Opsamling

[Murray af Naxen]

Ermelia af Naxen
Den 27. januar 528 M.T.

Kroningen var i morgen, så Murray holdt dagen fri. Han havde brug for at slappe lidt af, når han skulle bruge en hel uge blandt hoffet. Han havde dog afsat tid til en enkelt samtale, for han havde bedt Ermelia komme over til en samtale. Han sad derfor inde i sin lænestol med lidt te og frugt – og et glas vin – da kusinen ankom og blev vist ind. Han smilede svagt til hende og gjorde tegn til en ledig plads, hvor hun kunne sætte sig. ”Jeg vil ikke holde på dig så længe, Ermelia, men jeg vil gerne lige snakke med dig om nogle ting.” Hun havde sikkert en masse forberedelser, der skulle ordnes før i morgen.

[Ermelia af Naxen]

Det undrede hende, at fætteren havde bedt hende komme forbi, især nu han ikke lod til at have haft det mindste imod, at hun flyttede ind hos søsteren og dennes mand - mod hendes vilje, selvfølgelig. Det var da heller ikke, fordi hun så frem til mødet med passion, men det var der ikke noget at gøre ved, så hun mødte selvfølgelig op på det ønskede klokkeslag og blev vist ind.

Befriet for overtøjet fulgte hun tjeneren ind i en af stuerne og tog plads som anvist, rank og fin med hænderne nydeligt foldet i skødet. "Murray," hilste hun høfligt, krydret med et lille, respektfuldt nik, før hun igen forholdt sig tavs, mens han talte. Igen nikkede hun og forblev afventende.

[Murray af Naxen]

Hm, hvor burde han starte? Murray vurderede det for en stund og bestemte sig for at starte ud med det, der måske ville være det letteste ... forhåbentlig. ”Som en start vil jeg gerne høre, hvordan du har det for tiden?” spurgte han og nippede lidt til sin glas vin. Det var nok et ømt emne, men dog stadigvæk lettere end nogle af de andre ting, som han også var nødt til at fortælle hende.

[Ermelia af Naxen]

Der blev hældt op til hende, mens hun holdt blikket på fætteren og tålmodigt ventede på, at han skulle sige noget. Nu var det jo ham, der havde ønsket et møde. Spørgsmålet fyldte hende med en instinktiv lyst til at hæve et bryn, men det var ikke videre høfligt, så hun holdt den høfligt afventende mine. Derfor trak hun på skuldrene. "Det var ikke mit indtryk, at mit velbefindende var en afgørende faktor i hele denne..." hun ledte lidt efter et passende ord "affære."

[Murray af Naxen]

Svaret kom en smule bag på ham, og han så forvirret på hende. ”Hvorfor ikke det?” spurgte han undrende. Han syntes selv, at han kun havde haft kusinens interesser i tankerne, men det var vel sandt, at han ikke decideret havde talt med hende om tingene før nu. Han stillede glasset fra sig og så opmærksomt på hende.

[Ermelia af Naxen]

Denne gang lod hun alle hensyn til høflighed og hvad, der passede sig, fare og hævede det ene bryn i en vantro mine. Spurgte han seriøst om det? "Det ved jeg ikke," svarede hun med tyk sarkasme, der næsten dryppede af sødmefuld syrlighed. "Det kunne måske ligge i det faktum, at jeg aldrig mere kan vende tilbage til mit barndomshjem uden at frygte for min sikkerhed eller at min familie og jeg pludselig blev omdrejningspunkt for ondsindede rygter, der i tilfælde, at jeg endnu ikke var blevet forlovet, kunne have sat alle muligheder for en aftale i fare." Øjnene var store og uskyldige, passede til stemmen, der næsten dryppede af honning.

[Murray af Naxen]

Murray løftede undrende et øjenbryn og viftede tjenestepigen ud, så de kunne tale i fred. Frygte for hendes sikkerhed? ”Hvorfor kan du ikke vende hjem, Ermelia?” Havde hun måske ikke hørt det? ”Jeg har sendt din far til Carthak. Han har fået forbud mod at nærme sig dig og dine søskende.” Så hun var da ikke i fare i sit barndomshjem. Desuden ville Murray jo egentlig hellere have hende her i huset ... ”Men ja, rygterne er selvfølgelig et problem. De vil dog forsvinde før eller senere og blive glemt.” Han var selvfølgelig også helst fri for dem, men der var ikke så meget at gøre. Han reagerede ikke rigtig på sarkasmen og var egentlig bare mest af alt bekymret for hende. Hun lød jo vitterligt ikke særlig tilfreds.

[Ermelia af Naxen]

Læberne blev en smal, hvid streg. Var hendes fader blevet sendt til Carthak? Uden at hun havde fået besked om det? Raseri, frustration og den grimme følelse af at være blevet forrådt af sin familie ulmede brændende varmt i hendes mave og hun skubbede kæben lidt frem, spændte mere i læberne, før hun formåede at få sin mimik under kontrol igen.

