Distraktioner [R]

[Kian Falkeblik]

Elisia af Bugtvig

”Mhm, jeg lytter da også,” brummede han, da Elisia for nok femte gang, forlangte at han skulle koncentrere sig. De sad på hans værelse, så der var ikke mange andre steder at sidde end på sengen, og Kian havde hurtigt fået trukket hende op på sine ben at sidde, så han kunne have armene om hende og følge med i teksten over hendes skulder. Hænderne gik dog jævnligt på vandring ind under hendes bluse, imens hun forsøgte at læse med ham.

[Elisia af Bugtvig]

Det havde været kaos at få den intense væbnertræning og pligter til at hænge sammen med besøgene til Nedre By, men efter at have klaret pligterne på rekordtid, var hun alligevel søgt derned. Nu havde hun jo også lovet Kian at gøre et forsøg på at lære ham at læse, selvom det havde vist sig ikke at være nogen nem opgave.

Hun vred sig let, da hans ru fingre havde kildet en smule og hev dem igen ud fra under skjorten. "Nej, du gør ej, du piller og det er ikke det samme," indvendte hun, men formåede ikke at lyde så streng, som hun havde tænkt sig.

[Kian Falkeblik]

Han grinede lidt, imens hun hev hans hænder ud og skældte. ”Jeg kan godt gøre begge dele,” påpegede han med et skævt smil og nappede hende i øreflippen. Så snart han skulle læse tekst selv, stod det dog hurtigt klart, at han overhovedet ikke havde gjort begge dele på én gang. Han havde ikke rigtig hørt efter, imens han rørte ved hende. ”... okay, okay, jeg skal nok gøre mig umage nu,” lovede han tvært, da han erkendte for sig selv, at han nok var nødt til at arbejde lidt hårde. Ellers udvandrede Elisia måske bare.

[Elisia af Bugtvig]

Det var svært at kvæle smilet, når hun jo egentlig ikke havde noget imod, at han havde hænderne inde under hans bluse. Hun selv kunne jo sagtens læse, så det var jo for hans skyld, at de gjorde det. "Fortæl mig så, hvad jeg lige har fortalt dig," udfordrede hun ham og ganske rigtigt fik hun ret.

"Godt så," hun lød umådelig selvtilfreds. Så tøvede hun alligevel lidt. Der var jo rent faktisk nogle mennesker, der ikke kunne lære at læse, kom hun i tanke om. Engang havde de haft besøg i Bugtvig af Baronen af Kystskov og hans børn og hun huskede, hvordan den midterste måtte have hjælp til det. Bogstaverne stod ikke stille, havde hun forklaret. "Er det fordi, du ikke kan eller fordi du ikke gider?" spurgte hun og drejede hovedet lidt for at kunne plante et flygtigt kys mod den skæggede kind.

[Kian Falkeblik]

Han havde lyst til at pille den der selvtilfredse mine af hendes ansigt, men han burde nok tage sig lidt sammen og faktisk gøre en indsats lige nu. Så måtte han pille selvtilfredsheden af hende senere. ”Det er fordi, der sidder den her virkelig tiltalende lille væbner mellem mine arme, og hun er utrolig distraherende,” hviskede han i hendes øre og måtte virkelig styre sig for ikke at stikke armene op under hendes bluse igen.

[Elisia af Bugtvig]

Der var noget ved måden, hans ord kildede hende i øret på, der gav hende lyst til bare at give efter og lægge bogen væk for nu, men stædigheden tog over. Nu havde de sat sig for, at han skulle lære at læse, så var det det, de gjorde.

"Nå," hun kunne ikke rigtig klage over det, eftersom hun jo egentlig elskede at være hans distraktionselement. "For det første er jeg ikke lille, jeg er bare komprimeret," indvendte hun og fortsatte ufortrødent "og for det andet, så har jeg trænet selvdisciplin siden jeg var ti, så hvis du hellere vil lære det..." Hun lod det hænge i luften og smilede flabet til ham.

[Kian Falkeblik]

”Komprimeret? Det lyder som et fornemt ord for ’lille’,” bemærkede han med svag latter og hvilede hagen mod hendes skulder. ”Jeg har skam masser af selvdisciplin.” Det var derfor, han ikke bare kylede hende ned på sengen og tog hende, hver gang de var sammen. Det var ærligtalt svært at lade være.
Han opførte sig alligevel ordentligt de næste par minutter og gjorde en ordentlig indsats for at lære. Så gik der dog heller ikke længere, før han igen sneg fingrene ind under hendes skjorte.

[Elisia af Bugtvig]

"Det virker ikke sådan," pointerede hun, men fik så ellers lov til at æde hvert ord igen, da han de næste par minutter rent faktisk koncentrerede sig. En hel sætning fik de hakket sig igennem og hun prøvede at være tålmodig og opmuntrende, selvom hun flere gange måtte tage sig selv i at være lidt for tæt på et opgivende suk.

"Se selv, det gik da så fi.." En finger fandt vej til hendes mave igen lige som hun skulle til at rose ham og hun grinede lidt. "Kian!" klagede hun uden helt at være så beklagelig, som hun prøvede at give udtryk for.

