Slyngveninder

[Julietta af Dunlath]

Leonora af Legan
19. januar 528

Julia var efterhånden faldet ind i en lille rutine i Legan. Det var dejligt igen at være omgivet af flere mennesker end der var hjemme i Dunlath og hun udnyttede muligheden til fulde. Hvert øjeblik blev fyldt op og hun havde fået mulighed for igen at tilbringe Leonora. Det var hårdt at være afskåret fra sine veninder. Derfor var hun også søgt ned mod stuen i sin søgen på veninden.

"Leonora?" kaldte hun blidt, mens hun trådte ind i en af de mindre stuer. Hun havde allerede været i en af de større og ved hendes værelse, så der var efterhånden ikke så mange muligheder tilbage. Hvis alt gik galt kunne hun jo også prøve at se, om Alexander var ledig. Hun havde ikke set ham siden brylluppet.

[Leonora af Legan]

Leonora sad lidt afsides i den lille stue og tegnede. Hun var efterhånden begyndt at savne Hale, der havde været så meget at se til, at hun ikke havde fået snakket meget med ham de sidse mange dage. Det føltes som længe siden hun sidst havde snakket rigtig med ham, og der var ikke rigtig nogen heromkring hun ville tale med om det.

Så pludselig hørte hun en spæd stemme nævne hendes navn "Julia?" Hun rettede sig lidt op og satte sig pænt, og ikke henslængt som før. Veninden skulle ikke se noget var galt. Hun orkede egentlig ikke snakke om det, for hun vidste ikke hvad der var at sige. Måske var det bare hjemve, Hvis man da kunne have hjemve, og være hjemme på samme tid.

Da Julia kom tættere på smilede Leonora til hende og viste hende med hånden ned at sidde ved hendes side. "Skal jeg sende bud efter te?"

[Julietta af Dunlath]

Et smil tegnede sig straks over hele hendes ansigt, da hun fandt veninden og hun skyndte sig ind i stuen til hende, slog sig ned ved hendes side. "Jeg har ledt efter dig," fortalte hun begejstret og tog straks hendes hånd, før hun trak benene op under sig i sofaen.

Talen om te fik det til at vende sig i hende og hun måtte trække vejret dybt ind for at modkæmpe kvalmen. Te var det sidste, hun havde lyst til nu. "Jeg ved godt, det er underligt, men jeg kunne vildt godt drikke noget mælk," fortalte hun og fejede en lys krølle væk fra ansigtet. "Uh, og måske hvis I har noget kage eller noget sødt?"

[Leonora af Legan]

"Jeg er lige her." Leonora kunne ikke helt lade være med at smile. Det var trods alt rart at vide nogen havde ledt efter hende. Men gad vide hvorfor?

Uden helt at tænke over det, falde Leonoras øjne på Julias mave, da hun sagde nej til te, og i stedet spurgte efter et glas mælk og søde sager. Heldigvis havde Leonora også selv en sød tand,s å det gjorde bestemt ikke hende noget. Hun sendte derfor bud efter mælk og kage til dem begge. Derpå kiggede hun igen på veninden "Er der noget der tynger dig?" Hun så næsten bekymret ud.

[Julietta af Dunlath]

Julia fortsatte blot smilende og valgte ikke at lægge for meget i Leonoras blik på maven. Selvom kjolen sad løst, var det begyndt at kunne anes af og til, at hun havde fået en ganske lille bule og det gjorde hende egentlig ikke noget. Hun og Adrian havde været gift i snart fire måneder, så en graviditet ville være en glædelig nyhed. Derfor så hun også blot spørgende på veninden. "Nej, overhovedet ikke," afviste hun blidt med et smil, "Jeg er tværtimod i fantastisk humør."

[Leonora af Legan]

Det var bestemt dejligt at se sin veninde igen, og den del med at der ikke var noget galt fik hende kun til at smile endnu mere. "Det er jeg glad for at høre" Hun var ikke helt sikker på det med at spørge til graviditeten, for hende var det et lidt underligt emne, men der var så meget andet de kunne snakke om Så det gik nok. "Hvad gør dig så i fantastisk humør?" Det måtte da være noget de kunne snakke om. Det glædede Leonora at øre og hun ville derfor gerne være en del af det.

