Når der er tid

[Charlotte af Hamin]

Natalie af Vårfos

Det var sjældent, at Charlotte kom i de private gemakker på slottet. Den eneste hun kendte, som brugte disse var Natalie. Og det var som regel i Charlottes eget hjem, at de mødtes. Men denne gang havde den yngre veninde selv inviteret hende op til te, og en lille omgang sladder.

Med rolige skridt, gled hun henover gulvet, mens en tjener fulgte efter hende. Til sidst standsede hun op foran den dør, der førte ind til komtessens gemakker. Tjeneren bankede på, og meldte Charlottes ankomst.

De havde ikke kendt hinanden på klosterskolen, men hver deres studie i litteratur havde sørget for, at deres veje mødtes. Hun smilede varmt, da hun trådte ind i Natalies stue, og gav veninden et luftkys på hver side af kinderne. "God eftermiddag Natalie," sagde hun.

[Natalie af Vårfos]

De kolde snevinterdage var hårde mod Natalie, derfor yndede hun at sidde i sine gemakker med en kop varm te og en bog fra sine studier. Det var altid så dejligt afslappende på den måde og tiden kunne flyve så frygteligt afsted, når hun først blev opslugt af sine bøger. Af samme årsagt blev hun også overrasket over at Charlotte allerede var ankommet.

Hun kiggede dog smilende op da tjeneren meldte hendes ankomst og lagde derpå bogen til side. "Godeftermiddag Charlotte. Kom ind og sæt dig ned." Der stod allerede en kop til hende ved bordet, "Må jeg byde en kop te"

[Charlotte af Hamin]

Hun satte sig ned i den stol, som Natalie henviste hende til, og nikkede ganske let til tjeneren, da hun blev budt en kop te. "Ja tak," lød hendes kvidrende stemme, mens hun foldede hænderne i skødet og lod den ene fod glide om bag den anden, så anklerne krydsede. "Det er så længe siden, at man har set dig på universitetet. Vinteren tager hårdt på dig min kære?" Spurgte hun, mens hun rakte frem og løftede den varme tekop op til læberne, blot for at puste ganske let på den.

[Natalie af Vårfos]

Det var dejligt at se veninden igen. Måske havde de ikke kendt hinanden længe, men kemien havde været der fra første gang de mødtes og det føltes derfor allerede som et nært venskab. "Det går. Det er den kolde vind, den bider så frygteligt i kinderne. Tatiana siger at jeg bør få lidt sul på kroppen, men det er ikke så nemt som sagt." Hun spiste rigeligt med mad og gjorde hvad hun kunne, men den fine hud havde ikke meget at stå imod med mod vinterens sne og kulde. Ikke at det på nogen måde var sygeligt, hun var bare kuldskær. "Hvordan går tingene på studiet?"

[Charlotte af Hamin]

Charlotte havde aldrig været kuldskær, selvom hun var spinkel af bygning. Men hun havde også været en aktiv pige, til trods for de mange undervisningstimer, hun efterhånden havde deltaget i, som foregik indenfor. Hun havde altid benyttet sine fritimer til at låne en hest af sin onkel og ride en tur i paladsets skov. "Du må altså virkelig sørge for at få lidt farve i kinderne," sagde hun med bekymring i stemmen. Det var ikke sundt at blive indenføre hele tiden. "Det går fremad. Og jeg får stor ros af min mester. Han er opsat på at lære mig så meget som muligt, nu hvor vi ikke ved, hvor længe jeg kan blive ved," sagde hun og lod sin finger glide rundt på tekoppens kant.

[Natalie af Vårfos]

På mange måde var der nok nogen der ikke helt forstod Natalies sarthed. De accepterede det ja, men virkelig forstod det, sådan virkede det ikke. Hun havde det ganske udemærket, også om vinteren. Hun manglede bare solens varme prikket og ikke mindst så kunne godt undvære de mange kolde vinde. Men en ting var sikkert. Hun lod sig ikke bukke under af det! "Jeg gør mit bedste. Jeg sørger for at spise godt og særligt spise nogle citrusfrugter" Hun sørgede for at få vitaminer nok og spise godt. "Det lyder dejligt med din mester. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at du bliver blandt de bedste." Hun smilede og drak lidt af sin te "Jeg regner med at tage forbi studiet om i morgen, eller dagen efter der."

[Charlotte af Hamin]

Det ville nu være bedst for Natalie, hvis hun kom udenfor, og fik sit immunforsvar op. Så kunne det også være, at hendes kinder fik en langt rødere glød, end de havde nu. Men hun tav, og ville ikke bore mere i emnet.

"Jeg håber det. Men min tid er knap, om et år kan jeg risikere at sidde på en borg i Meron og kede mig," sagde hun tørt og smilede så, da Natalie måske ville kigge forbi på universitetet en af dagene. "Så må du lige give besked. Vi kan måske spise frokost sammen?"

