En del af familien

[Illunie af Condia]

Zoia af Meagmarsk

De seneste dages hektik havde givet hende mere end rigeligt at tænke på. Ikke nok med, at hun havde indtaget pladsen som dronning ved Jonathans side, de havde også haft den værst tænkelige start. Udfordringer og ukendte farer lurende i mørket var ikke just drømmeforholdende.

Med et suk måtte Illunie erkende, at Jonathans arbejdsværelse var tomt og hun fortsatte videre til stuen. Også den var tom. Eller.. Ikke helt tom. Et velkendt baghoved fangede hendes blik. Hun havde helt glemt at tjekke op på Zoia, slog det hende, og hun gik hen til pigen. Et varmt smil lå om hendes læber. "Zoia," hilste hun og lod blikket glide over hendes ansigt for at sikre sig, at hun havde det godt.

[Zoia af Meagmarsk]

Siden kroningen havde Zoia haft det mærkeligt i kroppen. Den føltes rastløs, og en stigende uro i maven havde fået hende til at miste appetitten. Selve den magiske udladning, da Jonathan blev kronet, havde næsten givet hende en mavepuster, fordi hun ikke før havde mærket så meget magi samlet på et sted. Og så... Det der. Hun havde ikke været i stand til at sætte fingeren på, hvad der var sket. Men følelsen af, at nogen havde set lige igennem hende, mens den rungende stemme havde talt, fyldte stadigvæk hendes krop.

Hun havde søgt ind i stuen, fordi hendes egne værelser virkede som et lille bur for hende. Og hun havde måske håbet på at støde på Roald. Han havde dog ikke været der, men i stedet for at gå tilbage, var hun faldet lidt hen i den stol, hun var klatret op i. Hun kiggede op, da hun hørte Illunies stemme, og et svagt smil dukkede frem. "Illunie," hilste hun tilbage. "J-jeg faldt vist lidt hen."

[Illunie af Condia]

Hun trak en stol hen ved siden af den, Zoia havde taget plads i. Hun så endnu mindre ud i den store stol end hun normalt gjorde og smilet voksede lidt. Blidt strøg hun hende over håret, før hun lagde armen over knæet på de korslagte ben. "Undskyld, jeg vækkede dig." Dagene havde været hårde og hvis de kunne få noget hvile, burde de bestemt. "Hvordan har du det?" spurgte hun forsigtigt. Pigens velbefindende gik hende meget på sine, ligesom det gjorde med alle hendes børn.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun smilede op til Illunie. "Det gør ikke noget," stuen var varm og betryggende. Den mindede hende mere om et hjem, end klosterskolen og hendes værelse i Gudernes By havde gjort. "Jeg ved det ikke.." Svarede hun ærligt og bed sig i underlæben. "Det... Jeg har aldrig mærket så meget magi før. Og efter..." Hun nævnte ikke hændelsen med ord. "Det føltes som om, nogen så lige gennem mig." Det havde gjort hende mere end ualmindelig bange.

[Illunie af Condia]

Hun smilede, varmt og forstående. Det var kun forståeligt, at hun var forvirret. Selv havde hun også kunnet mærke den underlige skævhed i sig selv efter episoden. "Nej, det har jeg heller ikke," forsikrede hun hende. Også selvom hun havde studeret Gaven i nogle år i Carthak. "Men du ved, du er i sikkerhed, ikke?" Hun så på hende med en varm alvor i blikket. Det var hendes opgave at rumme og give tryghed, mens Jontahan fandt svar, så det havde hun tænkt sig.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun krøb lidt mere sammen på stolen, og var glad for valget af bukser i stedet for en kjole, da hun var stået op om morgenen. Hun var heller ikke i andet end indendørssko. Hun så op på Illunie. Hun nikkede forsigtigt. "Jeg blev bare så bange," og hun var ellers sjældent bange. Det påstod hun i hvert fald selv.

[Illunie af Condia]

Hun rakte frem og strøg en tommelfinger over hendes kind, greb til sidst om den og gav den et trøstende klem. "Vi bliver alle bange fra tid til anden," forsikrede hun, "Selv dronninger, konger og små, stædige piger." Blikket spillede, selvom der lå en alvor bag morsomheden. For hendes nerver var flossede og det var kun et spørgsmål om tid, før også hun ville blive nødt til at tage en pause, få mulighed for at trække vejret.