[Julietta af Dunlath]

Hun holdt stadig lige så blidt om Leonoras ene hånd og strøg blidt tomlen over den, mens hun trak let på skuldrene. "Det er længe siden, jeg har haft mulighed for at forlade Dunlath og jeg må indrømme, at jeg har savnet de mennesker, jeg kender i hovedstaden," hun smilede til veninden og gav hånden et klem. "Jeg har savnet dig." Forsigtigt rakte hun frem og strøg en mørk lok bag Leonoras øre. "Hvordan har du haft det? Du må fortælle mig alt."

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede ned på deres hænder, da Julia strøg en finger blidt over hendes. Det var ganske rart. Trøstene, kærligt og helt særligt. Hun kom kortvarigt til at tænke på, hvad der var sket ved deres sidste møde, smilede så let og kiggede på hende "Ja. Du har været længe væk. Jeg har virkelig også savnet at snakke med dig."
Julia strøg en af Leonora hårtotter om bag øret, og med det kom hun lidt tættere på. I et halv øjeblik overvejede Leonora, hvad Julia nu kunne finde på, men selvfølgelig skete der ikke andet. i stedet svarede hun så på Julias spørgsmål "Jeg har haft det.. ja, tomt tror jeg? Det er lidt svært at være ked af at have mistet sin far og samtidig være ligeglad fordi, han ikke rigtig var nogen far. Niklaus var ikke til nogen hjælp, han blev bare sur. Katrina forsøger altid at holde sammen på os, det er også dejligt. Men hvorfor skal tingene altid bare pakkes ind og gemmes væk? Er det da så slemt at jeg blev ked af det? også selvom han ikke rigtig lagde meget mærke til os?"


Hun tøvede lidt og fortsatte så "Jeg savner Hale, Jeg har ikke set meget til ham. Ikke ordentligt og jeg er bange for hvad der sker nu, hvor Niklaus er blevet baron og skal bestemme. De holder mig udenfor er jeg sikker på. Fordi jeg er forkert... Jeg kan se det på dem hver gang vi snakker. Hvorfor skal alle være fulde af hemmeligheder?" Der kom en lang rækker af spørgsmål, som havde hobet sig op inden i hende. Det var ikke fordi hun forventede at få svar på tingene, men hun kunne slet ikke stoppe igen.

[Julietta af Dunlath]

Smilet var varmt, næsten ømt, mens hun betragtede veninden. Det havde været alt for længe siden, de havde haft mulighed for at kunne være sammen sådan. Blikket i de blå øjne blev medlidende, da hun gik i gang med at tale om faderens død. Julia havde selv mistet sin far og vidste udmærket, hvor ondt, det kunne gøre. "Det er underligt til at starte med," svarede hun og trak på de spinkle skuldre, lod den ene hånd ligge på Leonoras kind lidt, så hun kunne kærtegne den lige så blidt, ligesom Adrian gjorde det, når hun selv var ked af det.

Igen nikkede hun. "Dengang Adrian og jeg kun lige var blevet forlovede, savnede jeg ham også hvert sekund, vi var fra hinanden," hun smilede, da hun åbnede mindet og tilføjede så "Og han mig." Kinderne føltes lidt varme og tommelfingeren på den hånd, der ikke lå på venindens kind, strejfede den lille bule på maven. "Sådan er det bare med voksne." Igen trak hun på skuldrene uden at tænke over, at hun jo faktisk også var en nu. Sådan da. "Men jeg tror ikke, det ville være noget problem, hvis du nu ønskede at se Ridder Hale. Han er her jo. Måske kunne du vise ham rundt?"

[Leonora af Legan]

Det var et eller andet over Julia, der var helt særligt. De havde været så meget igennem og det havde kun før dem tættere sammen. De havde kendt hinanden længe og selvom deres venskab havde budt på snart alt, kunne Leonora ikke forestille sig nogen bedre veninde end Julia.
Det føltes rart at blive trøstet. Bare det at blive anerkendt i sin sorg, var noget Leonora havde manglet. Det vidste hun nu.

