Yndlingspligten

[Nora af Stacine]

Julian af Maloris Tinde

Hale havde forladt hovedstaden for at vise sin støtte til den kommende alliance, der var Legan. Nu de havde en ny baron, havde Josdirk muligheder for at kunne gøre deres bånd endnu stærkere og det var en chance, søskendeparret selvfølgelig ikke lod gå dem forbi. Også selvom det havde ført til mere end rigeligt med arbejde for Nora tilbage i Corus.

En af hendes pligter var da også et besøg forbi Julian, selvom det næppe kunne beskrives som en pligt længere. En tjener tog imod kappe og muf, før hun blev vist hen mod arbejdsværelset. Hun kendte efterhånden vejen fra hallen og derhen ganske godt.

[Julian af Maloris Tinde]

Den unge, og meget arbejdsomme greve, sad med hænderne begravet i sit tykke hår, mens hans blik var fikseret på et dokument foran ham. Han brummede utilfreds, og kløede sig ganske let i nakken, da en tjener bankede på. Et irriteret fnys indikerede, at døren godt måtte åbnes og tjeneren trådte ind, skarpt efterfulgt af Komtesse Nora. Men Julian så stadigvæk ikke op. "Frederik! Hent noget blæk, mit segl, noget voks og så noget te," sagde han, og lod ingen tvivl være om, at han ikke var i det bedste humør. Hvilket skete sjældent.

Først da døren blev lukket og han kunne se kanten af et skørt, kiggede han op og så på Nora. "Åh, det..." Han rejste sig straks op, en smule befippet og bukkede for hende. "Velkommen til. Og tag endelig plads, Nora," når de var alene var de holdt op med at tiltale hinanden med "De".

[Nora af Stacine]

Døren åbnedes og som altid havde hun allerede et varmt, imødekommende smil om læberne. Selvom hun ikke helt ville indrømme det over for sig selv, havde hun glædet sig til at se den unge Greve igen. Derfor overraskede negativiteten i hans toneleje hende også. Hun foldede derfor hænderne foran sig og ventede blot, til han så op på hende igen.

Smilet var straks klar og spillede fra de lyse læber til de bryne øjne, da hun endelig mærkede hans blik på sig og hun nejede yndefuldt for ham. "Tak, Julian," hun fangede hans blik, "Du tror ikke, du måske kunne have godt af at komme lidt ud?" Ikke nødvendigvis udenfor, men i hvert fald ud fra kontoret. Han lod til at være presset.

[Julian af Maloris Tinde]

Han satte sig tungt ned i sin stol igen, og rystede svagt på hovedet, mens han næsten også nikkede. I det hele taget en ubestemmelig mimik. "Måske. Jeg skal lige have skrevet et brev," sagde han og skævede ned på pergamentet foran sig. "Tænk sig... Der er en i Maloris Tinde, der har stjålet fra min samling... En meget vigtig bog for min slægt," han var meget oprevet, og lod hænderne glide frustreret gennem håret.

[Nora af Stacine]

Han var ikke just nem at læse, men det havde hun vænnet sig til efterhånden. Godt nok fik hun tit at vide, at hun var en åben bog, men det var jo kun fordi, hun havde mestret sin mimik til perfektion og det gjorde hende derfor ikke noget, at Julian også kunne være svært at læse. Nora var ikke typen, der takkede nej til en udfordring. "Nej, virkelig?" spurgte hun og hævede brynene i perfekt overraskelse. "Hvorfor ville man dog gøre det? Er du sikker på, at den ikke kunne være et andet sted?"

[Julian af Maloris Tinde]

Han nikkede, mens han ventede på at tjeneren fuldførte hans instruktioner. "Det er en meget dyr og gammel bog. En af de første, hvor Maloris Tinde er blevet beskrevet," og derfor meget vigtig for slægten. Men det mente han, at Nora sagtens kunne sætte sig ind i. "De mener, at de har ledt alt igennem. Og det ville undre mig meget, hvis tjenestefolkene skulle have rørt ved den. Ingen af dem må komme i den del af biblioteket," sagde han med en trist stemme og gned sin ene tinding. "Jeg ville skrive et brev til vores hushovmester om, at den bog skal fremskaffes. Lige meget hvad."

[Nora af Stacine]

Nora lyttede opmærksomt og lagde ansigtet i alvorsfulde folder. Det lød også som noget, hun ville fare fuldkommen i flint over. Indvendigt, selvfølgelig. Udadtil ville hun stadig have en kvindes balance og ynde, men indeni ville hun have det, som Julian så ud nu. "Det er ikke denne, vel?" Hun vendte sig om mod sin anstandsdame og tog imod en tung, stor bog, der blev holdt frem mod ham. "Du lånte den til mig forrige gang, vi sås." Det var ikke sikkert, det var den, men med Julians distræte sind kunne det jo sagtens være tilfældet.