[Natalie af Vårfos]

Natalie kunne godt fornemme at hendes veninde var bekymret, hvilket kun fik hende til at smile et indre smil. Hun mente dog selv, at der ikke var noget at være bange for. Så begyndte Charlotte at snakke om sit kommende ægteskab, og det gik op for Natalie at deres tid muligvis så også var knap. "Jeg lover dig at jeg kommer forbi universitet en af de kommende dage. I morgen måske. og vi skal selvfølgelig spise frokost så" Hun smilede en smule trøstende til veninde over hendes tørre kommentar omkring hendes fremtid "Bare rolig, jeg er endnu en fri fugl. Jeg lover at besøge dig så du ikke syner helt ind af kedsomhed" Godt nok håbede Natalie på også snart at finde sig en mand, men der var tid endnu. "Hvordan går det mellem jer?"

[Charlotte af Hamin]

Hun smilede varmt til Natalie og nikkede så. "Det var godt. Vi må udnytte tiden, mens jeg er i Corus," sagde hun og rynkede panden, mens hun tænkte på sit kommende bryllup. Et bryllup der endnu ikke var fastsat. Heldigvis. Og så alligevel... Det kunne være rart med en form for afklaring på, hvornår hun skulle være klar. "Det vil glæde mig meget, hvis du ville komme til Meron og underholde mig. Der er sol og varme hele året rundt, har jeg ladet mig fortælle. Det vil næsten være det perfekte sted for dig," hun smilede let og nippede ganske let til teen, da Natalie spurgte ind til Martin. Hun trak på skuldrene. "Når vi ikke taler sammen, så går det godt. Vi er bestemt ikke enige om særlig meget," valgte hun at sige, i stedet for at brokke sig. Igen.

[Natalie af Vårfos]

"Det må vi bestemt." Natalie besluttede sig for, at hun måtte forsøge at komme noget mere på universitetet også selvom det var så koldt som det var. kulde var småting ved siden af venskaber. Charlotte var vel sikkert heller ikke den eneste der savnede hende. Det kunne jo også være hun kunne blive lagt lidt mærke til samtidig.

"Jeg kommer gerne til Meron, så meget det er muligt. Jeg kunne måske opholde mig der i en længere periode, hvis bare jeg kan studere imens." Charlottes ord fik hende til at tænke en skør tanke og hun holdte hånden for munden, da der kom et let grin "Det lyder snart til, det ville være bedre om det havde været mig og ikke dig der skulle til Meron" Hun kendte endnu ikke selv Martin "Er det så skidt mellem jer, at I ikke kan tale sammen?" Natalie slog bedrøvet blikket ned. Det lød bestemt ikke som en god aftale for Charlotte på det punkt.

[Charlotte af Hamin]

Det med at bruge tid sammen med sine veninder, det var noget Charlotte virkelig holdt af. Og de fleste af dem havde heldigvis også været til stede, mens resten af byen havde været med på rundrejsen. Natalie havde naturligvis været afsted, eftersom hun var en del af det kongelige følge.

"Naturligvis kan du det," forsikrede Cahrlotte og kunne ikke se et problem i, at Natalie vedligeholdt sine studier, mens hun var på besøg. "Jeg vil endda gerne hjælpe dig med dem," foreslog hun og mærkede pludselig en ændring i sit humør, da Natalie forslog, at det burde have været hende, der skulle giftes med Martin. Hun kunne måske ikke lide manden. Men nu var han hendes. "Ja måske. Det kunne have været dig, hvis ikke Enkegrevinden af Meron havde kendt mine forældre," sagde hun med et lille smil. "Han gør mig så rasende med sine konservative holdninger. Han får mig til at føle mig... Jeg ved ikke... Ubrugelig. Som en ung komtesse, der bare skal sidde og brodere dagen lang."

[Natalie af Vårfos]

Det var bestemt ikke fordi Natalie var ude på at stjæle Martin. Det kunne hun aldrig finde på. Men det at tage til Meron og studerer det ville hun gerne, særligt hvis det betød hun kunne se sin veninde oftere. "Du har ret. men mon ikke også I nok finder ud af det til sidst? Du har vel forsøgt at tale med ham om at du kan mere end bare brodere?" Godt nok var Natalie endnu ikke forlovet, men hun havde da haft mænd vimsende omkring sig flere gang til at vide at de på nogle punkter er til at tale med.
"Du må hvert fald aldrig tro du er ubrugelig!"

[Charlotte af Hamin]

Hun trak let på skuldrene. "Det er ikke så enkelt, når det gælder Grev Martin," sagde hun og havde for længe siden opdaget, at han var en kompleks mand. Men hun var en kompleks kvinde. Og han skulle ikke styre hele forløbet. "Men nok om Greven, fortæl i stedet om der ikke snart kommer en mand i den retning? Der må vel være nogle unge og ugifte herligheder derude?"

[Natalie af Vårfos]

Nu var det Natalies tur til at trække på skuldrene "skønt jeg ser mange smukke unge mænd, har jeg endnu ikke været heldig at nogen ville holde fat i mig." hun smilede stort og blev nu let lyserød i kinderne. "Herligheder er her skam, men det lader ikke til nogen af dem har mod til at gøre mere ved det" Hun havde haft kig på flere, men endnu havde ingen henvendt sig.

[Charlotte af Hamin]

Hun slog ud med hånden, hvorefter hun nippede ganske let til teen. "Du skal se, lige rundt om hjørnet venter han. Når du mindst venter det," sagde hun og talte af erfaring. "Men hvis du selv skulle vælge. Og han ikke havde noget valg... Hvem ville du så vælge?" Spurgte hun nysgerrigt.