Natten går på hæld

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay
28. Januar 528 M. T.

Døren blev lukket ude i den store indgangs hal, efter at Cynthea og Aric lige var trådt ind af den. De var netop hjemvendt til deres eget hus, efter at have deltaget i kroningsfesten, som ikke helt havde kastet den glæde over forsamlingen, som den burde have gjort.

En tjener tog deres overtøj. Og da Aric havde fået sit af, drejede han rundt og så hen på Cynthea. "Jeg synes, at vi trænger til en kop te, inden vi går i seng," han havde ikke tænkt sig at sove lige nu. Selvom stemningen havde været dæmpet, skulle han stadigvæk lige nå at slappe lidt af, inden han tørnede ind. En anden tjener gik straks i gang med forberedelserne til te inde i en af stuerne.

"Jeg er ikke helt træt endnu," sagde han og gik hen mod døren indtil stuen, hvor han ventede på, om hun ville gøre ham med selskab, eller om hun hellere ville op og sove.

[Cynthea af Macay]

De tunge døre blev lukket forsvarligt og en tjener var hurtigt til at tage imod hendes tunge kappe. Hun havde ikke sagt meget, siden de var taget af sted fra kroningsfesten. Tankerne kredsede om episoden, profetien og den trykkede stemning, der havde fulgt efter. Aric havde ikke sagt noget om, hvad de havde diskuteret til rådsmødet, så ikke engang gennem ham havde hun kunne få mere viden.

Thea nikkede blidt til hans ord og gik hen til ham, lagde hånden på hans arm. "Meget gerne," svarede hun og fulgte ham ind i stuen, hvor hun med en hånd fra ham tog plads. Hun sukkede lydløst. Det var rart at være... Hjemme igen, selvom hun stadig prøvede at vænne sig til, at det var der.

[Aric af Macay]

Det havde været en lang dag. Og selvom han havde været tidligt oppe, havde været til rådsmøde og efter følgende en fest, så var hovedet langt fra klar til at gå til hvile. Han satte sig ned i en stol efter at have hjulpet Cynthea ned i en overfor ham. Han lagde det ene ben op over knæet på det andet, mens han ventede på en kande te til dem.

"Fik du talt med nogen af de andre kvinder til festen?" Spurgte han, og havde slet ikke haft tid til at holde øje med, om hun havde talt med nogen specielt.

[Cynthea af Macay]

Musklerne spillede lidt omkring hendes hals, mens han tog plads, men det lod ikke til at han bemærkede det og hun var rolig igen, da han vendte blikket mod hende. Hun ville gerne være tæt på ham, men sådan her var det vel mere passende.

"Ja, jeg har tilbragt en del tid med Myrilla, Larkins hustru, og i forlængelse af hende også Hertuginde Vania." Det var godt at få tilbragt tid med de andre hertuginder. De forstod hinanden på en måde, som kun hertuginder kunne det, selvom Vania lod til at have en mindre privat mand end dem.

[Aric af Macay]

Han nikkede, tilfreds med hendes udmelding, selvom hun helt sikkert kunne have talt med langt flere. Det var ikke kun hertuginder, som det var vigtigt at skabe en god forbindelse mellem. "Til den store fest efter ridderturneringer, der vil jeg forsøge, at få Baronen af Tasrid i tale," han kløede sig lidt i det efterhånden velvoksende skæg. "Jeg har hørt, at han importerer dadler fra Tyra. Jeg er sikker på, jeg nok kan få en aftale i hus med ham, hvis jeg tilbyder hans rute beskyttelse," det ville ikke være en dårlig forretning.

[Cynthea af Macay]

Hun lyttede opmærksomt og nikkede. "Det lyder som en god forretningsmulighed," svarede hun med et nik og fortsatte efter et øjebliks eftertænksomhed. "Jeg talte med kort med Grevinden af Disart," kvinden havde et ry for især at fatte interesse for andre kvinder, der rent faktisk interesserede sig for politik og det havde hjulpet med at få en fod ind i varmen. "Hun får normalt sin vin fragtet fra Carthak, men da jeg fortalte hende, at Macays vine er langt mere eksklusive og selvfølgelig tættere på, ville hun tale mere om det, før hun tager tilbage til Disart." Det var kendt ved hoffet, at grevinden havde smag for vine og gerne brugte formuer på dem til sine fester.

[Aric af Macay]

En tjener kom ind med en bakke, hvorpå der stod en sølvkande og to små kopper til dem. Først da tjeneren havde dækket op på bordet, skænket dem en kop hver, og var forsvundet ud af døren igen, talte han. "Det var et godt træk. Produktionen er måske ikke lige så gammel som Sigisfelt. Men de har også kun valgt at lave rødvin. Jeg tror, det er et godt træk, at vi har bredt os til både hvidvin og rødvin," sagde han, mens han løftede tekoppen op til læberne, og pustede ganske let på den varme te. Han vidste godt, at hun måske hellere ville tale om profetien og episoden, men Aric havde intet nyt at fortælle. Ikke andet end, at de skulle fortsætte, som de plejede.

