Solskinssøstre

[Tatiana af Vårfos]

Natalie af Vårfos

Solen havde valgt at titte frem for en gangs skyld og havde efterladt Tatiana med et helt nyt overskud, modsat det pressede stadie, hun havde været i de sidste par uger. Turneringen, Lachren.. Når hun så bort fra sin forlovelse, var alt perfekt. Derfor havde hun også søgt det meste af paladset igennem efter sin søster, før hun selvfølgelig var kommet på bedre tanker. Ingen ville da være indendørs, når solen endelig tittede frem efter en grå vinter!

Ganske rigtigt fandt hun da også søsteren, da først hun var smuttet ud i paladsets haver og et skævt smil lå på hendes læber. "Nattie," hilste hun og slentrede hen til hende, trak en krølle bag øret, før hun tog plads på bænken ved hendes side.

[Natalie af Vårfos]

Natalie havde brugt de sidste mange dage indenfor. Vinteren havde været hård og ikke speciel rar for hende. Hun var dog begyndt at kigge lidt på studierne igen. Men i dag skinnede solen frem, og hun var ikke længe op at svinge en kappe omkring sig og gå ud i paladsets haver. Her havde hun gået sig en frisk tur. Det var tydeligt at se på hende, at hun havde være ude i noget tid. Hendes kinder havde fået en fin lyserød farve, men det var godt for hende at komme ud.

Hun var endt ved en bænk tæt ved paladset, hvor hun satte sig og kiggede ud over haven. Der var smukt og roligt. Så hørte hun nogen tiltale hende, med et navn som kun én brugte, nemlig endes søster. Hun vendte straks hovedet og kiggede smilende på sin søster. "Tia. Sæt dig ned ved siden af" Hun var glad for sin søster, og stolt over hun netop havde vundet den ene ridderturnering. "Hvordan går det?"

[Tatiana af Vårfos]

Søsteren så bedre, mere sund ud, siden Tatiana sidst havde set hende. For Tia havde det aldrig været et problem at holde næringen inde med al sin træning, men Natalie var lidt mere roligt og skrøbeligt anlagt en hende. Hun trak på skuldrene. Egentlig burde hun jo ikke være så glad, som hun var.

"Lige nu er jeg flyvende efter turneringen," og det efterfølgende møde med Lachren, selvfølgelig. "Så du hører intet brok fra mig som minimum den næste uge." Efter det ville hun nok vende tilbage til arrigskab over forlovelsen. "Hvad med dig?"

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede af sin søster. Meget kunne man sige omrking forskelle mellem de to, men Natalie havde altid beundret sin søster. Hun var stærk, sej og helt igennem et godt forbillede mente Natalie. "Det var så sejt, at se dig vinde" Natalie var stolt over sin søster. Hun havde virkelig givet de andre riddere kamp til stregen, og hun havde vundet det hele. Hun var stolt over sin søster.

"Det bliver da dejligt at slippe for dit brok lidt" Sagde hun så grinende i en pjattende tone. "Det går godt. jeg har jo været tilbage på studiet lidt. Det er rart. Så får jeg også set lidt til Charlotte. Vi snakkede om jeg muligvis kunne rejse med hende, når hun er blevet gift. Hvis jeg da ikke selv når at blive forlovet inden da" Endnu var der ikke blev lavet nogen aftaler om hendes fremtid, men hun vidste det kunne ske fra dag til dag nu.

[Tatiana af Vårfos]

"Tak, det føltes også helt ubeskriveligt at stå dernede," hun havde haft så mange tvivl omkring Raoul. Flere gange havde hun overvejet, om hun burde lade ham vinde grundet hans ry, men i sidste ende tillod hendes stolthed det ikke.

Hun lo mildt. "Jeg håber, du får lært noget godt," kommenterede hun med et smil og lagde benene over kors. Nu turneringen var overstået, var hun tilbage i en ølivengrøn kjole til dagens festligheder. "Og lykken er ikke nødvendigvis i en forlovelse. Det håber jeg, du ved." Der var et strejf af bitterhed i hendes stemme.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede lidt over sin søster. Hun var nu af en særlig støbning. Så vendte hun hovedet i retningen af en solstråle og nød dens spæde varme. "Jeg lærer en del. Lige for tiden er jeg ved at lære omkring forskelle udtryksformer i malerier. Det er virkelig spændende. Vidste du at kunstneren blot ved hjælp at hvordan han holder penslen kan fortælle om billedet skal skabe vrede eller glæde?" Natalie fandt det meget fascinerende, hun havde selv forsøgt sig med de omtalte metoder, men hun havde svært ved at se forskel, måske fordi det ikke var tit hun blev rigtig sur.

