Velkommen til dit kommende hjem

[Niklaus af Legan]

Elise af Ravntoft

Tingene var efterhånden blevet lidt mere rolige efter Baronen var sendt til hvile. Legan var selvfølgelig stadig fyldt med slægtninge og allierede, der var mødt op for at vise deres støtte. Niklaus kunne derfor heller ikke helt lade være at takke Den Sorte Gud for at havde taget Dronningen nogenlunde samtidig, så der ikke var ligeså mange, som ellers kunne være forventet.

Han sukkede, mens han drejede ned af gangen og ud mod gården, hvor han havde fået at vide, at Elise var blevet set. Det var vist også på tide at få taget en snak med hende, nu hvor alting lod til at falde på plads omkring ham. Kappen bølgede tungt om ham, som han trådte udenfor. 

[Elise af Ravntoft]

Det havde været en lang rejse til Legan, men Elise havde nydt hvert et sekund. Efter samtalen med Ravenna var hun usigeligt nervøs for sin fremtid og værdsatte derfor muligheden for en rejse, selvom omstændighederne måske var noget dystre.
Under hele rejsen red hun i bukser og skjorte, men da de først nærmede sig Legan, følte hun sig tvunget til at skifte. Heldigvis havde hun et par tjenestepiger med, som hun kunne hjælpe hende i kjolen og sætte håret ordentligt. Hun red godt nok stadigvæk selv, men hun sørgede for at sidde i damesaddel og ellers forsøge at ligne en fin, lille komtesse, da de nåede godset.

Sådan foregik det mere eller mindre alle de dage, som hun opholdt sig i Legan. Hun gjorde sit bedste for ikke at være udfarende og at holde den der blide tone, som Ravenna havde øvet med hende i dagene op til afrejsen. Det lod heldigvis til at behage enkebaronessen.
Denne aften havde hun dog sneget sig i bukser og skjorte igen, så hun kunne gå ned i stalden og se til Æble. Hun kunne ikke rigtig rende rundt derinde i en fin kjole. Hun brugte lidt tid ned ved hesten. Der blev striglet og nusset og spist lidt gulerod, før hun sagde godnat og gik ud igen. Før hun gik ud af stalden tjekkede hun hurtigt gårdspladsen for at sikre sig, at enkebaronessen ikke var i nærheden, og så begav hun sig endelig ud. Efter at have lukket stalddøren, opdagede hun Niklaus, der var på vej ned mod hende. ”Godaften,” hilste hun instinktivt i den blide tone.

[Niklaus af Legan]

Heldigvis fik han hurtigt øje på hende og satte kursen hen mod staldene. Han huskede da egentlig også godt, at hun tit brugte tid i staldene, når de var i Frølund. Han forstod det ikke helt, men hun var vist ikke den eneste, der gjorde det.

Et bryn blev hævet over den måde, hun talte på. Sådan var hun da ikke normalt? Eller havde han bare gjort hende mindre hunkønsagtig i sin erindring? "Øh, godaften," brummede han og vidste et øjeblik ikke helt, hvordan han skulle gribe situationen an. Så mindede han sig selv om den stil, han forsøgte at køre. "Vil De gøre mig selskab?" Normalt ville han bare have gået side om side med hende, men noget ved at have set hende i kjoler de sidste par dage gjorde ham pludselig i tvivl og han tøvede lidt, rakte så armen frem.

[Elise af Ravntoft]

Hun så lige så forvirret ud som ham, da han begyndte at opføre sig underligt. Så gik det op for hende, at hun stadigvæk talte anderledes. Hun rømmede sig kort. ”Selvfølgelig,” svarede hun og genfandt sin almindelige stemme igen. Hun greb fat om hans arm. Ikke for at gå arm i arm, men for at slæbe ham med hurtigst muligt, så de kom ud af hørevidde for eventuelle folk i stalden. ”Jeg skal også spørge Dem om noget, nu hvor vi har tid til at snakke.” Hun var virkelig nødt til at få en eller anden form for bekræftelse af, at de stadigvæk holdt aftalen, selvom Niklaus var blevet baron.

