En håndsrækning

[Niklaus af Legan]

Adrian af Dunlath

I starten havde det plaget ham grænseløst, at det lille pattebarn skulle være i hans hjem, under hans tag, gift med hans grankusine. Med tiden var det dog blevet mere naturligt. Niklaus var desværre bevidst om, at Alexander nød Adrians venskab og som dagene gik, blev han desværre også mere bevidst om, at knægten havde forandret sig, måske endda var blevet lidt mere voksen.

Derfor stod han også også her nu, underligt ubeslutsom foran døren til det værelse, han havde ladet Dunlath-parret opholde sig på. Han tøvede, grublede, vendte om flere gange. Alligevel endte han med at lade knoerne banke på døren, muligvis lidt hårdere end han ville have i andre tilfælde.

[Adrian af Dunlath]

Staffeliet stod i det ene hjørne, og Adrian sad på en stol. Studerede det færdige maleri med en kritisk mine. Måske havde han brugt for lidt saltvand? Eller måske havde hans Gave brug for et hvil? Uanset hvad kunne han ikke få motivet til at bevæge sig. Han håbede, at det blot skyldtes, at han var udmattet. Han brugte sin Gave langt mere end før, så han var også mere træt end normalt.
Julia var ude at gå en tur med nogle veninder, så da det bankede på døren, rynkede han på panden. Det lød ikke som hustruen. Han rejste sig med et suk og gættede på, at det vel var en tjener. Eller måske Jamie, der kom forbi for at genere ham. Han åbnede døren og spærrede så øjnene lidt op ved synet af Niklaus. Åh nej! Straks smækkede han døren i igen og låste den. ”Jeg sagde bare goddag til ham på gangen én gang, og vi snakkede lidt i biblioteket!” erklærede han og overvejede at skubbe noget hen foran døren, så Niklaus fik svære ved at sparke den ind. ”Jeg er ikke engang interesseret i ham mere! Jeg sværger!” Hvorfor var den fyr så aggressiv?! Han havde jo ikke gjort noget!

[Niklaus af Legan]

Der gik noget tid og Niklaus prøvede virkelig at bevare roen, mens han kunne høre skramlen på den anden side. Han overvejede lidt bare at gå, men hvis idioten så stak sit hoved ud på gangen, ville han jo nok kunne lægge to og to sammen. Et eller andet måtte der jo foregå oppe i hans hoved. Han trak vejret dybt ind og prøvede at forholde sig positiv. Så gik døren op.

Hans bryn fløj op i panden, da den blev smækket i hovedet på ham igen og låst indefra. "Hvad i..!?" brummede han. Så fandt brynene atter på plads, da han hørte Adrians ynkelige råb fra den anden side. Åh, idioten turde ikke engang forsvare sig selv. "Det handler ikke om..." Han rømmede sig. "Det er ikke årsagen.. Nådigherre Adrian af Dunlath, vil De være venlig at åbne den dør!?" Måske var det udformet som et spørgsmål, men tonen var tættere på den, han brugte, når han kommanderede rundt med Gil.

[Adrian af Dunlath]

Hm, han prøvede at snyde ham nu, gjorde han ikke? Adrian så kritisk på døren, imens Niklaus talte på den anden side. Han påstod, at det ikke handlede om Alexander, men man vidste jo aldrig. Han kunne dog ikke bare blive ved med at have døren låst, så han endte med at bøje sig lidt og låste døren op, så han kunne åbne den igen. Dog klar til at dukke sig for diverse knytnæver. ”Så hvad handler det om?” Han løftede et øjenbryn.

[Niklaus af Legan]

Efter det lille optrin var han mindre optimistisk omkring sit foretagende, men han tvang alligevel sig selv. Alexander ville blive så glad, hvis han kunne fortælle ham, at han rent faktisk havde prøvet. Han trak vejret dybt ind gennem næsen for at berolige sig selv, mens låsen klikkede.

Døren åbnedes igen og denne gang gik det lidt mere civiliseret, selvom han ikke helt vidste, hvordan han skulle starte. Han endte derfor med at hæve flasken, han havde fået af en af de besøgende, der var kommet for at vise deres respekt, for en kort bemærkning, før han sænkede den ned langs siden igen. "De er gift med min grankusine, bror til en kammerat, ven til Alexander.." Han trak på skuldrene. På et eller andet tidspunkt måtte de jo affinde sig med, at deres liv ville støde sammen fra tid til anden.

