Heste skal plejes

[Lalia af Sigisfelt]

Tristen af Piratklippen

Selvom det sneede, og at vejret ikke ligefrem indbød til, at man skulle ud og ride, så forhindrede det ikke Lalias væbnerpligter i at skulle udføres. Og at være inde i den varme stald, med de velkendte dufte, det elskede hun. At personen inde på den anden side af boksdøren var en hun kendte, det gjorde hende heller ikke så meget.

"Jeg hører, at du er forlovet?" Spurgte hun. Det var første gang hun havde fået muligheden for at tale med Tristen, siden hun var kommet tilbage til Corus sammen med Ravenna og Galeron.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen stod i sine egne tanker i stalden, mens han gjorde hestene i stand. Det havde været en hektisk tid den seneste. Nu var han endelig alene, bare ham og hestene. Han drømte sig væk til sine indre eventyr om at redde hele verden, og lukkede derfor af for omgivelserne. Det var sikkert også derfor han ikke havde hørt Lalia komme ind.

Pludselig hørte han nogen tale til ham og han blev en smule forfjamsket, først kiggede han på hesten, så fik han øje på Lalia. Med et slog hans hals knuder, og han måtte rømme sig for at svare, mens han kiggede ned på sine hænder. "Forlovet.. Ja.. Jo" indvendigt skældte han på sig selv. Kunne han da for pokker ikke snart lære det med at tale med det modsatte køn?!

[Lalia af Sigisfelt]

Hun fortsatte med at børste henstens pels, mens hun ventede på svar fra Tristen. Og hans svar var en smule besynderligt. "Du må da vide, om du er blevet forlovet?" Spurgte hun, for hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tolke hans svar. Det var mærkeligt at tænke på, at han nu var blevet ridder, mens hun endnu havde et års tid tilbage som væbner.

[Tristen af Piratklippen]

Han kiggede op på hende og forsøgte at svare uden at hakke for meget i det. "Jeg er blevet forlovet" Hans stemme rystede en smule, men han fik sagt hele sætningen. Nu kunne hun vel ikke være i tvivl om, hvorvidt han var forlovet eller ej. Som de snakkede om det, faldt hans tanker igen på Cierra. Han havde ikke fået talt med hende i længe og sidste gang havde ikke været nogen god oplevelse. Egentlig gjorde det ham lidt trist at tænke på og samtidig ret flov.
Han vendte igen blikket mod Caspian og håbede på Lalia ikke ville spørge mere ind, men forventede ikke at han slap så let.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun nikkede, da han bekræftede hendes spørgsmål. Stakkels ham, var hendes eneste tanke, mens hun lød børsten glide over Rævs røde pels. "Tillykke," valgte hun dog at sige, mens hun skiftede side, så de ikke kunne se hinanden.

"Men har du egentlig tænkt på, om du her til sommer vil tage en væbner?" Spurgte hun, og skiftede emne til noget, der var langt mere spændende. Forlovelser var ikke noget hun gjorde sig i.

[Tristen af Piratklippen]

Hans øjne var fokuseret på Caspian, det gjorde det noget nemmere. "t..tak" Han rømmede sig lidt. "Tak Lalia. Hvordan går det med dig selv?" Han var ikke så meget inde i hvem der blev forlovet med hvem. Ikke så længe ha havde regnet med at han ville gå fri nogle år endnu.

Hendes næste spørgsmål, var et han slet ikke havde overvejet endnu, han kiggede derfor overrasket på hende. "En væbner?... Det ved jeg ikke." Der var længe til sommer og han vidste slet ikke om han var klar til at have sin egen væbner. Det føltes næsten underligt, forkert.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun trak let på skuldrene af hans spørgsmål, selvom hun godt vidste, at han ikke ville kunne se det, nu hvor hun stod på den anden side af hesten. "Det går. Jeg er bare glad for, at være i Corus igen," svarede hun uden at uddybe, hvor meget hun havde savnet hovedstaden, og hvor lidt hun drømte om at forlade den igen.

"Det var også bare et spørgsmål," valgte hun at kommentere på hans svar. Hun vidste godt, at hun ikke havde tænkt sig at tage en væbner de første år. At kræve de rejste med til Carthak ville være forkert af hende.

