Fordybelse

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

Adrian havde brugt så lidt tid som mulig på diverse sociale arrangementer. I stedet brugte han flere timer på at sidde og male nede ved havet. Han havde fundet noget, som han tænkte ville være en god vinkel at observere. Eksperimentet var gået godt i Dunlath, så han ville se, om han kunne genskabe det her i Legan. Det var dog et helt andet miljø, så han var nødt til igen at eksperimentere lidt med forskellige elementer.
I dag var han derfor ved at se, om saltvand kunne bruges i malingen frem for almindeligt vand. Han var ikke helt sikker på, om det kunne holde. Måske han kunne bruge en mindre mængde saltvand og så tilsætte almindelig vand? Imens han grublede, bemærkede han ikke, at Julia kom gående, og han så først op, da hun nåede helt hen til ham. ”Julia?” Han så op og glippede lidt med øjnene. Det var blevet solnedgang. ”Undskyld, var jeg her for længe?” Han kunne have svoret på, at det kun var middag for et øjeblik siden ...

[Julietta af Dunlath]

En af de ting, Julia havde glædet sig til ved at komme til Legan, var at hun og Adrian ville kunne få noget tid i varmen sammen væk fra hans familie. Det havde der dog ikke været meget af. De fleste dage var han forsvundet tidligt og havde først sluttet sig til de andre omkring middag, men i dag var han ikke engang kommet til middag og det havde straks gjort hende bekymret.

Efter at have søgt i længe fandt hun ham endelig. Ved havet. Synet af ham siddende i solnedgangen, solens varme stråler i hans gyldne hår. Hendes hjerte svulmede varmt i brystet på hende, mens al irritation over hans forsvinden forduftede. "Vi savnede dig til middagen," svarede hun ham blidt og strøg en lille hånd gennem hans hår, da hun nåede hen til ham.

[Adrian af Dunlath]

Middagen? Han rynkede lidt på panden. ”Nå ja ...” Der var vist kommet en tjener ned med noget mad til ham tidligere. Han så sig omkring og spottede den skål, der stod bag ham. Han havde spist brødet, men der var stadig lidt frugt tilbage. Han snuppede en pære og tilbød sin stol til Julia, imens han selv satte sig i sandet for at spise. Så kunne hun også se nærmere på maleriet. Nu hvor han var stoppet, følte han sig også utrolig udmattet. Det var hårdt at male, når han samtidig skulle bruge sin Gave. Det krævede en del pauser. ”Har du haft en god dag?” Nu var den jo åbenbart ovre, så han kunne lige så godt spørge.

[Julietta af Dunlath]

Det var tydeligt at se, at han var forvirret og hun smilede lidt over ham. Hvordan kunne det lade sig gøre altid at være så skøn? Hun så vurderende på stolen, men satte sig ikke. I stedet blev hun stående, studerede hans maleri. Det var en af de mange ting, hun elskede ved ham.

Så gik hun forbi solen og satte sig ved hans side i sandet. Hun lænede sig lidt ind til ham og kyssede ham flygtigt på kinden, før hun så ud over havet. Udsigten var smuk. Alt var smukt på en meget anderledes måde en Dunlath var det, selvom hendes nye hjem bestemt også havde sin charme med sine snedækkede bjerge. "Den har været fin, ja," svarede hun. "Det er dejligt at være her. Her er varmt." Nu de var her, føltes det som om hun havde frosset siden deres bryllup.

[Adrian af Dunlath]

Han var lidt bekymret, da hun satte sig ved ham i stedet for på stolen. ”Er du sikker på, at det ikke er bedre for dig på stolen?” Hun var jo gravid, så hun skulle ikke overanstrenge sig unødvendigt. Han tog en bid af sin pære og tilbød Julia en af de andre frugter fra skålen. ”Ja, det er her.” Han skar en grimasse. ”Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det her klima. Selvom havudsigten nu er ganske fin.” Han var nu engang vant til Dunlaths kolde vinde. Hernede føltes luften så ... tør.

[Julietta af Dunlath]

"Jeg vil gerne være tæt på dig," forklarede hun bare. Desuden havde helbrederen sagt, at de var kommet over den værste fare for ufrivillig abort. Hun tog et par druer fra skålen og tyggede omhyggeligt på dem, mens han svarede.

Hun fnes lidt. På rundrejsen havde hun lært, at Adrian ikke var glad for det varmere klima, men hun nød det. Det var lidt tættere på Linden, selvom hendes hjem var køligere end Legan. "Det er bare for noget tid endnu," forsikrede hun ham. Hun skulle bare have mulighed for at hvile ordentligt, før de kunne rejse igen. "Og her har du mulighed for at tale med Alexander og ja.. Andre venner." Hun havde det underligt ved at nævne Jamie ved navn efter sidst.

[Adrian af Dunlath]

Tja, så længe det ikke var skidt for barnet, gik det jo nok. Han gik ud fra, at Julia vidste langt mere end ham på det punkt. ”Måske. Nu må vi se ...” Han kastede et blik op på maleriet. Det ville nok tage en dag eller to endnu at blive færdig med det. ”Hvis han har tid. Han har muligvis en del at se til i øjeblikket.” Han trak på skuldrene og tog endnu en bid af pæren. Andre venner? Ja, her var selvfølgelig en del folk, som han ikke havde set i adskillige måneder. Det ville være godt at få samlet lidt op. Han kunne dog godt høre på tonen, at Julia ikke hentydede til alle og enhver. Han smilede skævt. ”Bare rolig, jeg tror, at Jamies interesser ligger andre steder for tiden.” Han havde i hvert fald bemærket, at ridderen brugte en del tid med en eller anden knægt. Hvis faktisk Niklaus’ væbner, hvis han ikke tog helt fejl. ”Men jeg burde måske tjekke ind hos ham. Høre hvordan det går med den der forlovelse.” Jamie havde været noget arrig over det, men han virkede ikke særlig tynget af den længere.

