Følelse eller fornuft?

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik

Hvad? Stod hun seriøst og... Den lyse næse var lagt i afskyens folder, mens hun stirrede ned af den lille, blinde gyde. Der stod rent faktisk en kvinde og pissede. Hun havde aldrig været i Nedre By så sent på døgnet og mørket havde gjort det væsentligt sværere at finde rundt. "Hvad stirrer du på? Skrub af, tøs!" hvæsede kvinden og Elisia fik hurtigt travlt med at tumle igennem gyderne. Det havde været en tåbelig ide, men hun blev nødt til at tale med Kian. Det kunne jo ikke fortsætte mere.

Hun trak sin vams lidt tættere om sig og drejede om et hjørne. Hun burde nok have opdaget lydene, for hun tumlede hurtigt tilbage ved synet af den halvt afklædte kvinde, skubbet op mod husmuren med en usoigneret udseende mand stående bag ved hende. Selvom Elisia aldrig havde været vidne til noget lignende, vidste hun med det samme, hvad der foregik. Hurtigt tumlede hun tilbage af den vej, hun var kommet igen. Synet af kvindens frontparti, der havde gynget frem og tilbage sad brændt ind på hendes hornhinder, selv da hun lukkede øjnene. Og så havde det, hun vurderet til en glædespige, endda haft sit korset ude på tøjet. Hun lænede sig op af en væg, lænede hovedet lidt tilbage. Det var komplet umuligt. Måske hun bare burde tage hjem igen.

[Kian Falkeblik]

Han lod kroppen synke sammen op ad muren og kastede et blik rundt. Der var ingen i nærheden. Hurtigt tørrede han kniven af i den døde mands skjorte og stak den på plads, før han forlod gyden. Nætterne var det bedste tidspunkt at ordne de mere risikable ting, og han ville blive godt betalt for den her. Han havde taget en af mandens ejendele, så han kunne bevise mordet over for den mand, der havde hyret ham.
Han drejede ned ad en gade for at sætte kursen tilbage mod Aben, men spottede i stedet Elisia, der stod og så fortabt ud igen. ”Elisia?” kaldte han og skyndte sig hen til hende. ”Hvad laver du hernede?” Modsat før var han nærmere vred frem for glad. Hvad i alverden lavede hun her så sent?! Han greb fat om hendes håndled for straks at slæbe hende tilbage mod markedsdistriktet.

[Elisia af Bugtvig]

De grå øjne var gledet i, bare for et øjeblik, mens hun prøvede at glemme synet af deres slaskede kroppe og måden de havde bevæget sig på. Hun gøs i afsky og genkendte så stemmen og det navn, den sagde. Kian? Hun åbnede øjnene igen og skulle til at åbne munden, da hun bemærkede hans strenge tonefald og blikket. Han så overhovedet ikke glad ud.

"Hallo!" indvendte hun og slog hælene i, da han gav sig til at trække af sted med hende. Det kunne han altså ikke bare tillade sig! "Hov, stop lige." Hun hev hånden til sig igen og skulede op til ham. "Der er altså en grund til, at jeg er her."

[Kian Falkeblik]

Han stoppede op, da hun rev sig fri. Hvorfor var hun også væbner? En lille skrøbelig komtesse ville bare være tumlet af sted efter ham. ”Det ved jeg, men du skal ikke besøge mig hernede efter mørkets frembrud. Det er farligt for en, der ikke er vant til Nedre By,” sagde han. Kunne hun ikke have ventet til i morgen med at komme herned? ”Hvad er det, der er så vigtigt, at det ikke kan vente til i morgen?” Det ville nok blive besværligt at slæbe hende videre, når hun insisterede på ikke at ville med.

[Elisia af Bugtvig]

Læberne blev presset hårdt sammen. Farligt? Farligt!? "Altså hvem tror du, du taler til?" spurgte hun og forargelsen var tydelig lige fra hendes mine til hendes tonefald. Hun foldede armene over brystet. "Hvad er det egentlig du tror, jeg bruger hvert vågne øjeblik på? At synge og brodere? Danse i cirkler omkring mig selv i store kjoler?" Hun var altså ikke ligesom de andre komtesser og hun nægtede at blive behandlet sådan.

Hans spørgsmål fik hende til at lukke munden igen - i hvert fald for et øjeblik. Hun havde ikke lyst til at sige det midt på gaden, så hun trak undervigende på skuldrene. "Jeg skal tale med dig."

[Kian Falkeblik]

Han sukkede opgivende, da Elisia straks blev sur. Kvinder! ”Ja, ja,” sukkede han bare og viftede lidt med en hånd. Han orkede ikke rigtigt at diskutere det med hende. Selvfølgelig var hun i træning, men hun var trods alt kun i træning. Der var stadigvæk folk hernede, der kunne slæbe hende ind i en gyde, hvis de ville. Folk, der havde set langt flere konflikter og kampe end hun selv havde. ”Du kan tale, imens vi går op til markedsdistriktet,” sagde han og gjorde en gestus op ad gaden. Han havde ikke planer om at lade hende blive her i hvert fald.

[Elisia af Bugtvig]

Det var ikke videre overbevisende, men hun fik hurtigt andet at tænke på. Hun havde slet ikke haft tid til at se ham i en uges tid og så ville han bare af med hende med det samme. Mundvigene søgte nedad og skubbede underlæben lidt ud, mens hun vendte ansigtet lidt væk for at skjule det. "Fint," mumlede hun tvært og satte demonstrativt i bevægelse den vej, han havde vist mod. Samtidig mindede hun sig om, at hun jo alligevel havde tænkt sig at trække sig, så det var jo ligemeget, om han ville være sammen med hende eller ej.

