Vi er ikke færdige

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik
18. januar 528

Natten var gået og Elisia havde ikke fået så meget som et enkelt øjebliks søvn. Efter at være kommet tilbage til Trebond, havde hun sneget sig ind af tjenesteindgangen og var kommet uset tilbage til sit værelse. Ikke at det havde gjort hende mindre rolig. Hun havde ikke været i stand til at tænke på andet hele natten og efter sin træning ved solopgang, havde hun fået resten af dagen fri, da Gavin havde set, hvor syg, hun havde set ud.

Det var dog langt fra hendes plan rent faktisk at bruge timerne på hvile og efter at have travet rastløst rundt i sit værelse, havde hun sneget sig ned i tjenestefløjen. Uden at være blevet bemærket, havde hun fået listet sig til et sæt tøj. Håret var blevet gemt under en hue og ansigtet godt skjult. Hun havde brug for at tale med Kian igen og denne gang nægtede hun at lade ham havde noget at brokke sig over. Hvis han havde behov for at se, at hun kunne være forsigtig, skulle hun nok være forsigtig.

Da først hun var ude af huset, gik hun hurtigt og målrettet mod Nedre By. Solen var stadig ikke helt stået op og havde ikke vundet varme, så de fleste, der var ude, var mere bekymret om kulden og de tidlige timer end det, der lignede en snavset dreng på vej gennem gaderne. Hun sank hårdt og bevægede sig mod Aben. Der var intet, der kunne stoppe hende.

[Kian Falkeblik]

Han havde haft svært ved at sove. Samtalen med Elisia var gået elendigt, og han brugte det meste af natten på at ligge og stirre op i loftet. Han burde nok have forsøgt at forklare hende det hele på en mindre truende måde ... Det var bare lidt sent at gøre noget ved det nu.
Da de første små stråler fra solen kæmpede sig over horisonten, stod han op og vandrede nedenunder. Han sov normalt længe, men i dag virkede det som spild af tid at prøve. Han havde ikke fået tilkæmpet sig mere end et par timers søvn i nat og gad ikke blive ved med at jagte drømmeland. Han fik en tallerken med grød i krostuen og satte sig til at spise – og gabe og halvsove – i krostuen. Der var ikke meget aktivitet så tidligt, så han da han var færdig med at spise, bestemte han sig for at gå en tur. Lige om lidt ... Årh, han orkede ikke rigtig at rejse sig. Han havde ikke lyst til at gå nogen steder og ville egentlig hellere drikke sig fuld og svælge i selvmedlidenhed.

[Elisia af Bugtvig]

Det tog lidt tid. Nedre By var kringlet og noget nær umulig at finde rundt i, men hun var begyndt at få en nogenlunde ide om, hvordan hun kom til Aben fra brønden, så det gjorde hun. Endelig fandt hun den, men noget stoppede hende fra bare at gå ind. Så trak hun alligevel vejret dybt ind, samlede sig om sin desperation og viljestyrke og dukkede nakken, før hun skubbede døren ind til krostuen op.

Hun knugede fast om den lille seddel i sin hånd. I starten havde hun skrevet, men var kommet i tanke om, at Kian nok ikke ville kunne læse det og havde i stedet tegnet en pil, en dør og hans værelsesnummer, til hvis han skulle være i stuen. Og ganske rigtigt. Hun sank under nogen besvær og gik ganske tæt forbi ham, lod sedlen droppe ned i hans skød og fortsatte hen til værelserne. Så var det bare at følge numrene til det rigtige og håbe, han forstod.