[Kian Falkeblik]

Hun var måske ikke den mest tålmodige lærer, men han nød nu stadigvæk at sidde her med hende. Den lille rødtop. ”Hvad?” Han grinede og nappede hende i øret igen. ”Jeg synes, jeg fortjener en belønning.” Hænderne fortsatte op under hendes skjorte for at kærtegne mere og mere hud. ”Synes du ikke?” Hun havde da været i gang med at rose ham lige før.

[Elisia af Bugtvig]

Hun grinede og vred sig lidt i hans greb. Det var svært at blive ved at insistere på, de skulle læse, når nu han blev ved at vende tilbage til den lyse hud under hendes skjorte. "Du synes altid, du fortjener en belønning," fnes hun og gøs en smule, da hans fingre bevægede sig længere op. Hun ville jo gerne, men.. "Måske en dag, hvis du rent faktisk opfører dig sådan rigtigt ordentligt, kunne du være du fik det og ikke blev nødt til at tage det selv." Det var tydeligt, at hun drillede ham og hun havde da heller ikke hevet hans fingre ud fra den varme hud endnu.

[Kian Falkeblik]

Han fnøs og kyssede hende ned af halsen, helt til skjortens krave. ”Hvorfor vente på at andre giver mig den, når jeg kan tage den selv?” Han fortsatte kyssene om i Elisias nakke. Skubbede den røde manke til side og kyssede hende ved toppen af rygraden. Hænderne var efterhånden nået op til brysterne og begyndte at kærtegne dem. ”Desuden skylder du mig vist efterhånden også, ikke sandt? Efter alle de gange jeg har tilfredsstillet dig,” bemærkede han drillende.

[Elisia af Bugtvig]

Indvendingerne var kun del af legen og hun lagde derfor også hovedet lidt til side, tillod ham at udforske hendes hals under lyden af et lavt suk. Det gjorde hende stadig en smule pinligt berørt, når hans fingre nåede hendes bryststykke på den måde, især fordi hun var smerteligt bevidst om, at hun ikke havde lige så meget der som mange af de letlevende kvinder, der var ude foran Aben hver evig eneste åndssvage dag.

Hans ord fik hele den lille krop til at stivne og hun trak sig straks fra ham uden at tage højde for, at hans hænder stadig var under hendes bluse og hun derfor ikke kom så langt. "Skylder dig?" gentog hun vantro og fik i en hård bevægelse moslet hans hænder væk igen. Hun skyldte i hvert fald ikke nogen noget! Jo, hendes mor for at have ligget i fødsel i tæt på to døgn og så Gavin for at have lært hende en masse, der ville gavne i fremtiden, men under ingen omstændigheder Kian.

[Kian Falkeblik]

Han kvalte et suk, da hun rev sig ud af hans greb. ”Det var en spøg, Elisia,” svarede han roligt. Hun var virkelig alt for let at gøre hidsig nogle gange. Forsøgte hun at overkompensere for et eller andet? ”Kærligt dril, du ved? Du benægter lidt, jeg rører dig lidt mere for at ’presse dig’, du vrider dig på den der fine måde som du normalt vrider dig på ...” Nu var stemningen dog ligesom røget. Nogle gange glemte han måske, at det var en adelig og ikke en slyngel, han havde mellem hænderne. Måske fornærmede det hende på en eller anden måde, når han sagde sådan noget?

[Elisia af Bugtvig]

Gennem en hurtig bevægelse, havde hun formået at tilbagelægge alligevel en halv meters plads mellem dem, så de nu sad front mod front og en karakteristisk rødmen havde sat sig i hendes kinder. Hans ord fik dog ganske effektivt punkteret den spænding, der havde blæst sig op i hendes indre og hun mærkede, hvordan hun sank en smule sammen i overkroppen med et fåret "Åh."

Farven i hendes kinder gik fra arrige, rosa pletter til en jævn kokrød. "Undskyld, jeg.." Hendes blik flakkede. "Jeg vidste ikke, at det var en ting." Hun prøvede at smile, men det fremstod usikkert.

[Kian Falkeblik]

Hun faldt heldigvis hurtigt ned, og Kian smilede svagt. ”Der er ingen grund til at være sådan på paraderne, pus,” drillede han og strøg hende over håret. ”Jeg ved godt, at du er en stærk lille væbner, der har ben i næsen og alt det der.” Han lænede sig lidt frem og kyssede hendes næse. ”Men i den her seng er du først og fremmest en kvinde, som jeg ønsker at holde. Så nogle gange har jeg lyst til at presse og drille dig lidt – se hvor meget jeg kan få ud af dig, skubbe lidt til dine grænser.” Han blinkede drillende til hende. Det virkede lidt, som om hun følte, hun havde en masse at bevise nogle gange, og han var jo egentlig ligeglad med den slags. Måske var det fordi, at hun var en væbner? Måske skulle man så være lidt på paraderne og bevise sit værd, hvis man var en kvinde.