Skam og forvirring [R]

[Lyanna af Genlith]

Blake af Jesla
18. februar 528

Det var ikke længe, hun havde ventet, efter Anduo havde bragt hende hjem til Genliths hus, før Lyanna allerede var på vej ud af døren igen. Hun blev nødt til at tale med Blake, se ham og forklare ham, at hun elskede ham.

Skammen brændte i hendes mave og gjorde hende utilpas, krydret med en insisterende kvalme. I det mindste nåede et sidste blik i spejlet at gøre hende bevidst om blomsten, der stadig sad i hendes hår og hun lagde den fra sig på det lille bord ved siden af hendes seng, før hun strøg ud af døren, glemte alt om anstandsdamer i forvirringen.

Pludselig var hun ved huset. Det var gået for hurtigt på en eller anden måde, samtidig med at hun følte, hun havde gået i evigheder. Hånden rystede ganske let, da hun bankede på og en tjener gav hende og tomheden bag hende, hvor der burde være en anstandsdame, et undrende blik, før han smuttede ud for at hente Blake, som hun havde bedt om.

[Blake af Jesla]

At sige, at Blake havde forventet den besked, tjeneren dukkede op med denne aften, var bestemt ikke rigtigt. Tjeneren fortalte endvidere, at den unge komtesse også var ankommet uden anstandsdame, hvilket jo var en henrivende lille detalje. Han rynkede brynene og tænkte sig om et øjeblik og bad derefter tjeneren om at vise hende op på hans private værelse af bagvejen. Over for tjeneren, gav han den forklaring, at han ikke ønskede, at det skulle rygtes i hele huset, at hun havde opført sig på den måde og selvom tjeneren et øjeblik så tvivlende ud, så gjorde han alligevel som forlangt. Imens gik Blake op på sit eget værelse og ventede roligt deroppe.

[Lyanna af Genlith]

Tjeneren vendte tilbage, men.. Ingen Blake. Brynene rynkedes og lagde små folder i hendes lyse pande ved beskeden. Hans værelse? Tavst fulgte hun efter, indtil de nåede Blakes værelse, hvor hun trådte ind.

Alene synet af ham fik den dårlige samvittighed til at stikke lidt i maven og hun tyggede lidt sammen om sin underlæbe. Det havde været så underligt de sidste par uger og hun ønskede virkelig ikke at såre ham, selvom hun var sikker på, at hun allerede var i gang med det. "Blake," hun smilede forsigtigt, mens tjeneren forføjede sig igen.

[Blake af Jesla]

Hun kom ind og mens tjeneren stadig var i rummet, så han streng ud, men så snart den var lukket efter ham, blødte han op i et varmt smil. Han lukkede afstanden imellem dem i en fart og lagde armene omkring hende, inden han trak hende ind til et kys. "Dav, musling. Hvorfor dukker du op helt alene?" Han holdt hende stadig tæt ind til sin krop - fast besluttet på at nyde, at hun selv var kommet til ham for en gangs skyld.

[Lyanna af Genlith]

Samvittigheden bed sig kun hårdere fast, da han trådte hen til hende og hun selvfølgelig søgte ind i hans favn, tog imod hans kærlighed og kys. "Jeg.." Det spørgsmål havde hun ikke forudset og først der blev hun bevidst om, hvor elendig en beslutning, det havde været. "Det.. Var ikke vigtigt, da jeg gik. Jeg er så forvirret, Blake," hviskede hun og rystede lidt på hovedet, trak sig lidt fra ham uden at gøre en reel indsats for at komme ud af hans greb.

[Blake af Jesla]

Han strammede kun grebet om hende, da hun forsøgte at søge væk. Han var ikke fan af, at hun skulle forsøge at skabe afstand mellem dem, når de endelig var sammen. Tværtimod. Han ønskede kun at være tættere på hende. Han lagde en finger under hendes hage og løftede hendes ansigt, så han kunne se på hende. Han lænede sig ned og krævede et kys af hende, inden han trak sig lige nok tilbage, til at han kunne se hende ind i øjnene. "Hvad er du forvirret over?"

[Lyanna af Genlith]

Grebet strammedes om hende og igen følte hun sig nogenlunde tryg, selvom byrden af det, hun blev nødt til at sige, truede den skrøbelige tilstand. Derfor var det også kun halvhjertet, at hun besvarede kysset. Det føltes ikke rigtigt, næsten helt forræderisk. Da han endelig gav plads til, at hun kunne tale med ham om det, væltede det ud over hendes læber. "Jeg ved det ikke. Det hele. Ambassadør Anduo er... Han tester mine grænser og jeg ved godt, jeg ikke burde lade mig påvirke af det, men jeg bliver så genert og.. Underligt tilpas, Blake, jeg.. Jeg er et rædselsfuldt menneske."

