. ”Jamen, Julia, hvorfor ikke?” spurgte han bekymret. ”Hvis vi var til besvær, er jeg sikker på, at Niklaus ville have sagt nej.” Den mand havde ikke den største interesse i at behage Adrian.

[Julietta af Dunlath]

Hun snøftede og kæmpede for at holde tårerne tilbage uden at forstå, hvorfor hun lige pludselig var blevet så oprørt af det. "Det er bare.." Hun snøftede igen og trak vejret dybt ind. "Jeg ved jo, at du elsker Dunlath og ikke bryder dig om klimaet her og så er der alt med Niklaus og..." Hendes stemme døde ud og hun trak på skuldrene. Det virkede slet ikke retfærdigt, hvis han blev dernede kun for hende.

[Adrian af Dunlath]

Han forstod ikke, hvorfor hun reagerede så voldsomt, men nu gik hun jo ofte ud af sin vej for at tage hensyn til ham. Måske var det derfor? ”Søde Julia, det er da ikke et spørgsmål om tvang,” svarede han derfor med et let smil. ”Ja, jeg hader klimaet og foretrækker Dunlath, men jeg trænger trods alt også til at opleve noget nyt. Dunlath er jo meget langt fra alting. Niklaus og jeg arbejder på at få et bedre forhold, så det er heller ikke et problem.” Det var ikke så forfærdeligt i Legan, at hun skulle føle sig skyldig over at holde ham her. ”Desuden har Niklaus bedt mig lave flere billeder, og jeg har tænkt mig at gøre det. Jeg gik bare ud fra, at du ønskede at følge med mig herned igen?” Hun kunne jo tydeligvis godt lide omgivelserne, så han gik ud fra, at hun ville med, når han tog herned igen.

[Julietta af Dunlath]

Det var slet ikke gået op for hende, hvor tæt på gråd, hun rent faktisk var, før tårerne havde løsrevet sig og trillede ned over hendes blussende kinder. "Undskyld," snøftede hun og tørrede straks sine kinder. "Jeg vil bare så gerne have, du er lykkelig og jeg vil for alt i verden ikke have, at du tilsidesætter din egen lykke for mig, for... Jeg har fået alt, jeg ville have..." Hendes stemme var skrøbelig som glas nu og tårerne fortsatte uforstyrret. "Da jeg fik dig," peb hun og tørrede kinderne igen. "Og jeg vil bare give dig alt."

[Adrian af Dunlath]

Adrian rejste sig fra sin plads og gik rundt over til Julias plads for at knæle foran hende og tage hendes hænder. ”Julia, du er nødt til at holde op med at bebrejde dig selv for vores ægteskab,” sagde han og gav hendes hænder et klem. Han mødte hendes blik med en alvorlig mine. ”Jeg er en voksen mand. Jeg er fint i stand til at tage de valg, der gør mig lykkelig. Jeg føler mig måske lidt fortabt for tiden, fordi det her liv er en stor omvæltning for mig, men det betyder ikke, at jeg er ulykkelig. Det betyder bare, at jeg har brug for at finde ud af, hvor jeg står nu. Hvor jeg er på vej hen.” Han lænede sig frem og kyssede hende blidt på den ene hånd. ”Hvis jeg ikke ønskede at komme tilbage til Legan, ville jeg ikke foreslå det til at starte med. Der er et arbejde for mig her, og det er på tide, at jeg begynder at finde ud af, hvad jeg kan gøre med mit liv. Jeg vil ikke nasse på far og Rupert resten af mit liv.” Malerierne var en mulighed for, at han kunne gøre noget for sig selv. Han kunne arbejde med noget, som han holdt af, og han ville ikke være en byrde for sin familie.

[Julietta af Dunlath]

Hun hulkede ulykkeligt, nu mest af alt fordi hun havde ødelagt den perfekte aften, han havde planlagt for hende, for dem. Det gjorde det kun værre, da han talte. Han følte sig fortabt og havde slet ikke talt med hende omkring det? Han følte sikkert ikke, han kunne. Hun prøvede at samle sig selv lidt og snøftede hårdt.

"Undskyld, jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så..." Hun smilede forsigtigt til ham og tørrede tårerne væk igen. "Du ved godt, at du kan tale med mig om den slags, ikke?"

[Adrian af Dunlath]

Han grinede lidt, da hun forsøgte at redde situationen. ”Nu er det langt fra første gang, at det er sket, så jeg overlever nok,” drillede han og rejste sig. Han lænede sig ned og kyssede hende på næsen. Og så lige på panden og munden også. Da han trak sig lidt tilbage igen, nikkede han. ”Jeg ved det, men ...” Han trak på skuldrene. ”Det er noget, som jeg selv er nødt til at finde ud af, tror jeg.” Desuden ønskede han jo ikke at bekymre hende. Hun blev så let ulykkelig og begyndte at bebrejde sig selv for hans besvær.