[Zoia af Meagmarsk]

Det trak i Zoias mundvige ved Illunies ord. Men hun nikkede. "Jeg troede ikke, jeg kunne blive så bange," fortalte hun og sukkede. "Det føltes anderledes, end den gang jeg satte ild til Logans arbejdsværelse lige inden midvinter," det var stadigvæk ikke helt kommet i orden igen. Hele rummet havde stået i lys lue.

[Illunie af Condia]

"Frygt kommer bag på os alle," det kendte hun kun alt for godt. Hun havde aldrig troet, hun skulle frygte noget mere end at forlade sin familie i Carthak. Så var der hele frygten, da hun indså, at hun ikke kun fungerede godt med Jonathan, men elskede ham. Kærlighed var lunefuld, det vidste hun kun alt for godt. Der havde været frygten ved graviditeterne, frygten ved at være mor og så selvfølgelig den evige frygt for sin mand.

Aftenens episode havde ikke gjort den frygt mindre. "Det er fordi, du er en intilligent. Du kan fornemme selv den frygt omkring dig, som de voksne prøver at skjule." Hun strøg fingrene igennem hendes hår igen. "Men vi passer på jer."

[Zoia af Meagmarsk]

Hun lukkede øjnene, da Illunie strøg fingrene gennem hendes hår igen. Det var endelig vokset så langt, at det kunne lade sig gøre. Og det beroligede hende. "Tak," sagde hun stille, med en eftertænksom mine. Så tog hun en dyb indånding. Nu hvor hun havde Illunie på tomands hånd, kunne hun jo tale med hende om det, som Gil havde foreslået. "Illunie? Frygtede du også at blive gift med en kronprins?" Den gang Roald havde været prins, havde det ikke været så slemt. Der havde den afdøde dronning jo ikke været syg.

[Illunie af Condia]

Hun fortsatte med at stryge fingrene igennem Zoias hår. Ligesom hendes eget var det umuligt at få til at samarbejde, men det fik hende kun til at minde mere om døtrene. Hun smilede varmt og spørgsmålet fik hende endda til at grine. Ikke nogen hånlig eller overlegen latter, men en blid, beroligende. "Selvfølgelig var jeg det, søde," forsikrede hun hende og trak hånden til sig igen. "Modsat dig skulle jeg ikke et lille smut i hestevogn, men på en flere måneders rejse til vands og lands for at ægte en mand, jeg kun havde hørt om og blive kronprinsesse af et fremmed land, jeg end ikke havde besøgt."

[Zoia af Meagmarsk]

Hun vidste godt, at Illunie kom fra et andet land. Men det virkede så... Fjernt. Og så længe siden. Illunie havde jo været gift med Jonathan lige så længe, som Zoia havde været født. Hun var trods alt en måned ældre end Roald. Hun pillede lidt fraværende ved kanten på sin tunika. "Hvordan vidste du, at du kunne lide Jonathan? Jeg mener... Roald og jeg var jo venner inden..." Hun bed sig igen i underlæben.

[Illunie af Condia]

Spørgsmålet var uventet. Så trak hun på skuldrene. "Jonathan blev også min ven, før noget andet," fortalte hun og smilet ændrede form, mens hun åbnede mindet. Den mørke hud afslørede heldigvis ikke den kun lette rødmen. "Vi gik mange ture sammen, lærte hinanden at kende og talte i timevis. Politik, interesser, historier, om vores liv og familier," og sådan var venskabet blomstret, havde dannet et solidt fundament. "Lige så langsomt forandrede det sig." Det kunne ikke beskrives med ord. I hvert fald ikke nogen, en pige ville forstå.

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia lyttede til hendes forklaring, og nikkede lidt ind imellem. Hun havde ikke rigtig gjort nogen af de ting endnu sammen med Roald. De havde reddet ture, og leget, men det var også det. De mere voksne emner havde kedet dem begge. "Tror du mit forhold vil ændre sig til Roald, nu hvor jeg skal til Yamani-øerne?" Hun løftede hovedet og så på Illunie. Bekymringen var tydelig i hendes ansigt.

[Illunie af Condia]

Blikket igen mere tilstedeværende og hun trak på skuldrene. "Selvfølgelig vil det det," svarede hun med et lille smil, "Men en ændring er jo ikke nødvendigvis til det dårlige." Det ville også give Roald tid til at modne mere. Selvom han var blevet så voksen, var han stadig hendes lille dreng på mange punkter. "I skal nok klare den, det er jeg slet ikke tvivl om." Hendes søn lignede sin far meget i personligheden og selv kunne hun ikke undgå at se lighedstegn mellem sig selv og Zoia.