Hvad har jeg gjort?

[Leonora af Legan]

Alexander af Viksø

d. 19. januar 528

Julia var netop løbet ud af stuen, grædende , efter hvad der var sket. Leonora sad i en tid og bare stirrede på døren. Det gjorde ondt langt ind i hende. Hvad havde hun dog gjort?! En tårer begyndte at løbe ned ad hendes kind, bare hun nu ikke havde mistet sin veninde igen.
I hendes hoved genlød Julias ord "Jeg elsker dig". Det ville ikke stoppe. Til sidst rejste hun sig. Hun kunne ikke sidde der i stuen og græde.

Forsigtig gik hun hen og åbnede døren, der var ingen at se, så gik hun ned ad gangen. Med bøjet hoved så mulige tjenestefolk ikke kunne se hendes røde øjne og våde kinder. Hvor hun skulle hen vidste hun ikke, hun gik bare. Hun turde ikke gå til Hale efter hvad hun havde gjort. Niklaus, kunne hun ikke snakke med om det og Katrina? Nej hun ville bare få at vide, at hun var dum og nu igen havde kastet skam over familien.
Hun drejede om endnu et hjørne og rendte direkte i Alexander, han var her jo også, det havde hun glemt alt om. Hun tørrede hurtigt kinderne og forsøgte at smile til ham, det blev ikke synderlig overbevisende, men hun måtte neje og følge skik "Goddag Nådigherre Alexander"

[Alexander af Viksø]

Alexander havde ikke rigtigt nogen planer for dagen, men samtidig var dette hans første rigtige besøg på Legan-borgen og han var interesseret i at se, hvordan Nik's barndomshjem havde set ud. Imens prøvede han intenst på kun at forestille sig de gode minder, Nik måtte have fra stedet. De dårlige ville blot gøre ham i dårligt humør.

Han kom blot gående ned af en gang, da Leonora pludselig kom omkring et hjørne og stødte ind i ham. Overrasket holdt han en hånd på hendes albue for at støtte hende, men blev kun mere overrasket, da han kunne se, at hun tydeligvis havde grædt. "Goddag, komtesse. Sig mig. Er der noget i vejen?"

[Leonora af Legan]

Tankerne fløj rundt i hovedet på Leonora, og hun havde svært ved at styre det hele. "Jeg... Det var ikke min mening." Startede hun ud "Måske var jeg skyld, at hun sagde det. Men jeg har jo Hale og." Hun kiggede chokeret på Alexander "Jeg sagde ikke stop. Hvorfor sagde jeg ikke stop?" Tårerne begyndte igen at løbe. Hun ville ikke miste veninden, men hun havde trukket sig væk fra hende og såret hende. Mentalt bankede hun sig selv i hovedet for hvad hun havde gjort.

[Alexander af Viksø]

Leonora var tydeligvis helt ude af sig selv, men intet af det hun sagde, gav mening. Hendes reaktioner var også så voldsomme, at han følte sig fuldstændigt overvældet og han anede ærligt talt ikke, hvad han skulle gøre. Han endte med at klappe hende lidt på skulderen i et forsøg på at bryde gennem panikken. "Så så. Jeg er sikker på, at det ikke er så slemt." Han anede tydeligvis ikke, hvad der foregik. "Skal jeg ikke følge dig over til din mor?" Hun måtte da vide, hvad der var galt.

[Leonora af Legan]

Hun forsøgte at få lidt bedre styr over sig selv, og blive mere fattet. Så foreslog han, om han skulle følge hende op til hendes moder, men det kunne bestemt ikke komme på tale. "Ellers tak... Jeg kan ikke snakke med min familie om det her." hun tøvede lidt, men forsøgte så at forklare "Min mor ville blive skuffet, Niklaus rassende og Katrina Ville bare komme med en eller anden moralprædiken."

Hun kunne godt lide sin familie, men hun havde skuffet dem så mange gang med hendes kærlighedsævl, at hun ikke turde går til dem. Så tørrede hun øjnene lidt og kiggede på Alexander "Har De nogensinde prøvet at... at...." Hvordan skulle hun dog få det sagt. "Han De oplevet at komme lidt for tæt på en af Deres venner og så...?" Hun kunne ikke formulere sig. Det var flovt og bestemt ikke i orden at hun faktisk havde nydt Julias berøring mod hendes arm. "Har De oplevet at nyde noget, som man ikke må nyde?" Det blev meget kringlet, han forstod det helt sikkert ikke, men hun kunne jo ikke ligefrem spørge om han havde kysset og rørt ved en af sine venner og nydt det. Hun sukkede let og tørrede en tårer af kinden.

