Kom frit frem

[Lachren af Meron]

Tatiana af Vårfos

2. februar 528 M.T.

Dansen var godt igang, men Lachren var ikke en del af dem - endnu i hvert fald. Hele middagen igennem havde han diskret forsøgt at finde Tatiana i mængden, men uden held. Selvom han havde været sikker på han ville genkende hende - selv med maske på, men han var kommet til kort.

Han havde dog ikke opgivet endnu. Langtfra og mens han nippede til et glas vin, løb blikket bag den sølvgrå maske fra den ene kvinde til den næste. Hvorfor havde han ikke tænkt på at spørge hende hvad hun ville have på? Det var aldrig faldet ham ind. Hvad kvinder ville have på til et bal var ikke ligefrem noget han gik op i. Bevares. De var kønne at se på - de fleste af dem, men han foretrak at nyde det endelige resultat.

[Tatiana af Vårfos]

Ballet var langt fra det, hun havde set mest frem til af festlighederne, men nu det var der, klagede hun ikke. Selvfølgelig ville det have været mere behageligt, hvis hun havde fået lov til at tage den kjole på, hun selv havde valgt, men eftersom Aerom havde fået en langt mindre diskret fremstillet til hende, var det nu den, hun bar.

Blikket gled over forsamlingen, netop som hun havde forladt sin bror, der var blevet hevet væk af en, der havde gennemskuet, hans halvhjertede forklædning. Hun rettede lidt på masken og søgte gennem salen, prøvede ikke at søge mod de karakteristiske røde krøller, hun kunne genkende selv på lang afstand.

[Lachren af Meron]

Han tømte glasset og satte det fra sig på en forbipasserende tjeners bakke. Forpulede masker der skjulte folks ansigter, tænkte han for sig selv, mens han skar en grimasse og begyndte at gå rundt langs kanten af dansegulvet.

Det nyttede ikke noget at stå og spejde efter hende hele aftenen. Faktisk skulle han slet ikke gøre det overhovedet. Faktisk.. Hans blik søgte mod en mindre flok unge frøkener, der hviskede konspiratorisk sammen og uden tvivl ventede på at blive budt op. Alligevel tøvede han og endte i stedet med at tage et nyt glas vin, før han søgte mod en af de adskillige døre, til den stenbelagte, fakkeloplyste plads udenfor balsalen. Måske frisk luft kunne klare tankerne lidt.

[Tatiana af Vårfos]

Selvom hun virkelig prøvede at holde sig på ordentlig afstand og i stedet stå hos sin forlovede, føre en høflig samtale og være ordentlig, kunne hun ikke undgå at holde øje med Lachrens færden og da først han søgte mod de store døre, der førte ud fra balsalen, undskyldte hun sig til Aeron.

I forbifarten tog hun et glas vin fra en af tjenerne, før hun fulgte efter ham udenfor. De tætteste var alligevel et par meter fra dem og hun trådte op bag ham. "God aften, fremmede."

[Lachren af Meron]

Han gik væk fra de store vinduer ind til salen og tog så op, mens han sank endnu en slurk vin. Der var koldt og den stjerneklare himmel lovede frost, men det blæste ikke. Musikken fra salen var dæmpet til en summen i baggrunden, men alligevel var han så opslugt i sine egne tanker, at han ikke hørte de lette skridt bag sig.

Det gav et sæt i ham og han gjorde omkring ved lyden af en velkendt stemme. Vinen i hans glas var faretruende tæt på at skvulpe over, men gjorde det på mirakuløs vis ikke. Han rynkede brynene bag den sølvgrå maske, mens blikket tog hende ind i det sparsomme lys "Fremmed er vel relativt.." han kastede et blik tilbage mod dørene ind til festlighederne, før det igen vendte tilbage til hende "Jeg kunne ikke finde dig mellem alle de andre.." han tav, skar en lille grimasse og rystede på hovedet "Det burde jeg nok heller ikke.. men nu fandt du mig."

[Tatiana af Vårfos]

Det var tydeligt at se, hvordan den store krop foran hende reagerede og hun hævede et bryn, skjult af masken. Hun havde intet gjort, for at skjule lyden af sine fodtrin, men alligevel lod hendes tilstedeværelse til at overraske hende.

Det blev til et træk på skulderen ved hans svar. Siden hvornår tog han også ting så bogstaveligt? Hun lod den ene hånd finde hvile på hendes hoftes runding, mens den anden hævede glasset til hendes læber, så hun igen kunne væde svælget. "Og det gør dig utilpas?" spurgte hun uden helt at kunne forstå den lille trækning over hans ansigt.

[Lachren af Meron]

Han stod et langt øjeblik tavs og bare betragtede hende med brynene trukket lidt sammen. Det virkede som om der aldrig var nogen nemme svar på hendes spørgsmål "Nej.." han rystede langsomt på hovedet en enkelt gang og en svag trækning i hans ene mundvig, plantede et glimt i de lyse øjne bag masken "Jeg vil altid gerne findes af dig, Tia.." ..det er bare ikke så simpelt som det.. tilføjede han for sig selv.

