Dystløb

[Blake af Jesla]

Lyanna af Genlith

29. januar, 528 M.T.

Dagen havde efterhånden været lang, men Blake tog sig ikke af det. Han sad blot i sit telt og havde et øjeblik for sig selv til at få vejret, inden den sidste kamp. Det var gået over al forventning. Han var selvfølgelig klar over, at han var som en stenstatue i sadlen, når det kom til dystløb og han var endnu aldrig blevet kastet af hesten i en dyst, selvom han selvfølgelig havde tabt en kamp engang imellem. Denne gang skulle han dog op mod Murray af Naxen og han kunne ikke andet end glæde sig. Murray var også en mand, der var kendt for sin dygtighed inden for dystløb og Blake glædede sig til at prøve kræfter med manden. Han red stadig på bølgerne af de mange sejre, han havde kæmpet sig igennem og var fuld af nervøs energi.

[Lyanna af Genlith]

Dagen havde stået på turneringer og eftersom Blake havde været tilmeldt, havde Lyanna været der i god tid, så hun kunne få en plads med fantastisk udsyn. Hun ville heppe og se sin ridder dyste, uanset hvor mange bejlere hendes far så syntes, han skulle sende efter hende. Intet kunne holde hende tilbage fra at støtte sin elskede.

Hele dagen havde hun samlet mod, mens han havde vundet dyst på dyst. Nu var det tid til den sidste. Murray af Naxen. Hun havde set Hertugen før og han var en klippe. Anstandsdamen blev hægtet af, da hun fik smuttet igennem en større gruppe og en væbner pegede hende i retning af, hvor hun kunne finde Blake. Hun trak vejret dybt ind og trak teltdugen til side, før hun trådte ind. "Blake?"

[Blake af Jesla]

Han gik rundt i teltet for at holde varmen og lade blodet fortsætte med at rulle i sine årer. Han vidste af erfaring, at hvis han først blev kold, ville han ikke blot blive langsommere i sine reaktioner, men også begynde at mærke alle de blå mærker, som han trods alt havde pådraget sig, efter de gange, hvor modstanderens lanse havde stødt hårdt mod hans rustning og skjold.

Derfor opdagede han heller ikke Lyanna, før han hørte hendes stemme henne fra indgangen. Han smilede stolt til hende og kom hen og lagde en behandsket hånd mod hendes kind. "Hvad laver du her, musling? Folk kunne se dig." Han lænede sig ned og kyssede hendes bløde læber. Desuden havde hun lige sagt, at deres tid var om natten. Det passede ikke helt med, hvad hun gjorde lige nu.

[Lyanna af Genlith]

Hendes blik hvilede på ham, mens han bevægede sig. At se ham sådan og ved dysten gjorde hende varm om kinderne og hun smilede kun større, da han trådte hen til hende og lagde en hånd på hendes kind. Hun trådte op på tæerne og strakte hals, så hun kunne gengælde kysset. "Det er ikke så vigtigt lige nu," hviskede hun mod hans læber og tog et kys mere, før hun lod sig falde ned på flad fod igen. "Jeg ville ønske dig held og lykke, selvom du ikke ser ud til at have brug for det."

[Blake af Jesla]

Han lagde den anden hånd på hendes lænd og trak hende en smule tæt - mens han dog ikke trak hende så tæt, så hendes tøj ville være i fare for at blive ødelagt af hans rustning. "Ikke så vigtigt?" spurgte han med et skævt smil. "Måske skulle jeg deltage i turneringer noget oftere så?" spurgte han drillende.

Hendes lykønskning fik et smil frem på hans ansigt. "Lykønskninger kan man aldrig få nok af, når man skal op mod Murray af Naxen. Manden er berygtet for sit talent inden for dystløb. Men bare rolig. Der sker mig ikke noget. Jeg er også dygtig." Selvom han tilsyneladende forsøgte at berolige hende, viftede han hende også lidt med tanken om, at han faktisk kunne komme til skade. Ikke at han selv var nervøs, men det måtte hun nu gerne være.