[Niklaus af Legan]

Brynet sank ned på plads igen, da hun igen virkede mere som den Elise, han huskede hende som. Det var dog ikke længe, det fik lov at hvile lover de grå øjne og brynene rynkedes, da hun trak afsted med ham. "Ridder Elise," brummede han irettesættende og stoppede op, da hun havde trukket ham lidt. Han rystede på hovedet og gjorde i stedet et kast med hovedet. Uden at vente på hende gik han i den retning. De kunne altid gå en tur sammen. Elise burde jo lære stedet at kende også selvom vejret ikke just var ideelt.

Da de var kommet væk fra gårdspladsen, vendte han blikket mod hende igen, men fortsatte stadig med at gå for at sikre sig, at de forblev ude for hørevidde. Han havde immervæk også nogle ting at tale med hende om. "Fortæl?"

[Elise af Ravntoft]

Hun surmulede lidt, da han rev sig fri, men han kendte trods alt det her sted bedre, så hun fulgte med uden brok. Hun burde vel også være glad for, at han tog hende med ud at gå, så hun kunne se lidt mere af området. Da de først var væk fra spidsede ører, tog hun en dyb indånding, før hun endelig lod spørgsmålet falde. ”Vores aftale står stadig ved magt ... ikke? Ændrer Deres nye titel på noget?” Det bekymrede hende usigeligt, men hun forsøgte også at minde sig selv om, at Niklaus jo var en ridder. Som ridder brød man ikke bare lige sine løfter.

[Niklaus af Legan]

Brynene samledes igen og lavede folder i hans pande, mens han vurderede. Så trak han på skuldrene og så op på hende. "Ønsker De stadig, at vores aftale står ved magt?" spurgte han så. Den nye stil indebar at inkludere Elise. Han fratog hende et liv med kærlighed, så undte han hende måske også at have bare en lille smule indflydelse på sit liv. "Det kan skabe rygter, men det tænker jeg, at De er bevidst om." Han var ikke glad for det, men sådan var det ved hoffet og hans valg kunne også føre til rygter, så det var vel kun retfærdigt, at hun fik en lille smule frihed.

[Elise af Ravntoft]

Hun nikkede ivrigt ved hans spørgsmål. Han bragte selvfølgelig det samme problem op, som Ravenna havde nævnt. ”Jeg ved det.” Hun sendte ham et undskyldende smil. ”Jeg hader bare tanken om at opgive min riddergerning efter alt det arbejde.” Det måtte han da også kunne relatere til. Håbede hun. ”Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det kan skabe rygter, og at jeg burde overtage husholdningen og falde til ro, men ... det har jeg virkelig ikke lyst til.” Hun følte sig bestemt heller ikke klar til sådan lige at overtage en husholdning. Hun havde stadigvæk en del at lære på det punkt.

[Niklaus af Legan]

Smilet blev skævt, da han så hendes iver ved at være ridder. Hun var virkelig ikke lige så slem som andre af hunkønnet. Lidt ligesom Katrina var hun ikke helt tåbelig altid. "Jeg forstår." Han vendte igen blikket frem og gik et par øjeblikke bare i tavshed. "Dette ægteskab er ikke Deres endeligt eller et fængsel, men når først De er baronesse, kan jeg ikke tillade rygter," så så han igen på hende, stadig smilende. "Men vi kan udskyde vores forlovelse. De er stadig ung og det samme er jeg. Ingen ville se skævt til, hvis vi ventede et halvt år til et år med at blive gift."

