Svaret af Nora af Stacine on Feb 12, 2017 9:17:59 GMT
Elora af Maloris Tinde & Leonore-Mathilda af Josdirk
Enkegrevinden af Maloris Tinde sad inde i en af de små stuer i slægtens hus. For kun et par dage siden, havde hun haft en noget interessant samtale med sin søn Julian. Det var en noget sær forespørgsel han var kommet med. Efter at hun havde forsikret ham, at hendes helbred absolut intet fejlede naturligvis. Og nu skulle hun i gang med at finde ud af, om hans ønske rent faktisk kunne lade sig gøre. Skønt hendes søn havde titlen som greve, styrede hun naturligvis lenets interesser for ham, så han kunne studere videre.
En tjener kom ind med en bakke, hvorpå en kande og to tekopper befandt sig. Der var et fad med små kager, som husets kok havde brugt stor ihærdighed på at lave. Nu manglede der blot den gæst, som Enkegrevinden havde tilkaldt. Leonore-Mathilda af Josdirk.
Beskeden fra Marloris Tinde havde spredt en lille nervøs flaksen i barondatterens mave. Komtessen havde altid kontrol, fra de store linjer og til de mindste detaljer, men lige på dette område var det ikke kun op til hende og hun frygtede, at det stod mere til Enkegrevinden end Julian. Derfor havde hun gjort sig ekstra umage. En simpel kjole, der alligevel fremhævede hendes træk på en elegant, passende måde, var blevet fremstillet specielt til anledningen.
Nu var hun her. En tjener tog imod hendes kappe, før hun blev ført til Enkegrevinden. I en hurtig, sikker bevægelse fik hun også lige tjekket, at håret var helt perfekt, inden hun trådte ind til hende. “Enkegrevinde Elora,” hilste hun og nejede dybt, bøjede nakken lidt i respekt.
Elora rejste sig op fra sin plads i den bløde lænestol, da Leonore-Mathilda blev vist ind i stuen. Med mange års øvelse og en grevindes ynde, nejede hun efter reglerne for den unge kvinde. ”Komtesse Leonore-Mathilda,” hilste hun tilbage og rankede sig så efterfølgende. Hun slog ud med hånden med en stol, der stod på den anden side af et lille tebord. ”Tag endelig plads,” bød hun, mens et ansigt i fuld kontrol var rettet mod komtessen. Blikket var observerende og distanceret.
De rankede sig næsten samtidigt, selvom Nora gjorde en stor dyd ud af lige at gøre det et par sekunder efter enkegrevinden for at vise sin respekt. Så smilede hun blidt og trådte frem til stolen, hvor hun tog plads. “Mange tak, Nådigfrue,” hun foldede hænderne i skødet og uden at slippe kvinden med blikket.
Først da komtessen havde sat sig ned, gjorde Elora det samme. Ryggen var rank, og hænderne blev foldet i skødet, mens en tjener kom hen og hældte te op til dem begge to. Den var dampende varm, og en liflig duft af bær bredte sig i den lille stue. ”Og tak fordi De ville komme,” sagde hun, med et distanceret smil om læberne. ”Jeg kan forstå på min søn, at han har et varmt forhold til Dem?” Det blev sagt som et spørgsmål, skønt hun ikke var i tvivl om Julians følelser. Det var mere komtessens intentioner, som hun havde sine tvivl omkring.
Den søde duft fra teen nåede hendes næse og hun glædede sig over det. Hun elskede sin te sød og det lod til at være det samme, der var gældende i dette hjem. “Selvfølgelig,” svarede hun og nikkede ganske let. Hun ville jo gerne give enkegrevinden det udtryk, at hun gerne ville gå langt for Julian. Hvilket hun jo også gerne ville. “Deres søn og jeg fandt hinanden gennem universitetet og det har ført til et varmt bekendtskab, ja.” Hun sænkede omhyggeligt blikket og kinderne blev lidt varmere, mens hun koncentrerede sig om at gøre sit smil så forsigtigt og varmt som muligt.
Enkegrevinden lyttede til komtessens ord, skønt hun ikke helt vidste, om hun brød sig om det varme selskab. Men det måtte tiden jo vise. ”Og nu lader det til, at min søn vil uddybe dette bekendtskab,” fortsatte hun, og løftede et øjenbryn over Leonore-Mathildas reaktion på pigens egne ord. Var kinderne ægte varme? ”Er De selv interesseret i sådan et arrangement?” Hendes stålgrå øjne hvilede på komtessen, mens hun tålmodigt ventede på svar.
Smilet voksede i en bevægelse indøvet til perfektion, før hun hævede blikket og igen mødte de grå øjne, høfligt afventende - som det passede sig for en komtesse. Der var jo ingen grund til at lade enkegrevinden vide, hvor vant til kontrol og indflydelse, hun var. Det ville både kaste dårligt lys over Josdirk og skræmme kvinden, hvis Nora havde ret i sine teorier. “Det ville glæde mig ud over alle grænser, Nådigfrue,” svarede hun ærligt “Deres søn er et yderst intelligent og behageligt selskab, hvis lige jeg endnu ikke har haft glæden af at møde.”
