En plus en er tre

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

Det var efterhånden nogle dage siden kroningsfestlighederne var overstået, men hovedstaden og paladset var bestemt ikke fundet tilbage til ro. Det havde stået på utallige rådsmøder og timer brugt på grublen. Eksperter var blevet hidkaldt fra nær og fjern og der havde lagt sig en underlig, angtsfuld stemning over Corus.

Alligevel havde Myrilla en del andre ting at se til og mens Larkin var til rådsmøde, havde hun benyttet sig af sin frihed. Hun var netop vendt tilbage fra universitetet og følte sig igen helt let om hjertet. Nu ville hun igen kunne optage sine studier og vende tilbage til den person, hun følte, hun havde glemt fuldkommen. Hun rettede lidt på hestehalen, før hun fandt kammertjeneren og gav ham listen med forberedelser til værelset. Der var ting, der skulle ordnes. 

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin havde været i dårligt humør siden maskeballet. Det gik ham på nerverne at se den slags magiske udfoldelse. Det fik hans egne evner til at virke så ... middelmådige. Der havde dog ikke været meget tid til at sætte sig ned og surmule over det, siden der hele tiden var rådsmøder, og derefter alverdens andre møder. Når han ikke var til møder gennemgik han fortsat bøgerne i sit bibliotek. Indtil videre havde han ikke fundet noget brugbart, men i det mindste vidste de nu, hvad noget af varslet betød, siden juvelen var blevet stjålet.
Han kom sent hjem, da endnu et møde havde trukket ud, og derefter havde han snakket med hertugen af Meagmarsk og hertugen af Vårfos for at overveje, hvad der kunne tages af forholdsregler for i det nordlige Tortall. Måske flere soldater til den scanranske grænse? Han overlod sit overtøj til en tjener og satte kursen op mod soveværelset, imens en tjenestepige blev sendt af sted for at hente noget aftensmad til ham.
Inde i soveværelset lod han sig dumpe ned at sidde i sin stol med tungt suk og lagde hovedet lidt tilbage.

[Myrilla af Stenbjerg]

Der var heldigvis massere af tid, da hun kom tilbage fra universitetet. Hun fik tid til både at sætte sit arbejdslokale helt op igen, få set på de forberedelser, der skulle gøres, før hun kunne indrette det andet soveværelse og lave aftensmad.

Det var timer siden, at hun havde spist, da Larkin endelig kom hjem og hun gjorde endnu en liste færdig, før hun gik hen til soveværelset. Hun skulle også have dannet sig et overblik over de ting, der skulle flyttes. "Velkommen hjem," hun smilede let til ham, da hun trådte ind i soveværelset. Det undrede hende ikke, at han så helt udkørt ud. Det gjorde han tit for tiden. "Lang dag?" Hun så ikke på ham, da hun talte, men gik i stedet hen og begyndte at pakke de forskellige smykker, der lå fremme, sammen.

[Larkin af Stenbjerg]

Han brummede lidt som svar, da hun hilste, og gned næseryggen med to fingre, imens han kneb øjnene i for en stund. Var juvelen blevet stjålet før? Han mente ikke at have hørt om det ... Hvad kunne man bruge den til? Hvad ville det gøre ved landet, at den var væk? Han sukkede og rettede sig lidt op igen for at se på Myrilla. ”Meget lang,” svarede han og løftede så et øjenbryn, da det gik op for ham, at hun var ved pakke smykker sammen. Nu hvor han så nærmere efter, manglede her så ikke et par ting. ”Er du ved at rydde op?” Han rynkede på panden. Det havde de da tjenestefolk til.

[Myrilla af Stenbjerg]

Uden at vende sig fra sit foretagende, fortsatte hun og skrev så en lille besked på et lille stykke papir, lagde den over smykkeskrinet og fortsatte så hen til en af kisterne med kjoler. Det var måske ikke dem alle, hun gad gå med på daglig basis. Især ikke hvis hun ville tilbage til universitetet.

"Hm?" Hun så endelig op og hen på ham, før hun lige fik fundet frem til, hvad det nu var, han havde sagt. "Um, nej. Jeg flytter bare lidt rundt." En vildfaren lok blev trukket tilbage i hestehalen, før der også blev skrevet en lille seddel til kisten. "Jeg har en nyhed." Hun gik hen til ham og tog plads på stolen over for ham, trak vejret ind. "Heleren fortalte mig i morges, at det er lykkedes. Jeg er med barn."

[Larkin af Stenbjerg]

Flytter rundt? Han så til, imens hun vandrede rundt og skrev sedler. Så kom tjenestepigen ind med noget mad, og han flyttede sit fokus til tallerkenen for at spise. Han så først op, da hun satte sig. En nyhed? Han lagde bestikket fra sig for en stund for at lytte. Hendes erklæring var ærlig talt lidt af en lettelse. ”Det var godt.” Han tog det stykke brød, der var fulgt med på tallerkenen. ”Og alt er som det skal være?” spurgte han, før han tog en bid.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun nikkede til hans reaktion og vidste efterhånden bedre end at forvente noget stort eller følelsesladet, når det kom til Larkin. "Der er ingen problemer indtil videre," svarede hun derfor blot, før hun igen rejste sig og gik hen til kisten med tøj, hun ikke havde brugt, siden hun var flyttet til Stenbjerg. Det var alle hendes bukser og skjorter fra universitetet. Det måtte hun havde med.