[Elise af Ravntoft]

Hun skar en grimasse, da han alligevel trak lidt i land med det der løfte. Hun hadede tanken om at skulle bruge resten af sit liv på at sidde og brodere. Men hans tilbud var stadigvæk det bedste, hun havde at arbejde med, og det ville ikke se godt ud, hvis hun afbrød forlovelsen – hvis far da overhovedet ville lade hende. ”Vi kan vente to?” foreslog hun derfor ivrigt. Hvis hun kunne udskyde forlovelsen et par år, ville hun have længere tid til udstationeringer. To år ... så kunne hun vist nå af sted to gange til ... medmindre hun kunne få mulighed for at arbejde konstant, så hun var udstationeret hele tiden. Lige nu lød det som det mest tiltalende. ”22 år ville da ikke være så slemt.” Hun kunne da stadig væk godt nå at føde et par børn, hvis de blev gift, når hun var 22 år. "Jeg har hørt om folk, der har ventet i årtier på at blive gift." Hovedsaligt folk, der var blevet forlovede, da de var børn, men stadigvæk...!

[Niklaus af Legan]

Han tøvede lidt. To år var længe. Så ville hun være toogtyve, når de blev gift, for slet ikke at tænke og tale om hele arvingproduktions-processen. Alligevel nikkede han, omend det var noget modstridende. "De folk var unge, da de blev forlovede, men jeg kan godt gå med til to år," medgav han så og prøvede igen at smile til hende. "Så er der sikkert også andre af Deres kvindelige bekendtskaber blandt ridderne, der skal til at stifte familie." Han håbede Elise havde lige så lidt interesse for at brodere og holde baller, som han havde.

[Elise af Ravntoft]

Hun var lige ved at juble, men holdt sig til et entusiastisk hop. ”Perfekt!” udbrød hun tilfreds. Det var ikke ideelt – ideelt set ville hun fortsætte som ridder for evigt – men det var nok så godt, som hun kunne håbe på, at det blev. ”Ja, det er der vel.” Hun gik ikke rigtig op i, hvor ivrige hendes kvindelige kollegaer var efter at stifte familie. Det var ikke noget, som kvindelige riddere generelt snakkede om, siden det så ofte var forbundet med negative følelser, fordi man blev nødt til at stoppe. ”... Gider De fortælle min fader om det?” Hun så på ham med store bedende øjne. For far kom helt sikkert ikke til at kunne lide den her idé. Han var jo så gammeldags.

[Niklaus af Legan]

Denne gang nåede han at fange brynet, før det søgte op ved hendes udbrud. Hun var godt nok.. Boblende. Han var ikke helt sikker på, hvor glad han var for det, men han kunne jo altid håbe på, at det ville gå af med årene. En åbnet øl skummede heller ikke for evigt. "Jeg skal nok tage mig af resten af forhandlingerne med Greven," han nikkede og sendte hende et smil, mens de fortsatte lensborgen var stor, så der var heldigvis lidt tid at gå på. "Gjorde min faders død Dem nervøs?" spurgte han og smilet lurede stadig i den ene mundvig.

[Elise af Ravntoft]

Det lettede noget, at han nok skulle tage sig af far. Elise var selv så elendig til at tale med den mand. Hun smilede lidt ved bemærkningen. ”Det var først, da min svigerinden påpegede, at jeg skulle være baronesse nu og ikke bare kunne lade enkebaronessen styrer, at jeg blev nervøs. Før da troede jeg egentlig bare, at vores gamle aftale stadig gjaldt.” Hun trak på skuldrene. Der var ikke andet for end at prøve at få klemt så meget arbejde ud af de næste to år, som hun kunne. Bryllupsforberedelser og den slags, kunne hun vel overlade til mødrene. Det ville give hende et par ekstra måneder til at arbejde i hvert fald.

[Niklaus af Legan]

Han nikkede lidt. Kvinder havde en tendens til at blæse alting ud af proportion. Det var godt, hun var kommet til ham, så han kunne lede hende lidt på rette vej igen. "Det håbede jeg også på, men det har vist sig at være umuligt under de ændrede omstændigheder," han smilede beklagende til hende. "Skabte Deres svigerinde andre bekymringer?" For i så fald ville han gerne kunne få ordnet det hele nu. Der var ingen grund til at have problemer allerede før ægteskabet.