Et nyt kapitel

[Katrina af Legan]

Gareth af Trebond
Den 28. januar 528 M.T.

Den dramatiske scene, der havde udspillet sig ved kroningen havde efterladt det meste af hoffet i et noget afdæmpet humør. Folk gjorde deres bedste for at være i feststemning, men Katrina mente nu at kunne mærke en anspændthed og nervøsitet i lokalet. Hun sukkede svagt for sig selv. Det var vitterligt ikke en god start for den nye konge. Tænk sig at han allerede skulle håndtere den slags situationer.
Han havde selv siddet og snakket med et par veninder fra tiden på Klosterskolen, da hun ud af øjenkrogen spottede sin grandfætter dukke op i mængden af farverige skørter og tunikaer. Hun undskyldte sig fra veninderne og gik over for at fange Gareths opmærksomhed, før han spottede noget andet af interesse. ”Gareth?” kaldte hun med et let smil og sluttede sig til ham. Bøjede hovedet lidt i en hilsen. ”Det er ved at være længe siden sidst.” De havde set hinanden jævnligt, da hun studerede, men det var jo et overstået kapitel af hendes liv nu.

[Gareth af Trebond]

Gareth havde været mere end klar på festlighederne i forbindelse med kroningen. En hel uge med fester og turneringer og endeløse muligheder for at få hygget sig. Al det var der selvfølgelig blevet lagt en dæmper på, da aftenen havde taget en noget uventet drejning. Med en opgivende mine søgte han derfor igennem salen med en af sine kammerater.

En velkendt stemme fik ham til at vende hovedet. Smilet blev skævt ved synet af kontessen. "Katrina," hilste han og vinkede distræt til kammeraten, der også lod til at have fået øje på bedre selskab. "Alt for længe." Han bukkede let for hende og tilbød sin arm.

[Katrina af Legan]

Hun var ganske tilfreds med at se hans kammerat smutte og lagde sin arm om Gareths, da han rakte den frem. ”Jeg går ud fra, at du stadig fordriver din tid med næsen i bøgerne?” spurgte hun smilende. Selvfølgelig havde hun hørt rygterne – Niklaus havde også mindet hende om dem – men det passede sig jo ikke for en komtesse at bemærke på den slags ting. ”Kan du stadigvæk finde tid til det? To studier på én gang må give et vist pres?” Hun kiggede spørgende op på ham. Derudover var både historie og økonomi jo nogle tunge studier.

[Gareth af Trebond]

"Som altid er dine deduktionsevner uovertrufne," bemærkede han drilsk og styrede helt automatisk hen mod den nærmeste tjener med vin. Han kunne godt tage et glas mere og hun ville sikkert også sætte pris på noget at væde ganen med. Der var ret varmt derinde med alle menneskene. "Tjae, hvad kan jeg sige? Jeg er en hårdtarbejdende mand," der var måske en smule selvironi i ordene, for på en eller anden måde endte han alligevel med at bruge meget af sin tid med at hænge rundt. Informationen hang bare på en eller anden måde fast.

"Men nok om det. Hvordan har du det?" spurgte han. Hendes far var jo gået bort for nylig. "Og hvornår kom du tilbage?" Hun kunne ikke have været i hovedstaden længe, hvis hun havde været hjemme til sin fars bisættelse.

[Katrina af Legan]

Hun himlede med øjnene af hans drilleri og gav ham et lille dask på armen med et ubekymret smil. ”Så!” sagde hun i en advarende, men dog underholdt tone. Han lød stadigvæk til at klare den dobbelte studietid glimrende. Det måtte man altså misunde ham nogle gange. Hun ville selv være blevet forfærdelig stresset i sådan en situation.
Smilet blegnede lidt, da han spurgte ind. ”Det er ... mærkeligt. At far er væk, og Niklaus er baron.” Hun sukkede svagt ved tanken. ”Det er en stor omvæltning.” Niklaus skulle selvfølgelig nok klare sig fint, så hun bekymrede sig egentlig ikke alt for meget. ”Jeg kom til Corus i går.” Smilet blev lidt skævt ved tanken. ”Jeg var noget bekymret for, om vi nu også ville nå herop i tide. Man ved jo aldrig, om der kan ske forsinkelser under rejsen.” Hun havde været forfærdelig ræd for, at kareten skulle brække en hjulaksel undervejs eller sådan noget.