[Tristen af Piratklippen]

Han kiggede flygtigt op på hende, han forstod hende egentlig godt. "Du har ret, det er rart at være i Corus igen." Selvom det ikke lige var gået som han havde regnet med, siden han kom. Han smilede kort for sig sig. "Nu må vi se om jeg overhovedet får lov til at tage en væbner." Noget i ham sagde, at Cierra selv i denne sag kunne finde på at blande sig. Han sukkede lidt for sig selv og begyndte så på at ordne og efterse Caspians sko.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun rystede opgivede på hovedet af Tristen. Da de var væbnere og tilbragte masser af tid sammen, eftersom deres ridderherrer begge to ofte var afsted sammen, så havde de intet problem med at tale sammen. Men nu virkede det som om han ikke en gang kunne danne en sætning uden at stamme. "Hvem skulle dog forhindre dig i at tage en væbner?" Det lød underligt i hendes ører.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen kiggede igen op på Lalia, denne gang længere tid. ".. Cierra.." Han vidste ikke reelt, om hun kunne finde på det, men han havde sine aneser, nu hun gjorde alt andet surt for ham. Han forstod virkelig ikke den kvinde, godt nok havde han sine problemer at slås med, men Cierra virkede ikke forståelig på samme med som fx Lalia eller Elisia, dem skulle ha også vende sig lidt til at tale med igen, hvis de havde været adskilt, men de lod ham da gøre det i eget tempo.
Pludselig slog en tanke ham. Han åbnede munden og skulle lige til at spørge, men lukkede den så omgående igen. Det var simpelthen ikke tiden til at spørge.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun standsede børsten i samme øjeblik som han svarede. "Hvad?!" Spurgte hun og der var både forargelse og vrede i hendes stemme. "Sådan en komtesse kan da ikke bestemme, om en ridder skal have en væbner," fnøs hun uden at tænke på, at det faktisk var Tristens forlovede, hun talte om. "Det er en ridders pligt og ansvar at påtage sig en væbner," sagde hun med så myndig en stemme hun nu kunne præstere.

[Tristen af Piratklippen]

"Altså.. jeg.." Han forstod virkelig ikke komtesser. Det var ikke så lige til at være forlovet. Han lød noget opgivende, da han fortsatte "Jeg ved det ikke, det virker til, at hun fra nu af styrer hele mit liv og skal tage alle beslutninger for mig." Det var tydeligt at se på Tristen, at det ikke var noget han var glad for og en del af den gnist der altid havde været i hans øjne, så ud til at være slukket. "Det kunne være interessant at få sig en væbner, skønt jeg ikke ved om jeg er klar til det, men hun har sikkert allerede planlagt de næste 10 år frem, hvad vi skal og hvad jeg må." Det var nok lidt en overdrivelse, men ikke desto mindre var det sådan, han følte det.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun dukkede frem under sin hests bug, så hun kunne se ind gennem gitteret til Tristen. "Hun lyder som en snotforkælet unge," sagde hun ligefrem og havde endnu en gang ikke tænkt over sit sprogbrug. "Hvorfor finder du dig i det? Du er en mand! Hun er en kvinde," fortsatte hun og kørte en hånd over håret, for at få styr på sin sorte manke. "Og selvom jeg ikke er meget for at tænke på kvinder som underdanige mennesker, så trænger hun ærlig talt til en tur over knæet," sådan havde hun set de borgerlige gøre mod deres børn, når de var uartige.

[Tristen af Piratklippen]

Han stirrede lidt da hun pludselig valgte vejen under hesten. han selv krydsede armene på Caspians ryg og lod hagen hvile på armene. "Fordi... hun er værre end de folk vi har kæmpet mod i Frølund." Han turde ikke tænke over, hvordan hun ville reagere, hvis han satte foden i, mere end han havde gjort allerede. For sit indre blik så han Cierra forvandle sig til et rasende grønt monster. Han rystede hurtigt billedet væk igen. "Jeg har forsøgt, men du ved hvordan jeg er."

[Lalia af Sigisfelt]

Hun rystede opgivende på hovedet af Tristen. "For pokker altså..." Man skulle tro, at fire år sammen med en kvindelig ridder havde lært ham bare en lille smule. Men det lod åbenbart til, at denne lille finke havde fået skovlen under ham. "Hvorfor så ikke vente til hun kommer tilbage fra klosterskolen?" Spurgte hun og kunne ikke finde på meget andet. Hun var langt fra ekspert i forhold, kærlighed eller forlovelser. Faktisk anede hun ikke rigtig mere end det, hun havde set fra Galeron og Ravenna.