Mit barndomshjem

[Leonora af Legan]

Hale af Josdirk

Der var kommet styr på tingene igen i Legan for Leonora. Derfor havde hun også besluttet at gøre alvor af det, hendes veninde Julia havde sagt for dage tilbage. Det havde taget Leonora nogle dage helt at planlægge, hvilken tur hun ville tage Hale med ud på, men nu var det hele klart. Hun iførte sig en Smuk grå kjole og satte håret pænt, for virkelig at kunne imponere.

Så gik hun ad gangen og hen til det værelse, Hale var indlogeret på og bankede på døren. Der hørtes lidt skramlen, før døren blev åbnet. Leonora smilede glad ved synes af Hale og hilste selvfølgelig efter kunstens regler. "Ridder Hale, må jeg inviterer dig med en tur rundt i mit barndomshjem?" Spurgte hun så og opdagede, at det faktisk gjorde hende en anelse nervøs.

[Hale af Josdirk]

Hale havde ærligt talt kedet sig lidt i Legan og var ved at fortryde, at han befandt sig her i stedet for i Corus. Selvfølgelig var der også interessante mennesker at tale med her, men de var efterhånden vendt hjem efter begravelsen.

Han sad netop og var i gang med at skrive et brev til Nora, da det bankede på døren og han gik hen for at åbne. Overraskelsen var stor, da han så Leonora udenfor og han smilede høfligt. "Komtesse Leonora. Det... Jamen, det vil jeg da gerne." Det var stort set de eneste ord, de havde udvekslet i den tid, han havde været på lensborgen, så han tog gladeligt imod en mulighed for at rette op på det.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede ved synes af sin ridder. Hun havde næsten glemt, hvor rart det var at være i nærheden af ham, men hun havde nok egentlig også lidt forsømt ham, mens de havde været i Legan. "Jeg er glad for, at du er her. Du må undskylde jeg ikke har været meget omkring" Det var en reel undskyldning. Hun burde have taget sig bedre af ham, når nu han var her. Men der havde været et par problemer, som hun skulle have af vejen først.

"Jeg håber du nyder at være her uanset." Hun slog sin medbragte kappe om skuldrene og løftede håret fri. "Hvis du tager en kappe på, så vil jeg vise dig, hvor jeg er vokset op. Mere end bare murerne her altså." Leonora havde opholdt sig en del udenfor også. Der var mange smukke områder omkring familiens hjem og nu ville hun dele dem med Hale.

[Hale af Josdirk]

Han lod blikket glide ned af hende og bemærkede den meget smukke kjole, hun havde på. Den viste virkelig, hvor køn hun kunne komme til at se ud, når hun gjorde noget ud af det. "Det skal du ikke tænke på," svarede han overbærende, men satte alligevel pris på hendes undskyldning. Den var en smule tiltrængt.

"Jamen.. Så giv mig lige et øjeblik," sagde han og gik hen for at finde sin kappe, som han i den anden ende af rummet.

[Leonora af Legan]

Hun lod Hale hente sin kappe, mens hun ventede på ham i døren. "Hvordan har du haft det på det sidste?" Det var bestemt alt for lidt de havde set til hinanden og hun havde dårlig samvittighed over det.

Da han kom tilbage, klar til at gå, tog hun hans arm, så de kunne følges ud. Det var virkelig rart at gå der sammen med ham igen. Hun kiggede op på hende med store funklende øje. Han havde virkelig været savnet. "Jeg tænkte at vi kunne starte med at gå en tur ned til stranden. Dernede brugte jeg mange timer som barn" Hun grinede lidt over alle de eventyr hun havde udspillet dernede. Det var bestemt noget hun huskede med glæde.

[Hale af Josdirk]

Han trak på skuldrene og trak kappen om skuldrene. "Talt med din bror og med de andre gæster. Læst. Skrevet breve. Trænet." Han trak lidt på skuldrene og smilede venligt, inden han gik ud på gangen og lukkede og låste efter sig. Han lod hende tage sin arm og nikkede tilpas af hendes forslag. "Ja, lad os bare det. Hvad har du selv lavet?"

[Leonora af Legan]

Hvad mon han havde snakket med Niklaus om? Jo sikkert hende, men i hvilken forstand? Da han spurgte til, hvad hun selv havde lavet, Mærkede hun hvordan hendes hjerte begyndte at hamre løst i brystet på hende. Hvad skulle hun sige? "Det første stykke tid blev selvfølgelig brugt på begravelsen, så har jeg snakket en del med mine søskende og moder. og.. Så har jeg drukket te med Julia" Hun tøvede lidt, burde hun fortælle, hvad der var sket imellem dem? Men Alexander havde jo gjort det rimelig klart at det ikke var noget samfundet var klar til, og hvad hvis han bare endte med at forbyde Leonora at se Julia. Ikke at hun kunne forestille sig HAle være sådan dog.