Komtessens ord affødte et skeptisk blik fra Enkegrevinden. Hun vidste, at komtessen ældre bror var blevet forlovet med en af komtesserne fra Legan, men deres yngste søster havde vist et sind, som ikke kunne kontrolleres. ”De må naturligvis forstå, at mens min søn fortsætter sine studier, så er det mig, der styrer lenets interesser,” sagde hun, selvom det nok ikke ville komme bag på pigebarnet. Det vidste de fleste inden for adelen. ”Og det er naturligvis i lenets interesse, at han bliver gift med en fordelagtig familie,” fortsatte hun. Der var nok komtesser derude, som svarede på den beskrivelse.
Hun nikkede opmærksomt og rakte ud for at lægge fingrene om koppen. Den fik en smule honning for ekstra sødme, før hun pustede til den. Efter et pust eller to nippede hun forsigtigt. Igen nikkede hun. Det ville ikke gavne noget at lade enkegrevinden vide, at hun havde tænkt sig at tage den kontrol til sig, så snart hun blev lensfrue. “Ingen af disse ting er nogle, jeg har indsigelser imod,” svarede hun roligt og smilede blidt. “Jeg har selv tidskrævende studier og hvad angår familie, så håber jeg, De vil kunne se, at min broder og jeg på ingen måde bærer lighed med vores letsindige søster.”
Det ville have været uklogt af komtessen, hvis hun havde haft indsigelser, for så havde Enkegrevinden afvist hende med det samme. ”Jeg kender hverken Dem eller Deres broder, dog vil jeg lade tvivlen komme Dem til gode,” hun holdt en lille kunstpause, men gjorde ikke selv mine til at løfte tekoppen op i sine hænder. I stedet lænede en tjener sig frem og rørte rundt i den frugtige te. ”Jeg vil nødigt se min søn knust. Han blev ikke født til at være lensherre, og De er absolut ikke den eneste, der ønsker et nærmere bekendtskab med ham,” selv havde hun flere følere ude. Det len, der ville komme med det bedste tilbud, var det len som hun valgte.
Kvinden var virkelig præcis lige så streng og tilknappet, som hun havde hørt og fornemmet, da de havde mødt hinanden første gang. Igen nikkede hun, denne gang dybt og respektfuldt som en tavs taknemmelighedserklæring ved enkegrevindens tillid - eller det tætteste på, hun forventede at kunne få fra hende. “Det er ikke på nogen måde min intention,” forsikrede hun hende og blikket blev mere alvorsfuldt, “Jeg er ikke en sværmer, Nådigfrue. Deres søn interesserer mig for langt mere end sin status.” Og selvom det var lige netop hans status, der havde tiltrukket hende, var det sandt.
I det mindste kunne pigen tale for sin sag. Kunne hun måske få sat skik på Julian? Det kunne ingen vel, med mindre han selv ville. Denne gang lænede Enkegrevinden sig frem og løftede den lille tekop op til læberne. Hun pustede på den, inden hun forsigtigt nippede til den varme te. ”Hvis De virkelig mener Deres ord,” igen holdt hun en lille kunstpause, mens hun studerede hver en bevægelse komtessen gjorde. ”Så vil jeg overveje det,” med de ord havde hun ikke lovet for meget. Komtessen skulle i hvert fald bevise, at Enkegrevinden ikke behøvede se andre steder. ”Men måske jeg burde tale med Baronen om dette,” hun så over på komtessen. ”Men jeg kan forstå, at han ikke er i Corus?” Det var yderst beklageligt.
Hun nippede igen til teen, mens enkegrevinden fortsatte. Der var ingen grund til at være forhastet. Nej, Elora lod til at være en kvinde, der værdsatte omhyggelighed og omtanke. “Jeg kunne ikke have håbet på mere,” svarede hun respektfuldt og smilede igen. Hun var vant til at flaske sig elegant uden om tale om baronen. “Det er min broder, der tager sig af sagerne i Corus, men han er desværre i Legan for tiden. Jeg forventer dog, at han kommer hjem igen snart. Ellers kan De altid skrive til min fader i Josdirk.” Det var ikke så langt fra hovedstaden, så en brevkurér ville komme hurtigt frem og tilbage, så hvis bare hun fik skrevet til sin fader først, ville det hurtigt blive godkendt.
Det var vel i bund og grund ganske fornuftigt, at Baronen havde ladet sin søn og arving om at varetage lenets interesser i Corus, det var blot ganske uheldigt, at denne søn befandt sig i Legan. ”Der er ingen grund til at forhaste sig,” sagde Enkegrevinden, og havde absolut ikke travlt med at vælge en brud. Hun havde jo ikke gjort andet, end at kaste nogle tråde ud. Nogle af dem var blevet grebet, men absolut ikke dem alle. Hun nærede ingen forhåbninger om, at Julian skulle forelske sig i andet end sine bøger, det var derfor hun havde påbegyndt dette selv. Drengen skulle have sig en arving, som kunne føre slægten videre. ”Jeg vil i stedet langt hellere høre, hvad De har af planer for Deres studier,” det var en invitation til Leonore-Mathilda om, at det var nu hun havde chancen, for at gøre sit indtryk.
Igen nikkede hun forsigtigt. En komtesse blev ikke attraktiv for svigerfamilien af bare at sidde og knævre. Så var det bedre at fatte sig i korthed og ellers bare tavs ynde. Hun tog igen en tår af teen, før hun begyndte at fortælle. Hun fortalte med passende balance mellem iver og tilbageholdenhed, mens hun kom ind på sin gave og sine oplevelser og erfaringer. Studierne og de bekendtskaber, hun havde gjort sig. Alt sammen for at få hende til at fremstå som den bedste mulighed til Julian.
