Der hviskes

[Cierra af Henlov]

Ermelia af Naxen
28. januar 528 M. T.

Selve ceremonien og kroningen var gået, som det var planlagt. Men til sidst var der sket noget, som ingen nogensinde kunne have forudset. Og det havde ærlig talt skræmt den unge Cierra, der havde siddet ved siden af Tristen under det hele. På et tidspunkt havde hun taget sig selv i, at ligge sin hånd omkring hans arm og holde fast i den, mens den skræmmende stemme havde lydt gennem hele salen.

Nu stod hun til festen, iført Henlovs farver, og ledte efter en speciel mørkhåret pige. Der var så mange menneske,r at det var svært for en i forvejen lille skikkelse, at få øje på en anden lille skikkelse. Det tog flere minutter at manøvre sig rundt omkring de mange kjoleskørter, tjenere og andre. Til sidst fik hun øje på veninden fra skolen, og Cierra lyste op i et lettet smil. De havde hver især haft travlt ved ankomsten til Corus. Med hurtige skridt krydsede hun gulvet, og stod til sidst ved siden af Ermelia. "Mellie," hilste hun med et glas saft i den ene hånd.

[Ermelia af Naxen]

Modsat mange andre, der havde båret deres slægtsfarver med stolthed og ære, havde Ermelia valgt en helt midnatsblå kjole. Hun følte sig rodløs, underligt svævende uden tilhørsforhold til hverken den kejtede væbner, sin inkompetente fætter eller.. Hun sank hårdt, da hun tænkte på Caelie. Siden natten havde hun stadig ikke talt med sin søster.

Nu stod hun lidt målløst, alene mellem alle skørterne. Lyden af varslingen havde efterladt hende lidt ved siden af sig selv, mindet hende om hendes far med sin hårdhed og myndighed, men hun havde ingen at søge trøst hos. Lyden af en velkendt stemme fik hende til at lyse op i et lettet smil. "Cierra," hilste hun, da først hun havde vendt sig mod veninden. Det var ikke let til selskaber, hvor alle ragede op over en selv. "Dejligt at se dig."

[Cierra af Henlov]

Hun smilede til Ermelia og nikkede. "I lige måde. Selvom det tog noget tid at finde dig," hun vidste, at veninden ville være til festen. Men ja, at være en af de laveste var absolut ikke en fordel i denne forsamling. "Her er frygtelig mange mennesker. Og de fleste snakker om det, der skete til kroningen," sagde hun og tog sig selv i at få kuldegysninger ved tanken om det. Jo, det havde så sandelig skræmt hende.

[Ermelia af Naxen]

Det kunne hun sagtens forestille sig. Det var altid et hyr at finde hinanden uden for klosterskolen, men med årene skulle hun og veninden nok få noget højde på, det var hun overbevist om.

"Ja, det forstår man godt," svarede hun roligt, selvom hårene havde rejst sig på hendes arme under armernes bløde stof. "Det var... Underligt.. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle kalde det. Aldrig i sit liv havde hun oplevet noget lignende, men hun havde også holdt sig langt fra alt med Guderne. Selv Gaven gjorde hende lidt utilpas.

[Cierra af Henlov]

Hun nikkede til Ermelias udmelding om det, der var sket. Selvom underligt ikke lige dækkede det. "Jeg tog mig selv i at bore mine negle ned i Tristens underarm, fordi jeg blev så overrasket," fortalte hun, og kunne ikke lade være med at føle en vis form for tilfredsstillelse over det. "Gad vide om nogen ved, hvad det hele betød?" Spurgte hun og så på veninden. Hun havde ikke den fjerneste idé.

[Ermelia af Naxen]

"Det kan Ridderen da næppe være blevet glad for," kommenterede hun med et lille smil, selvom det frydede hende lidt. Cierra havde allerede fortalt om sin forlovede og for Ermelia at dømme var han ikke et hak bedre end Gil. "Jeg tror det ikke," vurderede hun, selvom Jonathan jo havde været hurtig til at berolige alle. "Se, hvordan de hvisker sammen." Hun nikkede over mod et bord, hvor en gruppe mænd havde slået sig ned og nu sad lænet ind over bordet i lavmælt samtale.

[Cierra af Henlov]

Hun trak på skuldrene, og et lille, frydefuldt smil gled over hendes læber. "Han havde fortjent det, sådan som han opfører sig," kommenterede hun, og vidste, at både hende og Ermelia ikke var videre imponeret over deres forlovede mænd. Hun så i samme retning som Ermelia og nikkede. "Det har altså også lagt en dæmper på hele festen. Men, i det mindste har vi noget at fortælle de andre om, når vi kommer tilbage til skolen," sagde hun og kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hende og Mellie kunne føre sig frem, fordi de havde været med til kroningen.

[Ermelia af Naxen]

Smilet voksede en smule i styrke, selvom det stadig var begrænset. Stemningen passede sig ikke rigtigt til et bredt tandsmil, selvom det også sjældent var dem, Ermelia hev frem. "Fuldstændig," hun kastede et stjålent blik mod Astor, der fangede hendes blik. "Hvorfor blev alle mændene gift, før vi overhovedet var færdige på skolen? Nu er der kun skravlet tilbage." De lavadelige, dem der horede og drengepjokkene, som Tristen og Gil.