[Cynthea af Macay]

Så snart tjeneren igen havde foradt lokalet, lænede hun sig frem og tog den ene af kopperne. "Det tror jeg, du har helt ret i," svarede hun roligt og nikkede lidt, betragtede ham tage en tår, før hun selv hævede koppen og drak. Håbede, at tavsheden ville give ham en grund til at tale om de spontane rådsmøde til festlighederne. Men hun vidste jo også, at han ikke ville brøde sig om, at hun spurgte direkte.

[Aric af Macay]

Selvfølgelig havde han ret. Det kunne der umuligt være nogen tvivl om. Og det skulle der heller ikke være, når det handlede om Cynthea. Stilheden lagde sig over dem, og et tungt suk gled over hans læber, mens han nippede til den varme kop te. "Cynthea," sagde han og sank væsken i munden. "Jeg ved du brænder for at få noget nyt. Men der er absolut intet," han rystede opgivende på hovedet. "Kongen venter utålmodigt på svar fra landets kloge hoveder og troldmændene."

[Cynthea af Macay]

Blikket var blevet vendt mod koppen og hun så først op, da han sagde hendes navn. Han lød opgivende, næsten træt og hun betragtede ham længe, studerede hver og en af hans træk for at prøve at spore en eller anden form for følelser eller tanker i hans ansigt. Som altid måtte hun dog give op og affinde sig med, at hun kun vidste det, han fortalte hende og hun nikkede langsomt. "Der er ikke nogle teorier indtil videre?" spurgte hun forsigtigt og nippede til teen igen, før hun satte koppen fra sig igen.

[Aric af Macay]

Han trak let på skuldrene. "Der er nogen, der har deres teorier. Men ingen ved noget konkret. Det eneste vi kan gøre er at vente tålmodigt på nyt," svarede han, og man kunne godt se, hvordan uvisheden irriterede ham. Han satte sin kop med te ned på bordet og rejste sig langsomt fra stolen. Det var på disse tidspunkter, han kunne mærke, han ikke var en ung livgarder længere. Rastløsheden sad nu dybt forankret i hans krop.

[Cynthea af Macay]

Hun lyttede i tavshed og fulgte ham med blikket, da han først satte koppen fra sig og så endda rejste sig fra sin plads. Det var tydeligt at se irritationen over uvisheden i situationen, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre det bedre. Langsomt satte hun også koppen på bordet og kom på benene, før hun trådte lige så forsigtigt om bag ham. Hænderne gled over hans ryg i en blid berøring, rakte op mod hans skuldre og foldede fingrene omkring dem. På tæer kunne hun lige akkurat plante et kys i hans nakke.

[Aric af Macay]

Han hørte hende rejse sig fra sin stol, og allerede inden hun havde nærmet sig, vidste han, at hun ville komme hen til ham. Et lavmælt suk, gled over hans læber, da han mærkede hendes kys i nakken. Han rakte en arm bagud, fik lagt den rundt om hendes spinkle skikkelse og trak hende ind til sig. "Jeg hader, når ting er usikre og uvisse," mumlede han ned i hendes blonde hår. "En profeti med et varsel, som ingen kan finde hoved eller hale i... Vi skal være forsigtige," et skridt til den forkerte side, kunne måske i sidste ende være katastrofalt.

[Cynthea af Macay]

Hans arm var varm gennem kjolens stof og hun lod sig trække rundt og ind i hans favn. Behovet for kontrol var noget de havde til fælles og hun lod derfor tavsheden tale for hende, mens hun trykkede sig ind til ham. Sådan stod de i noget tid, før hun trak sig en lille smule tilbage, så hun kunne se op på ham og lægge en hånd på hans skæggede kind. "Hvis du har behov for, at jeg tager ansvar for noget mere de næste par uger, så du kan fokusere på rådet, skal du bare sige til."

[Aric af Macay]

Han drejede hovedet og så ned på hende, da han mærkede hendes lille, kvindelige hånd mod hans kind. "Lad os se, hvordan det udvikler sig," svarede han, og var allerede mere end tilfreds med de opgaver, hun havde løst. Han vidste godt, at hun kunne klare dem. "Men først har jeg andre ting på min opgaveliste," sagde han og gjorde mine til at få drejet hendes krop rundt, så hun i stedet stod med ryggen til ham. "Og det kommer ikke til at foregå hernede," hviskede han lavmælt ind i hendes øre. Ikke at have kontrol gjorde ham rastløs. Og han vidste lige nøjagtig, hvordan han kom af med sin rastløshed.