[Blake af Jesla]

Han kunne næsten mærke sin kontrol over hende glide ud mellem fingrene på sig og det fik den snart velkendte afmagtsfølelse til at skylle op i ham igen. "Hvad mener du med, at han tester dine grænser?" spurgte han i en intens stemme. Han holdt hende stadig tæt ind til sig, men grebet var ikke så blidt, som det havde været. Hvis Anduo.. Hvis han testede, som han testede... Han mærkede en smule galskab bagerst i halsen, men undertrykte den for nu.

[Lyanna af Genlith]

Alene tonefaldet i hans stemme fik hende til at skælve ganske let i hans arme og blikket flakkede, mens en skamfuld rødmen røgte op i hendes ansigt. "Han.. Han går helt tæt på," det virkede så harmløst, når hun sagde det på den måde, men selv anstandsdamen havde jo påtalt den forkerthed i situationen, som Lyanna også havde følt i sin mave.

[Blake af Jesla]

Galskaben kravlede langsomt længere op ved hendes ord. Det var præcis, som han selv opførte sig... Det var præcis, som han selv testede og nød at underlægge sig hende... Bare måden hun fortalte om det på, fortalte ham, at det virkede og han projicerede alle sine egne motiver og følelser over på Anduo i det øjeblik. Rimeligt eller ej, det kunne han ikke vurdere lige nu. "Og hvordan... Reagerer. Du. Når han gør det?" spurgte han sammenbidt og med tydelig anstrengelse for at holde sine følelser tilbage.

[Lyanna af Genlith]

"Blake," peb hun bønfaldende og havde virkelig, virkelig ikke lyst til at skulle fortælle ham, hvordan hun følte, når ambassadøren gik tæt på eller strøg hendes kind eller komplimenterede hende. Blikket flakkede skamfuldt ned. "Mine reaktioner er jo uvilkårlige." Det var jo i sig selv et svar og hun så op igen. "Jeg elsker dig, Blake, det ved du jo." Stemmen var indtrængende og næsten panisk.

[Blake af Jesla]

"Det er ikke et svar," bed han irritabelt og kunne mærke vreden sætte sig i skuldrene. Han slap hende og gik et par skridt væk for at sikre sig, at han ikke ville miste besindelsen og stikke hende en for at sætte hende på plads. Han stod dog stadig, så han kunne se hendes reaktioner, som han spurgte igen. "Hvordan reagerer du, Lyanna?! Nyder du det?!" Han anede ikke, hvordan han ville reagere, hvis hun svarede ja.

[Lyanna af Genlith]

Smerten hev og flåede i hendes bryst, da han slap hende og hun så på ham med store øjne, håbede sådan at han bare ville kunne tilgive hende og vende tilbage til den stemning, der plejede at være mellem dem. Spørgsmålene væltede ned over hende og hun foldede armene under brystet, så vredt på ham. Nej, nu måtte det altså stoppe. Det var ikke retfærdigt! "Selvfølgelig gør jeg ikke det!" insisterede hun og havde hævet stemmen, øjnene var blevet faretruende fugtige. "Hvordan kan du overhovedet tro det om mig?"

[Blake af Jesla]

Hun blev vred for at matche hans eget tonefald og han vidste, at han burde forsøge at falde ned, men det lykkedes ham ikke. "Fordi du kommer til min dør - uden opsyn - og fortæller mig, at du er forvirret, Lyanna!" vrissede han tilbage til hende og slog ud med armene. "Kan du ærligt fortælle mig, at du ikke nyder hans opmærksomhed?!" Han mærkede hele sit fundament ryste under sig.

[Lyanna af Genlith]

Hun brød sig på ingen måde om den tone, han havde valgt som sin nye favorit og hun pustede sig op i al sin, sammenlignet med hans, undervældende størrelse. "Selvfølgelig kan jeg det!" Hendes stemme gav et knæk og hun trådte et skridt bagud, prøvede at samle sig igen.

Endelig fandt hun nok ro til at kunne tale uden at råbe igen. "Det gør mig utilpas og underlig og jeg tænker på dig hele tiden, men hvis det ikke er nok.." Hun lod det hænge lidt i luften og vendte så ryggen til ham, gik mod døren.