#Naxenpride

[Myrilla af Stenbjerg]

Murray af Naxen

Det var da gået nogenlunde. Det havde godt nok været meget uvant ubehageligt at ligge helt alene i det mørke værelse. Normalt kunne hun trykke sig tæt ind til Larkin og mærke hans krop, varme og den tryghed, der fulgte med. Det betød dog langt fra at hun var klar til at give sig, selvom det havde givet en ubehageligt, nivende fornemmelse i næse og tårekanaler, da hun kunne konstatere, at han som altid var væk, før hun stod rigtigt op.

Heldigvis havde hun en masse foretagender planlagt for dagen, deriblandt et besøg af sin svigerinde. Det venskab havde taget en meget overraskende drejning, men det var en, hun takkede Guderne for dagligt. En tjener havde netop befriet hende for kappen, da Murray trådte ud i hallen og et bredt smil indtog hendes læber. "Murray," hilste hun og hævede hånden.

[Murray af Naxen]

Efter tyveriet af juvelen syntes Murray, at hans dage havde bestået mere af møder end noget andet. Rådet blev hele tiden samlet. Folk, der ikke var i Rådet, forsøgte at finde ud af, hvad der foregik i Rådet. Der var alt for meget snak!
Da han hørte en gæst ankomme, gruede han for, hvem der nu kom for at diskutere Tortalls krise. Da han trådte ud i hallen var det dog Myrilla, som stod der, og han åndede lettet ud. ”Myr ... Hvad laver du her?” Endnu et spontant besøg måske? Han kunne forestille sig, at Larkin også havde travlt, så måske havde hun kedet sig?

[Myrilla af Stenbjerg]

De grønne øjne studerede ham. Han så træt ud, men det var måske ikke så underligt. Det havde Larkin også gjort de sidste par dage, så hun trykkede sig i stedet ind til et forsigtigt klem, før hun igen etablerede en passende afstand.

"Jeg er her for at se Vania," beroligede hun ham med et lille smil. Det var tydeligt, at han var presset på tid.. Men måske hun alligevel skulle presse ham lidt yderligere? "Men jeg havde håbet, at vi måske kunne tale lidt sammen inden."

[Murray af Naxen]

Vania? Selvfølgelig. ”Hyggeligt.” Det var godt, at de to kom godt ud af det med hinanden. De havde ikke ligefrem haft det bedste indtryk af hinanden i starten. Han knugede lidt om hende, da hun søgte et knus, men slap hende også pænt igen. ”Naturligvis. Jeg har altid tid til dig.” Han nikkede og viste hende ind i den nærmeste stue, så de kunne sætte sig ned.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun nikkede med et smil og fulgte ham ind i stuen. Huset lignede stadig sig selv, selvom hun alligevel forundredes over det hver gang. Det glædede hende, at Vania havde holdt det så lig hendes barndomshjem som muligt. "Tak," hun tog plads og lagde benene over kors. "Jeg kommer med lidt forskelligt nyt." Der blev lagt en lille kunstpause, mens han fik mulighed for at sætte sig godt til rette og give hende sin fulde opmærksomhed. "Jeg har valgt at genoptage mine studier."

[Murray af Naxen]

Han slog sig ned i en lænestol og så afventende på lillesøsteren. Der skete så meget for tiden, men forhåbentlig var hendes godt nyt. Det tydede det på. ”Virkelig?” Det kom bag på ham, at hertugen bare havde tilladt det ... medmindre ... ”Er du med barn igen?” spurgte han og et svagt smil meldte sig på det ellers trætte ansigt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Igen nikkede hun, denne gang med et afslørende smil, som hun skulle til at fortsætte. Hans spørgsmål fik hende til at lukke munden igen og smilet blev bredere. "Ja," svarede hun og nu blev smilet så bredt, at det blottede hendes tænder også. "Det er stadig tidligt i processen, så jeg vil ikke have for mange får det at vide." Selom der sikkert ikke ville gå længe, før sladderen havde nået sig fra tyendet til adelen. Den slags gik alligevel hurtigt ved hoffet.

[Murray af Naxen]

Han rakte over og gav hendes hånd et klem. Det var let at forstå hendes ønske om at holde det skjult for nu. ”Jeg siger intet. Fortæller du Vania det?” Han ville gerne vide, om hun havde lov til at få det at vide. Uanset hvad håbede han bare, at Myrilla ville få sit barn denne gang. ”Hvor langt henne er du?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Da først hans hånd havde givet hendes et klem, vendte hun sin, så hun kunne holde om ham, selv give ham et blidt klem tilbage. "Ikke endnu." Hun ville virkelig gerne, men det føltes ikke helt rigtigt endnu. Ikke, når så meget stadig kunne nå at gå galt. "Fire uger, så det er stadig meget.. Usikkert," og hun vidste efterhånden bedre. Myrilla hævede blikket fra deres hænder og til Murrays. Smilet var igen blevet afmålt. "Hvordan går det med... jer?"