[Gareth af Trebond]

Han lagde en varm hånd ovber hendes og fangede hendes blik med et opmuntrende smil. "Det var ikke for at gøre dig ked af det," forsikrede han hende og gav hånden et blidt klem. De var nået en af de mange tjenere og han tog først et glas vin til hende og derefter sig selv.

"Nej, det er noget af en risisko," han smilede skævt og trak fingrene gennem håret, før han begravede hånden i lommen. "Jeg er glad for, at du kom sikkert frem." Han stoppede op og tog hendes hånd i stedet for hendes arm, så de stod over for hinanden. Glasset blev hævet til en skål. "For en sikker og forhåbentlig behagelig rejse?"

[Katrina af Legan]

Hun tog imod glasset og nippede lidt til vinen. ”Det skal du skam ikke tænke på,” afværgede hun hans undskyldning med et lille smil. ”Det er trods alt et forventet spørgsmål.” Hun var jo kommet tilbage fra en begravelse, så selvfølgelig spurgte folk ind til det. Hun hævede glasset til skål. ”For en sikker og behagelig rejse,” nikkede hun smilende.
Imens de bevægede sig videre fra tjeneren, kunne hun alligevel ikke lade være med at bringe det mest aktuelle emne på banen. ”Hvad tænker du om det, der skete under kroningen? Er den slags sket før?” Hun sendte ham et spørgende blik. Han studerede trods alt historie, så måske havde han hørt om lignende tilfælde.

[Gareth af Trebond]

Han trak på skuldrene uden at have kommentarer og koncentrerede sig i stedet om deres skål. Smilet var på hans læber og han holdt hendes blik over glassets kant, mens de drak.

Snart var de i bevægelse igen og selvfølgelig blev det åbenlyse emne bragt op. Han tænkte lidt over det. "Ikke så vidt jeg husker på stående fod," svarede han. Det virkede mere beskedent end at fortælle, at han kunne genskabe alt, han nogensinde havde læst for sit indre blik. "Jeg.. Er nysgerrig, spændt, tankefuld" og en smule nervøs, men det kunne han ikke så godt stå og indrømme over for hende. "Hvordan har du det med det hele?"

[Katrina af Legan]

Hans følelser omkring det hele fik hende til at le lidt. ”Talt som en sand lærd,” drillede hun og gav hans hånd et klem. Måske lige så meget for at berolige sig selv. Det kom ikke bag på hende, at Gareth så på hele scenariet med en vis mængde af nysgerrighed. Da han vendte spørgsmålet om, lagde hun overvejende hovedet lidt på skrå. ”Jeg er ikke sikker. Det var en voldsom oplevelse, synes jeg.” Hun havde aldrig prøvet at være vidne til den slags før. ”Jeg må vel indrømme, at jeg er en smule bekymret. Men jeg er også fortrøstningsfuld. Nu hvor vi alle ved, at der er noget i vente, kan vi forhåbentlig alle tage vores forholdsregler.” Hun nikkede bestemt ved tanken og smilede så undskyldende på til ham. ”Det må du undskylde. Det er ikke min mening at lægge en dæmper på stemningen.”

[Gareth af Trebond]

Drillerierne fik ham til at trække op i et lydløst grin, før han blinkede til hende. Ansigtet faldt tilbage til mere alvorsfulde folder, mens hun fortalte. Han nikkede forstående. "Der er ikke behov for undskyldninger, Katrina," forsikrede han hende, mens de fortsatte. "Jeg forsår godt dine følelser og det ville være tåbeligt, hvis ikke vi tog advarslen seriøst." Han hævede glasset til en gruppe bekendte, de passerede på deres vej. "Men det er jo en fest og jeg vil gerne feste for vores nye konge. Nogen skal jo gøre det."

