En hvirvelvind af hormoner

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath
19. januar 528

Det havde alt sammen været for meget. Tårerne truede med at trille ned over hendes blussende kinder, men hun tvang dem tilbage, mens de små fødder kørte i pendulfart op af trapperne. Lige indtil tårerne begyndte at sløre for hendes syn og hun snublede, genvandt balancen og fortsatte. Hun skulle bare væk, igennem huset eller ud. Ja, ud.

Hun svingede skarpt om et hjørne og stormede videre ned af en gang alt hvad hendes korte ben kunne følge med. Tårerne brændte i hendes øjenkroge og rev sig endelig fri, trak afslørende spor ned over de røde kinder.

[Adrian af Dunlath]

Adrian var på vej ind fra haven. Det var tiltrængt med en pause efter det ellers konstante arbejde på maleriet af havet. Det var en udmattende proces, og han havde virkelig brug for lige at slappe af og ... Han så chokeret på Julia, der kom styrtende ned ad gangen. ”Julia?” kaldte han forvirret og gik frem for at fange hende. ”Hvad er der dog galt?” Selvfølgelig havde hun lidt let til tåre nogle gange, man hun plejede ikke at se så oprevet ud.

[Julietta af Dunlath]

Hun løb videre, men sagtnede farten, da hun hørte hans stemme. Åh, hendes Adrian. Fortvivlet søgte hun ind i hans favn og gemte sit ansigt ved hans bryst. Tårerne fortsatte og hun hev vejret anstrengt ind. "Leonora, hun.. Jeg.." hikstede hun, stemmen sløret af gråd og hans skjorte. "Jeg fortalte hende bare.. Hun er min bedste.. Og jeg sagde.. Kun som veninde.. Jeg elsker hende kun som veninde," kvækkede hun videre, tydeligvis ude af sig selv og trak sig nok tilbage til at hun kunne se på ham med store øjne, mens tårerne uforstyrret trillede videre. "Den søster, som hverken Helena, Lina eller Petra..." hun snøftede hårdt efter vejret. "Og så kiggede hun på mig, som om jeg er forkert."

[Adrian af Dunlath]

Hendes forklaring forvirrede ham kun endnu mere. ”Hvad? Leonora?” Han forsøgte at følge med i talestrømmen, imens han tog hende ved armen og førte hende med ud i haven, så de kunne finde et stille sted. Havde hun forsøgt at være intim med Leonora igen? Det lød lidt sådan, men han var ikke helt sikker. Han fandt en bænk og fik Julia ned at sidde. ”Søde Julia, du er nødt til at prøve at falde lidt ned og forklare mig det, så jeg kan forstå dig,” bad han og knælede foran hende, så han kunne se op på hendes ansigt.

[Julietta af Dunlath]

Hun nikkede betuttet, mens tårerne fortsat strømmede ned over kinderne og dryppede ned på hendes bryst, trillede videre ned til kjolens kant. "Jeg prøvede bare at trøste hende," hulkede hun ulykkeligt, og så ned på sine hænder, der vred sig mellem hinanden i skødet på den sart rosa kjole. "Jeg gjorde ikke noget," hun snøftede. Bortset fra selvfølgelig at stryge fingrene over hendes hals, kinder, følge den lyse hud. Hun prøvede ikke at tænke på det. "Jeg ved ikke engang, hvad der skete."

[Adrian af Dunlath]

Det var ikke meget, som hun gav ham at arbejde med lige nu. Han lagde hænderne over hendes og gav de fine spinkle fingre et beroligende klem. ”Du forsøgte at trøste hende?” spurgte han så, siden det var det eneste, som han indtil nu rigtig forstod af samtalen. ”Og så kiggede hun på dig, som om du var forkert?” Han forsøgte at fange hendes blik.

[Julietta af Dunlath]

Hun så på ham med de lyse bryn hævet i undren. Hvorfor forstod han ingenting lige nu? Så svært var det da ikke. Hun prøvede at berolige sit åndedræt lidt. Hendes vejrtrækning var næsten blev hivende og desperat. "Vi satte os ned og jeg... Vi talte.. Jeg strøg fingrene op af hendes arm imens. Så over hendes kraveben," hun rødmede ved tanken om, hvordan hun havde kunnet mærke venindens let hævede puls mod sine fingre. "Jeg prøvede bare at få hende til at have det bedre." Hun havde fundet hans blik for en stund, men sænkede det nu igen ned i skam.