"Det løser ingenting," afviste hun køligt. Faderen var ikke det eneste problem i hjemmet, men det var der ingen grund til at sige. Så ville hendes bror sikkert også bare blive tævet og skippet af sted, før hun kunne nå at blinke med øjnene.

"Og når min forlovede finder ud af det? Tror du nogensinde, han vil kunne se på mig på samme måde igen, når han hører det?" Hvordan kunne han være så ignorant? Tårerne sved bag hendes øjne, men hun nægtede at give efter.

[Murray af Naxen]

Hun virkede mere og mere ulykkelig ... Murray lænede sig lidt frem og hvilede armene mod sine knæ. ”Har du lyst til fortælle mig, hvorfor det intet løser?” Hun lod til at føle sig en tand forrådt i øjeblikket, så måske ville hun ikke fortælle om det. Da snakken bevægede sig over til Meagmarsk, sukkede han svagt. ”Hertugen ved det allerede. Jeg var nødt til at forklare ham, hvorfor jeg tillod dig at bo hos greven af Fenrig. Din forlovede vil dog ikke få noget at vide om det.”

[Ermelia af Naxen]

"At flytte et problem løser det ikke," konstaterede hun uden at ville uddybe det. Hun ville ikke ødelægge sin familie mere ved at fortælle om det. Især ikke hvis Murray var lige så elendig til at løse problematikker, som Caelie. Det var åbenbart noget, der lå til familien.

Hele den lille krop spændtes ved nyheden. Hertugen af Meagmarsk... vidste det... Det sank ind og fik hjertet til at synke tungt i maven på hende. Kaos også! "Det kan du ikke garantere. Ord er frie og uanset om du er hertug eller ej, ejer du dem ikke, lige så vel som du ikke kan kontrollere hvem, der siger hvad til hvem."

[Murray af Naxen]

Hun virkede ikke særlig beroliget. ”Ermelia.” Tonen blev mere fast denne gang, for han ville sikre sig, at hun forstod alvoren bag. ”Væbner Gilbert kommer ikke til at høre noget, medmindre du selv vælger at fortælle ham det. Hertugen ved det måske, men han var ganske enig med mig i, at det ikke var en viden som alle og enhver bør have.” De havde aftalt det sådan, og han stolede på, at hertugen intet ville sige. Meagmarsk var trods alt en ærefuld familie. De holdt, hvad de lovede.

[Ermelia af Naxen]

Det bestemte tonefald fik påkaldt hendes autoritetstro side og hun klappede i for en stund, mens han talte. Ikke at hans ord overbeviste hende og det blev tydeligt, da hun igen talte. "Hele hoffet ved det," indvendte hun og stemmen nåede op at strejfe en skingerhed, før hun igen fik beroliget sig selv gennem en dyb indånding. Det var tydeligt, at det ham og hans to søskende, der havde stået sidst i køen, da der var blevet uddelt social intelligens.

[Murray af Naxen]

Den tone der. Han sukkede tungt. ”Hoffet ved, at du bor hos din søster. Ingen ved hvorfor.” Han løftede et øjenbryn af hende. ”Men du skal selvfølgelig være velkommen til at rende rundt og spørge folk, hvis du ikke tro mig.” Så ville det dog blive Ermelia, der afslørede omstændighederne om hendes indflytning hos greven og ikke ham. ”Jeg går ikke ud fra, at det vil behage dig at høre, at jeg ønsker at flytter ind her i huset, når du er færdig på Klosterskolen?” Det lød jo til, at hun hellere ville være i sit barndomshjem med sin voldsmand af en far.

[Ermelia af Naxen]

Det var ualmindeligt fristende at svare ham igen og pointere, at hoffet altså ikke kun bestod af tomhjernede gæs og nogle af dem altså godt ville kunne lægge to og to sammen. Desuden var tjenestefolkene jo også gode til at rende med sladder. Derfor forholdt hun sig blot tavs, til han valgte at fortsætte.

"Her?" spurgte hun og forbløffelsen blev afsløret i hendes tonefald og hævede bryn. Hun vendte det, fik hurtigt opstillet en mental liste over fordele og ulemper. "Det er da at foretrække frem for Fenrigs hus."

[Murray af Naxen]

Igen forvirrede hendes svar ham en tand. Selvfølgelig vidste han, at hun var arrig over rygterne, men stadigvæk ... ”Jeg troede, du var glad for at være hos din søster? Jeg lod dig bo der, så du kunne føle dig tryggere ...” Han var gået ud fra, at Ermelia ville have det bedre med at være hos sin storesøster som vidste, hvad der foregik og havde delt Ermelias byrde. Det var måske ikke tilfældet alligevel? ”Nå, men så passer det jo fint.” Så blev der da ingen gråd eller anfald over at skulle flytte ind her.