[Murray af Naxen]

Han nikkede accepterende. Hvis hun ikke ønskede, at Vania fik det at vide, måtte han vel respektere det. Selvom hustruen måske ville blive lidt utilfreds. Men måske var det godt, hvis Vania ikke hørte om det? Det ville måske blot gøre hende mere bekymret. Ved Myrillas spørgsmål rystede han blot lidt på hovedet. ”Vania fortalte mig, at der går rygter om jer ...” Han lænede sig tilbage igen og sukkede svagt. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre mere for hende.” Det eneste der ville stoppe rygterne var et barn, og det gik stadig langsomt for dem. Men Martin havde jo ret i, at det ikke gik at blive nervøse over det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Et bittert smil skyllede ind over hendes ansigt. Det var slemt nok, at hun og Vania gik med byrden, men hun ønskede ikke, at Murray også vidste, at der gik rygter. "Kender jeg dig ret, gør du allerede alt, du kan," forsikrede hun ham og undlod at følge sin første indskydelse om at fortælle Murray mere om rygtet. For det var jo ikke hende og Vania, det handlede om. Det var navnet Naxen, der stod for skud.

"Der var forresten noget, jeg ville tale med dig om," skiftede hun derfor uelegant emnet. Han ville sikkert ikke have nogle indvendinger ved at komme væk fra emnet midlertidig barnløshed. "Jeg talte med Marcus..." Så måtte Murray vel også vide, hvad det handlede om.

[Murray af Naxen]

Han nikkede lidt uden at være helt sikker. Det føltes ikke, som om han gjorde alt, hvad han kunne. Uanset hvad hjalp det ikke at tale om det, så han accepterede uden videre emneskiftet. Ikke at han var mere optimistisk omkring det nye emne. ”Jeg har givet ham lang tid efterhånden, Myr.” Lillebroderen havde fået et år, og han havde ikke brugt det til noget. ”Jeg vil nødigt vælge en hustru til ham, men hvis han ikke selv vil ...” Han trak på skuldrene. Det var sandt, at det ikke hastede, men manglen på en arving gjorde ham nervøs, og så hjalp det bestemt ikke, at Marcus var ugift.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var tydeligt, Murray ikke var jublende begejstret over det nye samtaleemne, men hun havde lovet tvillingen, at hun ville tage snakken. Derfor måtte hun også kvæle et lille, opgivende suk, før hun fortsatte. "Et år er ikke lang tid til at finde en kompatibel partner til resten af sit liv," indvendte hun og måtte bide sig i tungen, for at stoppe der. For selvom Murray havde haft held med Vania, var der tydeligvis ingen garantier. Det havde hun lært på den hårde måde.

[Murray af Naxen]

Han kunne vel ikke modsige hende. Han vidste, at Myrilla ikke altid var videre lykkelig i sit ægteskab, og selvom han og Vania forholdsvis hurtigt accepterede hinanden, da de først mødtes, havde de også været forlovede i et par år inden da. Alligevel irriterede indvendingen ham. ”Myr, du forstår det ikke ... Du er gravid nu. Du lykkedes med at blive gravid før ...” Ja, hun havde aborteret, men hun var trods alt blevet gravid. ”Vania er ikke på noget tidspunkt blevet gravid ...” Han sukkede tungt og lænede sig tilbage i stolen. ”Jeg ved godt, at det ikke er noget, som jeg bør bekymre mig om. Vi bør give det mere tid ... men jeg kan ikke lade være med at ønske flere kvinder i familien. Bare for en sikkerheds skyld.” Han rystede lidt på hovedet. Selvfølgelig var det nok en fjollet tanke. Nogle kvinder tog sikkert flere år om at blive gravide. At stresse over det var dumt, men han kunne ikke lade være.

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæbemusklen spillede advarende under hendes lyse hud og spredte sig videre ned over musklerne i hendes hals. Hun havde lyst til at minde ham om, at en graviditet ikke var nogen form for sikkerhed, men hun havde samtidig virkelig heller ikke lyst til at tale med ham om sin abort igen. Den ene trodsige bemærkning efter den anden blev holdt tilbage, mens hun lod ham tale ud.

Tavsheden fik lov at ligge lidt og hun holdt stadig hans blik, da hun lige så langsomt lænede sig tilbage med korslagte arme. "Ja, det burde I," svarede hun med et nik, "Og du burde lade Marcus være i fred. Han er kun seksogtyve, Murray." Det vidste han jo godt, men det lod til, at han godt kunne bruge en påmindelse. "Det er kun rygter."