[Kian Falkeblik]

Han gabte igen og glippede lidt med øjnene. Der var noget ... Han samlede en lap papir op fra sit skød og så forvirret efter den person, der var på vej over til trapperne. Han foldede papiret ud og studerede symbolerne for en stund. Rynkede på brynene. Han overvejede kort, men rejste sig så og gik ovenpå. Der stod ganske rigtig nogen og ventede på, at han kom og låste døren op. Først da han nåede helt hen til den lave figur, gik det op for ham, at det var Elisia. Hun havde tydeligvis gjort en dyd ud af at forklæde sig, men når man først fik set nærmere på ansigtet, var det lettere at genkende hende. Uden at sige noget låste han døren op og lod hende gå indenfor. Han fulgte efter og lukkede døren bag sig. ”... Jeg regnede ikke med, at du ville komme herned igen.” Han kunne ikke lade være med at smile svagt ved synet af hende.

[Elisia af Bugtvig]

Det var heldigvis ligetil at finde værelset og da først hun var der, blev hun stående uopsigtsvækkende tæt på, stadig med nakken dukket. Hurtigt havde hun lært, at folk i Nedre By tit passede deres egne ting og sager medmindre der var vinding i andet. Hun prøvede at væbne sig selv med tålmodighed og langt om længe hørte hun skridt.

Døren blev åbnet og hun var ikke sen til at smutte ind på værelset med ham. En lavmælt klikken forsikrede hende om, at døren var blevet lukket. Først der så hun op på ham. Øjnene var en smule hærgede efter en nat uden søvn og en del gråd. Hun sagde ikke noget, men studerede ham lidt, så smilet på hans læber. Uden videre omsvøb søgte hun tæt ind til ham og foldede armene om hans liv.

[Kian Falkeblik]

Han så overrasket ned på hende, da hun pludselig omfavnede ham. Der var ingen råben og skæld ud, som han ellers havde regnet med. Var det ikke derfor, hun var kommet herned? Tøvende lagde han armene om hende – halvt opmærksom på at være klar til at springe tilbage, hvis hun forsøgte at hamre knæet op i enhver mands ømme punkt. Umiddelbart lod det dog ikke til, at hun ville gøre det, så han strammede grebet lidt om hende. ”Undskyld.”

[Elisia af Bugtvig]

Hun havde ikke haft øjne for andet end den nærhed og trøst, hun havde haft brug for siden sidste aften, men da hun mærkede hans tøven, blev hun smittet af tvivlen. Måske havde han virkelig ment sine ord og ønskede hende virkelig ikke tilbage. Selvom han sagde undskyld, betød det jo ikke nødvendigvis, at han stadig ville være sammen med hende, hvad det så end var, de havde saammen. Hun kunne jo bare være en lille pige, der behøvede trøst i hans øjne.

Tanken fik hende til at trække sig ud af hans greb igen og nu hun havde fået dækket det værste behov for omsorg, begyndte følelserne at æde hende op indefra igen. Han havde truet hende med en kniv. Rent faktisk truet hende. Hvad i alverden var det hun foretog sig? Hun trådte yderligere et par skridt tilbage og vidste, at hun burde løbe, men benene lystrede ikke.

[Kian Falkeblik]

Det var rart at stå med hende i sine arme igen, men hun sagde stadigvæk ikke noget, og han blev så småt bekymret. Det føltes som stilheden før stormen. Da hun trak sig, slap han hende og satte sig på kanten af sin seng, ligesom han plejede. Det ville ikke undre ham, hvis hun ikke helt vidste, hvor hun havde ham lige nu, så det var nok bedst at forsøge ikke at virke truende. ”Elisia?” Han holdt stemmen rolig. ”Hvorfor kom du herned igen efter ... efter det jeg gjorde mod dig?” Hun burde virkelig ikke opsøge ham igen, når han havde truet hende på den måde. Men her stod hun alligevel, og han kæmpede for ikke at glæde sig over det. Det var for tidligt at glæde sig ...

[Elisia af Bugtvig]

Øjne fulgte ham, da han flyttede på sig. Vågne og lidt forskræmte med hendes indre kaos skinnende klart igennem. Spørgsmålet fik hende kun til at se endnu mere modløs ud. For den tankebane, der havde ført hende til Nedre By havde været en kombination af desperation efter omsorg og en nat uden søvn. "Jeg.." hendes stemme var ru og spæd og hun tav hurtigt, forskrækket ved lyden af den. Forsigtigt rømmede hun sig, selvom hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Hun trak halvhjertet på skuldrene. "Jeg havde brug for at se dig." Øjnene føltes fugtige igen.