[Adrian af Dunlath]

Da først flasken kom indenfor synsvidde, slappede Adrian af og åndede lettet ud. Niklaus var her virkelig ikke for starte en ny konfrontation. ”Det er sandt ...” Han trådte til side, så Niklaus kunne komme ind og gjorde tegn til bordet. Der stod allerede en stol, og han trak selv den anden stol væk fra staffeliet og over til den sædvanlige plads ved bordet, hvor han satte sig. Der var allerede en akavet stemning, men han måtte vel erklære sig enig i, at de burde gøre en indsats. Han skubbede de to glas frem, der allerede stod på bordet. ”... Julia er gravid. Men det har De måske bemærket?” De havde ikke rigtig offentliggjort det som sådan, men hun var jo begyndt at bule lidt. Egentlig var Niklaus sikkert ligeglad, men Adrian vidste ikke helt, hvad de burde tale om. Alexander var nok i farligt emne i øjeblikket.

[Niklaus af Legan]

Han hævede et bryn, da Adrian trådte til siden. Egentlig havde han ikke tænkt sig at være inde på det værelse, men på den anden side.. Han havde heller ikke lyst til at have ham inde på sit værelse og her ville de i det mindste kunne tale mere privat, hvis Adrian nu skulle få lyst til at presse grænser.

Niklaus slog sig ned på den anviste stol. Uden et ord fyldte han de to glas og skubbede det ene mod Adrian. "Jo, Katrina gjorde mig opmærksom på det," han brugte ikke megen tid på at se syd for hagen på hunkønnet. "Deres forældre må være begejstrede. Tillykke." Han hævede glasset til en skål i lykønskning, selvom det mere var et udtryk for hans eget behov for noget at styrke sig lidt på til den samtale.

[Adrian af Dunlath]

Hm, det gav vel mening, at det var hans søster, der bemærkede den slags. Adrian tog sit glas og bundede det meste af den, imens Niklaus lykønskede. ”Det er de bestemt.” Eller ... de var også ualmindeligt arrige, men det skulle Niklaus selvfølgelig ikke vide. ”Og De er blevet forlovet, har jeg hørt.” Han gad ikke lykønske ham. Han vidste jo godt, at det ikke var nogen god ting som sådan. "Hvornår skal brylluppet stå?"

[Niklaus af Legan]

Der var ingen varme eller oprigtighed i deres ord, men det gik alligevel noget bedre, da Niklaus fulgte Adrians forbillede og skyllede det meste ned. Han skyndte sig at fylde op for dem begge igen. "I fremtiden," fortalte han. "Der er ingen grund til at haste noget igennem." Desuden gad han virkelig ikke diskutere den slags ting med ham.

"Hvor længe har I tænkt jer at blive?" spurgte han i stedet, "De og Julia." Tradition og ære gjorde, at han holdt sit hjem åben for dem, så længe de ønskede det, men alene denne samtale var nok Adrian for et år.

[Adrian af Dunlath]

Tja, det gav vel god mening. Forhåbentlig var den forlovedes familie også enig i den holdning. Han lod Niklaus hælde op igen og smilede skævt. ”Hvad er nu det, har De travlt med at slippe af med os?” spurgte han. Det kom dog ikke bag på ham. Niklaus brød sig ikke om ham, og de var trods alt gæster. De kunne ikke bare blive hængende. ”Men tja ...” Han skævede over mod maleriet af havet. Måske var det ikke så smart at fortælle Niklaus om det, før han faktisk var sikker? På den anden side var han jo nødt til at få det gjort. Julia håbede sådan på at blive her. ”Julia kunne godt tænke sig at blive her længere. Hun føler sig isoleret i Dunlath, og jeg har ikke lyst til at tage hende til Corus ...” Der var for mange sladrende komtesser der.

[Niklaus af Legan]

Det sitrede i hans ene mundvig, men det blev aldrig helt til et smil. I stedet studerede han Adrian med et uudgrundeligt blik i de grå øjne. "Hvorfor skulle jeg have det? Har De planer om at gøre Dem uvelkommen i mit hjem?" Der var en let tone af oprigtihed under den påtagede spøg. Han tog endnu en tår. Det var lækkert, mildt og ikke helt så hårdt ved halsen, selvom det varmede godt om maven.