[Julietta af Dunlath]

Hun hævede et bryn. Sådan som hun så Alexander virkede han virkelig ikke som den travle type. Selvfølgelig havde han da sine studier, som krævede en del tid? Det vidste hun ikke så meget om, så hun valgte bare at lade det fare. "Jeg er rolig," mumlede hun og havde virkelig ikke lyst til at snakke mere om Jamie. Det klemte stadig et eller andet sted i hendes indre, at Adrian bare havde været ligeglad med hende og hendes følelser, så snart.. Hun ville ikke engang tænke mere på det. "Hvis du synes." De blå øjne blev vendt væk fra ham, mod havet.

[Adrian af Dunlath]

Hun lød ikke spor rolig, men han valgte at lade det fare. Der var ingen grund til at bore i det. Han sad blot lidt i stilhed og nød udsigten, imens han spiste sin pære. Han måtte skaffe sig noget mere at spise, når de kom tilbage til godset. ”Kunne du tænke dig at blive her?” Han vidste jo, hvor isoleret hun følte sig i Dunlath. Det var risikabelt på grund af graviditeten, men måske kunne de blive her et par måneder og så rejse til Dunlath før fødslen?

[Julietta af Dunlath]

Tavsheden irriterede hende mere end normalt, men samtidig vidste hun heller ikke helt, hvad hun skulle sige. I stedet lænede hun sig lidt ind til ham, hvilede hovedet mod hans overarm. "Hvad mener du?" spurgte hun og trak sig så langt tilbage igen, at hun kunne se på ham med store, forundrede øjne. Så faldt brynene lidt ind. Han lavede sikkert sjov med hende. En underlig spøg, hun ikke helt forstod. "Det kan vi da ikke." Så der var heller ikke nogen grund til at få sine håb op, mindede hun sig selv om.

[Adrian af Dunlath]

Han trak på skuldrene. ”Selvfølgelig kan jeg ikke love noget, men ...” Han nikkede mod staffeliet og det fortsat ufærdige maleri. ”Hvis jeg lykkes med eksperimentet og viser det til baronen, vil han måske være interesseret i at få mig til at lave malerier af andre steder. Eller måske blot få mig til at oplære en af hans egne magikere i at bruge det.” Han vidste selvfølgelig, at Niklaus på ingen måde var interesseret i at give ham så meget som et øjebliks opmærksomhed, men hvis han nu brugte Alexander, kunne han måske få overtalt idioten. Han kunne jo se, at Julia tydeligvis foretrak at være her i Legan, hvor der var mere liv og ikke nær så isoleret.

[Julietta af Dunlath]

Denne gang var det kun et bryn, der hævedes og tegnede skepsis over hendes ansigt. "Jeg troede, du sagde, du og Niklaus ikke kunne sammen?" spurgte hun og lagde en hånd over hans ene underarm. Granfætteren havde jo givet Adrian et blåt øje for at gå efter hans mand. Hendes kæbe tog et lille dyk. "Er hans elsker her?" Iveren lyste ud af hendes blik, da hun igen så på Adrian. Hvis han var, ville hun have en bedre mulighed for at kunne deducere sig frem til, hvem det var.

[Adrian af Dunlath]

Han gloede et øjeblik forvirret på hende, men kom så i tanke om, at han havde afsløret Niklaus over for hende. Nå ja ... Han var nødt til at overveje, hvad han burde svare. Var det nu en god idé? På den anden side ville det måske ikke gøre så meget, hvis Julia selv regnede det ud. ”Det er han.” Han nikkede kort, men vendte straks tilbage til det egentlige emne. ”Nej, vi kan ikke så godt sammen, men forhåbentlig vil han måske være i stand til at se ud over sin egen næse og indse, at mit eksperiment kan være nyttigt.” Man kunne vel håbe ...

[Julietta af Dunlath]

"Og så ville vi kunne blive her længere?" spurgte hun ivrigt og rykkede sig lidt tættere på ham. Solen, lyden af havet og sin bedste veninde indne for rækkevidde. Det kunne næsten ikke blive bedre. Han var simpelthen den mest betænksomme, kærlige mand, hun nogensinde havde mødt. "Jeg er så forelsket i dig, Adrian," kvidrede hun og trykkede sine læber mod hans i et kys. Tænk, at han ville blive et sted, hvor han ikke brød sig om klimaet og lensherren udelukkende for hendes skyld.

[Adrian af Dunlath]

”Måske.” Man vidste jo aldrig, hvordan det gik. Adrian var ret sikker på, at det ikke ville blive så lige til at overtale Niklaus, men han kunne da prøve. Han grinede lidt, da hun omfavnede og kyssede ham. ”Nu skal du ikke glæde dig for tidligt. Uanset hvad skal vi stadig til Dunlath om en måned eller to.” Hun kunne ikke blive her alt for længe. Fødslen ville afsløre, at hun var blevet gravid før deres ægteskab.