[Kian Falkeblik]

Han kom hurtigt i tvivl om, hvorvidt han burde have trukket sig væk. Hun virkede så lille og skrøbelig lige nu. Da hun først talte, kom hun ikke med noget særligt uddybende svar, så han vidste ikke helt, hvad han burde gøre. ”... Okay. Det ... Det er jeg glad for at høre.” Hvad burde han gøre? Han havde lyst til bare at knuge hende ind til sig og sove med hende i sin favn, men han ville helst ikke risikere at skræmme hende væk. ”Har du lyst til at sætte dig ned? Du virker træt?” foreslog han så og gjorde en gestus mod sengekanten ved siden af sig.

[Elisia af Bugtvig]

Hun havde ingen anelse om, hvad hun skulle gøre nu, så hun blev stående midt i rummet med hænderne hængende tomt ned langs siden. Endelig flyttede blikket sig fra hans ansigt og ned til sengekanten, han gestikulerede imod. Så så hun igen på hans ansigt, ignorerede hans håndsrækning. I hvert fald for nu. "Jeg bliver nødt til at vide det, Kian," mumlede hun og skiftede vægten til det andet ben, skulle til at folde armene over brystet, men de endte i stedet med at slynge sig beskyttende om hende, som var de alt, der stadig holdt hende sammen. "Kommer du til at gøre mig ondt?"

[Kian Falkeblik]

Han forsøgte ikke at gøre mere for at få hende over på sengen. I stedet søgte han efter et ordentligt svar til hende, for det var jo ikke så simpelt ... ”Jeg kunne aldrig drømme om at lægge hånd på dig, Elisia ... medmindre det involverer en eller anden form for træning selvfølgelig.” Hvis han en dag skulle vise hende et kneb af en eller anden art, kunne han blive nødt til det. ”Men det kan være, at jeg kommer til at såre dig på andre måder en dag.” For det her var jo ikke et forhold, der kunne vare for evigt, og hun var måske for ung til rigtig at forstå, at der ikke var en fremtid for hende her. Han kunne måske være nødt til en dag at være den, der stoppede deres forhold.

[Elisia af Bugtvig]

Med alt hvad hun havde i sit væsen prøvede hun at stole på hans ord, men en del af hende var stadig rystet efter den hårdhændede behandling natten forinden. Derfor reagerede hun heller ikke på hans ord lige med det første, men lod ham bare tale. "Det har du gjort," fortalte hun og stemmen var stadig hul. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham, præcis hvor ondt det havde gjort, men det behøvede hun vel egentlig heller ikke. Hendes skrøbelige ydre gjorde det for hende.

[Kian Falkeblik]

Ja, det havde hun vel egentlig ret i. Så vidt han kunne se på hendes fremtoning havde hans hårde behandling af hende været en voldsom oplevelse for hende. ”Ja, det har jeg.” Han nikkede og sagde ikke mere for nu. Der var ikke rigtig noget, som han kunne sige for at undskylde det. Andet end undskyld, selvfølgelig, men det havde han allerede sagt.

[Elisia af Bugtvig]

Hendes ben lod til at virke igen, men frem for at bringe hende væk fra den usle bydel og hjem i sikkerhed, vaklede hun et enkelt skridt eller to frem mod ham, tøvede en smule og tilbagelagde så den sidste afstand mellem dem. Uden et ord slog hun sig ned ved hans side, før hånden søgte op mod hendes hals. Et par fingre gled over det sted, hvor hans kniv havde kysset hendes hud. "Er du ikke sur?" Hun så ikke på ham, men i stedet ned på sine fødder, der dinglede et par centimeter over gulvet.