Så drejede samtalen sig overpå Adrian og Julia. Kortvarrigt undrede Leonora sig over Julias ord. Hvordan kunne Adrian savne hende og stadig være sammen med andre? Det forstod hun ikke. Men det emne ville hun så absolut ikke åbne nogensinde igen. "Jeg vil virkelig gerne se ham igen snart. Jeg går og maler dæmoner hvor de ikke burde være." Hun tænkte lidt over venindens ord. "Det kunne være ganske hyggeligt at vise ham rundt"

[Julietta af Dunlath]

Hun smilede forstående og strøg tommelfingeren blidt en sidst gang over Leonoras kindben, før hun igen trak hånden til sig og lagde den i skødet. "Det er der vist ingen grund til," forsikrede hun hende varmt, "Jeg kan slet ikke se nogen grund til, at han ikke skulle være betaget af dig, søde."

Tjeneren var kommet tilbage med mælk og kager og Julia ventede kun lige akkurat til døren lukkede bag tjeneren igen, før hun greb ud efter en lille frugtkage. Legan havde et meget varmere klima end Dunlath og havde frugt det meste af året. "Og han vil jo sikkert gerne lære dig at kende. Hvilken bedre måde end at se Legan, det er jo en del af dig," hun trak på skuldrene. "Adrian og jeg har også planlagt en tur til Linden til sensommer, når.." Hun tav. De havde jo ikke offentliggjort graviditeten endnu. "Ja, til sensommer."

[Leonora af Legan]

Det var bestemt trøstende og tiltrængt at sidde her sammen med Julia. På en måde opløste det nogle ting inde i hende der hidtil havde fyldt så frygtelig meget. "Du har nok ret. Måske jeg skulle sende bud efter ham" Hendes øjne strålede og glæden var ved at fæstne sig igen.
Hun kiggede over på døren, som tjeneren lige var gået ud af og lænede sig så ind mod veninden for at give hende et kram.

Det var kun et lille kram (uden at være for lille) så rettede hun sig og tog selv en lille kage. "Jeg tror bestemt du har ret.. Jeg er bare..." hun stoppede i en undren ".. Nervøs. Tror jeg"

[Julietta af Dunlath]

Smilet voksede lidt og hun nikkede. "Hvad kan gå galt? Jeg mener.. Han er jo sød, ikke? Og han synes, du er sød, så jeg kan slet ikke se, hvorfor ikke," hun lagde en lille hånd over Leonoras arm og gav den et blidt klem, før hun blev trukket ind til et kram.

Kinderne føltes lidt varme, da hun igen trak sig tilbage, men hun ville ikke lægge for meget i det. Det var jo bare.. Der havde været noget over den blødhed, Leonora besad, da de havde været tæt i et kram. "Der er iikke nogen grund til at være nervøs, når det kommet til kærlighed," kvidrede hun fornøjet og tog en bid af kagen, før hun fortsatte, "Om Gudinden vil det, ikke?"

[Leonora af Legan]

Leonora kom til at grine lidt og kiggede på veninden "Jeg ved det ikke. Jeg er bare nervøs. Han er mægtig sød." Hun tøvede et øjeblik og fortsatte så "Jeg håber da han synes jeg er sød. Du har nok ret i der ikke er noget så." Det var rart at få det slået fast og af en som var som hende selv, ung og forelsket. For sådan lød det bestemt til at være mellem Julia og Adrian

Så kiggede hun på Julia igen. nu var det hendes tur til at fortælle. "Nok om mig. hvordan har du det? Du er blevet gift, blevet en Dunlath. Hvordan føles det?" Det måtte være noget af en omvæltning. men spændende. Leonora var glad på deres vegne. de havde trods alt været lidt af hvert igennem, men nu var de alligevel blevet gift. Det var godt.

[Julietta af Dunlath]

Latteren var smittende og inden længe grinede Julia også. "Man er altid nervøs omkring de mægtig søde," fnes hun og rødmede lidt ved tanken om hendes Adrian, der stadig kunne gøre hende nervøs og blød i knæene. "Men det bliver nu lettere med tiden." Nu kunne hun jo rent faktisk lade som om hun var bare nogenlunde selvsikker i hans selskab.

Smilet nåede aldrig at forsvinde fra hendes læber og kinderne begyndte at kunne mærke det, men hun nød kun igen at kunne rende storsmilende rundt i solen. "Det er meget anderledes. Adrians familie er jo vildt søde, så det er helt perfekt! Og..." Hun rødmede dybt. "Leonora, jeg lover dig, det de fortalte os om bryllupsnatten som en pligt, ikke?" hviskede hun og lænede sig ind for at understrege fortroligheden. "Det er ikke rigtigt. Det er.. Det er skønt."