[Tatiana af Vårfos]

Altid. Stort ord. Lidt for stort, situationen taget i betragtning, men hun prøvede ikke at lægge noget i det, selvom hendes hoved som altid gerne ville analysere og fortolke på situationen. Derfor fandt hun et skævt smil frem og prøvede at skifte over til et noget lettere emne. "Du ser godt ud," som altid. Det var næsten irriterende, faktisk. Selvom hun jo også nød det. Men det var ji heller ikke noget nyt, at hendes følelser omkring ham var fyldt med ambivalens.

[Lachren af Meron]

Han følte han havde sagt for meget så snart de impulsive ord var sluppet over hans læber og et glimt af lettelse, gled over hans ansigt da hun ikke borede mere i det.

I stedet smilede han skævt og slog ud med begge arme "Ja.. det er utroligt hvad et bad og en god skrædder kan gøre." medgav han halvt sarkastisk. Det var sjældent han sådan var majet ud som nu, men han følte sig egentlig ret godt tilpas med det. Hans blik søgte ned over hende, langsomt med tid til at tage det hele ind. Det var svært at lade være at se for sit indre blik hvad der lå under det blanke stof. Eller hvordan det ville være at kunne snøre hende ud af kjolen, men han tvang tanken i baggrunden mens han også tvang blikket op for at møde hendes igen "Kun halvt så godt som dig dog." konstaterede han lavmælt med et lille, underfundigt smil.

[Tatiana af Vårfos]

"Spektakulært, endda," istemte hun med et drilsk blik bag maskens mørke blonder, for at fortsætte den letsindige spøgefuldhed, der lå mellem dem. Men der var noget i tonefaldet, let sænket, og hans smil, der fjernede letsindigheden og i stedet førte hendes tanker til langt mere lyssky gerninger, der ikke ville involvere tøj - selvom maskerne måske ville få lov at blive.

"Det er dejligt at se dig igen." Også selvom hun slet ikke kunne se nok. Nej, det måtte stoppe. Hun prøvede ihærdigt at hive sine tanker ud af rendestenen.

[Lachren af Meron]

Hendes drilske smil fik ham øjeblikkeligt til at slappe mere af og de brede skuldre faldt lidt, uden at han selv havde været bevidst om han havde spændt dem "Så længe ingen begynder at forvente jeg gør det hver dag, så går det nok." brummede han med et insisterende træk i mundvigene. Det var så nemt at slappe af i hendes selskab. For nemt.

Hans bryn trak sig lidt sammen, uden at smilet helt forsvandt "Så længe er det ikke siden du så mig sidst." påpegede han, mens alt for levende billeder fra en bås i stalden passerede forbi hans indre blik. De plantede et glimt i hans blik der afspejlede netop hvad der var gået for sig der.

[Tatiana af Vårfos]

Mundvigen sitrede med en lille, underholdt lyd. Det var så let at være sammen med ham, tale med ham og grine med ham og selvom det i sig selv var ganske uskyldigt, vidste hun jo også godt, at et venskab mellem dem aldrig kun ville være det. Hun skubbede tankerne væk, endnu ikke villig til at tage det valg, hun vidste, hun blev nødt til inden længe.

Varmen spredte sig i hende, da blikket i de blå øjne henledte hendes tanker på den sidste gang, de havde set hinanden. Det gik ikke. Men.. Hun trådte et skridt tættere på. "Var det det, der bragte dig herud?" spurgte hun med en drilsk undertone.

[Lachren af Meron]

Alvoren sneg sig ind i hans blik igen over hendes spørgsmål og en svag fure viste sig mellem hans bryn da hun trådte tættere på ”At køle ned? Ja..” svarede han med et uudgrundeligt blik, mens han undlod at spørge hende hvorfor hun var kommet udenfor. Det var ikke løgn, med varmen. Der havde været ulideligt varmt i den store sal, men nu havde han også aldrig været en frossenpind. Nu hun stod der, i en overdådig kjole, følte han sig varm igen, trods den kølige luft der omgav dem ”Fryser du ikke?” spurgte han med hovedet lidt på sned mens et vurderende blik løb ned over hende.

[Tatiana af Vårfos]

Hun trak på skuldrene og tog hans blik som en invitation til selv at lade blikket glide ned over ham igen. Det var altid en fornøjelse. Hun fandt de blå øjne igen. "Ikke synderligt, men der var også meget varmt derinde." Glasset blev igen hævet til læberne, mens hun tog en tår, før hun så hævede det til ham med et sigende blik. "Desuden tror jeg også det hjælper på det."

[Lachren af Meron]

Hans ene øjenbryn krøb lidt op uden at han gjorde det bevidst og det trak lidt i hans mundvige over hendes ord. Han hævede selv sit glas og skjulte smilet bag det da han drak igen. Det sad dog stadig tydeligt i hans blik da han sænkede hånden igen "Dén varme er alt for kort.." konstaterede han med et glimt i øjnene "Og med konsekvenser næste morgen hvis ikke man er varsom."