"Jeg tog forbi universitetet tidligere og lod dem vide, at jeg agter at genoptage mine studier næste måned," fortalte hun og så rundt i lokalet. Hun havde vist taget sig af det hele nu. Så var det bare at lade tjenestefolkene vide, at det skulle flyttes.

[Larkin af Stenbjerg]

Det var jo godt. Forhåbentlig ville der ikke opstå komplikationer denne gang. Han så til, imens hun rejste sig for at fortsætte med at rode rundt i sine ting. Hendes udmelding fik ham til at rynke på panden igen. ”Er du sikker på, at det er en god idé? Det vil ikke være godt for dig at blive stresset, når du er gravid.” Hun havde allerede haft én abort, og hvis hun forsøgte at gabe over for meget nu, ville det muligvis gentage sig. ”Du vil jo skulle balancere dine studier og dine pligter her.” Og oven i det kom så alt det besvær, som en graviditet vist kunne medføre.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hans ord fik hende til at vende sig langsomt om og se på ham med et strengt blik i de grønne øjne. Det ene bryn var let hævet. "Det var vores aftale," mindede hun ham om og skiftede vægten til det andet ben, før hun krydsede armene over brystet. "Desuden er jeg faldet ind i en rytme, jeg vurderer har plads til mine studier." Det måtte jo være op til hende at vurdere og så længe, hun kunne balancere det, måtte han vel lade hende gøre det.

[Larkin af Stenbjerg]

Der var den der tone igen. Larkin sukkede. ”Sjovt, jeg ser ingen arving endnu,” bemærkede han henkastet. Aftalen gjaldt efter hans mening først, når han havde sin arving. Hun lod til at mene, at hun godt kunne klare begge dele. ”Fint ... sørg for at kigge forbi helbrederen jævnligt.” Forhåbentlig ville det blive opdaget i god tid, hvis der var noget galt. Uanset hvad havde han jo lovet hende, at hun kunne studere, og jo hurtigere hun kom i gang, jo hurtigere ville hun også blive færdig igen. Så længe det ufødte barn ikke led overlast, gik det vel nok.

[Myrilla af Stenbjerg]

Minen blev stram ved hans henkastede bemærkning. Som om tabet af deres barn ingenting havde betydet, men hun sagde ikke noget. Det ville udelukkende forværre situationen. I stedet lod hun vreden ulme varmt i maven, før han gav sag. "Fint," vrængede hun og gik hen til gangen, hvor hun fik viftet en tjener ind. "Flyt det her til det andet værelse." Hun fjernede ikke blikket fra Larkin, mens hun pegede mod kisterne, hun havde markeret med sedler.

[Larkin af Stenbjerg]

Han fortsatte med at spise, men kun indtil Myrilla hundsede med tjenestefolkene, der kom ind. Hun stirrede på ham imens. Larkin løftede et øjenbryn. ”Så du flytter hen i det andet soveværelse? Hvordan kan det være?” Var det på grund af graviditeten? Men sidste gang var hun da ikke flyttet nogen steder. Måske ønskede hun at få fred til sine studier, men han havde jo givet hende et studieværelse ...

[Myrilla af Stenbjerg]

Hm, slet ingen reaktion. Skuffende. Hun slap ham med blikket igen og fulgte i stedet tjenerne, der fik taget den første kiste ud derfra med dukkede nakker, tydeligt ukomfortable ved at overvære samtalen mellem hertugparret. "Ja," svarede hun roligt og mødte hans blik igen "Jeg ser ingen grund til, at vi deler soveværelsde under graviditeten." Det var måske lidt en løgn, men hun var træt af altid at føje ham og være noget, hun ikke var blevet opdraget til at være.

[Larkin af Stenbjerg]

Han tørrede sig om munden med en serviet. Lige nu fik han nok ikke spist mere. I stedet rejste han sig fra sin plads. ”Det er vel sandt,” medgav han og nikkede lidt. Logisk set var der ingen grund til, at de delte værelse længere. Han lod tjenerne komme forbi med kisten og trådte så helt over til Myrilla. Lagde hånden mod væggen ved siden af hendes hoved. ”Og efter graviditeten?” spurgte han roligt og lænede sig lidt frem mod hende for at møde hendes blik. Det var vel meget muligt, at hun mente, det her skulle være permanent.

[Myrilla af Stenbjerg]

Igen var han rolig og rationel, præcis som hun havde forventet, men ikke just efter hendes forhåbninger. Hvorfor kunne han ikke bare tage fat i hende og sige, at han ønskede, hun blev? At alt dette ikke kun var fordi, det var påkrævet og selvfølgelig var rart på et rent fysisk plan.

Hun sank hårdt, da han kom hen til hende og holdt hans blik, selvom hendes ansigt føltes varmere. "Det har jeg ikke besluttet endnu," hun følte sig en lille smule tør i munden, "Vi må vel diskutere, hvordan vi ønsker det."