Eftertænksomhed

[Marcus af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg

Samtalen med Murray for et par dage siden var absolut ikke forløbet særlig godt. Og den havde efterladt Marcus i et utrolig dårligt humør. Kun overfor broderen, der af umærkelige årsager, ikke blot kunne lade Marcus være, indtil han selv mente tiden var inde.

Når han var hjemme, befandt han sig i sin egen del af husets værelser; soveværelset og sit arbejdsværelse. Selv måltiderne kom han ikke længere ned til. I stedet blev maden bragt op til ham. Når han altså var hjemme. Som oftest var det kun for at sove.

At Myrilla havde fundet sig i det, og indfundet sig med sin nye plads. Det forstod han ikke. Han ville ikke gøre det. Han havde en drøm, og det var den han bestræb sig efter. Ingen hustru eller storebror skulle stå i vejen. Slet ikke nu, hvor han rent faktisk modtog betaling for sit arbejde.

Klokken var langt over formiddag, og efter flere nætters arbejde, lå Marcus nu hen over sit skrivebord, stadigvæk iklædt gårsdagens tøj og med en let snorkende lyd.

[Myrilla af Stenbjerg]

Dage var blevet til uger og var blevet til måneder, men det havde ikke ændret noget. Helbrederens svar forandrede sig ikke, selvom hun blev ved at føje Larkin og få ham med til seng tæt på hver nat og sommetider flere gange i løbet af dagen. Alene helbrederens måde at sige nej på var nu begyndt at irritere hende så meget, at hun havde smidt kvinden ud med en arrig smækken med døren.

Kjolen var blevet revet op og kastet over sengen, før hun var trådt i bukser og skjorte. Hun havde været ude af sit eget element længe nok! De tåbelige stofsko blev skiftet ud med et par højhalsede støvler, før hun var marcheret ud af huset. Hun havde fået nok. Nok af hvid og blå og silkebånd og facader. Stenbjerg hang hende langt ud af halsen.

Der var heldigvis ikke langt til Naxens hus og vanen tro ignorerede hun tjenestefolkene, der ville melde hendes ankomst til Murray. Hun var stadig en Naxen og ville være det til den dag, den Sorte Gud ville hente hende. Intet stoppede hende, før hun nåede Marcus' arbejdsværelse og lod knoerne danse hårdt mod træet. Uden at vente på svar trådte hun ind.

[Marcus af Naxen]

De små snorkende lyde var ikke blevet forstyrret af tjenestefolk, da man ikke kunne høre dem ude på gangen.

I det fjerne registrerede han dog den hårde banken på døren, og en irriteret rynke brød frem på hans pande, der lå begravet ned i hans arm. Han løftede heller ikke hovedet, da vedkommende trådte ind af døren. "Jeg vil stadigvæk ikke giftes med nogen," mumlede han søvndrukkent i den tro, at det var Murray, der var kommet for at genere ham igen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Et smil brød frem på hendes læber, da hun så tvillingen ligge henslængt over bøger og skrivebord. Sådan havde de sovet i samme rum massere af gange, når de begge var gået omkuld i studierne. Hans mumlen fik kun smilet til at vokse, mens hun under en høj, skrabende lyd trak en stol hen over gulvet hen til skrivebordet. Tungt dumpede hun ned på den.

"Jeg forstår dig udmærket," forsikrede hun ham med et tydeligt grin i stemmen, før hun fejede en krøllet tot væk fra panden. Efter at have smidt kjolen, havde hun revet den sirlige frisure fra hinanden og i stedet samlet håret i en simpel, sjusket hestehale, der mindede hende om tiderne på universitetet.

[Marcus af Naxen]

Han løftede hovedet, da hun hørte nogen rumstere med en stol. Myrilla. Han lod en hånd glide hen over ansigtet, da hun satte sig ned med et smil foran ham. Hun lignede sig selv. Den tvilling, som han havde hængt sammen med næsten hele sit liv.

"Murray kiggede forbi for et par dage siden. Skuffelsen over, at jeg ikke havde mødt nogle søde og unge komtesser til de sidste selskaber var tydelig," sagde han og vrængede på næsen. Ægteskab var ikke noget for ham.

[Myrilla af Stenbjerg]

Der var så meget af ham i bare måden, han trak hånden over ansigtet hun kunne ikke lade være at glædes over, at hun alligevel stadig kunne genkende hver af hans træk. Hendes var nok blevet hårdere, alene i de præcis seks måneder, de nu havde været adskilte.

"Du ved hvordan kan er," prøvede hun at mægle, som Marcus så mange gange havde gjort det, da hun havde siddet i præcis samme situation. "Han håndterer jo bare situationen, som han tror bedst." Hun trak på skuldrene. Det var immervæk ikke noget nyt, at tykpandethed var et familietræk.

[Marcus af Naxen]

Han sukkede tungt og opgivende, mens han lænede sig tilbage på stolen. Han kørte en hånd gennem håret og rystede så på hovedet, så de mørkebrune lokker faldt på plads igen. "Han tror, at fordi han og Vania har det perfekte ægteskab, så skal jeg lige pludselig også til at lege ægtemand," det var mærkeligt at sidde på den anden side af bordet. Sidst var det Myrilla, der absolut havde været oppe i det røde felt over Murrays pludselige indfald omkring ægteskab.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun smilede af en tot, der strittede direkte op og lettede lidt fra stolen for at kunne nå ham og rette hårstråene på plads igen. Så dumpede hun igen ned på plads. Hun var tavs, mens hun talte og huskede udmærket, hvor frustrerende det havde været at være i hans sko. Alligevel forsøgte hun sig med at være diplomatisk. "Du ved, hvordan han er. Han er firkantet og tror han, han har fundet den perfekte vej, ønsker han det samme for andre." At han så ikke kunne finde ud af at respektere et nej var så ikke den mest tiltalende kvalitet.

