Forbudte øjeblikke

[Lachren af Meron]

Tatiana af Vårfos

Det var nogle timer siden dagens turnering var afsluttet og vinderen kåret og selvom det ikke havde været ham selv, var han ganske tilfreds alligevel. Han havde haft nogle gode kampe og havde ikke andet end respekt til overs for hende der hade vundet. Respekt og.. en del andet. Han havde forladt de efterfølgende festligheder for at få lidt ro og var endt ved staldene for at se på en hoppe han overvejede at investere i. Ziba var ved at være gammel og før eller siden var han nødt til at overeje at skifte hende ud med en yngre hest. Ikke at det skulle være lige nu, men det skadede ikke noget, at se på mulighederne.

Han stod i båsen hos den gråskimlede hoppe, da en velkendt stemme fik ham til at løfte hovedet. Langsomt slap han hoppens ben igen så hun kunne sætte hoven ned og rynkede brynene mens han rettede sig lidt op og kastede et blik hen over kanten på den lukkede bås, uden dog at give sig til kende. Hvorfor hun havde forladt sin egen sejrsfest vidste han ikke. Det var dog i sidste ende komplet ligegyldigt hvorfor hun var der, for mens hun gik ned mod båsen han gemte sig i, fik en ny tanke et drenget smil til at spille på hans læber.

Da hun var ud for båsen, trådte han et halvt skridt frem, ud på mellemgangen og trak hende med sig tilbage ind i båsen, mens hoppen trippede og prustede irriteret over den pludselige aktivitet.

[Tatiana af Vårfos]

Lige siden turneringen havde adrenalinen og sejrsrusen pumpet gennem hende. Hun havde ikke bare vundet, hun havde også slået en række riddere, der var hende overlegne i både fysisk styrke og mængden af erfaring. Ligesom så mange andre gange, hvor hun havde lidt meget om hovedet, var hun søgt ned i staldene.

Hun havde fået Kamille, da hun var blevet væbner og hoppen havde fulgt hende lige siden. Selvom det efterhånden var Viktor, hun red mest, var Kamille mere en betroet end et dyr. Og hendes mule føltes varm og blød mod panden. Efter at have siddet der lidt i tavshed, kom hun på benene igen. Det var vist også på tide at komme ind igen.

Stadig i sine egne tanker gik hun gennem stalden. Et lavt gisp fløj fra hende, da hun blev grebet fat om. Hendes lugtesans nåede dog at berolige hende, før hun hakkede et knæ i skridtet på manden og hun søgte villigt ind i Lachrens arme, ignorerede hoppens protester. Uden at kunne nå at stoppe det, indtog hun helt impulsivt hans læber.

[Lachren af Meron]

Lachren havde selv haft samme plan og hans læber mødte Tatianas på halvejen, mens han pressede hende op mod båsens ene væg "Jeg fik.." begyndte han hviskende og fortsatte mellem grådige, legende kys "..aldrig sagt ordentligt... tillykke med... sejren." han trak hovedet lidt tilbage for at få vejret igen, uden dog at gå tilbage for at skabe mere plads. Ikke at der var meget i dentrange bås sammen med den gråskimlede hoppe i forvejen.

[Tatiana af Vårfos]

Hendes fødder var ved at slippe staldens underlag, da han pressede hende tæt op mod væggen og hun flettede benene tæt om ham, trak ham tættere ind. De var begge hurtige nok til, at de hurtigt ville kunne få flettet sig ud fra hinanden igen og komme på nok afstand, skulle der komme nogen ind i staldene. "Det gør du da lige nu," kommenterede hun, hev lidt efter vejret efter deres kys. "Hun kan ikke lide, jeg er her," hun nikkede mod hoppen og nappede Lachren legesygt i underlæben, før hun trykkede et kys mod hans læber.

[Lachren af Meron]

Han endte i øjeblikkets impulsivitet med hænderne i et fast greb om hendes lår, mens han tog hvad der havde lagt ham på sinde siden turneringen. Modsat så mange andre var han ikke afskrækket eller frastødt over kvinder der kunne håndtere et sværd og i Tatianas tilfælde, komplet det modsatte "Når ret skal være ret, er det også hendes domæne." mumlede han inden endnu et grådigt kys og fortsatte efter det "Det var hende der havde min udelte opmærksomhed indtil du viste dig. Måske er hun jaloux?" hans blik spillede skælmsk.

[Tatiana af Vårfos]

Alene måden, hans hænder tog fat om hendes lår på, var nok til at få hendes tanker hen på en masse ting, de nok ikke burde gøre i staldene. Allerede nu pressede de deres held. Hun smilede ind mod hans læber, tog grådigt imod flere af hans kys. "Jeg forstår hende godt," mumlede hun og indtog hans læber igen, "Jeg mener..." Endnu et kys. "Jeg ville også brokke mig... Hvis.. Der kom en nu.. Og stjal dig." Fingrene var filtret tæt ind i de tykke, røde krøller.

[Lachren af Meron]

Han tog sig i at overveje, hvilke muligheder der ville have været, havde hun været i skørter. Han vidste tanken var forkert, men det gjorde den ikke mindre tiltalende og plantede et smørret smil på hans læber "Du er sikker for nu.." brummede han mellem to kys og strammede grebet om hendes lår lidt, da hun begyndte at glide ned. han lænede sig tungere ind mod hende, lagde panden mod hendes og sukkede tungt "Mithros, kvinde...jeg har ikke tænkt på andet end dig siden du viste Jesla hvordan et sværd skal håndteres.." han hev luft ind i et hårdt ryk og pressede munden mod hendes igen.

