F for forræderi

[Ermelia af Naxen]

Astor af Fenrig
5. januar 528

Efter Astor var gået, havde Ermelia søgt til det værelse, der var blevet gjort klar til hende og der var hun blevet hele den følgende dag også. Hun havde ikke haft nogen appetit eller lyst til at se nogen, havde bare siddet på sit værelse og holdt om sig selv, mens angsten havde taget et fast greb i hende. Allerhelst ville hun tale med nogen, men hun vidste ikke hvem og sådan sank hun dybere ind i sin ulykke.

Med solopgangen dagen efter var hendes stædighed dog dukket op igen og hun havde ladet kammerpigen hjælpe hende med at få tøj på, før hun var søgt ned i stuen. De lyse fingre holdt et fast greb om en bog. Appetit havde hun stadig ikke, så hun tog i stedet plads i en stol, omhyggelig med at undgå Caelie. Hun havde ikke lyst til at se hende lige nu.

[Astor af Fenrig]

Astor havde ikke opsøgte Ermelia. Det var ikke nødvendigt. Pigebarnet var Caelie's ansvar, så længe hun var i huset. Han havde sørget for at lave en aftale om hendes fremtid med Murray og han havde straffet hendes fader for sin ugerning. Det måtte være de ting, der lå på hans bord i dén sag, hvis man ellers spurgte ham.

Han havde netop sat sig for at slappe af med en bog i en times tid og derfor trådte han ind i den lille stue, hvor han fandt Ermelia i færd med det samme. Selv havde han håbet på lidt ro, men han kunne ikke godt lukke døren i hovedet på hende nu og gå sin vej igen, så han tog en rolig indånding og smilede let, inden han bukkede en anelse. "Ermelia," hilste han. Han gad ikke holde på formerne efter deres sidste møde. Det betød dog ikke, at han ikke forventede det af hende stadig. Hun var trods alt kun en ung pige. Og han var Greve.

[Ermelia af Naxen]

Det sekund, hun så Astor træde ind i stuen, rankede hun sig en smule mere, men fortsatte ellers uforstyrret hen til stolen. Hvis han ville holde hende her, måtte hun vel også benytte sig af husets mange rum. Eller som minimum i hvert fald stuerne.

"Deres Nåde," hun nejede yndefuldt, som det var forventet og tog så plads i stolen. Selvom hun var mest vred på Caelie, var hun heller ikke just begejstret for Astor. Han havde ingen ret til at tage sagen i sin egen hånd, men havde gjort det alligevel.

[Astor af Fenrig]

Han tog plads i stolen, som havde front mod hendes, og lagde roligt det ene ben over det andet, inden han åbnede bogen, så den lå i hans skød. Han gav sig dog ikke til at læse. Hvis hun skulle til at være i hans hus, så burde han også lære hende at kende. Han kendte alle i huset indgående. Det var næsten en nødvendighed for ham, for at han kunne føle sig tilpas. "Hvordan har De det i dag?" spurgte han derfor i en venlig stemme, der dog var blottet for alle former for medlidenhed. Astor følte sjældent medlidenhed for nogen.

[Ermelia af Naxen]

Hun tøvede et øjeblik og trak så det ene ben op under sig. Hun havde stadig kun de fine stofsko på, der ikke ville snavse møblerne, så hun vurderede godt, at hun kunne tillade sig det. Blikket faldt ned på siderne foran sig, mens hun foregav at kaste sig over læsning, selvom hun ikke tog det til sig.

De blå øjne fandt ham, da han talte. Den venlige stemme kom bag på hende, men på den anden side havde han jo også været blidt over for hende dagen forinden. Hun trak på de spinkle skuldre og blikket flakkede en smule, før hun fandt hans øjne igen. "Jeg har det udmærket, tak." Det var ikke sandheden, men det virkede stadig bedre end at fortælle, at hun egentlig ikke vidste, hvordan hun havde det. Hendes indre virkede rodet og kaotisk. "Bortset fra uvisheden omkring min fremtid, Deres Nåde."

[Astor af Fenrig]

Hans blik hvilede på hendes ansigt, mens hun svarede og han bemærkede, at hun udviste den samme lille mærkværdighed, når hun skjulte noget, som hendes storesøster havde. Han skjulte et smil og var allerede bedre tilpas i situationen. "Det kan jeg sikkert hjælpe Dem med," svarede han roligt - stadig uden at tage blikket fra hendes øjne. "Jeg har talt med Hertugen. Han har accepteret, at De bor her hos os, når De er i byen. Han vil engagere en tjenestepige, som skal tage sig af Dem, når De er her."

[Ermelia af Naxen]

Der var noget ved hans blik, der fik hende til at føle sig underligt blottet for ham og hun følte en trang til at dække sig lidt for det, men lod det ikke komme til udtryk. I hvert fald ikke ud over de let flakkende øjne. "Altså.. Fætter Murray?" spurgte hun uden reelt at være i tvivl. Hun strøg fingrene over den krøllede lok, der hang foran hendes øre, tøvede lidt. Hun vidste ikke helt, om hun burde eller turde spørge. Så gjorde hun det alligevel. "Og min fader?"