Hun smilede lidt for sig selv, da søseren kommenterede med det på forlovelser. "Jeg ved da godt forlovelse ikke er alt, og for at være ærlig, så håber jeg lidt på det kan vente, så jeg kan få lidt tid med Charlotte i Meron. Det skulle være det skønneste vejr der" Natalie elskede sol og varme, så Corus var ikke ligefrem favorit byen altid.

[Tatiana af Vårfos]

Tatiana lyttede til hende fortælle og kunne ikke andet end at smile over søsterens iver, selvom hun overhovedet ikke delte interessen. Jo, kunst var da behageligt nok og hun var dannet nok til at have en dybere diskussion om det, men det ville aldrig være et emne, hun søgte frivilligt. "...Neej, det vidste jeg ikke," hun trak på skuldrene.

"Men er det en god ide at tage til Meron med dine studier? Og der finder du i hvert fald ikke en forlovet," bekymringerne flød straks ud af hende. Natalie var på mange måder stadig en pige, uberørt af de ting, Tia havde set. Den virkelighed, hun havde oplevet. "Har du tænkt det igennem?"

[Natalie af Vårfos]

Tatiana lød ikke helt så fascineret som Natalie følte sig, men det var også i orden. Hun lyttede og hun accepterede Natalies interesse, ligesom Natalie støttede Tatiana i hendes ridder interesse.

Det lød på søsteren som om det kunne være en god ting at tage til Meron, men hendes bekymringer satte alligevel sine spor i Natalie. Hun overvejede det lidt før end hun svarede. "Der er jo heldigvis også kunst i Meron, Så jeg kunne tage et par måneder med fjernstudie. Det ville ikke være noget problem." Den del havde hun tænkt igennem flere gange og så ingen problemer ved det. "Men du har muligvis ret i forhold til det med at blive forlovet. Det er nok ikke der jeg finder en mand." Hun tøvede lidt, så fortsatte hun . "Jeg har dog lidt slået blikket fast på en. Han... ved det bare ikke rigtigt endnu." Hendes blik havde længe hvilet på Marcus, men hun havde endnu ikke rigtig talt med ham. Der var noget der gjorde, at hun blev genert omkring ham, noget der ellers aldrig var et problem for hende.

[Tatiana af Vårfos]

At tyde på Natalies tavshed, havde hun tydeligvis ikke skænket disse ting en tanke og Tia gjorde sig mentalt notat af, at hun blev nødt til at tage en alvorsfuld snak med deres bror om det, før der blev besluttet noget på det område. Hun ønskede kun søsterens bedste, men af og til var hun ikke god til at passe på sig selv. "Den slags ting er vigtige at tage stilling til, når man gør sig den slags overvejelser," påmindede hun hende og tonefaldet understregede den indtrængende alvor.

"Uh," hun smilede bredt. "Hvorfor vidste jeg ikke noget om det? Hvem? Ikke en eller anden tør og kedelig, vel?" Hun ønskede søsteren det bedste og ikke en dødsyg junker.

[Natalie af Vårfos]

Natalie kunne godt høre, at det nok alligevel ikke var så godt planlagt, som det havde lydt overfor Charlotte. Men det var omvendt det hun godt kunne lide ved Tia, hun var altid ærlig og tænkte på, hvad der var smartest og hvordan det ville gå. "Du har nok ret. Jeg bør overveje det lidt mere, før jeg tager stilling til det. Men det kunne nu være rart med lidt varmere forhold." Det var ikke fordi hun brokkede sig, sådan lød det ikke. Hun var bare glad for sol og varme.

Hun rødmede en smule, da Tia spurgte ind til, hvor hun havde kastet sine øjne på. Så grinede hun lidt over hendes spørgsmål. Tia ville helt sikkert synes han var tør og kedelig. "Der er kun en der ved det. indtil nu altså." Hendes fingre fandt en fold i skørtet som hun sad og pillede ved. Det lignede ellers ikke hende at være så genert omkring drenge. Marcus... af Naxen. Han er virkelig smuk og virker som både sød og rar. og så er det jo en god familie." Så kiggede hun op på sin søster igen "Jeg har dog endnu ikke talt med ham... Jeg kan ikke rigtig."