[Lyanna af Genlith]

Hun rakte op og lagde en hånd på hans skæggede kind. Modsat hans handsker, var hendes dog lavet af silke. "Kun, hvis du kan lide denne form for hengivent udtryk på min kærlighed til dig," svarede hun ømt og smilede op til ham. Efter festen følte hun stadig, hun blev nødt til at forsikre ham om det og dette var en god måde.

"Du er langt dygtigere og stærkere," hun strakte sig, så hun kunne kysse ham igen, "Jeg ved, du klarer det." Det var hun slet ikke i tvivl om, men alligevel var hun nervøs for hans velbefindende. Hun vidste, at folk kunne komme til skade og Murray af Naxen var ingen lille mand.

Hånden faldt ned fra hans kind igen. "Jeg.." Hun slog handsken lidt væk, så hun komme til ærmet, hvor en lille flig stof stak ud mellem blonder. I en blød bevægelse trak hun tørklædet ud. Helt ude ved blondekanten var hendes initialer broderet ind i samme lyseblå tråd, der prydede Genliths bannere. "Vil du tage dette med dig? Måske.. Holde det tæt til dit hjerte? Bare.." for en sikkerheds skyld.

[Blake af Jesla]

Han brummede tilfreds og følte ikke behov for at fortælle hende, at han godt kunne lide, at hun sådan kom for at vise sin hengivenhed. Det var ikke noget, han kunne få nok af.

Da hun trak et lille lommetørklæde frem, blev hans smil blidere og han bukkede sig ned og kyssede hende varmt og længe. "Det vil jeg meget gerne, musling. Jeg er sikker på, at det vil give mig lidt held." Han tog lommetørklædet fra hende og stoppede det med en smule besvær ind under sin brystplade. "Du er så perfekt, musling."

[Lyanna af Genlith]

Det var helt fantastisk at se, hvordan hans ord smilede ved hendes gestus og hun gled lidt tættere på for at gengælde kysset. "Det er dit nu," svarede hun, da hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle respondere på hans ros. Det var jo ham, der var perfekt. "Ligesom jeg er, krop og sjæl." Hun kyssede ham igen og strøg tomlen over hans kind.

"Jeg savner dig." Han havde haft travlt med at træne til turneringen og det gjorde, at der ikke havde været lige så meget tid. "Jeg glæder mig til turneringerne er ovre. Min far er imponeret over dine evner." Smilet voksede og hun sendte ham et sigende blik med let løftede bryn.

[Blake af Jesla]

Hun var ivrig efter at forsikre ham efter festen og han kunne sådan set godt lide det. Derfor smilede han også bare og kyssede hende igen i stedet for at fortælle hende, at hun ikke behøvede at blive ved. "Jeg savner også dig, musling. Men kroningsfestlighederne er vigtige. Prøv bare at tænke på, hvor meget bedre, jeg vil tage mig ud i din faders øjne, hvis jeg vinder over Murray nu." Det ville give ham et skub i den rigtige retning og det kunne han ærligt talt godt bruge lige nu.

[Lyanna af Genlith]

Hun forsøgte sig med et smil og nikkede. "Jeg ved det," sukkede hun, men det ændrede ikke på de følelser, der væltede rundt i hendes lille krop. Hun havde altid været drevet af fornuft, men efter at have tabt sit hjerte til ham, havde hun handlet alt for meget ud fra sine følelser. "Efter dysten har han bedt om at tale med mig privat, så vind for os, ikke?" Det ville hjælpe på faderens skepsis over Blake.

[Blake af Jesla]

"Jeg skal gøre mit bedste," lovede han lavmælt. Han smilede og strøg sin næse mod hendes et par gange, inden han fandt hendes læber igen. "Du må hellere gå nu, så ingen når at komme og overraske os," formanede han roligt og kyssede hende hurtigt igen. "Skal jeg komme over i aften?" Han ville meget gerne høre, hvad hendes fader ville tale med hende om.

[Lyanna af Genlith]

Det var så dejligt, så romantisk og perfekt. Hun smilede lykkeligt op til ham, før deres læber igen fandt sammen og hun trak kysset flere gange, før hun endelig fandt fornuften igen. Smilet var tilbage på hendes læber, så snart hun fandt ned på fodsålerne igen. "Meget gerne." Hun tog et kys mere. Og et til, før hun trak sig ud af hans favn. "Vi ses derude."

afsluttet