[Adrian af Dunlath]

Ah, så det var der problemet lå. Julia havde virkelig forsøgt at blive intim med Leonora igen. Han smilede svagt op til hende. ”Julia, du forsøgte ikke kun at trøste hende. Du lagde an på hende,” bemærkede han og hævede hendes ene hånd, så han kunne kysse den lige så blidt. ”Og hun reagerede dårligt på det?” Han så op på hende igen og nussede hende på håndryggen med tommelfingrene.

[Julietta af Dunlath]

"Det gjorde jeg ikke," hendes blik fløj op igen og mødte hans, trods at finde i den eller betuttede mine. "Jeg ville kun have, at hun fik det bedre. At hun smilede." De havde immervæk været gennem så meget begge to det sidste stykke tid og hun ville gerne genfinde den nærhed, de havde haft på klosterskolen.. Og så måske en smule mere. "Jeg ville aldrig tvinge hende til noget. Jeg prøvede ikke engang at kysse hende eller noget." Hvorfor skulle han også være sådan der?

[Adrian af Dunlath]

Var hun ikke selv bevidst om det? Adrian lagde hovedet lidt på skrå. ”Og at røre hende, hvor en kvinde normalt ikke må røre en anden kvinde, ville gøre hende glad?” spurgte han roligt i et forsøg på at få hende til at tænke lidt nærmere over, hvad hun havde foretaget sig og hvorfor. ”Selvfølgelig ville du aldrig tvinge hende til noget.” Han knugede blidt om hendes hånd.

[Julietta af Dunlath]

Hendes rødmen blebv dybere og hun kunne ikke få sig selv til at møde hans blik under ngen omstændigheder. Tårerne kom tilbage og trillede fra hendes øjne, selvom hun denne gang ikke var lige så hikstende og panisk. Selv Adrian dømte hende. "Hvorfor er det sådan?" snøftede hun ulykkeligt, mens tårerne dryppede ned på deres hænder. Det virkede dybt uretfærdigt. "Hvis hun siger det til nogen.. Jeg..." Ord druknede i snøften.

[Adrian af Dunlath]

Han satte sig op ved siden af hende og trak hende ind til sig. ”Folk er bange for det, som de ikke forstår,” forklarede han og kyssede hende i håret. ”Du gjorde ikke noget forkert, Julia. Vi lever desværre blot i et samfund, der ikke bryder sig om vores tankegang.” De var nødt til altid at skjule sig. Han knugede lidt om hende. ”Bare rolig. Der sker dig ikke noget,” lovede han og kyssede hende på panden. ”Du ved jo, hvordan Niklaus er, ikke sandt? Han vil næppe sige noget om det her, hvis Leonora siger det til ham.” Baronen var lidt en klaphat, men han ville nok ikke sprede rygter eller den slags om Julia. Umiddelbart tvivlede Adrian også på, at Leonora ville gøre det.

[Julietta af Dunlath]

Hun lod sig trække ind til ham som en lille dukke og lagde sine små arme om livet på ham, så hun rigtigt kunne trykke sig ind til ham. Alt var så trygt i hans favn. Gråden var efterhånden stilnet lidt af og i dens sted var nu en sælsom ro ved at være tæt ind til ham. "Men hvad nu hvis det ikke er Niklaus, hun fortæller det til? Hvad hvis det er en anden?" hun trak sig langt nok tilbage til, at hun kunne se op på ham.

[Adrian af Dunlath]

Han tørrede hendes kinder med den ene tommelfinger, da gråden så småt døde ud. ”Så benægter du alt. Hvis nogen på nogen måde anklager dig, står du ved at det er løgn.” Det var desværre det eneste, man kunne gøre i den situation. ”Du har maven til at bevise, at din interesse ligger hos mænd.” Han strøg hende over bulen, der gemte sig under kjolen. ”Folk vil bare tro, at det er ondsindede rygter.” Forhåbentlig. Det var ikke til at sige med sikkerhed, men han gjorde det alligevel. Han var nødt til at forsikre hende. ”Men du er nok nødt til at holde dig lidt på afstand af Leonora.” Komtessen havde jo åbenbart afvist hende, så det var bedst ikke at nærme sig lige foreløbigt.

[Julietta af Dunlath]

Julia lyttede opmærksomt til hans råd. Hvad ellers kunne hun gøre i denne situation? Det var jo ham, der vidste, hvordan man skulle håndtere sådan en situaion. Et lille smil dukkede op, da hans hånd var på hendes mave og hun lagde den ene hånd over hans, kærtegnede ham med tomlen. Igen nikkede hun og snøftede igen.

"Men hun er jo min bedste veninde," indvendte hun med spæd stemme, der jo godt vidste, at han havde ret. Hun ville ikke undvære hende. Så var der jo ingen grund til at blive her, hvis hun skulle være lige så alene som i Dunlath. "Er det sådan livet er for.. Jer?"