[Tatiana af Vårfos]

En selvtilfreds stemme i hendes indre kommenterede, at hun troede, hun var sikker for lidt mere end bare nu. Lachren risikerede måske ikke lige så meget som hun gjorde, men det var stadig ikke et risikofrit foretagende, han havde bevæget sig ud i og det forsikrede hende om, at hun ikke bare var endnu en af hans erobringer. Selvom hans berøringer allerede havde fortalt hende det.

Hun smilede mod hans læber og en latter undslap hende mellem kyssene. "Det kunne du lide?" mumlede hun og nappede legende i hans underlæbe, mens hun førte en hand fra hans hår, ned over halsen, overkroppen og ned over bulen, der allerede havde tegnet sig i hans bukser. "Det er ikke det eneste, jeg kan håndtere."

[Lachren af Meron]

Det smørrede smil blev kun bredere ind mod hendes læber, mens han brummede et bekræftende "Mhmm.." som svar på hendes retoriske spørgsmål. Det stivnede dog i en anstrengt trækning, da hendes hånd forsvandt ned mellem dem. Han åndede tungt, igen med panden mod hendes og pressede sig imod hendes hånd, dermed også låsende den fast mellem dem, mens han holdt også hendes øjne fast med et mørkt blik "Du leger med ilden.."

[Tatiana af Vårfos]

Hans reaktion fik hende til at smile bredt og hun lukkede fingrene tættere om ham, da han skubbede sig tættere på. "Du kender mig," svarede hun og vippede hovedet kækt på skrå med et spillende blik. Som adelskvinde var hun msåke pæn, ordentlig og pligtopfyldende, men som ridder var hun flabet og kæk, især for ham. Hun strakte hals igen og fangede hans læber i et sultent kys.

[Lachren af Meron]

Han kunne mærke varmen fra hendes hånd selv gennem bukserne, eller også var det sanserne der spillede ham et pus, fordi han af erfaring vidste nøjagtigt hordan hendes hånd føltes omkring ham, blandt andre ting "Alt for godt.." mumlede han lavmælt og besvarede uden tøven hendes kys.

Stemmer der kom nærmere ude på gangen fik ham til at stoppe og fryse på stedet. De ville ikke være til at se hvis noget gik forbi - med mindre de gjorde opmærksomme på sig selv. Det var lige dele underholdende og nervepirrende at stå der, i en aldeles kompromitterende situation. Noget ophidsende ved at vide, de kunne blive taget på fersk gerning hvert øjeblik det skulle være, selvom det var det sidste nogen af dem ønskede. Så han stod stille. Med besvær. Hendes hånd var aldeles distraherende, mens han holdt hendes blik med et sitrende grin og prøvede at være så lydløs som muligt.

[Tatiana af Vårfos]

Et kys blev hurtigt til flere og hun udforskede gerne hans mund og læber med sine, nød at være tæt med ham uden de indvendinger, der var kommet sidste gang. Bare dem, sammen, lidt endnu.

Hun stivnede og prøvede at dæmpe lyden af sit skæve åndedræt, da lyden af stemmer nåede hendes ører. At dømme ud fra Lachrens pludselige fastfrosne stilling gættede hun på, at han også havde hørt dem. Hun fangede hans blik og kunne af uvisse årsager ikke holde et smil fra sine læber. Der var noget spændende og underligt ophidsende ved det. Langsomt begyndte hun at bevæge fingrene lidt om hans køn, mens milet kun blev bredere.

[Lachren af Meron]

Stemmerne kom nærmere og han gættede på to af staldknægtene, ud fra de brudstykker af samtalen han fangede. Han hørte kun efter med et halvt øre fordi Tatianas fingre gjorde det forbandet svært at stå stille og ikke mindst, være stille. Hans blik blev mørkere, mens hans fingre krummede sig hårdt mod hendes lår. Ikke desto mindre følte han sig aldeles levende lige i det øjeblik. Hele kroppen sitrede indvendigt af både spænding og råt begær - noget han efterhånden måtte erkende, hun var lidt for ferm til at tænde i ham. Så lydløst som muligt trak han vejret ind gennem let adskilte læber og lod det slippe ud igen gennem næsen. Ikke et sekund brød han den stigende intense øjenkontakt med hende mens de to store knægte nåede båsen de stod i - og passerede forbi.

[Tatiana af Vårfos]

Det tændte hende kun mere, da stemmerne kom nærmere og selvom hun prøvede at minde sig selv om, at hun var en pæn pige, en ung adelskvinde opvokset på paladset og endda uddannet ridder. Men uanset hvor meget hun prøvede at være god, havde Lachren bevist, at hun ikke kunne holde de andre sider af sig væk. Fingrene kærtegnede ham mere intenst, des højere stemmerne lød og hun sugede tilfreds alle hans fantastiske udtryk til sig. Hans ansigt var så ekspressivt, lyste så klart af hans lyst.

[Lachren af Meron]

Hans greb var hårdt nok til at gøre ondt, men han tænkte ikke så langt lige i det øjeblik. Heller ikke over hvor tungt han lænede sig ind mod hende, mens skridtene, sammen med stemmerne, kome tættere på og gik forbi. Han havde holdt vejret nogle sekunder mens staldknægtene passerede, og åndede nu anstrengt ud mens han løftede hovedet lidt "Du får det her betalt..." hviskede han en smule stakåndet da han var sikker på staldknægtene var så langt nede ad gangen, at de ikke ville kunne høre ham "Med renters rente.." fortsatte han og skiftede sit greb i en brat bevægelse, så han nu havde fat under hendes bagdel i stedet. Hans arme syrede en smule, men han var aldeles ligeglad i øjeblikket.