[Hale af Josdirk]

Han nikkede let og fulgte med hende udenfor. "Det lyder også til at have været hyggeligt," svarede han og så sig om, mens de gik. "Hvad lavede De på stranden som barn?" spurgte han så for at holde samtalen igang.

[Leonora af Legan]

Hun rødmede let ved hans spørgsmål "Jeg legede ofte en fjollet prinsesseleg. Kan du se busken derhenne?" Hun pegede hen på en busk med nogle spidse pigge på. "Der blev prinsessen holdt fanget af et ondt ondt monster. og ligesom hun var allermest trist og ensom, blev hun reddet af en smuk ung mand, som kom riddende forbi på sin hest" Leonora grinede lidt. Hun huskede tydeligt disse lege og hvordan en af tjenerne havde spillet monster og hun havde stået og snakket ud i luften til den såkaldte prins.
Det gav god mening at Niklaus mente hun var Naiv, hendes drømme om ægte krælig var allerede startet i en alder af 5-6 år.

[Hale af Josdirk]

Han smålo lidt af hendes historie og kunne sagtens se det for sig. "Og denne smukke unge mand.. Hvordan så han så ud?" spurgte han drillende og så over på hende med et undersøgende blik.

[Leonora af Legan]

Hendes rødmen tog kun til, da han begyndte at le. Ikke at det som sådan gjorde hende noget, hun var ret sikker på at det var kærlig latter. Det gjorde hende glad, at han spurgte ind til, hvad hun fortalte. "Jeg mindes, at han ændrede sig lidt, som jeg blev ældre. Men han havde ofte mørkt krøllet hår og blå øjne. Han var en smule højere end jeg selv og så var han meget galant og enormt sød" Leonora begyndte at grine og kiggede hen på busken for at mindes ham. Hvad var det nu han hed? Amon eller sådan noget. Så kiggede hun igen på Hale "Du Må tænke at jeg er tosset"

[Hale af Josdirk]

Han lo lidt igen og rodede så op i sit viltre hår, som flagrede til alle sider. "Ja, håret kan jeg da være med på. De andre ting er jeg ikke helt så sikker på." Selvfølgelig kunne han da også være galant og sød, men det kom meget an på kontekst. Og på hvor meget, han skulle forestille sig, for at skabe gode relationer for Josdirk's skyld. "Tosset ved jeg nu ikke lige... Må jeg synes, at du er lidt tosset og lidt bedårende på samme tid?" spurgte han drillende.

[Leonora af Legan]

Hun grinede da han begyndte at sammenligne sig selv med en person fra hendes fantasi for 7 år siden. Så kiggede hun vurderende på ham "Jeg er sikker på du også har nogenlunde hans højde, men jeg er nu ikke skuffet over, hvad jeg har fået." Hun tøvede lidt og fortsatte så "Desuden er jeg jo heller ikke ligefrem en prinsesse, der holdes fanget af noget monster" Hun burde nok egentlig tie stille nu med det. Det var ikke så underlig, at Niklaus mente hun var naiv og en drømmer sådan som hun havde opført sig som barn. Hun kiggede igen på Hale "Du må synes lige, hvad du vil, så længe du kan lide det, men bare rolig. så tosset er jeg ikke længere." Hun havde siden klosterskolen anstrengt sig meget for at lægge denne side af hende bag sig, og det var bestemt også blevet bedre gennem tiden.

[Hale af Josdirk]

Han tillod sig selv at grine lidt igen af hendes morsomhed og så sig diskret over skulderen for at se, om de var kommet i læ af bakkerne, så de ikke kunne ses oppe fra borgen. At Niklaus tillod sin søster at færdes med sin forlovede uden en anstandsdame var overraskende, men ikke ligefrem skuffende for Hale.

Da han så, at de var kommet i dækning, stoppede han op og vendte sig mod hende. Med rolige hænder, rakte han frem og tog en af hendes mellem sine. Han trykkede den varmt og så hendes ind i øjnene. "Jeg kan godt lide det... Tro mig..." Han stod endnu en tid og så på hende, inden han gik et trin tættere på. "Men jeg har savnet dit selskab i den tid, jeg har været her. Det har været... Skuffende... Indtil nu."

[Leonora af Legan]

De gik videre, indtil Hale så valgte at stoppe op, og vende sig mod hende. Som han tog hendes hånd i sine egne, mærkede hun, hvordan hendes hjerteslag i brystet satte farten op. Hvad skulle der ske? Hun smilede, da han sagde, han kunne lidt, det hun fortalte. Det var godt. Så kom han ind på det med hendes manglende selskab, og hendes smil falmede "Jeg ved godt at jeg har forsømt dig, mens vi har været her. Det beklager jeg meget" Hun slog blikket ned. Hun kunne ikke fortælle ham om Julia, men det burde hun nok. Men hun var så bange for han så vi annullere forlovelsen.
"Jeg er din fuldt og helt fra nu af og til vi rejser tilbage til Corus. Hvordan lyder det?"