[Alexander af Viksø]

Han stod stadig og klappede hende let på skulderen, mens hun fortsatte med at tale og græde. Han kunne slet ikke finde på noget at sige, som kunne gøre hende bedre tilpas, for hun havde åbenbart gjort noget forkasteligt, hvis man spurgte hende selv og hun ville ikke lade andre om at høre om det. Alligevel endte hun med at åbne op for ham og han hævede brynene let. "Ja, det er vist slet ikke så ualmindeligt. Man er jo venner, fordi man synes om hinanden. Det kan sommetider lede til nogle uheldige betagelser." Herregud var hun blot kommet til at smile lidt sødt til en af sine kammerater? Det var da også noget at flippe ud af.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede op på ham og nikkede langsomt, det var bestemt en uheldig situation. Men måske han ville forstå hende uden at dømme hende. "Det var virkelig ikke min mening, men Det blev bare pludselig så seriøst, da hun sagde.." Så knækkede stemmen og tårerne løb igen. Det havde jo ikke været fordi hun ikke kunne lide Julia, men den måde hun havde sagt ordene havde lydt forkert. Hun prøvede med meget lille stemme, kun lige høj nok til at høres "Hun sagde hun elskede mig." Hun blev flov over det, bare tanken om det og hvis det overhovedet var muligt i hendes ellers oprevne ansigt, blev hun rød i hovedet over den flove fornemmelse.

[Alexander af Viksø]

Hun faldt lidt mere til ro og pludselig sagde hun noget, som fik hans øjne til at spærre sig op. "Sagde du.. Sagde du "hun"?" spurgte han overrasket, før han stoppede sig selv. Det tog ham et øjeblik at komme på bølgelængde med hende igen og han blinkede et par gange. "Var det en kvinde, som du godt kunne lide...?" Han tyggede lidt på nyheden et øjeblik og havde ikke lige et svar med det samme.

[Leonora af Legan]

"Sccch" Lød det fra hende. De stod trods alt midt ude på gangen. "Nej jeg.. eller altså.. " Det var virkelig ikke nemt. Hvad havde hun egentlig gang i? Hun kunne ikke bare stå her og fortælle det til en af sine broders venner og havde han også forstået det helt forkert. "Du må ikke sige noget til nogen om det! Jeg.. altså... " tårerne løb igen, da hun genkaldte sig episoden for sit indre blik. "Jeg ved ikke rigtig hvad der skete. Vi sad og drak te og så lige pludselig... " Hun kunne ikke få sig selv til at sige ordene, men omvendt var hun jo nød til at fortælle det, så han forstod det. "altså... Hun aede mig op ad armen, og jeg kom til så at stryge hende over hånden, og så var det hun sagde.. du ved." Hun kunne ikke sige ordene igen "Jeg sårede hende vidst fordi jeg ikke sagde det igen, men bare fordi vi har... og der er jo også Hale" Tårerne tog til, da hun nævnte Hale. Hvordan kunne hun være sådan imod ham?

[Alexander af Viksø]

Han blev pludselig opmærksom på, at de stadig stod ude midt på en gang, da hun tyssede på ham og han så sig omgående om efter et bedre sted at have denne samtale. Mens hun gav sig til at uddybe, åbnede han døren ind til et lille bibliotek, som han fik hende manøvreret ind i. Han fulgte selv efter og lukkede døren bag hende. Hun rablede stadig noget, så han hjalp hende ned at sidde i en stol og satte sig selv ved siden af hende. "Leonora. Tag det nu lidt roligt og fortæl mig så, hvad det er, der er sket. Helt stille og roligt."

[Leonora af Legan]

Leonora fulgte med ind i biblioteket, glad nok for at komme væk fra gangen. Her lod hun sig placere i en stol, og ventede på at Alexander satte sig ned også. Så bad han hende forklare sig.