[Katrina af Legan]

Ja, han havde selvfølgelig ret. ”Det er sandt. Det ville være synd, at lade al planlægningen af festlighederne gå til spilde,” medgav hun og nippede lidt til sin vin igen. Så kiggede hun forsigtigt op på ham gennem sænkede øjenvipper. ”Er der måske en invitation til en dans på vej så ...?” Et lille smil spillede om hendes læber. ”Når nu vi bør feste.”

[Gareth af Trebond]

"Se, nu taler vi," grinede han og tog en tår mere af vinen. Han havde rigeligt arbejde i sine studier, så når han endelig fik slæbt sig væk fra universitetet, ville han bare gerne have det sjovt. Og apropos sjovt.. Katrina lagde da egentlig ret meget op til ham. Ikke at der kunne komme noget godt ud af det, men.. En dans? Han smilede skævt. "Selvfølgelig. Det er et tilbud, kun en tåbe ville afslå." Han gav glasset til en tjener og tog så hendes hånd for at føre hende ud på gulvet.

Hånden lagde sig om hendes liv, trak hende tæt. Hun duftede godt. Med et drenget smil om læberne satte han i bevægelse. "Jeg må sige, du ser fantastisk ud i aften."

[Katrina af Legan]

Hun grinede lidt. ”Det var pænt sagt.” Hun gav glasset fra sig ligesom ham og fulgte smilende med ud på dansegulvet. Man burde vel gøre sit til at holde liv og god stemning i festen. Desuden var hun jo nødt til at få prikket huller i det venskabelige billede, som Gareth muligvis havde af hende, og få ham til at forstå, at hun ville være denne perfekte hustru. Nu hvor både Leonora og Niklaus var forlovede, skulle hun trods alt også til at få gjort noget ved sagen.
Men det var dog ikke noget, hun bare kunne haste sig frem til. Hun skulle for alt i verden ikke skræmme ham væk. Hun smilede op til ham, da han trak hende tættere. ”Tak.” Hun gav hans hånd et blidt klem. ”Kan jeg også sige, at du ser fantastisk ud? Eller vil mænd hellere kaldes noget andet?” spurgte hun så med et drillende smil og det ene øjenbryn let hævet.

[Gareth af Trebond]

Hun var god til at danse, skrev han sig mentalt bag øret. Ikke at det undrede ham. Katrina lod til, så vidt han huskede, at være det perfekte eksemplar på en komtesse. Køn var hun også. Hun ville sikker blive en fantastisk hustru til en af de mange junkere eller riddere inden længe, men i dette øjeblik var hun hans og det havde han det nu også helt fint med. "Fantastisk er helt fint med mig," kommenterede han med et skævt smil og blinkede ned til hende. "Fortæl mig, Katrina, hvad du går og bruger din tid på nu?"

[Katrina af Legan]

Hun besvarede det skæve smil med et af sine egne. ”Nu får jeg næsten lyst til at tage det tilbage. Du er vist allerede rigeligt glad for dig selv,” drillede hun med en svag latter. Gareth havde aldrig haft tendens til at tvivle meget på sig selv. Ikke at han behøvede det. Han var jo tiltrækkende og intelligent – perfekt husbond-materiale, hvis han ellers lige holdt op med at jagte efter kokkepiger. ”Hm ...” Hun lagde ansigtet i eftertænksomme folder. ”Ikke så meget, må jeg vel indrømme. Far var gået i gang med at lede efter et godt parti, så jeg ventede mere eller mindre blot.” Hun rystede smilende på hovedet ved tanken. ”Men jeg har fået læst en del bøger. Især et par om scanranske myter. Det var ganske fascinerende læsning, selvom der så ikke fulgte undervisning med bagefter.”