[Julian af Maloris Tinde]

Hans blik blev straks vågent ved Noras ord, og han fulgte opmærksomt hendes bevægelser, mens bogen blev holdt frem. Så rystede han på hovedet og sukkede skuffet. "Nej, desværre. Dette er første bind, den bog der mangler er andet bind," sagde han med en trist stemme, da døren gik op, og en tjener kom ind med de ting, som Julian havde forlangt. "Lad mig lige skrive et par ord, så kan vi forlade kontoret," sagde han og kiggede op på Nora, mens han allerede havde dyppet fjerpennen i blækhuset og gjort sig klar til at skrive.

[Nora af Stacine]

Læberne dannede et medfølende smil, mens han tog bogen tilbage med tydelig skuffelse. "Jeg beklager," det overraskede hende, hvor oprigtigt, hun mente det. Derfor tav hun også og nikkede blot, da han gav sig til at skrive. Hun lænede sig lidt tilbage, selvom hun ikke slækkede på formerne på noget tidspunkt. Det bekymrede hende lidt, at hun begyndte at sympatisere så kraftigt med Julian. Det var ikke just hensigtsmæssigt, hvis der skulle være forretning mellem dem. Hun skubbede tankerne væk for nu og betragtede fjerpennens færd over papiret.

[Julian af Maloris Tinde]

Efter nogle minutter, var brevet skrevet færdigt. Fjerpennen var flere gange blevet dyppet i blækhuset, men på intet tidspunkt havde han været nødt til at starte forfra, fordi der var blevet brugt en forkert vending, eller der var blevet stavet forkert. Julian skrev måske ikke hurtigt, men til gengæld var det grundigt.

Han sørgede for at lukke brevet med sit segl og skrive modtageren af brevet på. Så kiggede han op og hen på Nora. "Nu er jeg klar. Skal vi indtage pejsestuen?" Spurgte han og afventede hendes svar.

[Nora af Stacine]

Det var helt fængslende at sidde og studere hans projekt. Et øjeblik lod hun sig bare fortrylle af fjerpennens skratten. Hans grundighed var beundringsværdig og hun gav ham mentalt et point mere i bogen.

Smilet var klar, blidt og varmt som altid, da han så op på hende igen. "Meget gerne, kære," hun rejste sig op og så ellers afventende på ham. De gik altid arm i arm, som etiketten foreskrev det og det forventede hun også denne gang.

[Julian af Maloris Tinde]

Med brevet i hånden rejste han sig op fra stolen, gik rundt om bordet og lod Nora tage hans arm. "Godt," sagde han, samtidig med at tjeneren tog imod brevet, og en anden hentede tebakken på bordet. "Fortæl mig så, hvor meget du har bedrevet siden sidste besøg?" Spurgte han interesseret, og drejede sit hoved for at se på hende med sine mørkegrønne øjne. Hun vidste, at når han stillede et spørgsmål, så var det aldrig af høflighed, men fordi han virkelig gerne ville vide det.

[Nora af Stacine]

Alt gik som smurt omkring hende og hun lod blot hånden finde om Julians arm, før de satte sammen ud af arbejdsværelset. Smilet var nu ikke kun af tillært vane, men også fordi det føltes ganske rart at gå her ved hans side. Det føltes rigtigt. "Mellem en masse kedsommelige pligter, har jeg gennem mine studier lært noget nyt," informerede hun ham, "Så jeg føler mig heldigere end så mange andre." Hun så op på ham. "Mine illusioner er blevet meget mere overbevisende." De havde allerede talt om hendes studier og hendes gave.

[Julian af Maloris Tinde]

Det var ikke fordi det var blevet helt en vane for Julian at mærke Noras hånd ligge på sin arm. Men han var blevet bedre til den fysiske kontakt mellem ham og komtessen. Derfor kunne han også løfte sin anden hånd og ganske flygtigt give hende et rosende klap på hånden, inden han sænkede den igen. "Det glæder mig. Du må en dag vise mig en af dine illusioner. Det er sjældent jeg får muligheden for at se en Gave blive brugt," sagde han, mens de gik gennem hallen og ind ind i den varme pejsestue, hvor ilden knitrede lystigt. Herfra kunne man se ud i haven, der nu var hvid af den fjerlette sne, som dalede langsomt ned fra himlen.

[Nora af Stacine]

Hun smilede lidt over den flygtige berøring. Nok gik det langsomt fremad, men det var fremdrift ikke desto mindre. De trådte ind i stuen og hun måbede en smule. "Sikke en betagende udsigt, du har dig her," komplimenterede hun, før hun tog plads i sofaen. Det var komplet betagende, den måde stuen var bygget op på. Hun ville elske at bo der, kommenterede en stemme i hendes baghoved. "Jeg fandt også en bog i Josdirks bibliotek, jeg tror ville interessere dig," hun lagde hænderne i skødet. "Jeg vil få en tjener bringe den forbi inden længe."