Hun rankede sig lidt og nikkede. Det var altid godt at være omdrejningspunktet for opmærksomheden. Det betød, man var noget. Nogen. "Det skal nok få de andre til at hviske," kommenterede hun med glimt i øjet.

[Cierra af Henlov]

Hun sukkede opgivende over Ermelias spørgsmål og rystede så på hovedet. "Jeg ved det ikke. Vi, der har en status i samfundet, burde kunne have fået os nogle mænd. Men i stedet finder vores forældre blot forvoksede børn," kommenterede hun. Tristen og hende kom absolut ikke godt ud af det med hinanden. Men det var kun fordi, han ikke passede ind i hendes kasser. Men det ville han komme til med tiden.

Hun genkendte glimtet i øjet på veninden, og hun fik det selv. "Mon ikke. Og maskeballet. De store kjoler, og musikken. De vil være grønne af misundelse alle sammen, når de hører om det," der var nu noget specielt ved at være en af de førende på skolen. Og det gjorde det kun bedre, at hun havde Ermelia ved sin side.

[Ermelia af Naxen]

Hun nikkede i tavs enighed til venindens udsagn. "Vi bør også tale om, hvordan vi har tænkt os at fremlægge dem for de andre," fortsatte hun konspiratorisk. Heldigvis var der ikke mange på klosterskolen, der kendte deres forlovede og de, der gjorde, havde sikkert ikke set dem i så mange år, at det ville stå hende og Cierra frit for at skræddersy historierne til deres sociale behov.

"Min kjole er et kunstværk," fortalte hun med et selvtilfreds smil om læberne, "Jeg glæder mig også til at se dit. Kommer du i Henlovs farver?" Det var rart at have veninden tæt på igen.

[Cierra af Henlov]

Det trak i Cierras mundvige ved Ermelias ord. Det lød som den perfekte plan. "Umiddelbart tænker jeg, at vi har et par dage i hestevogn til det. Vi kan lige så godt udnytte tiden fornuftigt," hun elskede, hvordan veninden tænkte på den måde. Hvorfor kunne flere ikke være som Ermelia?

Cierras øjne lyste, da de begyndte at tale om kjolerne til maskeballet. "Du ved altid, hvilke farver, der klæder dig bedst," sagde hun, og nikkede til venindens spørgsmål. "Mors og fars ordre. Tristen kommer i himmelblåt. Han har ikke helt styr på, at det ikke står særlig godt til hans hår," hun himlede med øjnene over, at hendes forlovede ikke havde den fjerneste form for modesans.

[Ermelia af Naxen]

Dage? Der var flere uger til Gudernes By, men det passede hende fint. Så ville de have et par uger til at leve præcis som det passede dem. Være deres egne herrer på vejen. "Det er en aftale," hun nikkede og smilede lidt ved det nye emne. Der var intet bedre end at diskutere kjoler med veninden.

Ved kommentaren trak hun på skuldrene, selvom hun havde mest lyst til at pointere selvfølgeligheden i hendes stilsikkerhed. Det lå i familien. Noget af den i hvert fald, selvom hun havde på fornemmelsen, at hendes kusine Myrilla blev påklædt af sin husbond. Hertugen af Stenbjerg lod til at være det bedste valg, Murray kunne have taget. Det sitrede i hendes mundvige. "Drenge," hun himlede med øjnene. "Jeg kan heller ikke forestille mig, det vil være godt med hans øjne. Det er et held for ham, at du kan vælge for ham i fremtiden."

[Cierra af Henlov]

Hun kunne ikke alde være med at smile, da også Ermelia himlede med øjnene. "Jeg ser frem til det. Selvom han beskylder mig for at ville ændre på ham," sagde hun og rystede på hovedet med et lille fnys. "Er det ikke enhver kvindes pligt at forberede sin kommende mand?" Spurgte hun retorisk. For hende var det en selvfølge at skulle bestemme, det var hun trods alt vokset op med.

[Ermelia af Naxen]

Hun så slet ikke, hvilke problemer ridderen kunne have ved, at Cierra prøvede at ændre ham. Det ville da kun være til det bedre. Ligesom Ermelia, var veninden kvalitets- og stilbevidst til overflod. "Og forbedre," bekræftede hun med et bedrevidende suk. "Ikke at jeg har fundet mig i et bedre arrangement. I det mindste er din forlovede aldrig flygtet til sin moders skørter," hun mærkede irritationen røre på sig ved bare tanken om det.

[Cierra af Henlov]

Cierra skulle lige til at kommentere på det omkring Tristen, da Ermelia kom med en langt mere spændende oplysning. "Nej! Gjorde han?" Hun så overrasket på veninden, og kunne ikke lade være med at føle, at hun måske havde trukket det længste strå blandt de mænd, der var tilbage. "Sikke dog... Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg må indrømme, at det chokerer mig. Han er sønnesøn af en hertug, og væbner til en af landets mest mandige riddere," hvilken uforskammet opførsel!