Fortidens forelskelser

[Skylar af Kystskov]

Ravenna af Ravntoft
23. januar 524 M.T.

Skylar sukkede lavt og sank endnu dybere ned i stolen i fællesstuen. Ilden, der kunne varme hendes forfrosne tæer op, var dagens højdepunkt indtil videre. Ikke at det skulle få hende ned med nakken, selvfølgelig, men hver dag på klosterskolen gjorde hende kun mere bevidst om, at hun virkelig ikke var født til livet som adelskvinde. Hun var ikke elegant, ikke graciøs, ikke let og afbalanceret. Bare lidt firkantet og klodset og fregnet.

Så rettede hun sig lidt op igen og trak saranerharpen frem fra sit skjul i hendes korset. Metallet blev lagt ind mellem hendes læber, før hun formede munden. Inden længe fik hun lavet en lystig melodi i de klodsede boing-lyde, hendes tossede instrument lavede i samarbejde med hendes mund.

[Ravenna af Ravntoft]

At bruge det meste af sin fritid på at lede efter Skylar var efterhånden blevet Ravennas yndlingsbeskæftigelse. Og hun var ret god til det. Så at finde den rødhårede pige i fællesstuen havde ikke krævet de store kræfter, heldigvis. Hun stoppede op i døren, da hun hørte hende spille. Ganske langsomt bevægede hun sig over gulvet, mens kjolens skørt knitrede ganske let, hver gang det ramte gulvet.

"Skylar," kaldte Ravenna, mens hun kom nærmere, i et forsøg på at bryde gennem den lystige melodi, der strømmede ud fra instrumentet. "Jeg har ledt efter dig."

[Skylar af Kystskov]

Komtessen var endt med at være helt fordybet i sit lille foretagende. Toner og melodier hoppede fra hendes mund, mens hun lukkede øjnene og bare nød musikken. Det mindede hende om hendes hjem, om åens lystige klukken ude i skoven.

Men så trængte en endnu smukkere musik igennem. Skylar så op ved lyden af Ravennas stemme og stoppede med at sidde fingerere med instrumentet. Musikken stoppede og hun tog instrumentet fra læberne, tørrede det med en tommelfinger. Smilet dukkede op, fremviste hendes fine perlerække af tænder. "Ja?" spurgte hun ivrigt.

[Ravenna af Ravntoft]

Da Skylar vågnede op fra musikken, smilede Ravenna varmt til hende og nærmede sig yderligere. "Du lovede, at vi skulle spille sammen, når du kom tilbage," sagde hun og var nu nået helt frem til Skylars stol. Hun lagde en hånd på venindens skulder og gav den et let klem. "Du havde vel ikke glemt mig?" Spurgte hun drillende og med et lattermildt glimt i sine mørkebrune øjne.

[Skylar af Kystskov]

"Ja, selvfølgelig," udbrød hun med et bredt smil, mens en underlig sukkende stemme i hendes baghoved kommenterede, at hun nok aldrig ville kunne glemme den ældre komtesse. Alene det legende blik i hendes øjne. Hun mærkede sit hjerte sank ned til maven og efterlod en varm, boblende fornemmelse akkompagneret af et lille smertefuldt jag.

Det var ikke det, de fik at vide på skolen. Sådan måtte man ikke tænke om en anden kvinde. Men Ravenna var ikke bare en anden kvinde. Hun var det smukkeste, hun nogensinde havde set. Hun blev underligt bevidst om, at hun havde været tavs i noget tid og skyndte sig at komme på benene. "Hvad føler du for?" spurgte hun og trak en vildfaren lok tilbage bag øret.

[Ravenna af Ravntoft]

Hendes ansigt lyste op, da Skylar indvilligede i deres oprindelige aftale. Det gjorde hende glad, at hun havde så god veninde i den rødhårede pige. Hun lagde ikke mærke til den lange stilhed hos Skylar. generelt stillede Ravenna ikke særlig mange spørgsmålstegn, når det kom til folks opførsel. Folk var nu en gang, som de var.

"Jeg havde forestillet mig harpen. Jeg har taget en krukke med en rose ind, som jeg gerne vil forsøge at få til at spirre," sagde hun med spænding i stemmen. "Jeg har lært en ny sang. Måske den kan få sat lidt gang i rødderne på det lille skud," kvidrede hun ivrigt. Det var ingen hemmelighed at Ravenna elskede sang, magi og planter. Og hun kombinerede helst det hele.

[Skylar af Kystskov]

Harpe? Det var en af de mere kedelige i hendes optik, men ved nærmere eftertanke passede det jo perfekt til Ravenna. Blidt, varmt. Som et kys fra Almoderen selv. Hun smilede lidt for sig selv, mens veninden kvidrede videre. Bare lyden af hendess stemme fik det til at gøre helt ondt i de fregnede kinder af at smile, men hun kunne ikke lade være.