[Astor af Fenrig]

Han brummede bekræftende af hendes spørgsmål og ventede så på, at hun havde nået at samle sig nok til endnu et spørgsmål. Hans venlige smil faldt ikke, men kæben blev alligevel trukket mere skarpt op, som han ubevidst spændte musklerne deri. "Ligesom De selv, skal han bruge et par dage på at komme sig over aftenens begivenheder," svarede han så roligt. Han havde intet behov for at udpensle, hvor hård han havde været ved manden, hvis ikke Ermelia selv ønskede at vide det. Men han havde heller ingen intentioner om at lyve.

[Ermelia af Naxen]

De blå øjne studerede vågent hans ansigt og hvert træk, hver ændring. Hun slyngede en arm om sit ben og bemærkede godt ændringen i hans mimik, selvom hun endnu ikke kendte ham godt nok til at kunne tyde den. Hun sank hårdt og mærkede den knugende frygt i brystet ved hans svar. Alligevel var hun ikke færdig. "Hvad har De gjort?" Måske var hun kun en pige, men der lå alligevel en myndighed bag hendes ord. Hun ville ikke pakkes ind i vat som nogle af de andre komtesser.

[Astor af Fenrig]

Hans blik fulgte hendes arme, der lagde sig beskyttende om hendes ben. Selvom stemmen var bestemt, var hun tydeligt chokeret. Hans stemme var stadig venlig, da han svarede, dog denne gang med en stålklang liggende bagved. Han ville ikke skåne hende, når hun selv bad om det. "Jeg mindede ham om, at den aftale, jeg har lavet med ham angående Caelie også gjaldt for hans andre børn. Og så understregede jeg det med lige så mange slag, som han gav Dem." Hans blik var stadig ufravigeligt på hendes ansigt, mens han vurderede hendes reaktioner.

[Ermelia af Naxen]

Hans ord ramte et blødt sted, hun ikke vidste, hun havde og det sved bag hendes øjne, men hun nægtede at give efter for tårer eller anden form for svaghed. I stedet nikkede hun lige så langsomt og blikket forlod hans ansigt, for i stedet at se hen mod vinduerne for et øjeblik, mens hun samlede sig igen. Så nikkede hun igen. "Og De tror ikke..." Hun vidste ikke helt, hvordan sætningen skulle ende. "At han vil straffe mig?"

Så slog det hende. Noget, der var langt værre end hendes fader, der en dag ville være fortid for hende. Hendes fremtid. "Deres Nåde? Ved De, om det er planen, at Hertugfamilien af Meagmarsk bliver underrettet om dette?" Hun ville virkelig ikke have, at Gil vidste, at hun var blevet slået af sin far. Han skulle ikke se hende sådan. Tænke, hun var svag.

[Astor af Fenrig]

Han brummede lavmælt. "Han vil ikke få muligheden," svarede han i en sikker stemme. For det første, fordi hun nu skulle bo hos dem og for det andet, fordi han havde alle planer om at fjerne manden fra jordens overflade inden alt for længe. "Jeg ved ikke, hvad Deres fætter forventer, men jeg kunne forestille mig, at han ville fortælle Hertugen af Meagmarsk sandheden. Så der ikke opstod misforståelser. Hvis De er imod dette, burde De måske selv tale et par ord med Deres fætter?" Det var ikke gået hans næse forbi, at hun ikke brød sig om tanken.

[Ermelia af Naxen]

Astors ord burde berolige hende, men endte i stedet med at gøre det præcis modsatte. Hun ønskede ikke, at Greven undervurderede hendes fader og hans lunefulde temperament. Hun nikkede tankefuldt til hans ord, men hævede så brynene, mens en kort overraskelse gled over hendes ansigt, for så at forsvinde igen lige så pludseligt, som det var dukket op. "Det er ikke min beslutning, Deres Nåde," svarede hun roligt og lukkede bogen igen i en blød bevægelse. "Men tanken om, at min forlovede skulle finde ud af dét om mig, bekymrer mig." Der var vel ingen grund til at lyve. Astor havde kun gjort, hvad han troede bedst.

[Astor af Fenrig]

Han nikkede enigt, da hun sagde, at det ikke var op til hende. Det havde hun jo fuldstændigt ret i. "Men Deres fætter vil måske alligevel være modtagelig for Deres synspunkt. Men hvis De ønsker det, så kan jeg naturligvis også tale med Hertugen på Deres vegne om emnet?" Han var lige ved at tage sig selv i at lægge grundarbejdet til at lægge bånd på hende, som han havde gjort på Caelie, men stoppede, inden han faldt for fristelsen. Ermelia var ikke blot forlovet til en kommende hertug, hun var også Caelie's lillesøster.

[Ermelia af Naxen]

Hun brugte et øjeblik eller to på at overveje hans ord. Ermelia var ikke typen, der havde lyst til at fremstå svag, hverken over for Astor, Gil, Murray eller nogen anden, men samtidig ville en henvendelse fra Astor veje langt tungere end en piges ord.

"De må ikke tro, det er fordi jeg er bange," understregede hun med en accept liggende fint mellem ordene og så op ham med al den alvor, et femtenårigt ansigt kunne rumme og et øjeblik afslørede hendes øjne et langt mere modent sind end mange af de andre jævnaldrende komtesser. Faderens behandling havde givet mere end bare fysiske mærker.