[Marcus af Naxen]

Han sad stille, mens Myrilla fik styr på hans hårmanke, der efterhånden var nået ned til skuldrene. Modsat mange mænd i Tortall, havde han ladet det vokse. Og at klippe det var bare ikke en mulighed. "Det gør mig bare... Så vred og frustreret. Han er blevet så... Ensporet," sagde han og lænede sig frem, placerede albuerne på bordet og støttede hovedet i hænderne, mens han så over på Myrilla. "Hvornår blev vores storebror til vores far?"

[Myrilla af Stenbjerg]

Der var ikke rigtig nogen nyhed i, at Murray var ensporet. Normalt var det bare ridderlivet, der havde fyldt mest. Pludselig var det blevet ægteskab og det led både hun og Marcus under på hver sin vis. "Jeg tror, han prøver at være.. Mor," foreslog hun tøvende. De talte ikke særlig meget om moderen og det var hun heller ikke interesseret i. "Jeg siger ikke, det er det rigtige eller at han er god til det, men.." Hun smilede opmuntrende til ham. "Skal jeg tale med ham?" Efter hun var blevet hertuginde, tog den ældre bror måske hendes mening mere seriøst.

[Marcus af Naxen]

Det blev ikke meget bedre, at Murray forsøgte at være deres mor. Ingen af dem havde et tæt bånd til hende. Generelt ikke til nogle af deres forældre. Da Myrilla tilbød at tale med Murray, nikkede han og smilede svagt til hende. "Meget gerne. Jeg kan ikke få ham til at forstå, at familielivet med en ny hustru, ikke kan hænge sammen med at tage en mestergrad," svarede han roligt og rakte en hånd frem, så han kunne ligge den over Myrillas.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun smilede til ham, lettet over hvor hurtigt, han havde givet sig. Så var hans stædighed i det mindste ikke rettet mod hende. Hendes blik faldt mod hans hånd over hendes. Hans ord havde givet hende et ubehageligt stik i brystet og hun trak hånden til sig igen. "Jeg skal nok få den mestergrad," konstaterede hun tørt og havde virkelig ikke lyst til at diskutere mere, hvordan familie og studier ikke hang sammen. Det havde hun lært på den hårde måde og hun turde ikke sætte sig ned og finde ud af, hvor meget hun egentlig savnede sine studier af frygt for, at hun ikke ville finde viljen til at stå op og fortsætte den næste dag som den sidste.

[Marcus af Naxen]

Han så fra hendes hånd, der flyttede sig og hen på hendes ansigt. Han rynkede bekymret panden. "Myrilla..." Startede han i den blide tone, som han altid snakkede til Myrilla i, når han var bekymret for hende. "Du har fået lavet en aftale omkring det. Din mand er indforstået med det. Naturligvis får du din mestergrad," forsikrede han og rejste sig op fra sin stol, for at gå rundt omkring bordet og sætte sig på hug foran hende. "Med din intelligens og viljestyrke kan jeg ikke forestille mig andet end, at du får den."

[Myrilla af Stenbjerg]

Hverken da han sagde hendes navn eller da hun kunne høre hans stol skrabe mod gulvet, som han kom op, så hun op på ham. Det sved bag øjnene og hun vidste, at det betød, hendes øjne var blevet blanke. Hun hadede det.

Først da han satte sig ned på hug foran hende, mødte hun hans blik. "Jeg ved ikke hvorfor, men.." Hun tøvede lidt og endeligt var det som fik han stukket hul på den store byld af rædsler, der havde rumsteret inde i hendes hoved siden aborten. "Jeg bliver ikke med barn, Marcus. Uanset..." hvor meget? Hvor mange gange? Hvad lød mindst som om hun prøvede få sin tvilling til at tage stilling til hendes sexliv. Hun valgte bare at hoppe over det. "Jeg følger alle rådene, men.." Hun lukkede øjnene for at få tårerne til at pille af og lade hende tale ud. "Jeg er så bange for, at han.. Ændrer mig, knækker mig."

[Marcus af Naxen]

Han hadede at se Myrilla med blanke øjne, og høre hende tale med den stemme der indikerede, at hun havde ondt. Ikke fysisk ondt. Han løftede sine hænder og lagde dem rundt om begge hendes og holdt dem fast, mens han fortsatte med at sidde på hug. "Søde Myrilla," sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. "Du ved lige så godt som jeg, at resultaterne ikke kommer, når man presser på for at få dem. Vi er videnskabsfolk," han forsøgte virkelig at sætte sig ind i hendes situation. Men det var svært. Han havde aldrig forsøgt at sætte et barn i verden. Han løftede hendes ene hånd op og plantede et blidt kys på hendes håndryg. "Du er min søster, og en Naxen. Uanset hvilket navn du er gift til, vil du altid være en Naxen. Og min bedre halvdel. Ingen vil kunne erstatte det," alvoren i hans ord var tyk som en egetræsbordplade. "Han kan kun ændre eller knække dig, hvis du lader ham gøre det. Jeg elsker dig, som du er. Hvorfor skulle han ikke kunne gøre det samme? Mænd ved ofte ikke hvad de ønsker sig, før nogen gør dem opmærksom på det."