[Kian Falkeblik]

Hun blev tydeligvis utilfreds, men så kunne han da være sikker på, at hun ville gå hjem uden alt for meget brok. ”Så hvad ville du snakke om?” spurgte han og fik dæmpet den strenge tone til gengæld for en mere nysgerrig mine. Det måtte vel være vigtigt, når hun kom herned så sent. Han planlagde egentlig bare at ignorere hendes sure mine for nu. Forhåbentlig ville samtalen være nok til at løsne lidt op for hendes irritation.

[Elisia af Bugtvig]

Pludselig var hun slet ikke så sikker i sin beslutning, som hun havde været, da hun tog hjemmefra og hun var tavs længe, mens tankerne virrede rundt. "Har du overvejet, at det måske var en samtale til mere.. Private omstændigheder?" mukkede hun og kastede et blik til siden på ham. Han havde slet ikke taget højde for hendes behov og det irriterede hende mere end hun var villig til at sætte ord på. Det var uanset meget lettere at være sur end ked af det.

[Kian Falkeblik]

Private omstændigheder? Han løftede et spørgende øjenbryn af hende. ”Er det noget alvorligt ... eller har du bare ikke lyst til at sige, at du savner at blive holdt om?” spurgte han halvt i dril og halvt i alvor. Der var nu ikke så meget at gøre ved det, så han genfandt hurtigt den alvorlige mine. ”Jeg tager dig ikke med hen på Aben, så der er ikke noget privat sted her i Nedre By. Medmindre en mennesketom gyde er nok?” Lige ville han bare gerne have hende ud af bydelen og sikre sig, at der ikke skete hende mere. ”Ellers må det vente til i morgen.”

[Elisia af Bugtvig]

Læberne snerpedes tættere sammen for at skjule det smil, der truede med at bryde frem inde bagved. For hun skulle jo ikke have lyst til at blive holdt om af ham, når hun burde slutte det. Hun blev nødt til at være fornuftig og sådan - ikke? Læberne slappede lidt af igen og hun tyggede sammen om underlæben. "Hvorfor?" Han havde da taget hende til Aben før. "Hvad er problemet nu?" Det var tydeligt at høre, at hun faldt det vildt irriterende og uhensigtsmæssigt. Hvis hun skulle vente, ville hun jo ende med at tale sig selv fra det igen. Det var allerede begyndt.

[Kian Falkeblik]

”Det har jeg allerede fortalt dig. Det er mørkt, og du bør ikke være her om aftenen. Der foregår ting på kroen, som du ikke skal i nærheden af.” Han kunne ikke lade en væbner rende rundt på Aben, når folk sad og snakkede om, hvad de havde bedrevet i løbet af dagen – tyveri, smugling, værre ting. Han ville heller ikke give de andre slyngler et indtryk af, at han ofte havde Elisia på besøg. De skulle ikke virke alt for tætte. ”Situationen er anspændt for tiden, så det er ikke godt, at du bare kommer rendende på alle tider af døgnet.” Det ville nok egentlig være bedst, hvis de lavede en eller anden aftale, så hun ikke vadede alene herned hver eneste gang.

[Elisia af Bugtvig]

"Jeg er ikke et lille barn," indvendte hun stødt. Hun var altså væbner og ville blive ridder om kun et år. Derfor ville hun jo også sagtens kunne håndtere at være på aben. Det irriterede hende ærligt at blive behandlet sådan, især når nu hun ikke rigtig havde fået noget sukker den sidste uge. "Du behøver ikke beskytte mig eller pakke mig ind i uld," hun skulede utilfredst op på ham.

[Kian Falkeblik]

Han sukkede svagt. ”Kun et barn tror, at hun kan rende rundt i Nedre By efter solnedgang og slippe godt fra det,” bemærkede han tvært. Hun var virkelig stædig, når det kom til de her ting. ”Jeg pakker dig ikke ind. Jeg er bare realistisk. Jeg er i en usikker position lige nu, og jeg vil ikke have, at nogen begynder at holde øje med dig. Jeg er allerede blev udspurgt om dig én gang og var nødt til at lyve og sige, at du var borgerlig.” Hvis nogen rent faktisk fulgte efter hende, ville de på ingen tid opdage, at han havde løjet, og at der kunne tjenes en masse penge på hende, hvis man skulle være fristet til at tage chancen. ”Det er svære at holde øje med sine omgivelser om natten.” Så det ville være lettere for nogen at følge efter hende. Ved tanken kastede han et blik rundt på gaden og op mod hustagene.

[Elisia af Bugtvig]

Kians suk irriterede hende mere end det burde og det gjorde hende kun endnu mere umulig. Hvorfor skulle han være så dum og chauvanistisk? "Du er stadig i live, er du ikke?" bed hun tilbage og kastede straks et blik over skulderen ved hans bemærkning. Så gennemgik hun hans ord i hovedet igen. Var han.. Bekymret for hende? "Kan du ikke være ligeglad?" Hun var stadig tvær, men noget i hendes tonefald havde forandret sig. Et spinkelt håb gemte sig bag ordene, mens hun skævede diskret op på ham.