Hun trak vejret dybt et par gange for at få ro nok på sig til at kunne fortælle, og begyndte så. "Vi sad og drak te og snakkede om hvordan det gik. Vi snakkede om.. ja om hvad der følger med til ægteskab" Den del var lidt pinligt at fortælle overfor Alexander. "Så begyndte hun at ae mig op ad armen og rundt langs min kjoles halsudskæring" Det blev kun mere flovt, så hun kiggede ned i skødet "så aede hun mig på halsen og på kinden." Hun kiggede kort op for at se om han så ud til at dømme hende, og kiggede så ned igen "Jeg kom til så at stryge hende over hånden, og så var det hun sagde at hun.. Elskede mig. Men jeg har jo Hale, så jeg trak mig væk. og før jeg vidste af det, så løb hun grædende ud af stuen" Det føltes rart at få det sagt, skønt Leonora godt kunne høre hvor forkert det hele lød.

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne ikke lade være med at gennemgå mulighederne for, hvem Leonora mon kunne mene i tankerne, mens hun fortalte. Der var en lille håndfuld af hendes veninder på lensborgen for øjeblikket i forbindelse med begravelsen, men den eneste af dem, han havde stiftet nærmere bekendtskab med endnu var Julia og hende kunne det i hvert fald ikke være. Hun var vanvittigt forelsket i Adrian. Nå, det var jo også ligemeget. Han fokuserede på Leonora igen, som netop afsluttede sin fortælling.

"Leonora," begyndte han. "Det er ikke forkert at have følelser for en person af det samme køn. Men hvis du har følelser for Hale eller tror, at der engang kan komme det, så synes jeg alligevel, at du gjorde det rigtige i at trække dig væk." Han sukkede og gav hendes hånd et lille klem. Han var ikke mere end et par år ældre end hende, men lige nu føltes det som årtier. "Vores samfund er ikke et, som accepterer kærlighed mellem det to personer af det samme køn. Det er ikke en let line at gå."

[Leonora af Legan]

Leonora lyttede til, hvad Alexander fortalte. Han virkede egentlig meget afklaret med det hele, og det gav hende en underlig for for ro. Han kunne sige tingene på en meget bedre måde end hun kunne forestille sig andre gøre det. Hun rynkede godt nok lidt med brynene over det med, at det ikke var forkert at have følelser for en af samme køn. "Nu må du ikke misforstå mig eller dømme mig, men jeg tror på at alle fortjener ægte kærlighed, og finder man den hos en af samme køn, så er det vel også okay. Men min kærlighed ligger ved Ridder Hale." Hun vurderede lidt, var stille noget tid, før hun fortsatte "Hun blev bare så ked af det, da jeg trak mig tilbage, men jeg sagde selvfølgelig heller ikke fra til at starte med. Jeg nød det nok en lille smule. Men jeg Elsker altså Hale!" Hun rødmede lidt. "Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Sidst vi sås... kyssede hun mig.Jeg vil bare gerne kunne fortsætte mit venskab med hende, uden alt dette." så slog en tanke hende "Tænk om Adrian fandt ud af det! De er så glade for hinanden og så sker dette." Hun var stadig lidt et rod, men det kunne mærkes at Alexanders ord hjalp.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde lidt svært ved at følge med i Leonora's tankerække. Hun skiftede humør hele tiden og han havde svært ved at følge med. Han lod hende dog bare tale og til sidst trak han på skuldrene, mens han mentalt noterede sig, at han muligvis skulle tale med Adrian om dette alligevel. Eller måske endda blot med Julia. Da hun var færdig, svarede han i en rolig stemme. "Hvis det er sådan, du har det, så er du nødt til at tale med hende om det. At gå grædende ned gennem gangen, hjælper ikke noget. Hun er sikkert stadig ked af det oppe på sit værelse. Gå dog op og fortæl hende, hvordan du har det."

[Leonora af Legan]

Fortælle hende det? Det var hun alligevel ikke sikker på om var en god ide. De havde været uvenner, havde det taget tid før nogen af dem rigtig var klar til at lytte igen. Men det nyttede selvfølgelig heller ikke, bare at gøre ingenting. Hun lod Alexanders ord synke ind lidt, men hun bare sad stille og faldt helt til ro.

Så kiggede hun på Alexander og smilede. "Du har nok ret. Det bedste er vel nok at få det løst." Så kiggede hun bedende på ham "Vil du love mig ikke at fortælle om dette her til Niklaus? Jeg tør slet ikke tænke på hvordan han ville have det med, at jeg muligvis har følelser for en.. som Julia" Han var gammeldags og ville på ingen måde kunne forstå hvad der var sket, det var hun sikker på. Hun måtte derfor nok egentlig også hellere får talt med Julia inden Niklaus fik det at vide den vej igennem.