"Jeg er ikke så god til harpe endnu, men jeg kan muligvis spille viola til?" foreslog hun med et skævt smil. Hun ville gerne gøre sit bedste for hende. Altid det bedste, intet andet var godt nok, så violaen ville være at foretrække, men hvis Ravenna ønskede harpe, gjorde hun også gerne det.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun smilede til Skylar og nikkede så. "Viola, det kan du tro. Blide toner," sagde hun med en blid stemme og kyssede veninde flygtigt på kinden, inden hun drejede rundt og begyndte at forlade fællesstuen. "Søster Martine har sagt, at min stemme passer bedst til de bløde toner, og at de måske kan få rosens røde blade til at skyde frem," hun glædede sig til at afprøve eksperimentet, selvom det var mod naturens orden, at en rose skulle blomstre så tidligt. Men den havde stået i et drivhus hele vinteren. Ravenna tvivlede på, at det ville gøre en forskel.

[Skylar af Kystskov]

Smilet voksede og... Ravennas bløde læber strejfede hendes kind og et øjeblik glemte hun helt, hvordan det nu lige var, man trak vejret. Og gjorde.. Ting. De ting, hun burde gøre. Som at gå. Ja, ben, der bevægede sig. Hendes kinder føltes brændende og hun kløede sig på kinden for at skjule det for venindens blik. "Så spiller vi nogle bløde toner," hun gav sig til at gå ned mod musiklokalet. Der var en viola til rådighed, vidste hun. "Uh, hov, hvor er din rose?" Hun stoppede op og følte sig åndssvagt distræt efter kysset.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun smilede til veninden og kunne ikke lade være med at le ganske let, da denne stoppede op. Hun stak sin arm rundt om Skylars. "Den står i musiklokalet. Jeg troede jo, at det var der, vi skulle mødes," sagde hun leende og begyndte at trække afsted med Skylar igen. "Kom nu, inden der er andre, som vil låne musiklokalet," hendes øjne strålede i lyset på gangen, mens hun kiggede på veninden.

[Skylar af Kystskov]

En fåret latter forlod hende, da Ravenna hankede sig ind i hendes arm og hun lod sig trække afsted med. Hun følte sig uendeligt kejtet sammenlignet med den ældre veninde, men det lod ikke til at hun havde noget imod det. Skylar indså dog behovet for ikke at leve sådan i sin egen verden. Hvordan kunne hun have glemt deres aftale på den måde, når der ikke havde været andet end farverige fjollerier i hendes tanker? "Korte ben, korte ben, Enna," grinede hun, mens de søgte ned ad gangen.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun fik røde kinder, da Skylar gjorde hende opmærksom på, at deres højde ikke ligefrem var ens. "Undskyld," sagde hun skamfuldt med røde kinder og sagtnede farten, så veninden kunne følge med. "Hvorfor sad du egentlig inde i fællesstuen?" Spurgte hun nysgerrigt.

[Skylar af Kystskov]

"Det skal du da ikke undskylde for," forsikrede hun og gav hendes arm et blidt klem, der fik det til at kilde videre i hendes mave. Hun ville så gerne fortælle Ravenna om sine følelser og lade hende vide, hvor perfekt og smuk, hun var, men hun turde ikke. Det forhindrede dog ikke tankerne i gentagne gange at vende tilbage til det. "Uh?" Hun så et øjeblik forvirret ud. "Umm, det er en lang historie. Jeg skulle bare lige bruge en pause. Jeg fik skæld ud igen." Det var svært at se skamfuldt på sine fødder, mens man gik, kunne hun konstatere, så hun så i stedet fremad.

[Ravenna af Ravntoft]

Ravenna var af en anden opfattelse, men hun kommenterede ikke yderliger epå det. Hun burde have husket, at Skylar var lidt lavere. Det måtte hun gøre næste gang. "Hvorfor fik du skæld ud?" Spurgte hun undrende. Hun vidste godt, at Skylar måske ikke altid... Kunne finde sin plads. Men de andre pigers opfattelse af Skylar kunne den mørkhårede Gyldensø-pige ikke helt følge. Hun elskede Skylar næsten lige så højt som en søster.

[Skylar af Kystskov]

Hun trak på skuldrene og havde virkelig ikke lyst til at tale om det, men da Ravenna spurgte ind, kunne hun alligevel ikke lade være at fortælle. "Jeg er kluntet og jeg tramper, når jeg går og mit hår er i uorden," mumlede hun på den lille liste, Søster Rosiane havde fået samlet sig. "Og så er jeg elendig med navne, Enna, jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre." Hun sukkede og rystede lidt på hovedet, før hun trak sig tættere ind til veninden. "Men det behøver vi ikke tale om nu."