"Hvorfor ikke?" spurgte han og lagde benene over kors, mens han strøg fingrene over glassets kant. Hvilken skandale skjulte han? "Er De bange for, hun skal indse, De var en fejl?" Et lille smil tog form, mens han gættede videre. "Måske hoffet ville sladre, hvis hun fødte for tidligt? Eller er De bange for, det ikke vil ligne Dem?" For i hans optik ville det være mere sandsynligt, at den unge grankusine skulle frygte for, at møde børn i gadebilledet, der måske lignede ham lidt for meget.

[Adrian af Dunlath]

Han fnøs. ”Selvfølgelig ikke.” Niklaus havde ikke noget her, som han var interesseret i – længere. Han gættede dog ikke helt forkert på resten. Adrian nippede lidt til sit glas, før han svarede. ”Hun kommer til at føde for tidligt uanset hvad.” I hvert fald officielt. I og for sig kunne han vel godt fortælle Niklaus det. Manden kunne ikke ligefrem rende videre med sladderen, og Alexander vidste det jo allerede. ”Hun blev gravid omkring den 13. august.” Så kunne baronen vel selv regne sig frem til, at det var før brylluppet. ”Så jeg vil ikke have, at hun tager til Corus. De ældre kvinder vil begynde at bemærke det.” Mændene ville nok være blinde for det, men kvinderne ville sikkert opdage, at Julia bulede for tidligt. "Alex ved det allerede." Han trak på skuldrene.

[Niklaus af Legan]

Svaret var fint. Det lod virkelig til, at Adrian var kommet over sin fascination af Alexander og selvom han ikke forstod, at nogen nogensinde ville kunne komme sig over fascinationen over den smukke studerende, behagede det ham, at der ikke var nogen forstyrrelser på det felt.

Et øjeblik så han reelt overrasket ud. Hvorfor fortalte han ham alle de ting? Ikke fordi han havde nogen interesse i at sladre, men de var ikke kendt for at være på venskabelig fod. Han følte sig ubehagligt tilpas over det og tog en tår mere. "I kan være her, beskyttet for sladder, så længe I vil," forsikrede han ham så. Hvis ikke Adrian ville ødelægge ting mellem ham og Alexander, havde han ingen grund til ikke at ønske ham på lensborgen. "Jeg vil gerne gøre ham glad og.. Det lader De til at kunne fra tid til anden." Han ville i hvert fald gerne understrege, at det ikke var en tjeneste for hans skyld.

[Adrian af Dunlath]

Det kom noget bag på ham, at Niklaus var villig til at lade dem blive sådan uden videre. Han havde egentlig bare fortalt om uheldet, fordi han ikke så nogen risiko i det. ”Det ... Det er venligt gjort af Dem.” Han lød nok omtrent så overrasket, som han følte sig. Måske gjorde Niklaus det også af hensyn til Julia? De var jo familie – omend lidt langt ude. ”Jeg har vel mine øjeblikke,” medgav han. Han og Alexander kom ganske godt ud af det med hinanden. ”Bliver han her? Jeg skal have hans mening om et projekt.” Han var stadigvæk ikke god til alle de der etiske overvejelser, og nu hvor han var tæt på at lykkedes, måtte han heller få fat i Alexander igen. ”... og vel egentlig også Deres ...” Han kunne vel lige så godt fortælle Niklaus om det. Nu kunne han jo være her længe sammen med Julia, så han kom til at arbejde på det her uanset hvad.

[Niklaus af Legan]

Det var let at høre Adrians overraskelse, men han følte ikke noget behov for at forklare sig selv over for ham. Julietta var familie og de var begge venner af Alexander, så hvis de kunne bidrage til hans livskvalitet, ville Niklaus gerne huse dem. Han nikkede. "Han bliver," bekræftede han og løftede så brynene ganske let og tog en tår mere. "Min mening?" De havde aldrig talt oom arbejde i kraft af, at de aldrig rigtig havde talt sammen. Han vidste, Adrian havde fortalt om det til en af middagene, men han huskede virkelig ikke detaljer.