[Tatiana af Vårfos]

"Det lyder som en rigtig god ide," smilede hun og fejede en krøllet lok væk fra panden. Så længe Natalie fik tænkt sig godt om og talt med storebroren om det, burde alt nok gå godt og så kunne hun igen have en lille smule ro i kroppen.

Det var så sødt at se lillesøsteren rødme ved tanken om en fyr. Selv var Tatiana kommet over det for nogen tid siden. Mænd var en del af hendes hverdag, så det ville være mere end bare ualmindeligt upraktisk, hvis hun skulle gå og rødme hele tiden. "Junker Marcus af Naxen?" Hun hævede et bryn. Marcus havde, så vidt hun havde fået indtrykket af, ikke tid eller interesse for andet end sine studier og ingen andre kvinder end sin tvillingesøster. "Jeg... Tror ikke, det er en så god ide, Nattie. Du skal finde en, der er glad. En, der kan gøre dig glad." Hun strøg tomlen over hendes kind og ned om hagen, gav den et blidt klem.

[Natalie af Vårfos]

Det virkede heldigvis ikke til, at søsteren bed mærke i hvor genert hun blev, i forhold til, hvad hun plejede. Det var Natalie fint tilfreds med. At hun ikke var så glad for hendes valg af mand, var derimod ikke så godt. Men selvfølgelig kunne hun godt se hvad Tia mente. Problemet var bare at det netop var de ting hun nævnte, der gjorde ham interesssant. "jeg ved hvad du mener Tia, men han er noget særligt. Jeg gider ikke en mand der bare lægger sig for mine fødders snart jeg kigger på ham. Og Marcus er en meget lærd mand" hun rettede lidt på sit hår og fortsatte. "om han vil gøre mig glad, det ved jeg ikke, men jeg har aldrig haft det sådan her over for nogen før. Når jeg kigger på ham smiler jeg og hvis jeg vil tale med ham snører min hals sig fuldkommen sammen" det var næsten for meget. Men det var om ikke andet sanheden

[Tatiana af Vårfos]

Hun hævede et bryn over formuleringen. En mand, der lagde sig for hendes fødder så snart, hun kiggede på dem? Søsteren var køn, ingen tvivl derom, men formuleringen havde båret præg af en ukarakteristisk arrogance. Derfor kommenterede hun heller ikke på det, men prøvede bare at tygge lidt sammen om tungen for ikke at ende med at sige noget dumt.

"Det er der også mange andre mænd, der kan," udbrød hun alligevel, da hun ikke kunne holde det tilbage længere. "Du er nitten og jeg forstår godt presset, men det betyder ikke, at du skal vælge den første og den bedste." Hun trak på skuldrene. "Du kan tage med mig på Kronhjorten næste gang, jeg skal derhen - møde nogle af de andre riddere?"

[Natalie af Vårfos]

Hvorfor kunne hun ikke forstå, Marcus ikke var som andre? Det var han nemlig ikke. Ikke i følge hende. Det havde ikke noget at gøre med at vælge den første og bedste. Det handlede mere om, at han var en af dem der ikke vendte hovedet efter hende på universitetet.
Hun smilede dog til søsteren, som jo sikkert ville hende det bedste. "Jeg ved godt, at jeg ikke har travlt, det har intet med det at gøre. Jeg vil bare gerne tale med ham." Det var det der var hele problemet. Hvorfor var det ikke bare at gå hen og sige hej? Dog kunne hun nu alligevel godt lide søsterens andet forslag "Hvis jeg må, vil jeg gerne med dig. Er der nogen der er ugifte og gode nok til din søster?" Det sidste blev sagt meget drillende og med et glimt i øjet.

[Tatiana af Vårfos]

Igen kom der indvendinger og bortforklaringer og Tatiana måtte kvæle et opgivende suk. I sidste ende var det jo heller ikke op til Natalie, men deres bror, så det kunne hun altid finde en form for tryghed i. Derfor smilede hun bare og lod emnet glide ud. "Selvfølgelig er der det - vi er jo riddere," det var tydeligt på hendes tonefald, at det betød adelens bedste udvalg. "Der kan du finde nogle veltrænede, veldrejede og generelt virkelig skønne mænd." Smilet blev varmere, da tanken faldt på især én tykpandet, rødhåret ridder.