Uvillig afsked

[William af Stenbjerg]

Lang nat. Det ville William have ønsket. Påtrængende billeder af Katherine blev ved med at melde sig på hans nethinde den morgen. Muligvis var det hans egen skyld, fordi han havde fremtænkt dem temmelig intenst natten før, men sådan kunne han ikke tænke på det. Han var halvvejs i sin egen verden, som han hastigt kom i tøjet med den unødige hjælp fra sin kammertjener. Morgenmaden ville blive indtaget på vejen og bestod af brød med ost og kødpålæg fra køkkenet. Der var ikke tid til at sidde og hænge, når kronen ventede. De havde allerede trukket den rigeligt.

Det var stadig tidligt, da mændene sadlede op. William gik rundt mellem hestene, gav en opmuntrende kommentar eller to og grinede af en morsomhed, som en stalddreng tog sig af hans eget eksemplar. Da familien dukkede op udenfor – børnene sov vist endnu – gik han over imod dem. Han bukkede let for sin mor, kyssede hendes hånd og sagde noget dæmpet til hende, før han gik videre til sin fætter og dennes kone. Efter at have budt dem farvel, vendte hans blik sig imod Katherine og man skulle have været blind, for at overse forandringen i hans mine. Han tog hendes hånd, løftede den og plantede et blidt kys på håndryggen, imens han så hende i øjnene. Handlingen i sig selv var ceremoniel, men han holdt fast længere end han skulle, strøg sin tommel let over hendes fingre og kyssede også dem, før han sænkede deres samlede hænder og rettede sig op i sin fulde højde. ”Til vi ses igen, Katherine,” hilste han med et intenst blik på hende, der ikke var nær så høfligt som hans ord, men til gengæld var fuld af følelse.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine var ikke just i verdens bedste humør. For det første, havde hun aldrig rigtigt været morgenmenneske og for det andet, var hun det endnu mindre, når den eneste grund til at hun blev vækket uendeligt tidligt, var at hun skulle tage afsked med sin husbond. Det var naturligvis ikke lige så brat eller lige så uventet som sidste gang (tak Gudinden), men hun var stadig ikke tosset med det.

Af samme grund kunne hun ikke lade være med at surmule en anelse, som hun gik mod trinene foran Domins port. Det lykkedes hende dog til gengæld nogenlunde at opretholde et neutralt ansigtsudtryk der, og hun foldede hænderne foran sig, som William tog afsked med sin familie. En rynke sneg sig alligevel ind mellem hendes øjenbryn og blev kun tydeligere, da han nåede til hende og fangede hendes hånd.

Uvilkårligt formildnedes ansigtsudtrykket dog, da han plantede først et kys mod hendes håndryg og siden hendes fingre. Et lille, skævt smil trak op i hendes mundvige, som hendes blik flakkede over hans ansigt, og hun slap et resignerende suk. "Pas på dig selv," beordrede hun (med et påtaget strengt blik, som hun selv var klar over, var mere underholdende end autoritativt), velvidende om at det næppe var nødvendigt at sige.
Hun fortrød det dog ikke, og lukkede fingrene omkring hans hånd, før hun gav den et lille klem.

[William af Stenbjerg]

William var ikke tilfreds med at efterlade Katherine til sig selv, mest fordi han var egoistisk og ville have hende. Han så det mest som en fysisk ting på nuværende tidspunkt, men var blind overfor det, som de tre andre omkring dem så åbenlyst kunne fornemme. Det var ikke kun en adfærdsting, høflighed eller begær, der gjorde at hertugen ikke kunne tage øjnene af den unge dame foran sig, da først han så på hende. Det var heller ikke kun det, som fik ham til at holde fast i hendes hånd, stryge sin tommel let over hendes fingre og smile både drillende og forsikrende ned til hende.

Nej, noget var definitivt forandret og selvom han ikke selv lagde videre mærke til det, så var det så tydeligt som dagen var tidlig. ”Pas på Stenbjerg,” svarede han simpelt, før han gav hendes hånd et klem lige tilbage, slap modvilligt og bøjede hovedet en enkelt gang mere til afskedstruppen. Det var det.

Ikke flere hilsner blev udvekslet for hans vedkommende. Han sluttede sig til mændene, svang sig op på sin hest og gjaldede en kommando, som om han selv var morgenfrisk. Med den, ledte han an ud af borggården og mændene fulgte. Lige inden han red igennem den store port, vendte han hovedet og kastede et enkelt blik bagud efter hertuginden.

F o r l a d e r    t r å d

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine forsøgte virkelig at smile opmuntrende og overskudsagtigt over Williams ord. Det lykkedes halvt, og hun nøjedes med at nikke, kun for at rynke svagt på panden igen, så snart han slap hende og med raske skridt gik mod sin hest. Hænderne blev samlet foran skørtet på kjolen igen, halvt skjult af det, hvor det var svært at se, at hun knyttede dem lidt hårdere sammen end det var nødvendigt. Sidste gang William drog afsted mod Corus, havde hun taget sig selv i at tænke, at hun ikke ville sørge, hvis de blev angrebet af en røverbande på vejen.
Nu gjorde tanken hende dårlig.

At hendes husbond og hans følge selvfølgelig var ganske glimrende i stand til at forsvare sig selv var en mindre detalje, og Katherine rynkede stadig svagt på panden, da hun løftede armen i en kort hilsen, knugede fingrene sammen og hvilede hånden mod sit bryst. Tænderne gnavede i underlæben, og hun blev stående nogle øjeblikke endnu, selvom William allerede var ude gennem porten.

Det var enkehertugindens milde, men bestemte anmodning om Katherines selskab ved morgenbordet der løsrev hertuginden, og med et sidste, længselsfuldt blik over skulderen, fulgte hun med sin svigermor ind og forsøgte at forberede sig mentalt på de næste uger.

Tråd lukket